Synspunkt: Frisk luft en menneskeret

Endelig er det legalt at snakke om, at det er farligt at ryge, at der skal være rygerum på arbejdspladser, at passiv rygning er skadeligt, at der skal være en rygepolitik på arbejdspladsen m.m. Selv i Sygeplejersken bliver emnet debatteret, og det er ikke en dag for tidligt. Det er skræmmende at læse, at en stor del af de kommende sygeplejersker/social- og sundhedsassistenter og hjælpere er rygere.

Lad mig starte med at slå fast, at rygere må ryge alt det, de vil, bare de ikke generer andre med deres røg.

Men hvornår generer man andre, det er vel dér, uenigheden kan opstå. Hvis man er så uheldig at være født allergisk for røg og dermed antiryger, sker der det, når man bliver udsat for røg, at hosterefleksen sætter i gang, øjnene bliver røde og løber i vand osv. Vi er nogle stykker, der er så uheldigt skabt, at vi er generet af andres røg. Desuden bryder vi os heller ikke om lugten af røg fra tøj, hænder og ånde m.m., der følger enhver ryger.

I mine aktive år som sygeplejerske har jeg bl.a. kæmpet for at få lov til at spise mine sammenklappede rugbrødsmadder uden at blive udsat for røg, og at møder var røgfrie.

Jeg har brokket mig over, at rygerne var fredede i de syv minutter, det tager at ryge en cigaret et vist antal gange i løbet af en arbejdsdag. Ja, jeg har været en rigtig træls og besværlig kollega, og jeg havde enhver rygende kollega på nakken pga. mine ''fanatiske'' holdninger til røg.

I mine år på Det Norske Radiumhospital så jeg rygernes lungekapacitet blive mindre og mindre for hver gang, de kom og fik taget deres røntgenbilleder, og til sidst kom de ikke mere.

I min tid som operationssygeplejerske såjeg de kedelige tjærefarvede lunger, som blev fjernet.

I pausen spiste jeg hostende min mad i røg og damp i den eneste personalestue, der fandtes.

I min tid i ældreområdet brugte jeg mig selv som eksempel i undervisningssituationer, i værste fald som en gammel halvsidig lammet kone, der havde brug for hjælp til alt dag, aften og nat.

Mine ønsker fremført af min nærmeste kunne lyde således: Hun ønsker ikke at blive passet af personale, der lugter af røg, og hun ønsker ikke at spise sammen med rygere eller deltage i arrangementer, hvor der bliver røget.

En medarbejder sagde: ''Du vil godt nok blive en meget besværlig beboer, der får lov at sidde i din stue og kede dig dag efter dag, og der vil ikke blive rift om at passe dig, tværtimod vil personalet kæmpe for at blive fri for at komme ind til dig.''

Ja, jeg vil blive en besværlig plejehjemsbeboer, bare fordi jeg ikke bryder mig om røg.

Som yderst glad og tilfreds efterlønner er jeg fri for de arbejdsmæssige diskussioner ­ og dog. En gammel bekendt bor på et ældrecenter. Hun får hjælp og tilsyn af sygeplejersker og øvrige medarbejdere. Flere sanser er svækkede, men lige netop lugtesansen fejler ingenting. Hun siger mange gange:'' Hvorfor lugter de næsten alle sammen af røg? Jeg ønsker altid, at de hurtigt går igen, og jeg kan ikke holde ud, de skal røre ved mig. De få, der ikke lugter, er jeg meget glad for besøg af.''

Hun siger det ikke til personalet, og som pårørende har jeg valgt at holde lav profil.

Røg er ikke en privat sag, hvis andre føler sig generet deraf. Jeg skulle ønske, vores fremtidige sundhedspersonale ville tænke over, hvordan de bliver opfattet af deres kunder/patienter. Lugten af armsved, som aldrig er påvist sundhedsskadelig, prøver man da at forebygge, men røg eller lugten af røg findes alle vegne ­ også i vores sundhedssystem.

Det er glædeligt, at det ikke længere er tabu at tale om rygning, men der er lang vej endnu.

Vi er mange af den nye ældregeneration, der bare ikke vil finde os i at blive udsat for røg og lugten heraf. Det var måske værd at bruge en undervisningstime til en sådan debat.

Frisk luft er en menneskeret og bør indføres nederst i Maslows behovspyramide.

Inger Hedeager er efterlønsmodtager.