Uvirkelige Uganda

Aftrykkene af hænderne sidder stadigvæk i husets lermur. Uden for de små huse leger børnene, gederne løber frit rundt, og gryden med aftensmaden hænger og dingler over den åbne ild. Kontrasterne var til at få øje på, da jeg landede i Uganda den 1. februar 2000. Med rygsækken spændt godt til kroppen og med hovedet fyldt med forventninger stod jeg parat til syv ugers udfordring. Min kommende arbejdsplads blev blot kaldt klinikken.

Klinikken er tilknyttet et vejbyggeri, og dens opgave er at yde ''medical help'' til de omkring 500 ansatte, hvoraf størstedelen er mænd, og skride ind, når de kommer til skade. Sammen med en dansk sygeplejerske Mette Steen og en lokal sygeplejerske Lennie, skulle jeg i løbet af min praktiktid hjælpe til med at få klinikken til at fungere optimalt. En engelsk læge i Kampala er desuden tilknyttet klinikken.

''Den første weekend, jeg var der, skete der en arbejdsulykke. Mr. Thomsen havde fået en finger i klemme mellem en halv tons tung maskine og havde mast hele det yderste led af sin pegefinger. Ganske upåvirket stod han i døren og spurgte, om han kunne få noget hjælp, alt imens blodet dryppede på gulvet. Pegefingeren kunne reddes, men den skulle sys. Lægens skrivebord blev dækket til med en voksdug, og nål og tråd blev hentet frem. Efter ca. 3 timers sammenlapning var Mr. Thomsen færdig. Det blev bestemt, at Mr. Thomsen skulle kigge forbi næste dag for en sikkerheds skyld. Han kom hver dag til sårskift i den periode, jeg var på klinikken.''

Kitler giver status

Første gang, ''Madam Sofie'' lød gennem rummet, reagerede jeg ikke, men jeg lærte hurtigt, at det var tiltaleformen. For ud over at være hvid bar jeg jo også en hvid kittel, og med den følger respekt.

For de indfødte havde jeg næsten magt til at kunne gøre dem raske, om det så kun var en

Side 29 

panodilkur, de fik tildelt. At der blev bukket og nejet for mig, var svært at vænne sig til, men var samtidig en flot måde at blive takket på. Gennemgående symboliserer hvide mennesker penge og magt. Derfor er det utrolig vigtigt, at man har respekt for, hvad uganderne mangler, og ikke vifter med pengesedlerne foran deres næser eller på anden måde kaster grus i øjnene på dem. Kontraster er i forvejen store nok, og fattigdommen præger hverdagen.

Patienterne ville have behandling for alt, medicin for alt og gerne fridage ved den mindste hosten. Ved sygemelding udbetales der sygepenge. Man havde desværre nogle gange en mistanke om, at når de havde et sygt familiemedlem, så fejlede de selv det samme og kom til klinikken i håb om af få tildelt gratis medicin, som de kunne give til deres syge familiemedlem.

''Det er ubeskriveligt, den tro, de har. Har de været på klinikken, og har man givet dem behandling, er man dem evigt kær, og møder man dem senere, vinker de med arme og ben og giver hånden. Jeg står bare og er klar til at gribe deres hvide gebis, som næsten er på vej ud af munden på dem, så meget smiler de.''

Omsorg og taknemmelighed

At holde en ugander i hånden, mens nålen føres ind under huden, eller simpelthen bare at sørge for, at de får behandling, er for dem den ultimative omsorg. De er ikke vant til, at man snakker med dem før, under og efter behandlingen.

Omsorgen, som kendes fra danske hospitaler, kender de ikke til. Jeg kunne mærke på dem, at det var ukendt for dem, og at de ikke vidste, hvordan de skulle reagere. Men taknemmeligheden bagefter var ubeskrivelig dejlig, og patienten kunne vende tilbage mange gange for at takke én. Kommunikationen på klinikken foregik på engelsk, hvilket de fleste ugandere talte nogenlunde. Dog var der til tider nogle, der ikke evnede det, og så brugte jeg Lennie eller vores rengøringsmand, Kadid, som tolk.

Når der kommer en patient, er proceduren på klinikken at spørge til, hvilket problem de kommer med, symptomer, varighed etc. Der tages som hovedregel altid temperatur,

Side 30 

og ved feber og anden mistanke tages der blodprøve for malaria.

''De kan ikke finde ud af at bruge et termometer, selv Lennie, den lokale sygeplejerske, skulle have forklaret, hvorledes der tages aksiltemperatur. Så hver gang der skal tages temperatur, er der en lille undervisningsseance, meget detaljeret, hvorledes den skal tages. Flere gange har den måttet tages om, da de har vendt termometret forkert.''

Mirakelkuren Panodil

''Der kom en patient med et meget infektiøst sår på hånden efter en knallertulykke. Det var nogle dage gammelt og var ikke blevet renset. Såret var fuldt af gult pus iblandet noget hvidt stift pulver... Jeg spurgte patienten om, hvad det var, og det viste sig at være Panodil, som patienten havde fået som smertestillende. Det var jo i såret, han havde ondt, derfor skulle den smertestillende også deri.''

