Boganmeldelser

HISTORISK LÆREBOG I MAGTFULDT PERSPEKTIV

Rikke Nissen

Lærebog i sykepleie

Oslo: Gyldendal ­ Akademisk 2000
299 sider,370 kr. 

En Sygepleierskes Opgave er saavidt muligt at lindre den Syges Lidelser, at udføre Lægens Anordninger og at give Lægen Beretning om den Syges Tilstand. For ret at kunne udføre dette maa hun have nøiagtigt og sikkert Kjendskab til alle de Hjælpemidler, der understøtte Lægens Virksomhed, altsaa hensigtsmessige Næringsmidler, Indretning af Sygeværelset og den Syges Leje, Forbindsstykker osv.''

Sådan indledes Rikke Nissens lærebog i sygepleje for diakonisser fra 1877 og genudgivet år 2000. Med nutidens øjne kan man more sig over suppevarmning på natlampen, at barselskvindens seng ikke må redes de første 6-7 dage, og at barselskvinden ikke må stå op før 7.-9. dagen. Eller over de detaljerede beskrivelser af sygeplejerskens funktion ved pasning og påsætning af igler, kopsætning og åreladning.

På den anden side maner det til eftertanke at læse om, hvordan det kristne livssyn uden besvær florerer side om side med modernitetens krav om sygepleje på et højt oplysningsniveau, stærkt præget af Florence Nightingales uddannelsespolitik. Og når vi ser, hvordan sygeplejersken og diakonissen ikke går på kompromis med deres teoretiske viden, men alligevel tager hensyn til patientens integritet, og hvordan hun hele tiden afkræves begrundelser for sine handlinger.

Kan en sådan lærebog overhovedet have andet end historisk interesse for sygeplejersker i dag? Ja, det viser Kari Martinsen klart i sit efterskrift, hvor hun søger at afdække og perspektivere Rikke Nissens arbejde i lyset af og ud fra mulighederne inden for den religiøse kontekst, hvori bogen er skrevet. Kan den faglige uddannelse af sygeplejersker dengang ses som kvindefrigørelse, forklædt i kaldets tjeneste? Med spørgsmål af denne karat problematiserer Kari Martinsen den moderne kvindeforskning og kaster nyt lys over sygeplejefagets arne. Vi får at se, hvilke religiøse stridigheder der var oppe i Rikke Nissens tid, og som hun var part i og måtte forholde sig til. Det er lige før, man kan se paralleller til nutidens diakoni i Danmark. Martinsen tegner et billede af Rikke Nissen som den, der søger ligeværdighed for kvinder gennem selvstændighed i modstrid med diakoniens krav om ydmyghed. Kari Martinsens efterskrift kaster bogen ind i et nyt og magtfuldt perspektiv.

Af Jens Bydam, uddannelsesleder, Sygepleje- og Radiografskolen, Københavns Amt.

NEUTRAL OG OBJEKTIV VIDENSKAB FINDES IKKE

Michel Foucault

Klinikkens fødsel

Oversat fra fransk af Henning Silberbrandt
København: Hans Reitzels Forlag 2000
276 sider, 275 kr. 

Filosoffen og idéhistorikeren Michel Foucaults stadig aktuelle bog ''Naissance de la clinique'' fra 1963, oversat til ''Klinikkens Fødsel,'' adskiller sig fra hans andre bøger ved at fokusere på et afgrænset område, nemlig lægevidenskabens opståen og udvikling i løbet af en kort årrække omkring år 1800. Foucault er optaget af, hvordan lægevidenskaben kommer til at spille en central rolle for den måde, videnskaberne om mennesket organiseres på i løbet af det 19. århundrede.

Selv om Foucault er svær at læse, og oversætteren har fravalgt at oversætte en række latinske citater, er der mange grunde til at beskæftige sig med bogen. For det første fordi Foucault søger at analysere sig frem til, hvad man på et givet historisk tidspunkt i det hele taget kan tænke, og hvad der skal til for at ændre tankebaner. I slutningen af det 18. århundrede blev lægerne f.eks. pludselig i stand til at se og sætte ord på fænomener, der før havde ligget hinsides det synlige og det, der kunne siges. Klinikken blev nu det rum, hvor sygdomme kan iagttages, indkredses, beskrives og analyseres, og hvor man kan undervise i at kunne genkende de forskellige sygdommes væsen. Det handlede ikke om at helbrede syge, men om at akkumulere og formidle viden. Forbindelsen mellem den kliniske metode og den patologiske anatomi ændrede for alvor forståelsen af sygdomme. Først og fremmest fordi døden blev indføjet i relationen mellem rask og syg: ''Det er først i døden ­ ved opskæringen af liget ­ sygdommen viser sit egentlige ansigt'' (s. 11). Foucault tydeliggør således, at videnskab er et produkt af sociale og kulturelle holdninger. Der findes ingen neutral og objektiv videnskab.

