Det handler om at blive hel igen

Side 13 

Kan man kalde sig heldig, når man har været udsat for en arbejdsulykke og ikke mere kan arbejde som sygeplejerske ­ og sygeplejen er det, man allerhelst vil arbejde med?

Alligevel vover den 44-årige sygeplejerske Else Møller Uhrskov i Grindsted at kalde sig heldig: Hun er kommet igennem tabet af sin arbejdsevne som sygeplejerske som et helt menneske. Det skyldes uden tvivl først og fremmest stor energi fra hende selv og dertil et solidt netværk i familie og vennekreds. Hun er også glad for den støtte, hun undervejs har fået fra sin fagforening.

Måske vover Else også at kalde sig heldig, fordi hendes arbejdsskadesag er gået igennem systemet forholdsvis smertefrit. Alligevel skulle der gå fem år, fra ulykken skete, til der forelå en endelig afgørelse, og erstatningen blev udbetalt. Akterne i sagen, der gik så forholdsvis glat igennem alle de involverede instanser, fylder et ringbind til bristepunktet.

Hun måtte ikke gå fra hus og hjem som følge af mistede arbejdsindtægter, selv om hun til sidst blev fyret pga. sygefravær. Kommunen var forstående, hun havde sin private pension, og hun fik omsider økonomisk erstatning for mén og tab af erhvervsevne. Så heldig? Jo, måske. Det kan gå meget værre ­ det viser de mange arbejdsskadesager, Dansk Sygeplejeråd har kendskab til.

Else Møller Uhrskov:

''Hvis man skal komme igennem et tab af erhvervsevne som et helt menneske, så afhænger det meget af, hvilket netværk man har. Uden det er det svært at overleve på en ordentlig måde. I den henseende har jeg været utrolig heldig. Jeg har været utrolig heldig med de mennesker, der har omgivet mig.

Jeg har også hele vejen igennem fået sygedagpenge og ikke været økonomisk presset, og vi har selv haft ressourcer, så vi ikke måtte gå fra hus og hjem. Den usikkerhed, man bliver kastet ud i, er så forfærdelig: Hvad bringer fremtiden?

Det hele begyndte en dag i april 1994, da jeg var på arbejde på fødeafdelingen på Grindsted Sygehus. Et utrolig dejligt sted at arbejde, og jeg var utrolig glad for det. På et tidspunkt arbejder jeg inde på børnestuen, og så er der et barn, der græder. Da jeg er på vej derhen, glider jeg i noget olie, der er spildt på gulvet. Og da benene er på vej væk under mig, giver jeg et ryk med overkroppen forover for at komme på benene igen, og så mærkede jeg lige med det samme et smæld og en svien, brænden og smerten i ryggen.''

Else, der har en fortid som sikkerhedsrepræsentant, var opmærksom på det skete, og hun mærkede, at smerten blev ved. Hun fik skaden anmeldt, og det er hun glad for i dag:

''Jeg gik på arbejde de følgende dage. Jeg arbejdede syv dage og havde syv fri, men jeg havde hele tiden ondt i ryggen. Når jeg kom hjem, kunne jeg ikke holde det ud for smerter, men måtte lægge mig ned, så jeg fungerede faktisk kun i de timer, jeg var på arbejde. Jeg kunne med nød og næppe passe arbejdet. Til sidst måtte jeg sygemelde mig.

Jeg begyndte at gå til fysioterapeut, og hun syntes, at det ville være fornuftigt, at der blev taget nogle røntgenbilleder af min ryg. Det mente min daværende praktiserende læge ikke var nødvendigt. Jeg følte egentlig, at han ikke tog mig alvorligt.

Jeg fortsatte så med at være skiftevis på arbejde og sygemeldt gennem sommeren 1994. I oktober havde jeg efterhånden fået det så dårligt, at jeg også var påvirket af det rent psykisk. Det blev stadig værre. Jeg fik varmebehandlinger, men det blev det ikke bedre af. Set i bakspejlet skulle jeg slet ikke være fortsat med at arbejde. Men man slutter ikke bare sin sygeplejerskekarriere som at knipse med fingrene, og jeg har aldrig haft fri eller været på dagpenge en eneste dag mellem nogen af mine ansættelser som sygeplejerske.

Mistroen

Det, der pinte mig mest, var dog, at min egen læge ikke troede på mig. Han havde da været min læge siden 1981. En dag var jeg

Side 14 

hos lægen og sagde til ham, at nu måtte han finde ud af, om han ville hjælpe mig. Vi talte så om forskellige ting, og så sluttede han af med at sige noget i retning af, at han ikke var sikker på, at det var ryggen, der var noget i vejen med.

