Boganmeldelser

DERMATOLOGISK SYGEPLEJE GRUNDIGT BESKREVET

Paul L. Andersen, Finn T. Black, Kirsten Kristoffersen, Kristian Thestrup-Pedersen, Inge Yde

Infektionssygdomme, hud ­ og seksuelt overførbare sygdomme

Lærebog for sygeplejestuderende
Dansk Sygeplejeråd København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 1999
222 sider, illustreret, indbundet 379 kr. 

Titlen viser, at der er tale om en to i én-løsning ­ og faktisk mere end det, for lærebogen inkluderer også sygepleje.

Kirsten Kristoffersen indleder med et kapitel om sygeplejen ved infektionssygdomme. Der lægges dog mest vægt på de almene hygiejniske retningslinier, og jeg mener ikke, at kapitlet rummer tilstrækkelig viden om de mangeartede fysiske, psykiske og sociale problemer, der kan opstå i forbindelse med infektionssygdomme. Jeg savner også henvisning til anden litteratur om hospitalshygiejne, da niveauet her ikke er tilstrækkeligt for sygeplejestuderende. Der er behov for, at sygehushygiejne formidles mere engageret, så budskabet om at udvise hygiejnisk ansvarlighed trænger ind i alle afkroge af sygeplejen.

Selve gennemgangen af infektionssygdommene følger en velkendt disposition med beskrivelse af ætiologi, patogenese, epidemiologi, symptomer, komplikationer, diagnose, behandling og profylakse. Paul L. Andersen formidler sygdomslæren i et godt og tilgængeligt sprog. Jeg fik oplevelsen af at blive undervist, og trygheden i den forudsigelige disposition giver mulighed for overskuelighed ved opslag.

Finn Trunk Black gennemgår hepatitis, hiv- og tropesygdomme med gode sygdomsbeskrivelser, ikke mindst i forbindelse med tropesygdommene. Der er stigende behov for viden om dem, og som Black skriver, er kendskabet til tropesygdomme en forudsætning for at forstå de generelle problemer i ulandene.

Hud- og seksuelt overførbare sygdomme af Kristian Thestrup-Pedersen og Inger Yde afviger fra bogens øvrige kapitler. Den ovennævnte disposition følges ikke her, og sygeplejen beskrives som en integreret del af sygdomslæren. Der indgår f.eks. en grundig gennemgang af sygeplejen ved eksem, psoriasis og ulcus cruris. Hudsygdomme beskrives bedst ved hjælp af fotografier, men jeg savner omtale af nogle af fotografierne i teksten.

Det er en god idé at beskrive flere lægelige specialer i samme lærebog, da sygepleje ikke altid følger de gængse faggrænser. Det stiller krav til disponeringen af teksten, så man kan læse med en vis rytme. Ligeledes synes jeg, det er ærgerligt, at det ikke fremgår mere tydeligt, at der indgår nogle ganske grundige beskrivelser af den dermatologiske sygepleje i lærebogen.

Af Lis Maaløe, sygeplejelærer på Sygepleje- og Radiografskolen, Københavns Amt. 

MED LIVET SOM INDSATS

Aja Høy-Nielsen

Sygeplejersker i en provins

Sygeplejehistoriske småskrifter
København: Dansk Sygeplejeråd 1999
137 sider, 188 kr. 

Sygeplejens start hvilede på enkeltpersoners vedholdende initiativer og menneskelige format, slår Aja Høy-Nielsen fast i sin bog om sygeplejens historie og professionalisering i Esbjerg i årene 1890-1925.

Broder Markus, oversygeplejerskerne Karen Johanne Nielsen og Laura Malmberg, distriktslæge Bruun og mange andre plejede og vågede over de syge, før sygeplejen blev et fag, der krævede autorisation. Et eksempel herpå er Kirstine Thomsen, som var indlagt i et år og syv måneder med tuberkulose på Spangsberg Sanatorium, hvor hun blev behandlet med lungepustninger, en kunstig pneumothorax. Samtidig med sin ambulante behandling begyndte hun langsomt at arbejde på sanatoriet. Hun færdiggjorde sin sygeplejerskeuddannelse to år og seks måneder efter udskrivelsen, blev medlem af Dansk Sygeplejeråd og arbejdede i de næste 40 år på sanatoriet, hvor hun avancerede til oversygeplejerske.

