Tavlemøder skal give overblik

Kvaliteten af et patientforløb afhænger af den sundhedsfaglige kerneydelse, rationelle arbejdsgange med vægtning på kontinuitet, koordination og kommunikation (1,2). I sundhedsvæsenet findes en lang række etablerede procedurer, ligesom nye procedurer opstår, for at imødekomme et hensigtsmæssigt patientforløb (3). En sådan nyskabelse har været indførelsen af såkaldte tavlemøder eller planlægningskonferencer (4).

Herved forstås et møde mellem forskellige faggrupper, hvor synspunkter udveksles med det formål at forbedre et patientforløb. Mødet foregår omkring en tavle eller andet medie, hvorpå de enkelte patienter er opført ofte med stikord, datoer og kontaktpersoner, der opfattes som essentielle. Et velfungerende tavlemøde kan således være et redskab til at lægge en tværfaglig plan for patientforløbet, give en status eller sætte nye undersøgelser, pleje og behandlinger i gang. Der kan muligvis være stor forskel på, hvorledes tavlemøder fungerer på forskellige afdelinger og afsnit. Det spiller måske en rolle, om det er et erfarent eller uerfarent personale, der deltager, forventningerne kan variere de forskellige faggrupper imellem, ligesom de informationer, der skal gives, viderebringes og behandles på tavlemødet, kan have helt forskellig relevans og betydning set med hver enkelt faggruppes øjne.

På baggrund af ovenstående forhold havde vi en formodning om, at der herskede en vidt forskellig opfattelse af tavlemøder blandt personalet med hensyn til spørgsmål om, hvilke faggrupper der skal deltage i tavlemødet, hvilket formål tavlemødet har, og hvilke informationer der skal fremlægges. Vi ønskede derfor at undersøge de enkelte faggruppers tilfredshed med tavlemøderne på Medicinsk Center, H:S Amager Hospital.

Enighed om fordele

Der blev anvendt et enkelt spørgeskema (se figur 1). Undersøgelsen blev udført som en tværsnitsundersøgelse i tidsrummet mellem kl. 8.00-16.00 en hverdag i det medicinske center på H:S Amager Hospital. Spørgeskemaet udleveredes til det personale, der påbegyndte en vagtperiode, og det personale, der afsluttede en vagtperiode kl. 8.00.

Der kom svar fra i alt 40 respondenter (se tabel 1). Der fandtes ingen sammenhæng mellem de givne svar og respondentens erfaring med tavlemøder. De faggrupper, der medvirker til diagnosticering, behandling, pleje og terapi, bør deltage i tavlemøderne. Lægen har den besluttende myndighed og lægefaglige viden. Sygeplejersken det plejemæssige ansvar, overblik og den koordinerende funktion. Fysioterapeuten vurderer mobilitet og træningsbehov. Ergoterapeuten varetager træningsbehov og kognitiv

Side 35

vurdering. Socialrådgiveren vurderer de sociale handlemuligheder.

Sygeplejerskerne ønskede deltagelse af en sekretær med henblik på koordinering. Der er behov for en bredt sammensat faglighed på den akutte modtageafdeling, hvorimod man bør tilpasse de deltagende specialer og faggrupper, alt efter hvilken specialafdeling der er tale om, for at minimere antallet af deltagere og sikre overskuelighed.

Struktureret forløb

Der var stor enighed om fordelene ved tavlemødet, som til dels blev beskrevet med de samme nøgleord som formålet. Et velfungerende tavlemøde skaber overblik, plan og koordinering af et indlæggelsesforløb. Dertil inddrages tværfaglig ekspertise, og patientforløbet diskuteres og justeres løbende. En stillingtagen sikres, indlæggelsestiden minimeres, og kvaliteten sikres. Desuden bidrager møderne til supervision af yngre mere uerfarne kolleger samtidig med, at der bliver udvist en øget respekt for den enkelte faggruppe, øget medarbejdertilfredsstillelse ved at komme til orde og en styrkelse af teamtanken. Lægerne nævnte yderligere, at de fik en bedre baggrund for at informere patienterne, og at der var mulighed for en faglig feedback og undervisning her og nu. Fysio- og ergoterapeuterne anførte, at det tværfaglige samarbejde blev styrket.

