Synspunkt: Tegn på sygepleje

En aften, da jeg holdt foredrag i en af Dansk Sygeplejeråds amtskredse, spurgte en sygeplejerske mig: ''Hvad er sygepleje?''

''Det ved jeg ikke,'' svarede jeg, ''for vi kan kun opleve tegn på sygepleje.'' Siden er jeg stødt på spørgsmålet i forskellige sammenhænge, senest i Ulla Fastings prisopgave: ''Sygeplejerske i det 21. århundrede,'' hvor hun giver svaret: ''Sygepleje er et biologisk fag'' (1).

Men er sygepleje noget i sig selv? Nej, for det ville kræve, at det er muligt at betragte sygepleje enten som 1) et objekt, en genstand eller som 2) en ahistorisk, statisk og kontekstløs størrelse eller som 3) noget, der har en kerne, et væsen eller en egenart. Jeg kan meningsfuldt sige: ''Vil du hente telefonbogen (genstand) til mig? Den ligger på mit skrivebord.'' Vedkommende kan så gå ind og hente bogen, medmindre jeg husker forkert, og bogen er et andet sted. Men jeg kan ikke bede en sygeplejerske om at gå ind på kontoret, i skyllerummet eller på stue 105 og hente sygeplejen til mig. Vi kan ikke se sygepleje med det blotte øje. Ved at spørge ''hvad er sygepleje'' og f.eks. svare ''sygepleje er et biologisk fag'' iscenesættes den forførende illusion, at sygepleje kan defineres, blotlægges, fastfryses, afgrænses og formuleres i en ahistorisk programerklæring.

Det, vi ser, hører, lugter, føler etc., er derimod altid ''tegn på sygepleje,'' dvs. handlinger (herunder sproghandlinger), som kan tolkes af nogle (f.eks. sygeplejersken, patienten) som sygepleje (2). Sygepleje og ideer om sygepleje skabes og genskabes hele tiden i forskellige typer af praksis og i sociale sammenhænge i og uden for arbejdet. Teknikker, procedurer, at holde fru Hansen i hånden, at hjælpe hr. Jensen med at spise, at trøste lille Ida, at dokumentere observationer og handlinger, at evaluere, at samtale, at informere, at sørge for, at hjemmesygeplejen er på plads, når hr. Larsen udskrives etc., kan alle være tegn på sygepleje afhængig af den sammenhæng, som handlingerne udveksles inden for. En handling er således ikke nødvendigvis sygepleje, blot fordi den udføres af en sygeplejerske. Modsat kan en handling godt være sygepleje, selv om den udføres af en ikke-sygeplejerske.

Undervisningsministeriets bekendtgørelse om sygeplejerskeuddannelsen, kapitel 2, ¶ 4, taler om sundheds- og sygeplejefaget. Ser vi bort fra bekendtgørelsen og vil argumentere for gyldigheden af påstanden: ''Sygepleje er et fag,'' er det så muligt? Nej. Fag er ikke et grundlæggende begreb som f.eks. menneske, hånd, jord, død, men et konstrueret begreb, der er blevet til gennem historiske og videnskabsteoretiske processer. Sygepleje, biologi, historie, antropologi, geografi etc. er konstruerede af mennesker for at opbygge fagidentiteter og for at adskille sygepleje fra medicin, antropologi fra sociologi etc. Der er intet naturligt og evigt gældende over fagopdelingerne, ligesom grænserne mellem fag og videnskaber ikke kun er rationelt begrundede, men også baseret på magt (hvem har magt til at trække hvilke grænser mellem fagene).

Når sygeplejersker fastslår, at sygepleje er et omsorgsfag eller et biologisk fag, har de implicit valgt en bestemt position at anskue sygepleje ud fra og derved valgt andre positioner fra. Begrebet position forstår jeg som det ''sted,'' man orienterer sig fra. Det kan f.eks. dreje sig om en teoretisk, videnskabsteoretisk, metodisk (f.eks. deltagende ­ iagttagende) position (3). Vi vælger og fravælger altid bevidst eller ubevidst bestemte positioner at anskue noget ud fra. Vi kan ikke indtage en position, hvorfra vi kan få det hele med. Heller ikke selv om vi påberåber os, at vi anskuer sygepleje holistisk, eller at vi forholder os til ''det hele menneske.''

Men vi kan reflektere over og argumentere for, om de positioner, vi indtager, når vi udfører, evaluerer, dokumenterer eller skriver om sygepleje, er relevante, og om de giver mulighed for at skabe ny viden og erkendelse. Diskussioner om, hvorvidt sygepleje nu er det ene eller det andet fag, kan medvirke til at fastlåse sygepleje i modsætninger som: ''Sygepleje er et biologisk fag'' nej ''sygepleje er et omsorgsfag'' nej ''sygepleje er et praktisk fag'' nej ''sygepleje er et håndværk.'' Vi kan ikke vide, at sygepleje er et fag, fordi sygepleje ikke er noget i sig selv.

