Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Sygepleje ud fra grundlæggende behov

Kvaliteten af den grundlæggende sygepleje vakler i dag. Og der er ­ også i Danmark ­ en stigende interesse for Virginia Hendersons sygeplejeperspektiv, som efter forfatterens mening er det perfekte skelet til evidensbasering og monitorering. Her fortæller hun hvorfor.

Sygeplejersken 2000 nr. 44, s. 20-27

Af:

Ingegerd Harder, sygeplejerske, ph.d.

Side 20SY-2000-44-2-1a Foto: Kirstine Theilgaard  

Side 21 Virginia Henderson var en lille dame. Ikke meget højere end 160 cm, men stor i intellekt og personlighed. Hun var både samtidig og fremtidig, langt forud for sin tid, og hun vidste det. Inden sin død i 1996 nåede hun at fornemme den fornyede opmærksomhed, hendes arbejde har fået de senere år. 

Noget af det sidste, jeg hørte hende sige i Columbus, Ohio, få år tidligere, var:

''Jeg har nydt mit liv som sygeplejerske, det har været en glæde. Den største glæde er at hjælpe mennesker. Jeg tror, at det har været den største tilfredsstillelse.''

Og på et spørgsmål om, hvorfor hun troede, at hun fik så stor gennemslagskraft internationalt, svarede hun:

''Sygeplejersker i praksis kan forstå mig. De ved, hvad jeg taler om, hvad jeg søger at formidle i min opfattelse af sygepleje. Og enkelheden. Jeg tror, at det er enkelheden, når jeg formulerer mig ­ ''the simplicity of my writing.'' Alt for mange fremtrædende sygeplejersker tænker ikke klart og laver ikke klar tale.''

Men denne enkelhed var absolut ikke ensbetydende med, at Virginia Henderson opfattede sygepleje som enkel, og hun sagde igen og igen, at sygeplejersker konstant må være på tæerne over for ny viden. Gennem hele sit forfatterskab har hun ladet os vide, at:

''Litteratur er vigtig for sygeplejersken i praksis. Litteraturen kan give sygeplejersken selvtillid og styrke i arbejdet (...) Da jeg var sygeplejelærer, måtte jeg tage eleverne med på biblioteket og lære dem at bruge det på en produktiv måde i praksis.'' Noget andet, hun sagde i Ohio, var:

''Jeg havde måske en særlig sensitivitet i forhold til patientens tilstand og situation. Der var måske noget i mig, som gjorde mig sensitiv i forhold til, hvad et sygt menneske gennemgår.''

Det ses i forfatterskabet, som er præget af dyb respekt for mennesket og indlevelse i patientens perspektiv og verden. Trods myter om det modsatte. For der er mange myter om Virginia Hendersons tekster om grundlæggende sygepleje. Jeg møder dem både i uddannelsesmæssige og praktiske sammenhænge.

Myter, Videnskab og lidenskab

Myterne kan lyde noget i retning af:

Hun splitter sygeplejen op i punkter. Eller: Grundlæggende sygepleje er alt for fokuseret på det fysiologiske. Man mister omsorgen. Eller: Hun er alt for naturvidenskabelig. Eller: Hun er jo ikke særligt videnskabelig. Eller: Hun er så procedureorienteret, det individuelle forsvinder.

Stykvis og delt, fysiologi på bekostning af omsorg, procedurer uden individuel hensyntagen. Somme tider får jeg det indtryk, at disse udsagn er gratis bemærkninger. De bliver sagt, men sjældent underbygget, ophavsmændene til bemærkningerne synes at have foretaget en nødtørftig læsning af hendes tekster. Hvad angår videnskabelighed er det interessant, at Norma Lang ­ en markant personlighed inden for kvalitetssikring i sygeplejen ­ for nylig i en artikel om evidensbaseret praksis (1) henleder læserens opmærksomhed på Virginia Hendersons bidrag til sygeplejens væsen og virksomhed. Norma Lang skriver direkte, at Harmer og Hendersons daværende lærebog i sygepleje Textbook of the Principles and Practice of Nursing (2) blev betragtet som for videnskabelig, for vidensbaseret og -­ det viser historien jo -­ man begyndte at skrive mere simple lærebøger i sygepleje, underforstået uden vægt på vidensbasering. Den sidste version af bogen fra 1978 (3), skriver Norma Lang, er igen begyndt at blive anerkendt og brugt. Interessant.

