Faglig kommentar: Gulvsygeplejerske

Kort efter, at han havde angrebet den koldt marinerede laks, lænede han sig interesseret hen imod mig og spurgte:

''Hvad laver du så?'' Jeg svarede, som sandt var: ''Jeg er gulvsygeplejerske.''

Der gled en hinde af uoplagthed hen over hans øjne, og han vente sig imod kvinden på venstre side. Jeg hørte hende sige, at hun var multimedieuddannet og ansat i firmaet qlickan'go.

Hun var klædt i sort og havde med et let strøg gele fået håret til at stritte, så hun lignede en krydsning mellem Karius og Baktus. De talte sammen under hele middagen, mens jeg sad og prøvede at se ud, som om det er fantastisk hyggeligt ikke at veksle et ord med nogen til en 30-års fødselsdag.

Få dage efter var den gal igen. En ung mand ringede fra et analysefirma og bad mig besvare et par spørgsmål om kønsarbejdsdeling i hjemmet. ''Men først skal jeg lige høre, hvad du laver.''

''Jeg er gulvsygeplejerske,'' svarede jeg.

''Tak for hjælpen,'' hvæsede han. ''Ved du, hvordan det lyder, når en lastbil bakker?'' Så smækkede han røret på, og jeg stod med dut, dut, dut i øret.

Det helt afgørende knæk fik jeg ugen efter, da jeg gik med min søn til indskolings-undersøgelse. En kvinde i lang nederdel og læderjakke tog imod mig. Hun hilste venligt og præsenterede sig som skolesundhedsplejerske. ''Nå,'' sagde jeg, ''så er vi kolleger. Jeg er gulvsygeplejerske.''

Sundhedsplejersken løftede øjenbrynene. ''Kolleger,'' sagde hun og smagte på ordet. ''Det tror jeg ikke, vi er. Jeg er ansat til forebyggelse og sundhedfremme.'' Jeg forsøgte at forklare, at vi da havde en fælles grunduddannelse, men jeg mærkede argumenterne holde for rødt og tav.

Kvantespringet

Redningen kom to uger efter. Ind ad døren dumpede Sygeplejefaglig ordbog. Vundet i amtskredsens konkurrence om bedste logo til et nyt blad. Jeg havde helt i overensstemmelse med tidsånden tegnet en sygeplejerske, der lå vandret.

Efter de sidste par ugers ubehagelige nederlag slog jeg op under G for at se, hvad der stod under gulvsygeplejerske. Intet! Ordet var der ikke. Jeg bladrede lidt rundt på må og få og læste om fagidentitet. ''Hvem er vi, hvad kan vi, hvad vil vi, og hvad vil og bør vi tage ansvar for. Fagidentitet er en kombination af det, den enkelte fagperson står for, og det, faget står for. Fagidentitet er en forudsætning for at være professionel.''

Nå sådan. Jeg besluttede at stramme op på min fagidentitet. Jeg ville aldrig mere bruge ordet gulvsygeplejerske. Aldrig. At bruge ord som ''nede'' om dem, der gør arbejdet, vinder åbenbart slet ikke gehør. På en måde kan jeg også godt forstå det. Man siger ''rundt på gulvet'' og ''tabt på gulvet,'' og det er ingen ros. Der er nok heller ikke nogen, der kalder sig gulvskolelærer, gulvpolitibetjent eller gulvbibliotekar. Gulv er der, hvor snavset ligger.

Jeg ringede på stående fod til den faglige sammenslutning, som dækker mit speciale. Jeg havde ikke tidligere skænket det en tanke at melde mig ind. Nu gjorde jeg det. Jeg skrev et debatindlæg på Nettet, hvor jeg startede en gruppe imod gulvsygeplejersker. ''Gulvsygeplejersker glid ud.'' Og ''Gulvsygeplejersker skrub af,'' var det, der klang bedst i mine ører. I løbet af fire dage fik jeg svar fra 753 sygeplejersker, der heller ikke kunne holde ordet ud.

Vi har fået trykt et badge, og til foråret holder vi en konference om fagidentitet gennem evidensbaseret sygepleje.

I aften skal jeg til en fest, hvor jeg møder min bordherre igen. Jeg vil gå direkte hen til ham og sige: ''Kan du huske mig, jeg er sygeplejerske og uroterapeut?'' Jeg forestiller mig, at han vil se interesseret på mig og sige: ''Det lyder spændende, hvad betyder det sidste, du sagde?''

Sagligt og fagligt vil jeg underholde ham med alt, hvad sygeplejen rummer. Og Dansk Sygepleje Selskab kan regne med min ekspertise, hvis de henvender sig.