For det andet kan bogen anskues som ét langt forsøg på at indkredse, hvad en diskurs er, hvordan den bliver til, og hvordan den afgrænser sig selv. Foucault fremsætter ingen entydig, klar og enkel definition af begrebet, men betragter diskurser som nogle socialt definerede måder at se og forholde sig til praksis og praksisformer på. Diskurser artikuleres sprogligt og kan betragtes som det, der former kommunikationen. For Foucault er diskursen virkeligheden, og den historie, han fortæller i ''Klinikkens fødsel'' og i sine andre bøger, handler ikke om personer, individer, hændelser eller begivenheder, men om diskurser. Personer og individer reduceres til en slags marionetdukker eller brikker i et spil, der ikke har anden mening end den diskursive.

For det tredje er Foucaults bog vigtig, fordi den beskæftiger sig med, hvordan vor nuværende opfattelse af sundhed, sygdom, liv og død er opstået. Lægevidenskaben handler som sådan ikke om at gøre mennesker raske, men om at finde ud af, hvorfor mennesker blive syge. Foucault viser, at det var døden, der gav liv til den analytiske beskrivelse af og sproget om sygdomme. Derigennem kom det enkelte menneske i centrum, og døden blev en del af livet, eller som Foucault med sin suveræne mestring af sproget siger: ''Det var i døden, individet trådte i karakter og gjorde sig fri af de monotone og ensartede livsformer; i dødens langsomme, delvis underjordiske, men synlige tilnærmelse blev livet i dets plumpe banalitet omsider til individualitet...''  (s. 232).

''Klinikkens fødsel'' kan læses igen og igen, uden at man formentlig nogen sinde bliver helt færdig med den. For hver læsning træder nye aspekter af lægevidenskaben, det kliniske blik, den patologiske anatomi, livet og ikke mindst døden frem og påkalder sig nye refleksioner og diskussioner.

Af Helle Ploug Hansen, antropolog og sygeplejerske, lektor og studieleder ved den sundhedsfaglige supplerings- og kandidatuddannelse, Syddansk Universitet, Odense. 

FORSKERENS PLIGT TIL AT FORMIDLE

Kjellaug Lerheim

Et perspektiv på Sykepleieforskningen i Norge i fortid og nåtid

136 sider, 380 kr. 

Med en nysgerrighed efter, hvor tidligt man kan spore forskning i norsk sygepleje, hvorfra den stammer, og hvordan den har udviklet sig, har Kjellaug Lerheim sat sig for at besvare følgende spørgsmål:

• Hvad karakteriserer norsk sygeplejeforsknings udvikling og aktuelle status?
• Hvilke hovedfaktorer har påvirket udvikling og fremskridt i norsk sygeplejeforskning?
• På hvilken måde, hvis overhovedet, har sygeplejeforskningen påvirket sygeplejens udvikling i Norge?

Oprettelsen af diakonisseuddannelsen i 1868 og stiftelsen af Norsk Sykepleieforbund i 1912 er en periode præget af pionerarbejde for at afdække grundlæggende ideer om sygepleje og beskrivelse af specielle sygeplejeopgaver. Der er intet spor af forskning eller systematiske studier. Lerheim finder de første systematiske undersøgelser omkring 30'erne. Forskningens reelle gennembrud kom i 1953/54 med Helga Dagsland som pioner. Det afdækkes, hvordan forskningen herefter støt udvikler sig frem til slutningen af det 20. århundrede, hvor sygeplejersker står med valgmuligheder inden for universitære studier, der leder frem til fuld forskerkompetence i sygeplejevidenskab. Lerheim kommer herefter ind på, hvilken forskning der har præget tiden, og hun viser, hvordan denne forskning har påvirket sygeplejerskeuddannelsen.

Før den endelige perspektivering afdækker Kjellaug Lerheim det problematiske samspil mellem forskningen og den kliniske praksis. Hun påpeger forskernes forpligtelse til at formidle sine fund som led i forskningsprocessen, og at sygeplejeforskere er ansvarlige for spredning af ny relevant kundskab til praksisfeltet. Lerheim peger på, at forskernes iver efter at publicere deres resultater i prestigefyldte fremmedsprogede tidsskrifter, der er uden for de fleste sygeplejerskers rækkevidde, sammen med sygeplejerskernes manglende tradition for at læse forskningsrapporter er hindrende elementer for spredning af ny kundskab.

Sygeplejen i Danmark har fulgt i hælene på den norske udvikling, derfor er denne bog også af interesse for danske sygeplejersker.

Af Jens Bydam, uddannelsesleder, Sygepleje- og Radiografskolen, Københavns Amt.