Synspunkt: Færdig som sygeplejerske - og hvad så?

Jeg må nok tilstå, at jeg blev noget overrasket over, at næsten 1.000 nyuddannede sygeplejersker kan gå ubemærket hen i vores fagblad. Det må da siges at være en kæmpe begivenhed, der efter mine standarder burde tildeles lidt plads i vores fagblad. Men så igen, det er jo noget, der sker to gange om året.

For mig er dét endelig at være færdig en enorm begivenhed, der kræver et par ord. Så efter euforien over at være blevet færdig har lagt sig, er det tid til lidt refleksion.

Endelig oprandt dagen, som jeg havde sukket efter de sidste fire år. Men er det så overhovedet, som jeg havde forventet? Og hvad var det egentlig jeg forventede?

Drømmen om at blive sygeplejerske havde vi alle, da jeg sammen med ca. 90 andre i september 1996 startede på Odense Sygeplejeskole. Vi var fulde af forventninger om at skulle ''arbejde med mennesker,'' som vi alle kækt svarede, når vi i introduktionsugen blev spurgt, hvorfor det lige var, at vi gerne ville være sygeplejersker. Dette var nok det nærmeste, vi kunne komme, når vi skulle sætte ord på. Men det er vel drivkraft nok i sig selv: det at ville arbejde med andre mennesker, med alt hvad det indebærer.

Flertallet af os havde stiftet bekendtskab med det at yde omsorg igennem diverse afløserjob i plejesektoren. Her var vi da nok blevet konfronteret med de barske realiteter såsom skiftende arbejdstider, ringe løn, dårlig normering etc. Men et eller andet sted mente vi nok, at det ville ændre sig, når vi nu engang blev sygeplejersker.

Det første semester på studiet var udelukkende teori, som så kulminerede i et møde med praksis. Vi havde rig mulighed ­ på skolen ­ for at forblive i forestillingen om den ideelle sygepleje tilpasset det enkelte menneske.

Efter vores første oplevelser i praksis ændredes vores ­ i hvert fald mit eget ­ syn på sygeplejen. For min årgang betød det (der var måske også andre ting, der spillede ind?) et frafald på næsten 50 pct., hvilket må siges at være katastrofalt for sygeplejefaget, når man tænker på den nuværende sygeplejerskemangel.

Jeg selv havde da også mine tvivl, om det var det, jeg ville. Praksis stod pludselig som noget skræmmende. Nok var det skræmmende pludselig at blive konfronteret med død og elendighed, som jo præger mange afdelinger. Men det, der fyldte mig, var, at jeg oven i købet skulle være afhængig af fortravlede sygeplejersker og sygehjælpere, som knap nok kunne huske mit navn.

Jeg husker stadigvæk den ubehagelige følelse af hver morgen at møde på afdelingen: Hvem skulle man gå sammen med? Ingen havde tid, lyst eller overskud til at agere rollemodel for en grøn sygeplejestuderende.

Jeg tror, at vi alle tænkte, at det bliver bedre, så snart vi kan lidt mere og bliver lidt mere selvstændige. Og det gjorde det jo også. Men disse oplevelser i mit første møde med sygeplejen i praksis har sat sig sine spor. Det var medvirkende til, at jeg tænkte, at når jeg engang skal være praktikvejleder, så vil jeg gøre tingene meget anderledes. På skolen, da vi vendte tilbage, var der fuld forståelse for vores frustrationer. Vi kunne meget hurtigt blive enige om, hvor frygteligt det var med praktikvejledere, der ikke havde overskud til at tage sig af os, de studerende.

Årene på sygeplejestudiet har været en vekslen mellem virkelighedens praksis og den virkelighedsfjerne gang på skolen. Skolen var for mig på en gang et frirum, hvor vi kunne få lov til at dyrke det, vi alle gerne ville: sygepleje på et ideologisk plan. Her var der tid og rum til lange diskussioner om sygepleje og omsorg. Samtidig har skolen nok også virket som en spændetrøje, da jeg hurtigt oplevede, at alt det, vi lærte og diskuterede, nok ikke var muligt at føre ud i livet.

