Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Faglig kommentar: Klientmøllen

At skaffe få timers ubetalt skånearbejde inden for et felt, en arbejdsskadet sygeplejerske har erfaring med, er et problem, der kan sysselsætte stribevis af sagsbehandlere og konsulenter.

Sygeplejersken 2000 nr. 40, s. 33

Af:

Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder

Der skal tændes lys om morgenen, og det bliver mørkere dag for dag. Når man så ligger i den varme hule under dynen, er det nemt at hengive sig til drømmen om bare at kunne blive liggende, indtil det bliver lyst. Hvad klager de egentlig over, pensionister og arbejdsløse? De ved ikke, hvor godt de har det. Heller ikke sygeplejersken, der ringede forleden. Maren hed hun. Knap 50 år gammel havde hun uden de store problemer opnået mellemste invalidepension, og så var det galt.

For fire år siden havde nogle serviceassistenter klumret, da en bedøvet patient skulle flyttes fra operationsleje til seng. Patienten landede oven på operationssygeplejersken Maren, og det gik hårdt ud over hendes ryg. Maren skiftede arbejde, men det gik ikke. Hun måtte sygemeldes og fik endelig undersøgt sin ryg af en specialist. To diskusprolapser og spor efter to tidligere prolapsoperationer forplumrede billedet. Erstatning for tab af 15 pct. arbejdsevne kunne det blive til. Benene lystrede dog ikke bedre efter den afgørelse. Smerterne fortsatte, arbejdsevnen var væk.

Dansk Sygeplejeråd sørgede for advokat, så Maren kunne anke, og ydede al tænkelig støtte og moralsk opbakning, indtil tab af 75 pct. arbejdsevne blev anerkendt. En dag mødte Maren en ny rygspecialist, der mente at kunne hjælpe hende. Operationen lykkedes. Benene ville igen makke ret. Det gør stadig ondt i ryggen, og da Maren ikke tåler smertestillende medicin, klarer hun sig med korset og ved at ligge fladt mange timer i løbet dagen. Genoptræning i varmtvandsbassin må hun selv betale. Marens humør er steget gevaldigt. Aldrig har hun haft det så godt siden ulykken.

Noget for noget

Nu drømte Maren om at arbejde igen. Regeringen skulle tages på ordet. Plads til alle og skånejob til resten. Maren skønnedes at have ressourcer til let arbejde i et fag med så mange muligheder for arbejde uden større fysisk belastning, havde Den sociale Ankestyrelse og Retslægerådet skrevet. Vikarjob var for hårdt og usikkert. Maren måtte igennem hele møllen en gang til og genindtage den ydmygende plads på gangen uden for sagsbehandlernes dør. Ustandselig pillen og ribben op i lidelseshistorien. Nye lægekonsulenter, der ikke kendte andet til hende, end hvad de kunne se ved at bladre i papirerne. Sagsbehandlerne forstod ikke, at Maren var utilfreds med pension, afsluttet sag og et helt års arbejdsløn oveni. ''Det var som at blive banket tilbage til begyndelsen,'' forklarede Maren. ''Jeg trængte til et skulderklap og støtte til at komme tilbage til mit fag.'' Maren vil oven i købet arbejde gratis for at få sin identitet tilbage og indhold i livet. Hun vil godt udfylde en plads for pensionen, selv om hun ved, at hun aldrig bliver så arbejdsduelig, at hun kan undvære den. ''Jeg trænger til at føle, jeg er noget værd.''

Da Maren omsider opnåede audiens hos amtets arbejdskonsulent, fik hun at vide, hvor hunden lå begravet. Alle førtidspensionister har ret til skånejob i kommunen. Men noget for noget. Hvis kommunen skal investere i sagsbehandling og skånejob, skal Maren først tilbydes job i kommunen, og kommunen kan forlange en ny vurdering af arbejdsevnen. Der er bare den hage, at Maren ikke rigtigt passer ind i de kommunale arbejdspladser. Hjemmesygepleje og plejehjem kan hendes fysik ikke klare, og hun kan ikke tage kontorarbejde, fordi hun ikke kan tåle at sidde ned mere end et kvarter ad gangen.

I øvrigt interesserer tilbuddene hende ikke. Interessen ligger hos patienterne på en operationsgang eller et ambulatorium. Lejlighed til at prøve, om hun kan klare bare to gange fire timer ubetalt arbejde om ugen inden for et felt, hun kan lide og har erfaring med, er åbenbart et uoverskueligt problem for samfundet. Marens sag trækker ud, og det bliver stadig sværere at bevare gejsten og modet, når hun fortsat sidder fast i klientmøllen. Hvis hun selv kan finde et job, vil amtet oprette et skånejob med prøvetid, har Maren fået at vide af amtets arbejdskonsulent.

 ''Men hvordan støver man selv et job op i min situation, når jeg skal begynde med at fortælle om alle mine svagheder, og selvtilliden nærmer sig nulpunktet,'' siger Maren, som stadig venter på at blive indkaldt til endnu en arbejdsvurdering hos nye sagsbehandlere i kommunens skånejobsafsnit. Forhåbentlig får Maren det ønskede skånejob. Indtil da kan hun da glæde sig over, at hun ud over at kunne nyde sin lønnede lediggang bidrager til, at en lang række sagsbehandlere er sikret fast og meningsfuldt arbejde