Smitterisikoen var stor for sygeplejeelever, den gang infektionerne var livstruende. I området omkring Esbjerg, som Aja Høy-Nielsen har dækket med minutiøs kildegranskning, var difteritis, tuberkulose og den spanske influenza dødelige sygdomme, men også skarlagensfeber og mæslinger var farlige, og mange sygeplejeelever står opført blandt patienterne på sanatorier og epidemisygehuset. Det var derfor med livet som indsats, at unge kvinder tog sygeplejegerningen op. Mærkeligt nok ser det ud til, at vågekonerne bedre kunne modstå smitte.

Foruden personbeskrivelser indeholder bogen også oplysninger om bolig- og lønvilkår, klædedragter i og uden for tjenesten, opgaver og uddannelse. I nogle årstalsinddelte tværsnit kan man følge udviklingen i det geografiske område f.eks. beskrivelsen af livet på Spangsbjerg Sanatorium, som blev bygget og drevet af Sankt Josefsøstrene. I 1919 kom Lov om Statsstøtte til tuberkuløses sygebehandling, hvorfor staten overtog Spangsbjerg og lod Nationalforeningen for Tuberkulose drive stedet. De dårligste patienter kom på en ny tuberkuloseafdeling på Esbjerg Sygehus, og de lettere tilfælde blev på Sanatoriet, hvor der var plads til 89 patienter. Der var tre afdelinger med en sygeplejerske på hver og gangpiger til hjælp. Magda Stein blev ansat 1923 som 27-årig, nyuddannet sygeplejerske fra Esbjerg Kommunes Sygehus. Her havde oversygeplejerske Karen Johanne Nielsen, en særdeles betydningsfuld person for sygeplejens professionalisering, skrevet et vidnesbyrd, hvori det fortælles, at Magda Stein var en høj kraftig pige, langsomt opfattende, men opofrende og afholdt af patienter, kammerater og overordnede, og at hun var blevet opfordret til at tage ekstra undervisning i regning, stavning og skrivning. Vidnesbyrdene viser, hvilke personlige og faglige egenskaber der blev vægtet hos sygeplejersker.

Sygeplejeopgaverne på sanatoriet var mange og blandede. Overlægen skulle assisteres ved lungepustningerne. Der var laboratoriearbejde og opgaver med omsorg, pleje og genoptræning. Frisk luft og fem måltider dagligt var vigtige led i behandlingen. Patienterne var isolerede, da sanatoriet lå langt fra byen, og sygeplejersker og det øvrige personale var nødvendigvis lige så isolerede, hvorfor der blev arrangeret underholdning og fester. Reglementet og påmindelser fra overlægen understregede, at det var forbudt for patienterne at komme på besøg på personalets værelser, men det blev overtrådt og førte både til bortvisninger og ægteskab.

Det er en meget detaljeret og kildenær historiebog, Aja Høy-Nielsen har skrevet på baggrund af seks års forskning. Sygeplejens historiske grundfortælling om heltinden fra Krimkrigen, de protestantiske diakonisser og de katolske Sankt Josefsøstre, hvoraf sidstnævnte kom til landet, da Danmark indførte religionsfrihed med Grundloven af 5. juni 1849, samt foreningen Det Røde Kors' sygeplejersker, som blev uddannet på de militære sygehuse, er beskrevet og kædet sammen med gennemgangen af sygeplejens start og første udvikling i Esbjerg og omliggende sogne. Ind i beskrivelsen af sygeplejens historie væver sig en social- og sundhedsmæssig historie om livsvilkår og samfundsforhold i ændring.

