Damp - ­ fup eller fakta?

Er DAMP det rene fup, en mode-diagnose eller udtryk for voksenverdenens ansvarsforflygtigelse i forhold til børnene? Dækker betegnelsen over en hjernemæssig fejlfunktion, stress eller blot en kontroversiel social adfærd hos børn? Er det et problem, som medicinalindustrien har forstørret for at tjene penge? Eller et prædikat, forældre og lærere læner sig op ad, når de ikke magter opgaverne? Eller måske en bekvem kategorisering af børnehave- og skolebørn, som reagerer voldsomt på nogle børnefjendske systemer? Det er en diskussion, som foregår blandt fagfolk verden over, og som forstærkes af den stigende brug af det amfetaminlignende stof Ritalin til de såkaldte DAMP-børn ­ også i Danmark. (Se artiklen ''Det kemiske spanksrør'' side 14).

DAMP er ikke en diagnose

DAMP (Deficit in Attention, Motor Control and Perception) er ikke formelt nogen diagnose. Sundhedsstyrelsen har direkte nægtet at godkende betegnelsen som en diagnose.

DAMP er derimod et fagudtryk for et syndrom, som dækker nogle forskellige diagnoser på WHOs diagnoseliste, ICD 10. Det drejer sig om de såkaldt hyperkinetiske forstyrrelser, som har nr. F 90 på WHOs diagnoseliste. I beskrivelsen hedder det bl.a. om disse forstyrrelser:

''Hyperkinetiske børn mangler omtanke og er impulsive. De er tilbøjelige til at komme galt afsted eller i disciplinære vanskeligheder pga. tankeløse brud på normer og

Side 20

regler snarere end ved forsætlig trods. I forholdet til voksne viser de ofte socialt uhæmmet adfærd med mangel på normal forsigtighed og tilbageholdenhed.''

De urolige og frække drenge

DAMP-syndromet indebærer, at børn er ukoncentrerede, forstyrrende, urolige, har svært ved at styre deres motorik, måske har indlæringsvanskeligheder og i nogle tilfælde er hyperaktive. Det sidste behøver dog ikke at være tilfældet for, at DAMP-beskrivelsen kan bruges.

Tidligere brugte man betegnelsen MBD (Minimal Brain Dysfunction), men den har man forladt, fordi man ikke har kunnet bevise, at årsagerne til DAMP-symptomerne er en fejlfunktion i hjernen. Der kan være tale om en sådan fejlfunktion, men symptomerne kan også have psykosocial baggrund, eller der kan være tale om en kombination af årsager, som kun vanskeligt lader sig adskille og indkredse. Det fremføres af mange psykiatriske eksperter, som arbejder på området.

DAMP-syndromet hæftes helt overvejende på den slags drenge, som i gamle dage blev betragtet som urolige, forstyrrende, dovne, dumme eller frække. I en del tilfælde får de nervemedicinen Ritalin.

Ritalin er et stof, som er i familie med kokain og amfetamin og har været kendt i mere end 40 år. Det påvirker centralnervesystemet og dæmper af ukendte årsager angiveligt hyperaktive børn og stimulerer ukoncentrerede børn, så de bliver mere rolige og mere opmærksomme. Der er dog blandt fagfolk stor uenighed om stoffets virkning og anvendelse.

USA tegner sig for 90 pct. af verdensforbruget af Ritalin. Siden 1990 er omsætningen af stoffet steget med 700 pct.

15.000 med DAMP i Danmark

''DAMP er en kombination af handicap, som undersøgelser har vist rammer ca. 5 pct. af alle børn og 1 pct. i svært invaliderende grad,'' anslår børnepsykiateren Niels Hansen i en artikel, som kan læses på DAMP-foreningens hjemmeside.

Ifølge DAMP-foreningen har en svensk befolkningsundersøgelse vist, at ca. 7 pct. af en årgang lever med den kombination

Side 21

af vanskeligheder, som kaldes DAMP. 1-2 pct. i en grad, så de er handicappede. 75 pct. af de ramte er drenge og mænd. DAMP-foreningen anslår, at 15.000 personer lever med handicappet her i Danmark.

Der findes i øvrigt ingen opgørelser over, hvor mange danske børn der er blevet kategoriseret som DAMP-børn.

Myte eller realitet?

Selvom der hersker uenighed blandt danske fagfolk, er der i det store og hele enighed om, at man ikke kan sige noget sikkert om årsagen til DAMP, og at ''diagnosen'' ikke kan stilles ved hjælp af definitive, faste og objektive kriterier. Det sete afhænger af øjnene, der ser. Vurderingen af et barns adfærd er subjektiv og afhængig af den situation, hvori adfærden indgår.

De diagnoser, som tilsammen giver syndromet DAMP, er derfor også meget ujævnt fordelt landet over. Der er flest i Århus Amt, som også ifølge nye tal fra Lægemiddelstyrelsen har den største omsætning af Ritalin.