Nogle gange skal man åbenbart dø for at få en retfærdig plads i historien. Faktisk står der i nekrologen i New York Times, at Virginia Henderson var en afgørende fødselshjælper for sygepleje anskuet som en selvstændig og respekteret profession. Og at hun blev husket for sit 19 år lange forskningsprojekt, hvor hun på Yale University sammen med Leo Simmons opsøgte, samlede, gennemlæste, katalogiserede, klassificerede og krydsrefererede al engelsksproget sygeplejeforskningslitteratur på det tidspunkt.

Arbejdet resulterede i fembindsværket Nursing Research: Survey and Assessment (4). Det dækkede en periode på ca. 60 år. Og hun blev husket for firebindsværket Nursing Studies Index (5), som banede

Side 22

vejen for, at sygeplejersker kunne søge litteratur.

Virginia Henderson udtrykker sig i høj grad videnskabeligt, men også lidenskabeligt. Og måske er det dybest set hendes genistreg, at hun forbinder videnskab med lidenskab i sine tekster. Hun taler med både hjerne og hjerte om sygepleje (6,7).

Jeg hørte Virginia Henderson sige flere gange de senere år af sit liv, når hun beskrev essensen i sit sygeplejeunivers, at følgende var afgørende: Sygeplejerskens commitment, compassion og presence, dvs. som sygeplejerske i klinisk praksis at være drevet af: jeg vil det her, jeg føler for det her, jeg er her! Commitment, compassion og presence. At ville være til stede.

Grundlæggende sygepleje vakler

Har vi svigtet som uddannede sygeplejersker, når det gælder grundlæggende sygepleje i klinisk praksis? I uddannelse? I forskning? Og i ledelse?

Det gjorde indtryk på mig, da daværende chefsygeplejerske på Århus Kommunehospital, Inger Lund Laursen, på en temadag, få år før hun døde, brugte udtrykket, at patienter i dag måske bliver snydt for grundlæggende sygepleje.

Kvaliteten i grundlæggende sygepleje vakler, det ved vi i dag. Hvorfor? Bl.a. fordi der hersker nogen rådvildhed i forhold til denne sygeplejerammes indhold og udmøntning i konkret praksis. Mine erfaringer rækker efterhånden hele vejen rundt, som sygeplejerske, som pårørende og som patient, og det er mit indtryk, at der er brug for nogle nye beslutninger, ikke mindst ledelsesmæssigt, som ikke standser med nok så konkrete hensigtserklæringer, men søger at gå hele vejen over i nutidens manualer, kliniske retningslinier, dokumentationsredskaber osv.

Der er også i Danmark en stigende interesse for at lade sig inspirere af Virginia Hendersons sygeplejeperspektiv, som efter min mening er det perfekte skelet til evidensbasering og monitorering. Pointen er imidlertid ikke, at her har vi en ny ideologi. Men jeg kan godt høre visse reaktioner fra klinisk praksis nærme sig. Nå, skal vi nu til at have nogle år med Virginia Henderson? Eller: Hvad bliver det næste? Eller: Igen en amerikaner!

Frem for at lande i den grøft, hvor man sætter personen Virginia Henderson i centrum med fare for snarlig træthed og diskussioner om sygeplejens damer, må man snarere bekende sig til, at vi her har en god beskrivelse af sygepleje. Jeg har endnu ikke mødt et andet sygeplejeperspektiv, der er så velbeskrevet på et abstrakt plan og så brugsorienteret.

Virginia Henderson fremhævede ofte, at hendes sygeplejeperspektiv er rummeligt, ''flexible, or open-ended'' (8). Hun formåede at udvikle et sygeplejeperspektiv både med plads til stor variation afhængig af patientens situation og den aktuelle kontekst, og med plads til et konkret klinisk retningsgivende indhold. Man kan sige, at hendes sygeplejeunivers er både praktisk brugbart og teoretisk smukt. Med teoretisk smukt mener jeg, at teksten er dyb og indholdsrig, og at den på en sammenhængende og klar måde favner hele den sag, teksten drejer sig om, her sygepleje, men som ikke nødvendigvis er praktisk anvendelig eller omsættelig.

Der findes mange teoretisk smukke tekster om sygepleje, måske fordi de forekommer så humane og varme, det er sådan set udmærket. Men vi skal være varsomme med at fremhæve disse tekster eller filosofier eller teorier på bekostning af tekster, der også er praktisk smukke, dvs. som søger at bevæge sig på handleplanet. Disse praktiske tekster bliver jo nemt skældt ud, fordi de i sagens natur vil have en systematiseret karakter, eller en punkt 1,2,3-karakter. Teksterne søger netop at placere læseren lige i det konkrete møde mellem patient og sygeplejerske i hverdagen, hvor sygepleje ikke blot skal tænkes og diskuteres, men udføres.