Personligt kan jeg lide den nøgterne skrivestil og den respekt, som ikke blot kommer til udtryk for de dygtige sygeplejersker, som har været med til at bære faget frem mod professionalisering, men også for alle de andre personer, som har deltaget i sygeplejens historie f.eks. læger, præster, vågekoner og mandlige sygepassere, som enten var involverede i sygeplejesagen og de sociale- og sundhedsmæssige forhold i befolkningen eller selv ydede pleje og omsorg.

''Sygeplejersker i en provins'' kaldes for et af Dansk Sygeplejeråds sygeplejehistoriske småskrifter. Jeg synes, denne bog er et stort skrift, som pga. sine nøjagtige beskrivelser kunne anvendes af sygeplejersker og studerende, ikke blot som dannende og oplysende læsning om fagets historie, men også som grundlag for sammenlignende studier af konkrete forhold omkring omsorg og pleje dengang og nu.

Af Nanna Topsøe-Jensen, sygeplejerske og seminarielærer i sundhedsfag på Gedved Statsseminarium. 

FORM FLODEN, MENS DU SVØMMER

Ib Ravn

Flux -­ det gode liv i en dynamisk virkelighedsopfattelse

København: Borgen 1999
304 sider, 239 kr. 

Fra et naturvidenskabeligt perspektiv skitserer Ib Ravn et billede af det gode liv, der lægger vægt på proces og udvikling. Han søger at forstå mennesket i lyset af dets evolutionære baggrund i fysik og biologi, men i stedet for at se verden som en samling bevægelige, mekaniske genstande skal man forestille sig en proces, en strøm, bevægelse og energi, dvs. ''flux.'' Universets evolution præsenteres som en stadig frembryden af mere komplekse former og systemer, der kanaliserer fluxen på stadigt mere subtile måder, så hver fases egenskaber i moduleret form findes i de næste faser: Spontan stofdannelse, big bang, tendenser til orden, fysiske systemer, orienteringer mod livskontinuitet, planter, adfærdsoptimeringer, dyr, handlinger rettet mod værdier, mennesket og social udvikling gennem konflikt. I det gode liv er der både taget højde for menneskets forbundethed med naturen og med dets unikke status som kulturvæsen.

At leve det gode liv vil sige, at ens aktivitet kanaliseres af former, som på en gang opleves stabile og fleksible. Stabilitet og fleksibilitet vil ligge som poler i hver sin ende af en skala, der kan placeres i et koordinatsystem, Ib Ravn kalder ''Både-og-modellen.'' Modellens fire områder viser tilværelsens former med forskellige grader og kombinationer af stabilitet og fleksibilitet, fra de rigide og statiske til idealtilstanden, hvor formerne kaldes ''flekstabile.'' Ib Ravn anvender modellen til at belyse nogle aspekter ved det gode og onde liv: Sprogbeherskelse, værdier, tro, mening, smertens rolle i forbindelse med personlig udvikling og konflikter. Om det gode liv anvendes en flod som metafor: ''Find rytmen i strømmen og svøm med, dans med strømhvirvlerne, byg store flotte mønstre af hvirvler, gør strømmen smuk og stærk, hvor du kan. Søg ikke at stritte imod strømmen for at finde fodfæste, hvor intet er, og overgiv dig heller ikke viljeløst til flodens brusende færd ­ men svøm, påvirk og form floden, så godt du kan, skab optimale livshvirvler.''

Det er lidt uvant at tænke naturvidenskab og dynamik sammen, men Ib Ravn præsenterer sine filosofiske tanker let tilgængeligt med masser af verdenshistorie og dagligdags liv. Bogen vil kunne anvendes, når man udarbejder værdigrundlag og målsætning for sygeplejen.

Af Anne Winkel, ansvarlig praktikvejleder, Klintegården, Frederikssund. 

DISEMPOWERMENT

Maja Lundemark Andersen, Pernille Nørlund Brok, Henrik Mathiasen

Empowerment på dansk Empowerment ­ teori og praksis

Frederikshavn: Dafolo 2000
180 sider, 318 kr. 

