Nyttigt nordisk netværk i anæstesi

Når man etablerer et netværk mellem uddannelsesinstitutioner i Norden, er det i forventning om at få nogle faglige gevinster ud af samarbejdet.

NORDANNET er en sammenslutning af uddannelsesinstitioner i Danmark, Norge, Sverige og Finland, der er dannet for at fremme professionel og kulturel udvikling inden for specialuddannelsen i anæstesiologisk sygepleje. Der findes i forvejen et samarbejde mellem de nordiske landes anæstesifaglige sammenslutninger for uddannede anæstesisygeplejersker, som bl.a. giver mulighed for frit at kunne arbejde som anæstesisygeplejerske i de nordiske lande.

Initiativet til etablering af uddannelsesnetværket kommer fra Lund i Sverige, hvor det stiftende møde i netværket blev afholdt i november 1997. I Lund havde man allerede et velfungerende netværk for jordemoder-uddannelsen, og erfaringerne herfra bidrog til at formindske startvanskelighederne for netværket. I Lund har man haft positive resultater med at søge økonomisk støtte gennem NORDPLUS under Nordisk Ministerråd.

NORDPLUS er et mobilitets- og samarbejdsprogram for studenter og lærere ved højere uddannelsesinstitutioner i Norden. I Lund har man desuden ansat en international koordinator ­ en lærer med ansvar for det internationale samarbejde.

Udveksling af kursister

Hensigten med NORDPLUS-programmet er ved økonomisk hjælp at knytte tættere bånd mellem uddannelsesinstitutionerne i Norden. Samarbejdsaftalerne i vores netværk, NORDANNET, indebærer dels udveksling af anæstesisygeplejekursister og lærere, læreplans- og metodeudvikling samt afholdelse af fælles nordiske kurser.

Udveksling af kursister indebærer, at man i en længere periode bor og arbejder i et andet nordisk land, og opholdet skal have en varighed på minimum fem uger, hvis der skal tildeles økonomisk støtte. Formålet med udvekslingsopholdet er, at det skal fremme den kulturelle og faglige forståelse mellem landene. Kursisterne får i løbet af opholdet kendskab til uddannelsen i det andet nordiske land, samtidig med at de følger deres egne uddannelsesmål.

Udveksling af kursister har været det første konkrete resultat af det nordiske samarbejde i netværket. Den første kursist var på udvekslingsophold i Helsingfors i januar 1999. Erfaringerne fra udvekslingsopholdet er, at det kræver en stor portion nysgerrighed og lysten til at lære på tværs af landegrænser. Det største udbytte for kursisten var, at man helt naturligt bliver nødt til at reflektere og dermed tage stilling til hjemlandets egne normer og faglige traditioner. De største forskelle fra Finland til Danmark, inden for anæstesisygeplejerskens arbejdsområde, er områder som kompetence, ansvar og arbejdsmetoder, hvilket også hænger sammen med store kulturforskelle. Uddannelseskonceptet er meget anderledes i Finland. Her er anæstesisygeplejeuddannelsen en del af selve grunduddannelsen, men dette søges dog ændret, da de finske sygeplejersker arbejder på at gøre uddannelsen til en specialuddannelse, som i resten af Norden.

Erfaringerne var, at danskerne i forhold til de finske anæstesisygeplejersker har mere flydende grænser mellem anæstesilæger og anæstesisygeplejersker. Det giver danske anæstesisygeplejersker større praktisk erfaring og større ansvar.

Finnerne bedre til dokumentation

De finske sygeplejersker har tradition for en langt højere grad af detaljeret skriftlig dokumentation både før, under og efter et anæstesiforløb. Dokumentationen rækker ud over de kvantitative værdier og omfatter også kvalitative værdier, som er værdifulde i et samlet patientforløb.

Forskellen er værd at notere sig, idet man i Danmark har tradition for, at mange af de kvalitative informationer videregives verbalt. Men en højere grad af detaljeret skriftlig kommunikation rummer andre sygeplejefaglige gevinster ­ og grundig dokumentation er f.eks. også en faktor, man skal tage højde for, i forbindelse med patientklager. I Finland er patientforløbene mere sammenhængende end i Danmark, fordi anæstesisygeplejersken også passer patienten i opvågningsafdelingen, hvilket rummer nogle oplagte kvaliteter.

