Faglig kommentar: Hvor er logikken?

Det er blevet mere langsommeligt og dyrere for beboerne, at plejehjemmenes uofficielle nødapoteker blev strengt forbudte efter Plejebo-sagen. Det synes læger og sygeplejersker at være enige om, fremgår det af Gretelise Holms artikel ''Efter Plejebo-sagen''. Nogle mener endda, at det går ud over muligheden for at lindre døendes smerter.

Det var præcis, hvad mange frygtede, da Plejebo-sagen satte himmel og jord, presse, retssystem og Sundhedsstyrelse i alarmberedskab. Afdækning af plejehjemmenes praksis omkring medicinadministration afslørede, at man i det daglige forstod at klare diverse akut opståede medicinbehov ved at udvise økonomisk sans, konduite og sund fornuft, selv om det måske ikke var helt reglementeret. Og så blev det pludselig alle forbudt at bevare en fornuftig praksis, fordi enkelte ikke kunne administrere friheden forsvarligt.

Hvorfor er det mindre forsvarligt at have en nødbeholdning af medicin på et plejehjem end på et sygehus? Hvorfor er frygten for sygeplejerskers misbrug større på et plejehjem end på et sygehus? Hvorfor må patienter på et sygehus godt få medicin fra et offentligt medicinskab, mens beboere på et plejehjem skal have en personlig medicinbeholdning?

Lugt af mistillid

En sygehusafdelings medicinbeholdning vil under alle omstændigheder være større og mere fristende for interne og eksterne misbrugere end på et plejehjem. Tyveri kan foregå begge steder, om end med forskelligt udbytte. Ligger der den fordom begravet, at plejehjemspersonale er mere tyvagtige og har større hang til misbrug end medicinalpersonale på sygehuse? Eller opfatter man plejehjemspersonale som mindre ansvarlige medicinalpersoner end sygehusansatte? Forskellen i reglementer på sygehuse og plejehjem virker ikke særlig velbegrundet. Det lugter for meget af mistillid til personale på plejehjem.

Et sygehus er en institution, og derfor accepterer man uden videre, at patienterne får udleveret deres piller fra det samme medicinglas. Det giver nemmere arbejdsgange og økonomiske fordele pga. muligheden for storindkøb. På plejehjem skal medicinen administreres som i et privathjem med det ene formål at opretholde illusionen om, at det er et hjem og ikke en institution. Hvorfor er det så afgørende, når det drejer sig om medicin? Der ville dog ikke være noget problem i at lade beboerne få udskrevet en regning sammen med den ordinerede medicin, så betalingen svarede til medicinforbruget. Medicinen kunne indkøbes langt billigere i større partier, så beboerne kunne få fordel af rabatterne. Det hindres af bunker af bureaukratiske bestemmelser. Modsat synes ingen at have ondt af, at alle beboere får øst op fra det samme grødfad, og at maden måske endda er bestemt, indkøbt og tilberedt i et kommunalt eller amtsligt centralkøkken. Der er ingen logik i forskellen. Eneste logiske forklaring er, at beboerne skal spises af på billigst mulige måde.

Mon ikke individuel tilberedt mad ville give beboerne større følelse af at være selvstændige personer end at få deres medicin fra et pilleglas med eget navn på? Medicin som i forvejen er en standardvare.

Behov for nytænkning

Det er meget afgørende, at plejehjemsbeboere kan vælge eller beholde egen læge, men de kan ikke selv vælge det plejepersonale, de skal være omgivet af døgnet rundt. Institutionslæger er af det onde, mens institutionsplejepersonale er godt. Hvor er logikken? Det viser sig jo at give problemer, når beboerne har behov for lægehjælp uden for egen privatpraktiserende læges åbningstid.

Hele plejehjemsområdet kunne trænge til gevaldig nytænkning. Ingen ønsker sig tilbage til de tider, hvor de gamle fik inddraget pensionen, fik udbetalt lommepenge og kørt på et offentligt munderingsdepot, når de skulle have nyt tøj. Men når man ser, hvor svag, elendig og dement man efterhånden skal være for at være berettiget til at komme på plejehjem, virker det noget grotesk, at man partout skal administrere enkelte områder, som om det var privatboliger. Valgmulighederne er jo ikke blevet større af den grund. Beboernes svaghed sætter i sig selv grænser for valgmulighederne. Hvis man accepterede mere rationelle og institutionslignende arbejdsgange inden for nogle områder, blev der måske mere overskud til individuelle hensyn, hvor det virkelig betyder noget for de gamle.