Dette er en overordentlig sympatisk bog. Tre socialrådgivere ønsker inderligt bedre handlemuligheder for de mange, der er afhængige af social- og sundhedssektorens ydelser. Bogen oser af forfatternes engagement, men vejen er lang, uharmonisk og repeterende i det uendelige i forfatternes forsøg på at overbevise om det fantastiske, frigørende, magtnedbrydende og grænseoverskridende redskab, empowerment hævdes at være. Jeg får en oplevelse af déjavu over den begejstring, forfatterne kaster ind i empowermentbegrebet. Den minder mig om den eufori, der omgærede det ligeledes amerikansk importerede begreb egenomsorg, da det for alvor slog igennem i dansk sygepleje i midten af 1980'erne. Som med empowerment var her et begreb, der lagde op til en magtdeling, og hvor det var centralt, at det var de syge, der skulle definere problemstillingerne og anvise løsninger, som de professionelle herefter skulle bistå dem med. Empowerment adskiller sig på nogle punkter fra egenomsorg, bl.a. ved at inddrage både det lokale og det politiske niveau som forudsætninger for forandringer, men der er alligevel tankevækkende mange fællestræk.

Allerede i forordet hører vi om de lange og besværlige omstændigheder, bogen er blevet til under, idet den er skrevet i forfatternes sparsomme fritid. Deres mål er at give professionelle inden for social- og sundhedssektoren en teoretisk referenceramme og konkrete anvisninger på, hvordan empowerment kan forstås og bruges i det daglige arbejde. Forlaget præsenterer bogen med, at den henvender sig til alle, der arbejder i professionel relation til andre, ''dvs. alle i den offentlige sektor.'' Med dette ambitiøse mål for øje, undrer det mig, at forlaget ikke har foretaget en omfattende redigering af manuskriptet. Først på side 69 begynder det at gå op for læseren, hvad der menes med empowerment. Nye begreber og modeller bringes på banen i et ukommenteret virvar. Forfatterne bruger udtrykket ''gennemgang'' om denne praksis, men glemmer at forklare læseren, hvorfor det netop er denne model eller begreb, der skal gennemgås i netop denne sammenhæng. Det samme er tilfældet med flere teoritunge begreber, som ureflekteret sættes i omløb uden referencer eller kommentarer, f.eks. livsforms- og autonomibegrebet.

Jeg ved af erfaring, at det er vanskeligt at få samarbejdsprojekter som denne bog til at realisere sig i et klart, præcist og gennemskrevet manuskript. Bogen fremtræder som et arbejdspapir, der gentager sig selv igen og igen, som mangler elementære referencer til f.eks. citater fra interviewpersoner. Hvem husker på side 82, hvem Erland Raahede er? Han blev introduceret i forordet. Forlaget har sovet i timen og dis-empowered forfatterne, der formodentlig kunne have skrevet en interessant bog på det halve antal sider, hvis de havde modtaget empowering supervision.

Af Bibi Hølge-Hazelton, ph.d.-stipendiat, Forskerskolen i Livslang Læring, Roskilde Universitetscenter. 

SMÅ INDIVIDUALISTER

Mette Ziemendorf Ringsted (red.)

Meget små børn
- ­ beretninger om for tidligt fødte børn

København: Munksgaard 2000
208 sider, 148 kr. 

Fortællinger om at få et for tidligt født barn, fortalt af de nærmeste og mest kompente, nemlig forældrene. Børnene er født i uge 24-31, og forældrene beskriver omkring fødslen om livet på neonatalafdelingen, mødet med deres barn, for nogle en uvis forældrerolle, en indimellem skrøbelig fremtid og livet i dag. Meget forskellige, individiuelle og personlige beretninger præget af den enkeltes livssyn, erfaringer og holdninger. Ens for alle er dog sorgen over at miste forventningen om den sidste del af graviditeten, billedet af en fødsel til termin og et fuldbårent barn uden de krævende plejeopgaver og bekymringer. Denne sorg og krise skaber frustration, magtesløshed og følelsesmæssigt kaos. En af forældrene udtrykker det sådan: ''Det hele var meget uvirkeligt, og den lillebitte fugleunge, der lå gemt under et stykke bobleplast, kunne i princippet være naboens ­ jeg kunne i hvert fald ikke genkende ham og havde heller ikke den store trang til at røre ham eller lære ham at kende.''

