Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Dårlig sygepleje koster liv

En Chicago-avis har talt op, at mindst 1.720 amerikanske patienter er døde siden 1995 pga. sygeplejerskefejl. En følge af, at hospitalerne sparer på sygeplejerskerne eller skifter dem ud med uuddannet personale, skriver avisen.

Sygeplejersken 2000 nr. 40, s. 8-9

Af:

Kirsten Bjørnsson, journalist

Billede

Side 9 

Fortravlede og utilstrækkeligt uddannede sygeplejersker er skyld i tusindvis af patienters død eller tilskadekomst hvert år, fordi hospitalerne sætter profit over sikkerhed, skriver avisen Chicago Tribune i en artikel den 10. september i år.

Artiklen er den første af tre, som formidler resultaterne af en stor undersøgelse, avisen har gennemført. Tre mio. officielle dokumenter er analyseret for at afdække den rolle, sygeplejersker har spillet i behandlingsfejl.

Avisen har registreret 1.720 dødsfald og 9.584 patientskader siden 1995. Hvordan avisen har sikret sig, at patienternes død eller skader skyldes sygeplejerskens fejl og ikke ville være indtruffet under alle omstændigheder, fremgår dog ikke af artiklen.

1.720 dødsfald og 9.584 skader på fem år i en befolkning på 276 mio. svarer til knap syv dødsfald om året og 38 årlige tilskadekomster i en befolkning på størrelse med den danske.

Uuddannede og vikarer

De amerikanske tal har været stigende i de senere år. Ifølge avisen er en del af forklaringen, at forsikringsselskaber og det statslige program for lægehjælp til ældre mennesker, Medicare, har presset hospitalerne på prisen.

En række hospitaler har reageret på den svigtende indtjening ved at skære ned på normeringerne og ansætte uuddannet personale i stedet for uddannede sygeplejersker. Det samme er dog sket på andre hospitaler, der ikke har økonomiske problemer.

Mens mange hospitaler udelukkende havde sygeplejersker i plejestaben for fem år siden, viser en rundspørge på de 10 største hospitaler i Chicago, at sygeplejerskerne nu kun udgør tre fjerdedele af plejepersonalet.

Et tiltagende problem er, at hospitalerne er begyndt at bruge sygeplejersker fra vikarbureauer. Et stigende antal sager viser, at det giver problemer, når sygeplejersken mangler kendskab til patienterne og de lokale procedurer. Selv om hun er aldrig så kompetent.

Dårlig normering

Chicago Tribune bringer udsagn fra fortravlede og fortvivlede sygeplejersker og en stribe eksempler på, at fejl i medicingivningen og mangelfuld observation har ført til patienters død. De første krav om erstatning pga. dårlige plejenormeringer er rejst.

I Wichita, Kansas, indgik et hospital frivilligt forlig om en erstatning på 2,7 mio. US-dollars til en patient, der blev genoplivet med alvorlige hjerneskader efter respirationsstop. Patientens datter havde forsøgt at finde en sygeplejerske, da hendes mor fik det dårligt. ''Men der var ingen.'' Den dag, patienten blev dårlig, skulle der have været fem sygeplejersker og to sygehjælpere i vagt til 41 patienter. Der var tre sygeplejersker.

I retten kom det frem, at hospitalet havde skåret ned på antallet af sygeplejersker, siden det blev overtaget af en hospitalskæde i 1994.

I 1996 gav hospitalet hele 13 pct. i overskud, men sygeplejersker vidnede i retten om et arbejdstempo, hvor de ikke havde tid til observationer og kom til at begå fejl. Det fremgik også, at afdelingernes normeringer kun var beregnet på grundlag af belægningen, selv om hospitalets retningslinjer slog fast, at normeringen skulle beregnes både på grundlag af belægning og plejetyngde.

I en anden sag indgik et stort Chicago- hospital frivilligt forlig med forældrene til en toårig, der var død pga. interaktion mellem to beroligende midler. Sygeplejersken havde været i telefonisk kontakt med lægen for at sikre sig, at dosis var rigtig. Men hospitalets retningslinjer forbyder sygeplejersker at modtage eller handle på telefonordinationer undtagen i akutte tilfælde, og det var der ikke tale om.

Kæmpeerstatning

Hospitalet betalte en erstatning på 2 mio. dollars. Sygeplejersken, der havde givet medicinen, havde sin egen ansvarsforsikring. Den betalte yderligere 1 mio. dollars i erstatning til forældrene.

I Denver, Colorado, oplevede et hospital fem dødsfald i forbindelse med sygeplejerskefejl i løbet af tre år. Det udløste en regeringsundersøgelse, og sygehuset blev sat under administration. Problemerne begyndte, da hospitalet blev overtaget af USAs største hospitalskæde i 1995. Overskuddet voksede til det tredobbelte, mens antallet af sygeplejersker blev skåret ned med 10 pct.

Nu er sygeplejerskerne igen blevet opnormeret med 10 pct. Nyansatte sygeplejersker, uanset hvor erfarne de er, skal aflægge en skriftlig prøve og demonstrere deres kliniske viden, før de får tildelt deres første patient. Introduktionsprogrammet for nyuddannede sygeplejersker er udvidet til tre måneder. Sygeplejersker fra vikarbureauer, der bliver tilkaldt ved sygdom eller ferie, skal også igennem en skriftlig prøve og en kort introduktion.

Der bliver ikke indlagt flere patienter, end der er sygeplejersker til. Hvis der er for få sygeplejersker i vagt, bliver nye patienter afvist.