Jeg var vred og skuffet og kunne ikke forstå, hvordan han kunne sige sådan noget. Det, at han ikke troede på mig, gav mig en enorm psykisk belastning, som fik mig til at frygte, at alle andre heller ikke troede på mig: Tror de på mig, når jeg siger, at jeg har ondt?

Så bestemte jeg mig til at få en anden læge. Det var lidt vanskeligt på det tidspunkt, men det lykkedes da, og så fik jeg bare en utrolig god læge, som med det samme sendte mig til røntgenundersøgelse. Jeg var blevet ved med at vende tilbage til arbejdet, men blev endeligt sygemeldt i begyndelsen af december.

Allerede i december blev jeg henvist til Give Sygehus, som er specialist i behandling af rygge, og i januar 1995 var jeg til scanning i Vejle. Der var ikke megen ventetid, da det endelig gik i gang. Allerede få dage senere fik jeg besked om, at der var en stor medial prolaps. Jeg fik også at vide, at jeg kunne blive opereret med det samme.

Det var fantastisk, at der pludselig var nogen, der troede på mig.

Jeg blev opereret i Give den 22. februar 1995. Jeg havde overvejet, om jeg skulle lade mig operere eller lade være, for min søster, der er sygehjælper, har også fået foretaget en rygoperation, og hun havde dannet arvæv. Men det ville ikke være noget problem i mit tilfælde, sagde de. Og så var jeg ved at være bange for at miste mit job, for jeg havde efterhånden haft mange sygedage.

Det gik egentlig også meget godt i starten. Jeg lå hjemme en måned efter operationen for at komme langsomt i gang og begyndte så med genoptræning. Jeg har bagefter tænkt, at træningen nok i virkeligheden foregik i et for hurtigt tempo. Vi skulle løbe, hoppe og træne efter et program, der er udviklet på Rigshospitalet. Det skulle være så godt, men jeg syntes ikke, det var ret godt.''

Else modtager fyresedlen i oktober 1995 ­ halvandet år efter arbejdsulykken.

''Da får jeg et psykisk knæk. Jeg føler, at min identitet er forsvundet. Jeg føler, at jeg ikke er noget som helst ud over en masse problemer for mine omgivelser. Jeg kan ikke lave ret meget herhjemme. Min mand og min søn, der var 13 år på det tidspunkt, var begge utrolig gode til at klare tingene.

Jeg har nogle rigtig gode kolleger, der kommer og besøger mig, og de er også rigtig søde ved mig, når jeg kigger forbi. Men det går jo stærkt på sådan en afdeling, så selv om de gerne vil snakke med mig, når jeg kommer, så er der jo mødre, der skal hjælpes, og børn, der græder. Så man føler, at man faktisk forstyrrer dem. Det er en travl verden.

Sagsbehandlerne i Dansk Sygeplejeråd har været rigtig, rigtig gode at snakke med, og de er gode til at lytte. Jeg har grædt næsten hver dag gennem et helt år for at komme igennem det. Og jeg ser efterhånden en helt anden side af mig selv, som jeg aldrig har kendt: Den svage side, en side hvor jeg skal have hjælp fra andre. Jeg har altid været den stærke person, der kunne klare mig selv.''

Else fortæller, at hun på det tidspunkt ser en annonce i den lokale avis om en dagskole, der tilbyder kvinder, der er på vej ud af arbejdsmarkedet, et kursus over fire måneder med livskvalitet og selvværd som omdrejningspunkt. Lederen er psykolog, og arrangøren er Kvindeligt Arbejderforbund i Billund. Elses sagsbehandler i kommunen synes, det lyder som en god idé.

Livskvalitet

''Det er noget af det bedste, jeg nogen sinde har valgt. Vi er vel omkring 15 ''piger'' på holdet. Hele holdet er sammensat af kvinder i samme situation som jeg. Nogle lider af nedslidning, andre føler sig udbrændte.

Pludselig møder man andre, der kan sætte sig ind i ens situation, og hvordan man har det. Jeg arbejder meget med mig selv, og jeg følger undervisningen på fuld tid de første halvanden måned, men så gør det bare så ondt i ryggen, at jeg er nødt til at sige, at jeg ikke kan være med så længe ad gangen.

Jeg kommer efterhånden frem til, at min livskvalitet hænger meget sammen med, at man har det godt, og at arbejdet ikke er så væsentligt. Indtil ulykken var min identitet at være sygeplejerske. Når man er til selskab, så spørger de andre: Hvad arbejder du med? Nu skulle jeg sige:

''Jeg laver ingenting. Jeg er pensionist.'' Hvorfor er du pensionist? spørger folk så. ''Jeg har dårlig ryg.'' Og så er man egentlig færdig med den snak. En dårlig ryg er ikke interessant.

Andre sygeplejersker snakker sammen om deres afdelinger. I sådan en snak er man lige pludselig helt udenfor.