Elementære og komplekse opgaver

Virginia Henderson hævder gang på gang i sit forfatterskab, at grundlæggende sygepleje er den autoriserede sygeplejerskes suveræne område, hvis nogen skulle være i tvivl om det.

SY-2000-44-2-1bMen grundlæggende sygepleje blev her i Danmark til en lavere form for sygepleje, blev til benævnelsen for almene sygeplejeopgaver, som kan læres og udføres af den unge sygeplejerske og af plejepersonale med kortere uddannelser. Benævnelsen grundlæggende sygepleje blev forladt, når plejen var speciel og kompleks.

Virginia Henderson gjorde i sine skrifter forståeligt nok meget ud af, at man guider studerende trinvis gennem sværhedsgrader i sygeplejeudøvelse. Men hun skar aldrig udtrykket eller begrebet grundlæggende sygepleje over. Når hun taler om speciel sygepleje, er det stadig sygepleje ud fra grundlæggende behov, somme tider enkel at udøve, somme tider meget kompliceret og med krav om den højeste sygeplejeekspertise.

Jeg har tidligere i en periode kaldt hendes funktionsbegreb for ''fundamental sygepleje'' (9,10) ud fra den enkle betragtning, at udtrykket grundlæggende sygepleje var blevet så belastet, at et nyt udtryk måske kunne skabe en ny energi og mere omhyggelig opmærksomhed på hendes bidrag til både at forstå og udøve sygepleje.

Men der er udelukkende tale om et synonym. Det ændrer nok heller ikke på, at man fortsat vil møde to måder at opfatte grundlæggende ­ eller fundamental eller basal ­ sygepleje på, nemlig som elementære opgaver centreret om den fysiologiske krop og her og nu velvære i relation hertil, eller som sygepleje ud fra alle grundlæggende menneskelige behov, sommetider enkel, sommetider meget kompleks. Måske er udtrykket grundlæggende sygepleje godt nok. Vi skal bare arbejde lidt mere med selve sagen.

Kroppen bliver uforudsigelig

At varetage individuelle behov er en yderst individuel kunst, siger Virginia Henderson.

SY-2000-44-2-1cOg ganske særligt må man, siger hun, som sygeplejerske hele tiden besidde dybtgående fysiologisk viden. Det er ikke det samme som at sige, at hun sætter mennesket i anden række. Tværtimod, Virginia Henderson hævder, at netop en individuel, personorienteret sygepleje forudsætter sygeplejerskens dybtgående kropsviden. Der eksisterer i dag meget viden om, hvordan kroppen arbejder, om kroppens fysiologi og biokemi. Det er også givet, at der i dag eksisterer meget viden om, hvordan den menneskelige fysiologi ikke udspiller sig i et lukket teknisk rum, men er en del af en oplevende person.

Normalt mærker vi vores krop som forudsigelig, vi kender den og bruger den osv. Men under sygdom mærker vi noget helt andet. Vi mærker en uforudsigelig krop. Det kan være forstyrrende og skræmmende. Vi bringes ind i en ny eksistentiel verden, hvor der rokkes ved vores individuelle frihed til at bevæge os rundt, ved vores uafhængighed, vores følelse af kontrol. Vi bliver sårbare og er nærmest ude af funktion. Vi er rystede. Vi behøver hjælp. Fra en sådan erkendelse udspringer Virginia Hendersons sygeplejeperspektiv.

På sunde dage, i sunde faser af livet, oplever vi netop det at trække vejret, at spise, at bevæge os, at kommunikere, at arbejde osv. som indlysende og automatisk. Tingene foregår så at sige spontant og unddrager sig vores fulde bevidsthed det meste af tiden. Vores selvforståelse kan siges at være baseret på en kapacitet til at tage del i, hvad der hører hverdagen til, og hvad vi er vant til at gøre. Man kan sige, at netop kroppen tilvejebringer vores kapacitet til at fungere og være i hverdagen (11).

Daglige bestræbelser som at gå, at klare trapper, at klare sig selv eller at tage vare på andre, at tale, at trække vejret osv. viser sig ved sygdom med al tydelighed for patienten selv at være gøremål, som hviler på højkomplekse fysiologiske processer.

At spise er måske ikke længere et naturligt, dagligt behov, der på det nærmeste bliver dækket automatisk. Det at holde maden i sig kan under sygdom ændre karakter fra at være en såkaldt spontan handling, der bliver glemt, så snart man har sunket, til at være en pinefuld og svær aktivitet. Og det kan være en stærk oplevelse at føle sig frarøvet glæden ved at spise.