Idekvinden bag bogen, Mette Ziemendorf Ringsted, fødte i 1996 en søn i uge 26. Hun efterlyste læsestof om ekstremt for tidligt fødte børn og manglede svar på en række spørgsmål, hvorfor hun tog initiativ til at samle materiale til denne bog. I Danmark fødes ca. 4.200 børn før uge 37 hvert år.

Sygeplejerske Charlotte Engvad udtaler sig om det præmature barn og dets udvikling, og hun giver læseren konkret viden og redskaber. Hun pointerer, hvor vigtigt det er, at forældre og personale lærer at aflæse børnenes signaler og handler derefter. Psykologen Anne Sylvest skriver om det at blive forældre til et for tidligt født barn og om den krise, forældrene kastes ud i, og hun sætter følelserne i relation til konkrete eksempler.

Fortællingerne er skrevet med stort engagement og hjerteblod. Bogen er gribende og personlig. Bogen fremstår helstøbt ved, at forældrenes beretninger og de faglige indlæg supplerer hinanden. Det kunne være en god idé med et indlæg fra en socialrådgiver med råd og vejledning om det praktiske og økonomiske ved eksempelvis forlænget orlov og hjælpemidler til børn med handicap.

''Meget små børn'' giver utrolig god forståelse for familiernes situation. Den henvender sig primært til familierne, men sundhedspersonale vil også kunne få udbytte.

Af Helle Bolvig Christensen, sygeplejerske på obstetrisk afdeling, Esbjerg Centralsygehus.

AT SKRIVE SPECIALE

Inger Furseth og Euris Larry Everett

Opgaveskrivning
Hvordan kommer jeg i gang ­ og bliver færdig?

Oversat fra norsk af Ole Thornye
København: Hans Reitzels Forlag 2000
207 sider, 198 kr. 

At skrive speciale er en læreproces, som kan indebære spændende aha-oplevelser og dybe faldgruber af mangel på inspiration og tiltro til egne evner. Studerende står ikke blot over for nye faglige spørgsmål, men også over for personlige udfordringer. Begge disse sider af opgavearbejdet behandles og diskuteres. Spørgsmål om at finde temaer, komme i gang med at skrive, etablere et fagligt netværk og foretage litteratursøgning kommer før spørgsmålet om at udarbejde problemstilling, oplæg og analyse. Til slut beskrives, hvordan man laver indledning, afslutning og redigering.

Bogen tilbyder især metoder til at identificere og gennemføre de enkelte faser i specialeskrivningen, og hvert kapitel har en handlingsplan med konkrete råd om, hvad der bør huskes i den skrivefase, det handler om. Margrete Fog, bibliotekar ved Danmarks Sygeplejerskehøjskole, har bearbejdet et vigtigt kapitel om litteratursøgning, som gennemgår forskellige sider af processen og giver gode råd om metoder i søgningen.

Bogen henvender sig først og fremmest til hovedfagsstuderende inden for humaniora og samfundsvidenskab, specielt studerende, som ikke er fortrolige med forskningsprocessen. Sygeplejestuderende på forskellige niveauer og deres vejledere kan også have udbytte af den som opslagsbog eller idekatalog.

Af Vibeke Frimodt, afdelingslærer på Danmarks Sygeplejerskehøjskole i København. 

HALVRELIGIØSE TESER OM KVINDERS SANDE IDENTITET OG FRELSE

Alice D. Domar, Henry Dreher

Kvinders Sundhed

Oversat fra amerikansk af Annette Leleur
København: Borgen 2000
472 sider, 399 kr. 