''Det er efter min mening ikke så enkelt at give et klart svar på, om DAMP er myte eller realitet,'' skriver børnepsykiateren Niels Hansen i sin artikel på DAMP-foreningens hjemmeside. Han konkluderer, at der ikke er nogen skarp og kategorisk afgrænsning mellem DAMP og ikke-DAMP, men at DAMP er et udtryk, som man har valgt at anvende af praktiske og kommunikationsmæssige grunde:

''Hvad der ligger bag manifestationen af DAMP er på mange måder en gåde, ligesom hjernen med sine milliarder af neuroner og synapser er det. Der er forskel på hjerner, og der er forskel på mennesker. Vi kan ikke alle klare lige meget. Hvis samfundsforholdene var indrettet i overensstemmelse hermed, ville DAMP formentlig manifestere sig i mindre grad, da DAMP er en relativ tilstand, som viser sig tydeligst, når barnet bliver stresset eller udsat for flere påvirkninger, end det kan klare,'' konkluderer Niels Hansen. Indtil han blev pensioneret i 1996, var han ansat på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital i Århus. Han er også medlem af fagrådet for DAMP-foreningen.

DAMP findes, men overdrives

Børnepsykiater Peer Jansson er ansat på Skolepsykiatrisk Center i København, hvortil de københavnske skolepsykologer henviser særligt komplicerede diagnostiske udredninger. Det drejer sig bl.a. om elever med DAMP-symptomer. Peer Jansson siger til Sygeplejersken:

''Der er for mig ikke tvivl om, at det problemkompleks, der beskrives som DAMP, reelt eksisterer. Jeg har et eksempel på, at forældrene til en treårig har måttet sømme møblerne fast. Og jeg ser nogle børn med alvorlige opmærksomhedsproblemer. Et DAMP-barn kan være en ganske voldsom belastning for sin familie og sig selv. Men når det er sagt, synes jeg på den anden side, at DAMP-begrebet er blevet lovlig rummeligt, og at nogle børns reaktionsmønstre sygeliggøres i større udstrækning end tidligere.''

Peer Jansson hæfter sig særligt ved de store nationale og internationale forskelle på, hvor mange børn der behandles for DAMP med det amfetaminlignende stof Ritalin: I USA er det 100 promille, i Norge 1 promille og i Sverige 0,1 promille:

''Når der er så store forskelle fra det ene land til det andet, så er det ikke en sygdom, man behandler. Så drejer det sig måske nærmere om nogle adfærdsmønstre, som bedømmes forskelligt af forskellige mennesker og i forskellige miljøer,'' siger han.

Skolen skaber DAMP-børn

Peer Jansson mener, at børn med problemer i retning af DAMP måske klarede sig bedre i den gammeldags skole, hvor strukturen var mere enkel og klar med lærerstyring og klart afgrænsede arbejdsopgaver som: ''Læs fra side 32 til side 34.''

''Skoleformen i dag er vanskeligere for de børn, som har svært ved at indgå i en social sammenhæng. Den moderne undervisningsform kræver nemlig selvstændighed, initiativ, selvregulering og gruppeindsats af børnene. Det er svært for de børn, som ikke har så meget tjek på tingene, og de risikerer at blive marginaliserede eller sygeliggjorte.

Skoleformen afspejler samfundets forventninger. I dag har virksomhederne ikke brug for unge, der kan tabellerne og salmeversene udenad. De har brug for en fleksibel arbejdsstyrke, som er dygtig til at omstille sig og lære nyt. Det afspejler sig i skolen, og det kan være vældig godt og tilfredsstillende for mange børn, men det giver altså nogle svage børn større problemer,'' forklarer Peer Jansson.

Sygeliggørelse af børn

Han mener også, at sygeliggørelse af psykosociale fænomener er en del af den moderne kultur:

''Der er forældre, som er kommet og har bedt mig om hjælp til ''supervision'' af deres barn. Forældre skal ikke ''supervisere.'' De skal opdrage deres barn. Forældrenes nye sprogbrug er et udtryk for, at de betragter sig som en slags terapeuter for deres barn. Det er en dårlig udvikling.''

At DAMP-diagnosen griber om sig, oplever Peer Jansson også:

''Tidligere var det mig, der som læge måske

Side 22

Annonce   

Side 23

nævnte muligheden for, at et barn havde DAMP. I dag oplever jeg ofte, at forældre eller lærere kommer og foreslår, at et barn er et DAMP-barn. De har nemlig læst på Internettet eller hørt noget om DAMP.

DAMP-problemet kan overdrives. Der er gået mode i fænomenet, som i nogen grad fritager forældre, pædagoger og system for ansvar.''

DAMP-beskrivelsen hæftes helt overvejende på de udadreagerende drenge, og Peer Jansson mener, at det i nogen grad kan hænge sammen med institutionernes struktur, undervisningsformerne og den omstændighed, at de pædagoger, der arbejder direkte med børnene, overvejende er kvinder.

''Drenge er generelt mere fysiske end piger og burde have lov til at være det, men det er der ikke mange muligheder for i de eksisterende strukturer, og det er måske også sværere for en kvindelig pædagog at acceptere drengenes udadreagerende adfærd,'' siger han. 

Stress eller DAMP?

Børnepsykiateren Gideon Zlotnik er kommet til den konklusion, at en del DAMP-børn ''bare'' er stressede børn.