Det kan også opleves meget dramatisk, hvis et under normale omstændigheder opfyldt behov som at kunne trække vejret skifter til en følelse af at blive kvalt, og hvis det frit at kunne lade vandet skifter til det modsatte (11).

Side 24

SY-2000-44-2-1dHele situationen, når man bliver syg og behøver professionel hjælp, gør det så tydeligt for en, at ens kropslige liv er sårbart.

At yde sygepleje til en patient kalder derfor på meget viden om fysiologiske processer, og deres samspil med patienten som et menneske, der fungerer i en hverdag. Og sygeplejehandlinger kan kræve stor ekspertise, når man bistår med et tilsyneladende ukompliceret og umiddelbart fysiologisk behov som det at hjælpe patienten med at indtage næring eller at lade vandet.

Virginia Hendersons 14 behovsområder hjælper på en konkret måde til at tænke hele vejen rundt.

Manglende opfyldelse af behov

At genvinde aktiviteter som at gå, at tage et brusebad, at nyde mad, at trække vejret eller at læse og tænke klart indgår i processen med at blive mere selvhjulpen. I denne selvhjulpenhed kan ens selvtillid siges at tage bolig. Dvs. i patientens oplevelsesverden kan disse evner med god professionel bistand igen blive til en slags stumme eller automatiske gøremål og hændelser, der unddrager sig bevidstheden. De sker igen med ubesvær. En bekræftelse på normalitet, på ens væren i verden.

SY-2000-44-2-1eSygeplejersker, der bliver pårørende, mærker og ser manglende behovsopfyldelse. Når sygeplejersker er pårørende til indlagte patienter eller selv bliver patienter, ser vi pludselig sygepleje på nye måder. Vi står nu i den pårørendes eller i patientens verden, og samtidig har vi professionelle øjne at se og opleve med. Et dobbeltperspektiv.

Sygeplejerskepatienters oplevelser og sygeplejerskepårørendes oplevelser kan være mere ærlige og går ofte ind i nuancer, som patienter og pårørende i almindelighed ikke har mulighed for at medtage.

Som sygeplejerske ser man måske magtesløs til, at ens pårørende rent faktisk sulter under indlæggelse og ikke mødes med speciel opmærksomhed af sygeplejerskerne. At faste pga. en stribe undersøgelser i kølvandet på en operation eller pga. en uforklarlig infektion kan meget nemt blive til sult og tørst for patienten. Det finder sted.

Eller en lidt kold portion havregrød i standardstørrelse, en ikke behovsorienteret morgenbakke kan kvæle selv den største lyst til, trods udmattelse efter en operation, at få netop en lille smule varm havregrød med en smørklat. Man har stor vilje til at få den, men får den ikke. Det finder sted.

Eller man mærker måske, at ens pårørende ikke har de fysiske kræfter til at tage omverdenen ind, men absolut har behovet. Man må her tage Virginia Hendersons behov nr. 13 alvorligt, dvs. behovet for at foretage rekreative aktiviteter. F.eks. kan det være af stor betydning for patientens rehabilitering at læse avis eller en bog, der betyder noget for patienten. Men enten synes bjerget for stort, når man ligger dér, man har ikke umiddelbart kræfterne. Eller patienten er måske ikke helt klar over, at han også har det behov, behovet for adspredende aktivitet, som samtidig bringer ham i kontakt med den verden, han kender. En anden må være på forkant, have fingerspidsfornemmelse for også det behov. Her ser den sygeplejerskepårørende det tydeligt, men patientens sygeplejerske gør det tilsyneladende ikke. Det finder sted.

Mange af aktiviteterne i forhold til de 14 behovsområder er sådan set ukomplicerede, simple, indtil tilpasning til den enkelte patient gør dem komplekse. At spise kræver ingen anstrengelse for et menneske med appetit, siger Virginia Henderson, men når den mangler, så står sygeplejersken, som hjælper patienten med at indtage næring, over for store problemer. Og hun siger videre, at det at børste tænder er nemt for de fleste mennesker, men at rense munden hos en bevidstløs patient er så svært og farligt, at det kun lykkes få sygeplejersker at hjælpe på en effektiv og sikker måde.

Og så kommer det, hvis tanken et øjeblik får lov at dvæle ved kvalitetsindikatorer og monitorering, for hun siger: ''Faktisk så er mundens tilstand en af de bedste indikatorer for kvaliteten af sygepleje'' (6).

