Faglig kommentar: Det kunne brede sig

Mens kullene langsomt blev grå, langede veninderne hæmningsløst ud efter chips og hvidløgsdip. Dagsordenen sætter sig selv, når mændene er forment adgang. Hofter og taljer, forsvundne og genfundne. Hildas maverumlen. Der skal samles op siden sidst. Hilda beskriver malende og fonetisk sine maveproblemer til kredsen under parasollen. ''Min maverumlen er væk. Fuldstændig. Jeg går helt normalt på toilettet. Alle tarmsmerterne er væk.''

Efter fem års behandling for kræft har Hilda fået den besked, at sygehuset ikke kan gøre mere for hende. Svulsten lader sig ikke mere tæmme med videnskabeligt anerkendt behandling.

Hilda har længe mærket, det gik den gale vej. Hun har måttet acceptere, at det danske sundhedsvæsen ikke af al magt forsøger at behandle kræftpatienter, så længe de er i live, inklusive eksperimentel behandling. Nu har hun taget sagen i egen hånd. Hilda bekoster selv en serie eksperimentelle behandlinger i udlandet. Dyrt, men dejligt. Sidste år krydstogt i Caribien. I år smertefrihed og optimisme. ''Jeg skal bare kontrolleres i Danmark og selv sørge for at sende svarene videre inden næste behandling.'' Flere læger har spurgt interesseret til den behandling, de ikke selv kan tilbyde.

Parasollen var pakket væk næste gang, de fem mødtes. Solen havde fremkaldt en blondine. En havde tjekket stritplys. ''Var du ikke gråhåret sidst?'' Et hidsigt hennahår. Hilda havde igen måttet finde akrylhåret frem.

Hilda havde gennemgået anden behandling. Denne gang havde det været rigtig hårdt, men nu var maven igen i orden og smerterne væk. Problemerne kom fra anden kant.

''Jeg har måttet bede om hver eneste blodprøve herhjemme, og de vil ikke ultralydsscanne. Når jeg havde valgt et andet hospital, sagde de, måtte dette hospital selv følge op.'' Det var også et spørgsmål om kapacitet. ''Man skulle passe på, det ikke bredte sig,'' havde overlægen sagt.

Råd til principper

''Hvad må ikke brede sig,'' spurgte hennaen.

''De er bange for, at andre, der som sidste udvej tager til udlandet, skal begynde at bede om kontrol i Danmark,'' foreslog den blonderede.

''Det ville undergrave tilliden til det danske sundhedsvæsen, hvis det kom ud, at man måske kan få et længere liv med bedre livskvalitet i udlandet, mente den førhen gråhårede. ''Inderst inde finder man det forargeligt, at du har råd, mens andre må tage til takke med det offentliges afslag. Du betragtes som en slags overløber.''

''Det passer jo ikke, at de ikke kan hjælpe dig mere. De kan netop hjælpe ved at tage sig af undersøgelserne,'' indskød den tjekkede. ''Den forrige sundhedsminister proklamerede tilmed, at patienten skulle være i centrum.''

''Han blev også fyret,'' lød det fra blondinen.

''Hvordan har de råd til at have principielle standpunkter, når det drejer sig om patienter med kræft,'' sagde Hilda. ''Jeg har ikke råd til også at betale for undersøgelserne.''

''Du betragtes som usolidarisk med flertallet. Det er det, man ikke ønsker skal brede sig,'' kommenterede hennaen.

Hilda ønskede bare, det var kræften, som ikke bredte sig.