Synspunkt: Definition af entydig ledelse efterlyses

Jeg kan lige så godt springe ud i det først som sidst og spørge amterne, om de har gang i en udmattelseskrig mellem læger og sygeplejersker, når det drejer sig om at besætte stillingerne som ledere af de funktionsbærende enheder? For mig at se har amterne i øjeblikket travlt med at besætte ledelsesposterne med læger uden at have gjort sig klart, hvilke opgaver der skal løses i sundhedsvæsenet, og hvilken struktur der efterfølgende skal matche opgaverne. Og det alt imens amterne undrer sig over og beklager, at der tilsyneladende er brudt en fagkamp ud mellem læger og sygeplejersker, fordi sygeplejerskerne ryster på hovedet over amternes hovedkuldse beslutninger.

Når jeg undrer mig, er det fordi, såvel regeringen som sundhedsministeren og formanden for Amtsrådsforeningens Sundhedsudvalg, amtsborgmester Bent Hansen, ved flere lejligheder har slået fast, at ingen faggruppe har monopol på ledelsesopgaven. Ikke desto mindre har flere amter i øjeblikket gang i en ensidig ansættelse af læger som kommende ledere af de funktionsbærende enheder. En ansættelse, der ikke baserer sig på hverken stillingsopslag eller for den sags skyld beskrevne stillinger.

Hvordan kan amterne så sikre sig, at de bedst kvalificerede til stillingerne også er de personer, der rent faktisk får dem tilbudt?

Lad mig slå fast, at vi i Dansk Sygeplejeråd ikke er interesseret i nogen form for fagkamp med andre fagfæller inden for sundhedsvæsenet. I Dansk Sygeplejeråd er vi derimod interesseret i, hvad der tjener patienterne bedst. Derfor er vores holdning, at den bedst kvalificerede til jobbet skal varetage ledelsen ­ og det, uanset om det er en sygeplejerske eller en læge.

Bent Hansen har tidligere givet udtryk for, at der er brug for en mere entydig placering af ledelsesansvaret i sundhedssektoren, men at det samtidig ikke er ensbetydende med, at lægerne skal have mere ledelsesansvar og sygeplejerskerne mindre. Ifølge formanden for Amtsrådsforeningens Sundhedsudvalg er der brug for entydig ledelse og ikke ensidig ledelse. Derfor vil fordelingen af lederrollerne fremover i mindre grad komme til at dreje sig om faglig baggrund, men i højere grad dreje sig om at finde ledere med de rigtige personlige og ledelsesmæssige egenskaber. Deri er jeg ganske enig med Bent Hansen. Derfor kan jeg heller ikke forstå, at amterne er i gang med at overlade ledelsen af de funktionsbærende enheder til lægerne. Amterne mangler efter min bedste overbevisning at få defineret begrebet entydig ledelse. Lægerne opfatter entydig ledelse som én person med det overordnede ledelsesansvar. Sygeplejerskerne opfatter entydighed på en noget anden måde. Vi mener, at ledelsen godt kan bestå af flere personer, hvis man placerer ansvaret i forhold til de enkelte opgaver, blot man sikrer sig, at der er en klar kompetencefordeling. Jeg påstår ikke, at der ikke også blandt læger findes kvalificerede ledere. Men det er ikke russisk historieskrivning, vi har gang i her. Dansk Sygeplejeråd kan ikke bare negligere, at vores hidtidige erfaringer med lægelig ledelse har vist, at der ikke bliver taget det nødvendige hensyn til bredden og herunder bl.a. sygeplejen ­ og det er ikke at varetage patienternes tarv.

Som jeg tidligere har gjort opmærksom på, er det noget vrøvl at gøre diskussionen om ledelse af de funktionsbærende enheder til et spørgsmål om, hvem der skal afgøre, hvorvidt en patient har blindtarmsbetændelse eller ej. Ingen sygeplejerske vil nogensinde anfægte en klinisk afgørelse fra en speciallæge. Men ledelse er andet og mere end at behandle patienter. Det er også et spørgsmål om faglig ledelse, behandling og pleje, økonomistyring, personaleledelse, personaleadministration, samarbejde med andre enheder, praktiserende læger, hjemmepleje med meget mere. Derfor kommer amterne ikke uden om klart at definere ledelsesopgaven ­ hellere i dag end i morgen.

Kan amterne ikke tage det ansvar på sig at få defineret ledelsesopgaven, kan jeg pege på en model, hvor sygeplejerskerne bestyrer sengene, og hvor speciallægerne er tilknyttet de funktionsbærende enheder som konsulenter. Eller også må tingene fortsætte, som de gør i dag, med den fordeling af ledelsesopgaver, som kører godt langt de fleste steder. End ikke en evaluering af det bestående har amterne foretaget, før de prøver at sætte noget andet i stedet, som ikke er defineret. Man kommer efter min mening ikke uden om at se på, hvad er godt, og hvad er skidt i det bestående, og hvordan sikrer man i øvrigt, at det, der går godt, bliver fastholdt i en ny struktur?

Der er for mig at se ingen tvivl om, at der i fremtiden bliver flere ledelsesmodeller. Om det bliver en læge, en sygeplejerske eller en delt ledelse, vil for mig at se afhænge af, hvem der i den konkrete situation er bedst kvalificeret til jobbet. Og må jeg i den forbindelse vende tilbage til Bent Hansens udtalelse om, at amterne fremover vil kigge mere på de personlige egenskaber og mindre på de faglige erfaringer, når der skal vælges ledere. Et synspunkt jeg som sagt støtter. Men når formanden for Amtsrådsforeningens Sundhedsudvalg føjer til, at denne strategi sandsynligvis vil betyde færre chefsygeplejersker, men til gengæld flere oversygeplejersker, så er det, at filmen knækker. For det hænger ganske enkelt ikke sammen. Er sygeplejersker på chefniveau allerede valgt fra i Bent Hansens hoved, og tror formanden for Sundhedsudvalget, at vi i DSR er taknemmelige over, at der så kommer flere oversygeplejersker? Og skal disse oversygeplejersker så have uddelegeret mange af ledelsesopgaverne uden at have kompetencen, mens lægen har sat sig i ledelsesstolen i de funktionsbærende enheder? Nej, det tror jeg næppe har gang på jord, Bent Hansen.