Side 31

Som sidegevinst oplevede kursisten, at de finske værter og særligt kontaktpersonen fra NORDANNET viste en gæstfrihed og en venlighed, som var et lærerigt eksempel til efterlevelse.

Det finske uddannelsessystem er generelt langt mere gearet til at modtage, indlogere, bespise og rumme udenlandske studerende fra mange forskellige faggrupper og nationaliteter på deres kollegier ­ noget som understreger fordelene ved at forankre specialuddannelserne i store uddannelsesinstitutioner.

Uvekslingsophold giver indblik

Da vi på Rigshospitalet fik henvendelse fra Oslo om at modtage en kursist til udvekslingsophold i otte uger, fik anæstesiafdelingen lejlighed til i praksis at undersøge forskellene mellem de nordiske landes uddannelser. Den norske udvekslingsstudent, som i øvrigt er dansker, mener ikke, at der er den store forskel på det endelige mål for de norske og danske anæstesisygeplejersker, fordi arbejdsopgaverne stort set er de samme.

Den norske uddannelse tager imidlertid i højere grad afsæt i den sygeplejefaglige vinkel. Den største forskel i uddannelsesstrukturen er, at den første del af den norske specialuddannelse er fælles for intensiv-, operations- og anæstesisygeplejersker, hvilket har stor betydning for det tværfaglige samarbejde.

Betingelserne for at deltage i nordisk udveksling er for undervisernes vedkommende, at man opholder sig minimum to uger i et andet nordisk land. Her gælder det, at man får kendskab til det andet lands uddannelsessystem og samtidig får mulighed for at undervise og deltage i konkret undervisning.

Den ene af denne artikels forfattere har deltaget i et udvekslingsophold til Karolinska Institutet i Stockholm. Her fik man et godt indblik i, hvad tilknytningen til universitet, betyder for et studiemiljø. At have rådighed over egen boghandel, læsesal og et bibliotek på størrelse med et dansk folkebibliotek kan vi unde alle, som er i gang med en form for specialuddannelse.

Læreplans- og metodeudvikling består i gensidig inspiration til uddannelsesplanlægning på baggrund af et øget kendskab til de nordiske uddannelser. På længere sigt drejer det sig om en tilpasning til en International Federation of Nurse Anesthesists (IFNA) standard for uddannelsen. Det har i vores sammenhæng handlet dels om forståelse for de forskellige nordiske måder at organisere uddannelsen til anæstesisygeplejerske på og dels om konkret inspiration til fagligt indhold og lærebøger.

Forskel på uddannelser

De forskellige landes kontaktpersoner har holdt i alt fem møder siden etableringen af netværket. Hvert møde har omfattet en gennemgang af de nordiske landes uddannelser, der som nævnt er forskellige, både med hensyn til placeringen i uddannelsessystemet, med hensyn til uddannelsens længde samt forholdet mellem teori og praksis.

Den finske uddannelse adskiller sig som tidligere nævnt mest fra de øvrige nordiske uddannelser ved dens placering i grunduddannelsen til sygeplejerske, dens meget almene sigte mod perioperativ sygepleje og dens meget korte forløb på i alt 20 uger. Finnerne arbejder derfor på at genetablere en specialuddannelse på to år med en spændende integration mellem anæstesi-, intensiv- samt smertesygepleje.

I de øvrige lande er Sverige og Danmark yderpolerne. Den svenske uddannelse er etårig og består af 66 pct. teoretisk og 34 pct. praktisk uddannelse. Uddannelsen er i SU-regi. Den danske uddannelse er i praksis toårig med 13 pct. teoretisk og 87 pct. praktisk uddannelse.

Omregnet til absolutte tal er der 33 ugers teori i den svenske model mod ca. 13 uger i den danske. Den norske uddannelse er på halvandet år og består af mindst 50 pct. praktik.

