Synspunkt: Retten til et værdigt plejehjemsliv

Jeg har med tilfredshed noteret mig, at socialminister Karen Jespersen ønsker at forstærke indsatsen over for de svage ældre i form af en national helhedsplan, der gerne skal være klar til præsentation i løbet af foråret. Baggrunden er den seneste tids mange beretninger om dårlige forhold på landets plejehjem.

Jeg skal med det samme understrege, at jeg ikke har konkret kendskab til de forhold, der er omtalt i pressen, men det er heller ikke mit ærinde med dette indlæg. Jeg er udelukkende interesseret i, hvordan vi kan gøre det bedre med det klare formål, at de svage ældre ikke bliver ladt i stikken.

Socialministeren mener, at et af de største problemer med ældrepleje og -omsorg i dagens Danmark er, at man ikke i tilstrækkeligt omfang ser på sammenhængen mellem brugernes behov, de politiske mål og den reelle indsats. Det er jeg ganske enig i. Umiddelbart burde det være indlysende, at de politiske mål og den reelle indsats tilpasses brugernes behov, for det er jo brugerne ­ de svage ældre ­ det hele drejer sig om. Og her tror jeg, at vi alle kunne lære noget af den måde, landets hospicer fungerer på. Her er pleje og omsorg i højsædet med al den tid til den enkelte patient, som der er brug for.

Godt for den døende, men trist, at det ikke også er et tilbud til de svage ældre, der gerne skulle se frem til endnu nogle gode år i trygge omgivelser. Jeg mener ganske enkelt, at landets plejehjem børgeares til at yde den samme service og omsorg over for de ældre, som forhåbentlig stadig har mange gode år tilbage, men som er for dårlige til at være alene. Vi trænger til at bryde med gængs traditionel institutionel drift på plejehjem med kollektiv rytme, beskæftigelse og faste tidspunkter for de fleste ting.

Det har altid undret mig, at når tidspunktet for at få en plejehjemsplads oprinder, så er det på mange, men heldigvis ikke alle plejehjem samtidig et farvel til den individuelle tilværelse, som de ældre hidtil har levet. Ofte kan det minde om en kursusplan med morgenvækning, toilette, påklædning, morgenmad, beskæftigelse, middagsmad, eftermiddagssøvn, kaffe, beskæftigelse og aftensmad m.m. for alle på samme tid. Jeg skal ikke udelukke, at det kan være godt for nogen, men næppe nødvendigvis for alle.

Mere pres på kommunerne

Jeg kunne godt have lyst til at se nærmere på nogle af socialministerens indsatsområder.

Det er ikke umiddelbart let at være uenig i de udvalgte indsatsområder ­ også fordi alt tilsyneladende er med. Jeg er enig med Karen Jespersen i, at ventetiden fra sygehus til plejebolig generelt er for lang. Den skal begrænses. Kommunerne må lægge kassetænkningen til side ­ og kommuner og amter må lære at samarbejde ­ det gælder på forvaltningsniveau, og det gælder samarbejdet mellem sygehus og hjemmepleje/plejehjem, der ikke altid er lige effektivt. Det skal være sådan, at lige så snart en sygehuspatient betragtes som færdigbehandlet, skal patienten udskrives til eget hjem eller til et plejehjem. Det er det bedste for patienten, og det er det billigste for samfundet. Jeg skal i denne forbindelse opfordre amterne til at benytte de nye regler for at medfinansiere primærkommunale tilbud til de ældre. Det kan godt betale sig.

Ministeren er også af den opfattelse, at de kommende kommunalforhandlinger skal bruges til generelt at opprioritere ældrepolitiske udfordringer. Regeringen må lægge pres på kommunerne for at sikre bedre og mere ensartet behandling. Her mener jeg ikke, at man nødvendigvis behøver at have en ensartet behandling. Borgerne skal behandles ud fra individuelle behov, som jeg var inde på indledningsvis.

Ministeren påpeger, at de kommunale ledere ikke er klædt tilstrækkeligt på til at passe deres arbejde. De skal opkvalificeres.