Jeg vil foreslå, at sygepleje i uddannelsesregi anskues som en tværvidenskabelig disciplin, idet de fænomener, der studeres, altid er væv af kultur og biologi, et netværk af mennesker og genstande. Det er på tide at forlade de reduktionistiske tendenser i sygeplejen til enten at anskue sygepleje biologisk, omsorgsmæssigt eller håndværksmæssigt og i stedet tænke sygepleje på tværs som en sundhedsvidenskabelig disciplin. Sundhedsvidenskab er et eksempel (i sin vorden) på, at en navneforandring fra lægevidenskab til sundhedsvidenskab ikke alene er af navn, men også af gavn. Navneforandringen signalerer en bevægelse væk fra en biomedicinsk entydighed (4:147) til en kulturbiologisk/biokulturel flertydighed og lægger derved eksplicit op til tværvidenskabelige positioner. Anskues sygepleje i uddannelsesregi som en ramme om handlinger, som må beskrives, analyseres og diskuteres tværvidenskabeligt, og ikke mindst udføres på baggrund af tværvidenskabelig indsigt og erkendelse, må det indarbejdes i sygeplejerskeuddannelsen.

Det er ikke tilstrækkeligt, at uddannelsen indeholder mange fag. Det har bl.a. medført den uheldige og kunstige grænsedragning mellem kernefag og støttefag. Grænserne er ikke naturlige og selvfølgelige kategorier, men historiske og videnskabsteoretiske konstruktioner.

Tegn på sygepleje må være uddannelsens omdrejningspunkt og det, de studerende skal opnå viden og indsigt i, samt teoretiske, metodiske og praktiske færdigheder indenfor. De traditionelle faggrænser må opløses til fordel for nye, delvist ukendte og uudviklede. At arbejde tværvidenskabeligt er som at betræde uberørt land. Her er kun få pejlemærker, ingen håndbøger, opskrifter eller lignende. Jeg vil derfor anbefale, at man anskuer tværvidenskab med en sund portion skepsis, så tværvidenskab ikke bare bliver et nyt modeord i sygeplejen.

Det er på tide at tænke nyt, så uddannelsen vil appellere til unge mænd og kvinder ved bl.a. at signalere, hvor dagens og fremtidens udfordringer inden for sygepleje befinder sig. De handlinger, der benævnes sygepleje, udvikler og forandrer sig gennem forhandlinger og diskussioner i de forskellige former for praksis.

Sygepleje er et centralt samfundsanliggende, men det er kategorien sygeplejerske ikke. Hvis sygeplejersker fremover ønsker at være den gruppe, der udfører, evaluerer, dokumenterer og forsker i sygepleje, er det nødvendigt med nytænkning inden for egne rækker. Banalt set er der brug for, at sygeplejersker ser ud over deres egen næsetip og får øje på, at det er sygepleje og ikke sygeplejerske, der er deres centrale omdrejningspunkt.

I det 21. århundrede er der ikke brug for stammekrige mellem faggrupper, mellem ledere og medarbejdere. En dyrkelse af ''de små forskelles narcissisme'' (5:279) hører en fortid til, hvor hver enkelt havde sine velafgrænsede opgaver. Det passer elendigt til en moderne videnvirksomhed, hvis produktion udelukkende baserer sig på et samspil mellem forskellige kompetencer. Den tryghed, regelmæssighed, forudsigelighed, orden, rutiner og kendte opgaver, der prægede industrisamfundet, eksisterer ikke i vidensamfundet. Her hersker uforudsigelighed, uorden, kaos og ukendte opgaver. Det vil kræve en omstillingsparathed i Dansk Sygeplejeråd i forhold til de opgaver, fagforeningen fremover skal varetage. Virkeligheden for alle ansatte i sundhedsvæsenet handler om et fælles projekt, nemlig de sundhedstruede, syge, lidende og døende borgere.

Jeg foreslår, at parolen: ''Visioner for det 21. århundredes sygeplejerske'' erstattes med ''Visioner for det 21. århundredes sygepleje.'' Det er selvfølgelig ikke tilstrækkeligt. Visionernes indhold må ændres, så omdrejningspunktet bliver tegn på sygepleje. Og den opfattelse, at der eksisterer en særegen sygeplejekultur med et helt specifikt værdigrundlag (som man desværre ikke kan artikulere pga. tavs viden), må forlades. Den er med til at fastholde et billede af sygeplejersker som selvoptagne, nyreligiøse og konstant fagidentitetssøgende kvinder.

Litteratur

1. Fasting U. Sygeplejerske i det 21. århundrede. Prisopgave. København: Dansk Sygeplejeråd; 1999.
2. Hansen HP. Introduktion. In: Hansen HP, editor. Teknikker og procedurer i sygeplejen. En håndbog for sygeplejersker. København: Gyldendal; 1998.
3. Hansen HP. At skrive opgave. Indhold og struktur. København: Gyldendal; 1999.
4. Lykke N. Sundhed ­ en postpositivistisk hybrid. In: Sørensen AS, Dalgård C, editors. Sundhed mellem biologi og kultur. København: Gyldendal; 1999. p.143-63.
5. Kristensen JE. Gør sygeplejersker en kulturel eller professionel forskel? Klinisk Sygepleje 1998 (5).