Med rosa omslag, titlen skrevet med vårgrønne versaler og et indledningsafsnit med overskriften: ''Den udsprungne rose'' er scenen sat. En opslagsbog, som bør stå hos enhver, der beskæftiger sig med kvinders fysiske og psykiske helbred, og hos dem, som har problemer med at tage vare på sig selv, står der på bagsiden. Det har så mange kvinder, at der er brug for en bog på 472 sider herom, mener forfatterne.

Alice D. Domar er læge og leder af kvindesundhedsprogrammet på Harvard Medical School, og Henry Dreher er videnskabelig og lægelig skribent. Deres hovedtese er, at psykosomatisk behandling af kvinder kan lindre symptomer fra præmenstruelt syndrom (pms) og menopausen, øge velbefindende hos kvinder med brystkræft og virke livsforlængende, reducere kroniske smerter ved endometriose og andre underlivsproblemer, hjælpe kvinder, der lider af ufrugtbarhed og spiseforstyrrelser, og befri kvinder for fysiske og følelsesmæssigt invaliderende følger af kronisk angst.

Som om dette ikke var tilstrækkeligt, kan psykosomatisk behandling også medvirke til at forebygge de lidelser, som primært eller udelukkende rammer kvinder. Selv om forfatterne (til tider) er omhyggelige med at opgive referencer på undersøgelser om psykosomatisk behandling, kan man dog ikke undgå at bemærke værkets kvasireligiøse præg. Tag f.eks. følgende afsnit om kvinder, der har fået fjernet forplantningsorganerne: ''Men de kan også opdage, at den kvindelige sjæl ikke sådan lader sig kue ­ den kan ikke skæres eller brændes ud eller fordrives med gift . . . det kan imidlertid kræve terapeutisk arbejde at opdage denne realitet, herunder afspænding og dyb indre kontakt.'' Eller bogens afslutningssekvens:

''På baggrund af de psykosomatiske undersøgelser, der er præsenteret her, tror jeg også på, at vi respekterer kroppen, når vi respekterer os selv, fordi vi derved støtter vore medfødte evner til selvhelbredelse og regeneration. Kvinder, som lever deres sande identitet ud, giver næring til sindets såvel som kroppens liv.''

Når bogen er nået så langt, at den er oversat til dansk, er det formentlig fordi, det danske forlag har en formodning om, at den vil appellere til mange kvinder. Det vil den muligvis også, for så længe man undlader at spørge til, hvad dvs., at kvinder lever deres sande identitet ud, ja, så holder teorien. Bl.a. gennem en lind strøm af superlativer er forfatterne desuden i stand til at give indtryk af, at kvinders sygdomme ikke er en tung, uafvendelig skæbne. Psykosomatiske behandlingsmetoder, skriver de, kan lære os at håndtere stress og befri os for en kronisk følelse af at være ulykkelige. Glæde, ro og evnen til at udtrykke følelser har direkte sammenhæng med et sundt og harmonisk liv. Bogen passer fortrinligt ind i tidens omsiggribende liberalistiske tendens til at fokusere på den enkeltes ansvar for egen sundhed. Den raske kvinde kan bestyrkes i, at hun lever et sundt og harmonisk liv, mens den syge kvinde kan bibringes en tro på, at der er håb om et bedre liv, hvis hun ændrer indstilling til sin sygdom og sit liv i øvrigt.

Af Helle Ploug Hansen, antropolog og sygeplejerske, lektor og studieleder ved den sundhedsfaglige supplerings- og kadidatuddannelse, Syddansk Universitet, Odense.

PRAKTIKERENS OPFATTELSE AF SUNDHED DIVERGERER MED STATENS

Torben K. Jensen, Tommy J. Johansen

Sundhedsfremme i teori og praksis

En lære-, debat- og brugsbog på grundlag af teori og praksisbeskrivelser
Ringkøbing: Ringkjøbing Amt
Sundhedsfremmeafdelingen 2000
244 sider, 260 kr.