Det kan dog være vanskeligt at afvikle tavlemødet inden for en rimelig tidsramme og tage hensyn til alle deltageres synspunkter, med mindre tavlemødet får en mere betydningsfuld plads som undervisningsredskab. Tavlemøderne kunne endvidere erstatte den tværfaglige konference.

Af ulemper blev det fremført, at tavlemødet er tidskrævende, og at der optræder spildtid, hvis det ikke er struktureret. Dette kunne bl.a. begrundes i, at der ikke forelå en skriftlig introduktion med præcision af formålet med tavlemøder og en vejledning i afholdelse af tavlemøder. Derudover blev det påpeget, at en for detaljeret gennemgang af patienterne medfører yderligere spildtid for nogle af de deltagende. Det kunne også være vanskeligt at ændre et allerede vedtaget, men uhensigtsmæssigt patientforløb, ligesom en vis overfladiskhed kunne komme til at præge det faglige indhold og de lagte planer. Dette kan medføre et overforbrug af ordinerede undersøgelser.

Herudover påpegede sygeplejerskerne manglende aktiv lytning og fysioterapeuterne

Side 36

forstyrrende faktorer såsom fax, telefoner og småsnak. Lokalet, hvor tavlemødet afholdes, bør således fritages for andre samtidige aktiviteter, og telefoner bør omstilles. Desuden blev den manglende overholdelse af mødetid nævnt som en fælles ulempe. Afholdelse af tavlemøder synes således at stille krav om respekt, disciplin og ansvarlighed, og at deltagerne er motiverede til at tage opgaven på sig. Struktureret afvikling med præciserede mål, overholdelse af tiderne og engageret medvirken med aktiv lytning fra alle er bydende nødvendigt, for at tavlemødet bliver en succes, desuden kan eget fagligt udbytte i forbindelse med tavlemøder øge ansvarligheden.

Kun 10 fandt, at tavlemødet i høj grad levede op til forventningerne, 29 syntes, at det kun i nogen grad levede op til forventningerne. Set i forhold til, at alle generelt var enige i, at tavlemøder er et godt værktøj til at optimere patientforløbet, kan dette undre. En foklaring på denne diskrepans kan være de ulemper, som er nævnt ovenfor. Navn, køn, alder, indlæggelsesdiagnose/årsag/anamnese, arbejdsdiagnose, observationer af tilstand og funktionsniveau, aktuel vedtagen plan og behandling, væsentlige nye parakliniske fund, yderligere undersøgelser og sociale forhold var minimumsinformationer, der skulle være tilgængelige ved et tavlemøde, men tilpasset de deltagende faggrupper. Kvalitetssikring, kvalitetsindikatorer, bør endvidere indbygges i patientforløbene, således at der kan finde en egentlig evaluering sted, som berettiger, at så mange bruger tid på tavlemøder. Endelig bør der indbygges en evalueringsmetode af selve tavlemødet.

Som noget nyt blev det foreslået, at tavlemødet bør ledes af den deltager, der uafhængigt af fagligt tilhørsforhold har størst rutine for at sikre et struktureret forløb. Fra lægeside blev det imidlertid fremført, at det primært burde være lægen, der fremlagde patienterne. Dette gjorde sig især gældende for tavlemøder i det akutte modtageafsnit, hvor journalskrivende læge kender sygehistorien bedst.

TABEL 1. DELTAGERE I TAVLEMØDER OG DELTAGELSESHYPPIGHED

Forfatterne er ansat på Klinisk Enhed for Sygdomsforebyggelse, H:S Bispebjerg Hospital, og Medicinsk Center, H:S Amager Hospital.

Litteratur

1. Kjærgaard J, Knudsen J L, Mainz J. Fra kvalitetscirkler til evidensbaseret klinisk praksis ­ statusartikler om kvalitetsudvikling. I. Begreber, metoder og strategier. Ugeskr Læger 1998; 160(46): 6638-43.
2. Knudsen J L, Kjærgaard J, Mainz J. Fra kvalitetscirkler til evidensbaseret klinisk praksis ­ statusartikler om kvalitetsudvikling. III. Ansvar og opgaver. Ugeskr Læger 1998; 160(48): 6945-50.
3. Skovgaard G L. Kvalitetsprojekt i et medicinsk center ­ fire år senere. Ugeskr Læger 1998; 160(36): 5250-55.
4. Moe C, Peschardt K. Tavlemøde. Ugeskr Læger 1999; 161(23): 3467-68.