Gideon Zlotnik har mange års praktisk erfaring som børnepsykiater på Glostrup Amts Sygehus bag sig, og han har udgivet en del faglitteratur om bl.a. drenges vanskelige situation i de ''feminiserede'' institutioner. For tiden arbejder han med to undersøgelser af stress hos henholdsvis pubertetspiger og hos børnehavebørn af begge køn.

Han siger til Sygeplejersken:

''Barnelivet bliver mere og mere stresset. Uanset, hvor børnene befinder sig, er deres miljø stressfremkaldende, og de voksne, som omgiver dem, er stressede. Børnene får for lidt tid og for lidt samvær, og de udsættes for støj og møg samt hurtige skift i en opsplittet hverdag. Dertil kommer, at de skal leve op til mange forskelligartede krav og ambitioner.

Nogle stresssymptomer ligner DAMP-symptomer: Børnene bliver rastløse, urolige og ukoncentrerede. Det risikerer man så at diagnosticere som sygdom og behandle med Ritalin i stedet for at give børnene et liv med mindre stress. Det er en uheldig glidebane.

Endnu mere uheldigt bliver det, fordi nyere forskning viser, at kronisk stress muligvis resulterer i hjerneskader netop i de områder af hjernen, som styrer koncentration og hukommelse. Her har vi nogle uhyggelige perspektiver,'' siger Gideon Zlotnik.

Gideon Zlotnik beskriver sin opfattelse af et ''ægte'' DAMP-barn således:

''Det er et barn, som af en eller anden grund har en hjernemæssig forstyrrelse eller disfunktion, som vi ikke altid, men ofte kan dokumentere via psykologiske test eller neurologiske undersøgelser. Det andet kriterium er, at barnet har været sådan altid. Jeg er altid skeptisk over for DAMP, som dukker op, når barnet starter i 1. klasse. Jeg mener ikke, at DAMP er noget, man får eller kan pådrage sig ligesom tuberkulose. Tredje diagnosekrav er, at barnet udviser de klassiske symptomer som rastløshed og dårlig koncentrationsevne ­ med eller uden hyperaktivitet.''

Frygter amerikanske tilstande

Han mener, at der er forskellige forklaringer på, at det overvejende er drenge, der beskrives som DAMP-børn. Fænomenet kan dels forklares med, at lidelsen har en biologisk, genetisk oprindelse, og at drenge får flere hjerneskader i fostertilværelsen og under fødslen, dels med, at drenge måske ikke passer så godt ind i de pædagogiske institutioner og systemer.

Den kombination resulterer i, at drenge oftere bliver betegnet som DAMP-børn, mener han.

''Det kan have en del at gøre med drengenes biologi, deres udviklingsmønster og deres kønstypiske adfærd.

Vi skal passe på ikke at sygeliggøre, så nuancer bliver til afvigelser og variationer til diagnoser,'' siger Gideon Zlotnik.

Han mener også, at der finder en over-diagnosticering sted af DAMP og advarer mod en tendens i samfundet til at finde de billigste løsnigner:

''Alt andet lige er det billigere at uddele medicin til børn end at uddanne specielle lærere, nedsætte klassekvotienterne eller oprette specialklasser. Vi har endnu ikke amerikanske tilstande, men noget tyder på, at det er den vej, vi går,'' siger Gideon Zlotnik.

Et svindelnummer?

Mens den danske debat om DAMP og Ritalin er ret fordragelig og stort set foregår uden større kontroverser mellem fagfolkene, går bølgerne højt i USA.

Dr. Fred Baughman, en kendt neurobiolog i Californien, som har fulgt ADD/ADHD (DAMP) gennem 20 år, siger, at han betragter ideen om DAMP som ''et kolossalt

Side 52

svindelnummer:'' ''Der er ingen beviser for fysiske eller kemiske abnormaliteter hos mennesker, som får diagnosen,'' siger han.

Dr. David Fassler, der er formand for børne- og ungerådet i de amerikanske psykiateres sammenslutning, svarer hertil: ''Der er mange hjernemæssige forstyrrelser, herunder Alzheimer's, som ikke objektivt kan måles i blod- eller urinprøver. Det gør dem ikke mindre lidelsesfyldte.''

Psykiaternes sammenslutning APA (The American Psychiatric Association) er under anklage for at have medvirket til, at der er gået inflation i DAMP-diagnosen ved f.eks. at acceptere en formular, som skoleautoriteterne udfylder, når det skal besluttes, om et barn fortsat skal medicineres med Ritalin.

Formularen opremser bl.a. følgende symptomer på DAMP:

''Sidder ofte uroligt med arme og fødder eller krøller sig sammen i sædet''

''Undgår, bryder sig ikke om eller er modvillig over for opgaver, som kræver mental anstrengelse''

''Har svært ved at koncentrere sig om detaljer og laver sjuskefejl i skolearbejdet''

''Har ofte svært ved at lege eller engagere sig i fritidsaktiviteter.''

Hvilket barn kan ikke falde ind under en af disse kategorier? spørger de amerikanske kritikere af den omsiggribende diagnosticering og medicinering af børnene.