For praktikerne handler de væsentligste sundhedsproblemer om problemer i opvæksten, ringe social kontakt, lavt engagement, skrøbeligt netværk og ringe mestringsevne. Staten fokuserer på fænomener som røg, alkohol, fed kost, manglende motion og ulykker. Denne divergens mellem praktikernes og statens opfattelse afdækker forfatterne gennem interview på baggrund af praksisbeskrivelser fra nogle kurser afholdt af Ringkjøbing Amt 1994-97. Kurserne i sundhedsfremme og forebyggelse blev ledet og udviklet af forfatterne. Deltagerne udgjordes af et bredt udsnit af ansatte i amter og kommuner, beskæftiget inden for sundheds-, social-, uddannelses-, kultur- og miljøområdet.

Først får vi indblik i praktikernes erfaringer fra mødet mellem borger og sundhedspersonale. Vi får praktikernes forklaringer på, hvornår det går godt, og hvornår det går skidt, og hvorfor det går, som det går. Herefter analyseres, fortolkes og belyses praksisbeskrivelserne ud fra udvalgte teorier. Vi ser den komplekse situation, praktiker og borger står i, hvor både systemets fornuft og livsverdenens mellemmenneskelige relationer er fremherskende. I praktikernes opfattelser sondres klart mellem forebyggelse for at undgå sygdom og sundhedsfremme for at bevare og udvikle sundhed, hvilket forstås som andet og mere end fravær af sygdom. Det siger næsten sig selv, at denne opfattelse understøttes ved hjælp af Antonowskys salutogenetiske mestringsteori. I praktikerens bud på, hvad det indebærer at være sundhedspædagogisk, er drivkraften først og fremmest borgerens eget engagement, nysgerrighed og selverkendelse samt respekt og tillid mellem praktiker og borger. Kunsten er balancegangen mellem at hjælpe til ny erkendelse og at blande sig i folks liv.

Der bliver set kritisk på sundhedsministeriets altoverskyggende idé om, at sundhedsfremmende tiltag skal kunne måles og dokumenteres. Man har valgt sygelighed og dødelighed som indikatorer for sundhedstilstande. Hvabehar! Der argumenteres også for, hvorfor størsteparten af sundhedsfremmende tiltag ikke lader sig operationalisere i positivistisk forstand. Blandt de interviewede praktikere havde mange en ledelsesmæssig funktion på et eller andet niveau. Det medførte en mangfoldighed af erfaringer at bygge videre på. Et spørgsmål var mange dog optaget af: ''Hvordan opøves medarbejdernes dømmekraft, så de i deres arbejde kan afveje en række forskellige hensyn på en fornuftig måde?'' Det fører til gennemgang af forskellige ledelsesformer og munder ud i en betragtning over, at begrænsninger for det ledelsesmæssige spillerum ikke nødvendigvis findes i de omgivende strukturer, men snarere inden i hovederne på de professionelle og deres ledelse. Bogen slutter med en diskussion af regeringens folkesundhedsprogram 1999-2008 ud fra det perspektiv på sundhed og sundhedsfremme, der er udviklet igennem bogen. Det hele samles i ni teser om sundhed, sundhedsfremme, sundhedsfremme og forebyggelse, befolkningens sundhedstilstand, mødet mellem professionel og borger, sundhedspædagogik, dokumentation, ledelse og organisation og den overordnede strategi for sundhedsfremme.

Her er altså en bog, hvor udgangspunktet er praktikernes erfaringsgrundlag, og hvor teorierne bruges til at uddybe og perspektivere praksis. Det er dejligt befriende, at teorierne ikke bruges til at trække ned over og afprøves på praksis, men at de udelukkende bruges til at give forklaring på praksis. Reelt det eneste teorier kan bruges til.

De mange relevante uddrag af interviewene og forfatternes nænsomme og dog stringente behandling heraf gør bogen til et ''must'' på alle niveauer, hvor der arbejdes med sundhedsfremme. Som et ekstra kuriosum kan læserne selv få lov at gætte på, hvad forfatterne vil udtrykke med bogens forsidebillede, som de selv har konstrueret.

Af Jens Bydam, uddannelsesleder, Københavns Amt, Sygepleje- og Radiografskolen.