Faglig kommentar: Det rene vanvid

To nullermænd ligger og hyggesnakker på gangen på kirurgisk afdeling.

''Det er godt, det blev en etter,'' siger Nuller til Nullerina.

''Det er den, hvor vi får lov til at blive liggende, ikke,'' spørger Nullerina.

''Præcis. Helt præcis,'' svarer Nuller.

De dukker sig. De hører hygiejnesygeplejerskens målrettede skridt hen ad gangen. Hendes måde at gå på signalerer både strenghed og perfektionisme. Hun forsvinder ind på sit kontor for at dukke op med sit nye måleudstyr placeret i lommerne på den hvide kittel. Måleudstyr til en standard I. Inspireret af skolerne har sygeplejedirektøren for tre måneder siden godkendt standard I som værende netop god nok til en akut kirurgisk afdeling. Standard I er et bevægende valg for alle nullermænd. De fleste af dem vil få et liv i sus og dus uden risiko for nogensinde at blive ramt af den tørre moppe, der indtil nu har hersket på afdelingen.

Rengøring ifølge standard I efterlader synligt snavs, støv og pletter hist og her. Standard II, III og IV fjerner gradvist mere skidt, mens prisen samtidigt stiger. Rengøring efter standard V efterlader kun meget lidt snavs pr. kvadratmeter, ingen pletter og affald og kun meget lidt støv. Nu er der ikke længere noget, der hedder rent. Det hedder snavset i forskellige grader.

Hygiejnesygeplejersken hiver sin skydelære op af lommen og bøjer sig ned over Nuller. Hun tager hans livmål og klemmer godt til. Så bliver det Nullerinas tur. Hun føjer resultaterne ned på sin blok. På blokken sidder Nullers søster fastfrosset i en geleagtig masse. Lige ved siden af ligger Nullerinas mor med en nipsenål gennem taljen.

''Vi slap med livet i behold,'' puster Nuller.

''Det var lige ved,'' mumler Nullerina og kæmper for at virke upåvirket af kvælningsforsøget.

Sikken en fest

Hygiejnesygeplejersken fjerner sig med effektive bidselsko. Inde på sit kontor begynder hun en hastig opklæbning af måleresultater. Hun mærker svimmelheden og drikker et glas vand. I fire år har hun været hygiejnesygeplejerske for fem store sygehuse. Kollegerne er gået på pension, og der er ikke uddannet nye hygiejnesygeplejersker. Sundhedsministeren mener, at hygiejne er en privat sag.

Efterhånden opholder hygiejnesygeplejersken sig mest inde på sit kontor. Frygten for nullermændene er blevet så stor, at hun ikke orker en konfrontation. Kun om morgenen, når hun er nødt til at efterse, om standarden bliver overholdt, vover hun sig ud. Resten af dagen bruger hun på at systematisere fundene fra gangen. I store arkivskuffer ligger nullermændene klæbet op på sort baggrund. På en røntgenskærm sidder opslæmmede blodpletter, og opslagstavlen bugner med nipsenåle, der holder fast i smørrebrødsrester og knækkede kuglepenne. Hygiejnesygeplejersken venter på, at nogen en dag vil besigtige hendes fund og indse, at et hospital skal være rent. Hun venter forgæves og har tics i hele venstre side af ansigtet.

''Har du hørt, hvordan det går isterningerne ovenpå?'' spørger Nullerina.

''Næh, men de er vel stadigvæk beskidte,'' mener Nuller.

''Og van(d)skabte,'' siger han og hoster.

''Det er derfor, de hverken har arme eller ben.''

De kryber sammen. For enden af gangen dukker en forpint patient op. Han holder sig på maven og slæber fødderne af sted i noget, der ligner store lammeskind.

''Sejt, der er familietræf om hans fødder,'' siger Nuller.

Patienten trækker en halv liter saltvand efter sig i en dropslange. Plasticbeholderen har en vifte af skidt efter sig. Patienten jamrer sagte.

Et kraftigt vindpust får døren til hygiejnesygeplejerskens kontor til at blæse op. Hun falder ned af stolen og bliver dækket af støv og skidt. Hendes mund og ører fyldes af nullermænd, og det sidste, hun hører, er Nullerina: ''Det her er en familiefest, der vil noget.''