På dagskolen var der nogle ting, der begyndte at falde på plads for mig. En dag var der også nogle piger, der trak mig til side og spurgte, hvorfor jeg blev ved med at være så hård imod mig selv. ''Hvorfor erkender du ikke, at du ikke kan så meget,'' spurgte de. Det var det, der var så svært.

Jeg har bevaret flere af venskaberne fra dagskolen, og samværet dér lærte mig, at der var nogle, der havde det værre end jeg. Jeg har trods alt bare ondt i ryggen. Den skole har været guld værd for mig, og jeg tror, at det er sådan, fordi jeg selv valgte den. Jeg har hele tiden bestræbt mig på selv at sætte mig nye mål ­ at være et par skridt foran. Jeg må bare hele tiden tænke på, at jeg ikke kan sidde ned ret længe ad gangen, ikke stå stille eller gå længe ad gangen. Jeg skal kunne skifte stilling.

Side 15 

Psykologen, der ledede dagskolen, skrev efterfølgende til kommunen, at hun ikke kunne se mig fortsætte med arbejde, men at det nok drejede sig om en pensionssag ­ måske kunne jeg klare nogle få timers undervisning eller lignende. Det var så det, jeg måtte forholde mig til.''

Livet som pensionist

''Jeg har hele tiden været meget åben og er selv gået til sagsbehandlerne med udskrift af journalark osv. Der er i forvejen ventetid, når man skal til speciallæge. Derfor skal man hele tiden presse på, så tingene ikke bliver mere forsinket end højst nødvendigt.

Og jeg har hele tiden haft min mand med, når jeg har været hos lægen, sagsbehandleren, sygehuset. Det er så utrolig vigtigt, at begge parter i et ægteskab ved, hvad der sker. Jeg udviklede mig fra at være en rask person ­ den han giftede sig med ­ til at blive en helt anden. Sårbar. En, der ikke kan lave de samme ting mere. Der er meget, der bliver anderledes.

Men både min mand og vores søn er suveræne til at klare tingene. Jeg er heldig. De har aldrig tvivlet på mig. Lige da jeg måtte lægge mig ned og blive liggende første gang, kan jeg huske, at min søn sagde til mig: ''Mor, du skal ikke være ked af, at du ikke kan lave noget, bare du er hjemme hos os.'' Jeg har tit tænkt på, hvor flot det var, at han sagde det.

Smerterne i ryggen er ikke forsvundet, selv om arbejdsskadesagen er afsluttet. De er der hele tiden. Med mellemrum besøger Else Møller Uhrskov en smertespecialist i Esbjerg, der for en tid kan få rygsmerterne til at glide i baggrunden.

''Når jeg har været hos ham, så bobler energien i mig. Det er en vidunderlig fornemmelse at opleve de stunder, hvor jeg næsten ikke har ondt. Der er måske nogle, der ville være betænkelige ved at få lagt så mange blokader, men jeg må leve mit liv her og nu.''

Else Møller Uhrskov har engageret sig i forskellige frivillige gøremål i lokalsamfundet. Hun gør det for at hjælpe andre og for at hjælpe sig selv, for hun vil have en tilværelse med indhold og livskvalitet. Og hun oplever, at hun med sin baggrund som sygeplejerske er god til at lytte til andre, der har problemer.

Else har endda kunnet bruge sine egne erfaringer fra arbejdsskadesagen til at hjælpe et andet menneske, som i lang tid ikke har kunnet få hjælp af nogen art, og som ikke har et lige så solidt socialt netværk som hun selv. Else har fungeret som bisidder, og nu er sagen så vidt, at den er overladt til en advokat, som skal hjælpe det sidste seje stykke mod en rimelig pension og erstatning.

''Det, der er vigtigt, når man først er kommet på den anden side af arbejdsulykken, det er at få sin identitet igen. Jeg er sygeplejerske, og det er der ingen, der kan tage fra mig. Det handler om at finde sin placering i tilværelsen igen. Der er stadig nogle ting, man er god til, og evnen til at lytte til andre med den faglige baggrund, vi har, den har jeg jo stadig.

Der er måske mange, der tænker: Aj, det må da være dejligt at kunne gå hjemme som pensionist. Og selvfølgelig er jeg nødt til at se de positive sider af det, men det er ikke så dejligt. Det er ikke ens eget valg. Hver eneste dag skal jeg planlægge, så den bliver positiv, og jeg får indhold i tilværelsen og sådan, at jeg også kan bibringe min familie noget. På et tidspunkt kan jeg huske, at jeg pumpede min mand for alt muligt nyt om, hvad han havde oplevet, bare for at føle, at jeg også havde deltaget. Men jeg skal selv ud og opleve noget.''

Søgeord: Arbejdsmiljø, arbejdsskader.