Der er også stor forskel på den organisatoriske placering af uddannelsen. I Sverige er uddannelsen enten placeret på de såkaldte högskolar eller på universitetsniveau. Den norske uddannelse har været placeret på sygehusniveau, men overgår i løbet af år 2000 til højskoleregi. Den danske uddannelse er som bekendt forankret på sygehusniveau med hensyn til ansættelse af kursister, mens den teoretiske uddannelse varetages af uddannelsesledere knyttet til uddannelsesafdelinger.

IT og anæstesi

De fællesnordiske kurser henvender sig til både undervisere og kursister i Norden og tager udgangspunkt i et særligt fagligt tema. Betingelsen er, at kurset er intensivt i sin form, hvilket vil sige indeholder flere lektioner end vanlig undervisning, og at kurset både tilgodeser faglig og kulturel udveksling.

Rigshospitalet var sidste år vært for det første fællesnordiske kursus med det faglige tema ''Computersimulering i anæstesiuddannelsen.'' Kurset var planlagt af forfatterne til denne artikel og havde som hovedingrediens anæstesisimulatoren fra

Side 32

Annonce

Side 33 

Amtssygehuset i Herlev, som er ret ukendt i uddannelsessammenhænge i det øvrige Norden.

Anæstesisimulatoren er en såkaldt fuldskalasimulator, opbygget som en næsten fuldstændig kopi af en operationsstue. Kurset blev udbygget med demonstration af pc-baserede computersimuleringer, foredrag om computersimuleringens plads i undervisningen samt for lærernes vedkommende et studiebesøg til SAS' træningscenter, hvor de oplevede integration af computersimuleringen i undervisning af kabinepersonale.

At skulle tage hensyn til i alt 23 kursister og læreres forskellige forudsætninger var en udfordring i sig selv, men det er også et problem at skulle kommunikere på en blanding af svensk, norsk og dansk. Der er sprogligt langt fra finsk/svensk til dansk og omvendt.

Men alligevel blev det faglige og kulturelle udbytte stort. Ifølge den evaluering, som på pc ­ naturligvis ­ blev bearbejdet via en database i Lund og sendt tilbage en halv time senere over Internettet, var hovedparten tilfredse eller mere end tilfredse.

Et endnu mere markant svar fås på spørgsmålet om, hvor vigtigt det er med fælles-nordiske kurser inden for NORDANNET-samarbejdet. Her svarede hovedparten, at det er vigtigt.

Stof til eftertanke

Der er med andre ord stof til megen diskussion, fordi forskellene er så store, men også mulighed for, at alle i NORDANNET inspireres til nytænkning.

De mest konkrete resultater af læreplans- og metodevalgsdiskussionerne er foreløbigt, at vi danskere har fået inspiration til ny litteratur, fordi svenskerne og nordmændene nok er mere internationalt orienteret i deres litteraturvalg.

Selvom man i Danmark lige har indført en revideret specialuddannelse, er der set med en danskers øjne adskillige spændende områder at diskutere i de kommende år, inden vi tager hul på en ny uddannelsesreform. De vigtigste er ændring i placering af specialuddannelserne samt forholdet mellem teori og praksis i uddannelserne.

Efter forfatternes opfattelse er der mange fordele ved at samle efter- og specialuddannelserne i de nye regionale uddannelsesinstitutioner, CVU'erne. Samtidig vil der være behov for en yderligere opprioritering af den teoretiske del af uddannelsen og en øget fokusering på det sygeplejefaglige i uddannelsen.

Den nuværende uddannelses siksakkurs mellem uddannelse og arbejde er problematisk for de enkelte kursister under uddannelse, idet der stilles store krav fra både teori og praksis. Samtidig kan de enkelte amter ikke bære yderligere fordyrelser af uddannelsen, så der er ingen nemme udveje her. Men revisionen har alligevel tilnærmet den danske uddannelse til de øvrige nordiske, så vi er på vej.

Og så er der i øvrigt god brug for økonomisk støtte til udvekslingsopholdene ­ en vigtig opgave for de faglige sammenslutninger. Vi håber, at vores erfaringer med NORDANNET kan inspirere andre til at etablere tilsvarende netværk, når man ved, hvordan man gør, og bliver bevidst om, hvilket udbytte man kan få ud af et netværk over de nordiske landegrænser.

Jakob Vedtofte og Britta Toftlev Johansen er begge ansat på Rigshospitalet i København.