Her var grobunden for de første frustrationer, som siden hen har fulgt mig.

For jeg må nok indrømme, at jeg siden hen har fået forståelse for de fortravlede praktikvejledere.

Det kom til udtryk, da vi i starten af foråret gav os i kast med den afsluttende opgave på skolen. Vi ville gerne skrive om de ting, der optog os, og jeg må med skam erkende, at det altså ikke var den direkte pleje til patienterne, der var i højsædet. Nej, det var frustrationerne over arbejdsvilkårene, udbrændthed, normeringer, dårligt arbejdsmiljø etc.

Alt det, som påvirker os og vores sygepleje i hverdagen.

Men hurtigt erfarede vi jo, at det ikke var anerkendt, da det var for navlebeskuende.

Dette blev underbygget med, at der sågar var skrevet artikler i vores fagblad omhandlende den skræmmende tendens, at de sygeplejestuderende sætter fokus på sig selv i stedet for sygeplejen.

Men er det så ikke på tide at spørge, hvorfor de så gør det? Mon det ikke i bund og grund er, fordi vi er så frustrerede? Og hvem er det i grunden, der synes, vi er for navlebeskuende? Det er vel de sygeplejelærere, som har været så længe væk fra praksis, at de end ikke husker, hvordan det var.

Opgaven, som faldt anderledes ud end forventet, viste sig alligevel at rykke lidt ved mig. Har vi virkelig så travlt, som vi selv tror? Bruger vi for meget tid på at diskutere ting, som vi alligevel ikke kan ændre? Drikker vi for meget kaffe?

Så alt i alt fik vi et mere nuanceret syn på vores frustrationer, og vi leverede en opgave, der levede op til kriterierne om, at vi er i stand til at udøve sygepleje. Men det vigtigste var, at jeg igen fik lysten til at arbejde med og ændre den nuværende praksis.

Efter overstået eksamen var jeg endelig sygeplejerske med mod på sygeplejen. Dette var, hvad jeg havde stræbt efter de sidste fire år. Endelig skulle jeg ud og udøve sygepleje. I disse euforiske øjeblikke var alt glemt om dårlig normering, sygefravær, budgetter, arbejdsmiljø og en travl hverdag, hvor alting ikke altid lykkes.

NU ER DER så gået to måneder. Og selv om jeg på en gang ikke synes, at noget er anderledes, så er verden ikke helt den samme mere.

Hvis jeg som sygeplejestuderende oplevede frustrationer, må de siges at være blevet større. Alt er pludselig mere vedkommende. Det er mig, der har ansvaret for, at min pleje til patienterne lykkes, men det forekommer nogle gange helt horribelt, da der er så mange ting, der har indflydelse på, om min pleje lykkes. Ting, som jeg som menig sygeplejerske ikke har indflydelse på.

Så mine forventninger til det at blive sygeplejerske er nok ikke helt blevet indfriet, eller de er nok blevet mere realistiske, da jeg langsomt har fundet ud af, at lysten til at arbejde med mennesker og yde omsorg ikke er nok i sig selv i sundhedsvæsenet.

Ud over en faglig dygtighed (naturligvis) kræves der en del af sygeplejersken, som ikke helt harmonerer med omsorgen! Ofte er det vigtigste mål med sygeplejen ikke det at yde patienterne en god og individuel omsorg, men simpelthen at få dagen til at hænge sammen. Min sygepleje bliver også påvirket af de frustrationer, jeg som sygeplejerske går rundt med. Da der i den travle hverdag ikke altid er tid til at få vendt svære situationer med kollegaer, ender det med, at jeg også skal være ret god til selv at tackle frustrationer.

Alt i alt betyder det, at jeg må gå på kompromis med mangt og meget. Min sygepleje til patienterne bliver overfladisk og fortravlet, da jeg er nødsaget til at indrette mig på sundhedsvæsenets præmisser. Og som det ser ud lige for tiden, betyder det, at jeg er nødt til at yde en sygepleje til patienterne, der strider mod mine egne og sygeplejefagets værdier.

Dorthe Boe Andersen arbejder på børneonkologisk afdeling på Rigshospitalet.