Uganderes tro på medicinen overgår alt. Den er ubeskrivelig, og de kan føle sig helbredt efter bare en Panodil.

''De kan komme med f.eks. hovedpine, som startede for en time siden. De forventer så straks at få medicinsk behandling i form af smertestillende i tre dage. Får de ikke det, føler de, at de ikke får behandling.

Vi brugte meget tid på at forklare dem, at man ikke nødvendigvis skal tage smertestillende i tre dage, for at en hovedpine skal forsvinde.''

Noget andet, vi også måtte forklare adskillige gange, er, at hovedpine godt kan skyldes mangel på væske, specielt hos dem, som arbejder på vejprojektet i bagende sol og 30-35 grader. De kunne indvende, at de intet vand havde, og så måtte vi forklare dem, at det var deres eget ansvar at medbringe væske på arbejdet, da man ikke kan arbejde 11 timer dagligt uden væske. Firmaet skulle sørge for vand, hvad de faktisk også gør i form af et madtilskud pr. arbejdsdag, men det bruges bare ikke til væske, men til at have en madkone med ud på vejprojektet til at lave varm mad til dem. Et andet problem er, at når de ikke bringer kogt vand med hjemmefra, drikker de vandet fra sumpene uden at koge det, hvilket kan give vandbårne sygdomme som kolera, tyfoid feber, diaré osv.

Geder og køer

På klinikken havde vi to sengepladser, hvor patienter kunne hvile og ligge ved ildebefindende. Det fik de lov til i et par timer, når de ikke var dårlige nok til en sygemelding, hvorefter de blev sendt tilbage på arbejde.

Ved behandling af større ting, som malaria, arbejdsskader, ulykker, diaré etc. kom patienterne tilbage for at få et tjek efter endt behandling, og var de ikke helt raske, sendte vi dem på hospitalet.

''Ellers er jeg næsten dagligt på det lokale hospital, eller hvad jeg nu skal kalde det. Jeg vil i hvert fald hellere være dødssyg og satse på helbredelse selv end blive behandlet på hospitalet. Under operationen står kirurgen i gummistøvler og har bare et stykke voksdug om maven, når han opererer. De gynækologiske undersøgelser er skræmmende, og bare stanken af mødding, gammel sved, tobak, blod og medicin er så frastødende, at jeg nogle gange er helt blå i hovedet, når jeg når ud fra hospitalet.''

Hospitalet havde plads til 100 patienter. Der arbejdede ca. otte læger og 20 sygeplejersker i skift. Der var ikke meget selvstændighed og handlekraft bag sygeplejerskerne, og deres funktioner var forskellige alt afhængigt af længden på deres uddannelse. Længden af deres uddannelse kunne man se på deres kitlers farve. Den hvide var den højst uddannede. Den blå svarede til vores social- og sundhedsassistenter, og den lyserøde til en sygehjælper.

Der var stuegang om formiddagen, og om eftermiddagen skulle man ikke regne med at kunne fange en læge, da de på det tidspunkt behandlede patienter hjemme på deres private klinik.

De indlagte på hospitalet skulle selv sørge for madras og sengelinned, ellers måtte de ligge på de bare fjedre, og det var de pårørendes opgave at sørge for den personlige hygiejne og at skaffe mad.

''De pårørende er jo dem, som drager omsorgen hernede. De sover som regel under den indlagtes seng, hvilket gør stuerne eller stuen ret fyldt. Det er simpelthen ufatteligt. Derudover er det de pårørende, som står for maden til den syge, og den laves bag sygehuset over åben ild. Rundt omkring hospitalet spæner dyrene, og engang mødte jeg en ged og en ko inde på en af stuerne ­ ja, hygiejnen, den er helt i top.''

Sikker sex på pegefingeren

Ud over at helbrede brugte jeg også en del tid på at undervise uganderne i vandbårne sygdomme som tyfoid, feber, kolera, diaré og malaria, samt hygiejne, sanitet, hiv og aids og ikke mindst i brug af kondomer. Undervisningsmaterialet bestod af hjemmelavede plancher på engelsk og en penis

Side 31 

af træ til at demonstrere, hvordan et kondom skal sættes på. Der gik historier om, hvordan det var gået, når man havde brugt en finger til at illustrere, hvordan et kondom skulle sættes på.

''Det næste, man hørte, var, at en var gået hjem til konen, spillede op ­ nu skulle de have sikker sex ­ og dyrkede så sikker sex med kondomet på pegefingeren...''

Opholdet i Uganda bragte tit smilet frem på mine læber, men satte også tingene i perspektiv. Man har færre ting at gøre godt med i Uganda, men den taknemmelighed for omsorg og behandling, man møder, er så meget større end i Danmark, at man føler, man har udrettet mirakler. Bl.a. derfor vil jeg anbefale alle studerende med rejselyst til at benytte muligheden for at tage et praktikophold i udlandet. Og måske ­ som jeg ­ blive både dybt forundret og fascineret af sygeplejen i andre dele af verden og prøve at føle den tredje verdens desperation på sin egen krop.

 
Sofie Christensen er sygeplejestuderende ved Sygepleje- og Radiografskolen i Aalborg.