Side 27

Jeg kan naturligvis kun være enig i, at lederne skal sikres en kontinuerlig efter- og videreuddannelse, således at de altid er på forkant med udviklingen. Men det handler også om, at lederne i forvejen har det rigtige uddannelsesniveau i forhold til den opgave, de skal løse. Kommunerne bør bruge fagligt velfunderede ledere, der i kraft af deres uddannelse er i stand til at se tingene i et helhedsperspektiv.

Lav status og lille løn

Et af ministerens punkter er, at antallet af omsorgssvigt er for stort. Det kommunale tilsyn med ældreinstitutionerne skal forbedres. Her har jeg lyst til at spørge, om antallet af omsorgssvigt i virkeligheden er for stort? Vi har hørt om et par tilfælde i pressen ­ og ja, selvfølgelig må de ikke finde sted, men der er ingen sikre beviser for, at disse eksempler tegner hele billedet. Embedslægerne tilså tidligere plejehjemmene. Det er muligt, at de bør vende tilbage ­ men ud over dette er der formentlig et faguddannet personale, der i kraft af deres uddannelse kan påpege eventuelle svigt. Det vil jeg gerne på det kraftigste opfordre dem til at gøre.

Så peger ministeren på, at landets hjemmepleje og plejen på de enkelte plejehjem og plejeboliger ikke er god nok. Det er korrekt, at det ikke er godt nok alle steder, men med i billedet hører også, at arbejdet med ældre på primærområdet desværre ikke er forbundet med særlig høj status, hvilket gør, at rekrutteringen ikke er tilstrækkelig stor. Lønnen bliver oplevet som for lav sammenholdt med de krav, der stilles til den enkelte. De tilstedeværende ressourcer skal bruges på den rigtige måde, og det kan en leder i kraft af sin faglige indfaldsvinkel gøre sit til. Det handler i bund og grund om, at der tilvejebringes den bedst opnåelige ydelse til patienterne/brugerne på den mest hensigtsmæssige måde af den medarbejder, der er bedst egnet til at udføre opgaven. Det kræver måske særlig motivation at pleje gamle og syge ældre.

Hensyn til praktiske forhold medfører, at den omsorgsprægede, sundhedsmæssige og socialpædagogiske indsats svigtes, mener ministeren. Her har jeg lyst til at indskyde, at det er oftest der, hvor man tager utraditionelle midler i brug, at tingene fungerer bedst. Det er der mange gode eksempler på ­ og for at kunne arbejde utraditionelt kræves et bredt sammensat personale, hvor uddannelse og faglig udvikling prioriteres højt ­ også via økonomiske midler fra kommunen.

Nej til mudderkastning

Karen Jespersen siger, at hun ser de kommende kommunalforhandlinger som vigtige for at få rettet op på forholdene. Og i den sammenhæng mener hun, at regeringen må lægge et pres. Jeg kan kun håbe, at det går bedre denne gang end ved de kommunale forhandlinger for et par år siden. Da finansministeren havde afsluttet forhandlingerne med kommunerne, var de tilsyneladende så utilfredse med forliget, at de indledte et sandt terrorregime mod de ældre for at få fjernet hjemmehjælpen. Og det skete i økonomiens hellige navn. Når kommunerne ikke kunne opnå en bedre aftale med finansministeren, måtte de, som de gav udtryk for, selv finde nye besparelser. Mange svage ældre har stadig i frisk erindring, hvem det kom til at gå ud over.

Afslutningsvis vil jeg gerne sige til alle grupper inden for sundhedsvæsenet, som har med de ældre at gøre, at vi personalegrupper ikke på dette tidspunkt må forfalde til mudderkastning mod hinanden. Det arbejde, der gøres i dag, er overvejende godt, men hvis vi finder hinanden i et fælles samarbejde om, hvordan forholdene kan blive endnu bedre, vil der ikke være nogen tabere, men kun vindere.

Tilfredse ældre og motiverede og glade personalegrupper.