Sygeplejerskens særlige funktion

I Virginia Hendersons sygeplejeperspektiv indgår to centrale dele ­ en definition og 14

Side 25

behovsområder ­ som er kendt verden over. Det må formodes, at danske sygeplejersker enten kender dem udmærket eller i hvert fald har hørt eller set dem gengivet mange gange. Men det har næsten været, som om unge sygeplejersker har lært, at hun nok var lidt passé, og ryggen blev vendt til. 

Definitionen først. Den lyder:  

Sygeplejerskens unikke funktion er at bistå den enkelte, syg eller rask, med at udføre de aktiviteter til fremme eller genvindelse af sundheden (eller til at opnå en fredelig død), som han ville udføre på egen hånd, hvis han havde den fornødne styrke, vilje eller viden, og at gøre dette på en måde, der hjælper ham til så hurtigt som muligt at blive selvhjulpen (7).

Hun får altså her sagt, at:

  • Sygepleje er et selvstændigt fag. Og dertil knyttede Virginia Henderson klart og tydeligt en højere uddannelse, en forskningsbaseret praksis og også egen forskning. Det går igennem hele hendes forfatterskab.
  • Sygeplejersken har både en rolle over for det syge menneske og over for raske eller potentielt syge mennesker. Hun var jo sådan set langt forud for senere tiders sundhedsfremme- og forebyggelsesfokus og udvidelse af sygeplejerskens virksomhedsområder.
  • Patientens egen opfattelse og personlige hverdag og situation er afgørende for sygeplejerskens indsats. Hun var altså her helt i tråd med de senere mange sygeplejeteorier, som har vægtet betydningen af patientens eget perspektiv.
  • Sygepleje er at hjælpe patienten, dvs. patienten er den sande hovedperson. Sygeplejersken kan kun bistå eller assistere, som Virginia Henderson så ofte fremhæver. Også her, ved valg af ordet hjælpe, får hun sagt, at patienten er helt i centrum for sygeplejerskens beslutninger og handlinger.
  • Sygeplejerskens opmærksomhed må hele tiden være rettet mod tre forhold: 1) Patientens styrke ­ dvs. fysiske formåen eller kræfter, 2) Patientens vilje (eller psykiske kræfter), og 3) Patientens viden i forhold til sin situation. Her fremlægger hun altså tre forhold, patientens styrke, vilje og viden, som efter min mening har ligget temmelig underdrejet i årevis. Faktisk tror jeg, at danske sygeplejersker aldrig rigtig rettede opmærksomheden mod disse potentielt vejledende temaer for udøvelse af sygepleje. Og her har vi også byggesten til dokumentation, monitorering osv.
  • Udtrykket selvhjulpenhed samler patientens styrke, vilje og viden, dvs. først når der er taget bedst mulig hånd om patientens aktuelle og potentielle styrke, vilje og viden, kan man udtale sig om patientens selvhjulpenhed.
  • I udtrykket selvhjulpenhed ligger en nuanceret betydning, dvs. der er mange former for selvhjulpenhed. Der kan f.eks. være tale om, at patienten hjælpes til at forlige sig med en kronisk lidelse og herunder måske er afhængig af andres bistand.

Det var definitionen, og i den får hun sagt en masse. Hun tilføjer i umiddelbar tilknytning til definitionen, at her er ''sygeplejersken den initiativtagende og styrende instans; her er hun den højeste autoritet. Derudover hjælper hun patienten med at gennemføre den behandlingsplan, som lægen har iværksat'' (7).
 

14 behovsområder


1. At trække vejret (respiration)

2. At spise og drikke (ernæring)

3. At udskille kroppens affaldsstoffer (udskillelse af affaldsstoffer)

4. At gå, sidde og ligge, at bevæge sig fra en stilling til en anden (mobilisering, indtagelse af stillinger)

5. At sove og hvile (søvn og hvile)

6. At vælge tøj, at klæde sig på og af (påklædning)

7. At regulere legemstemperaturen (varmeregulation)

8. At holde kroppen ren og soigneret, at beskytte hud og slimhinder (personlig hygiejne)

9. At undgå farer i omgivelserne, at undgå at skade andre (sikkerhed og tryghed)

10. At kommunikere med andre ved at udtrykke følelser, behov, bekymringer, eller meninger (meningsfuld kontakt)

11. At praktisere egen tro og egne værdier (livsværdier)

12. At arbejde eller være engageret i produktiv beskæftigelse (produktivitet)

13. At foretage rekreative aktiviteter (velvære og adspredelse)

14. At lære, at opdage, at udvikle sig (udvikling)

1998. Ingegerd Harder efter Virginia Henderson (6,7).

14 behovsområder

Og så Hendersons identifikation af 14 almenmenneskelige behovsområder:

Som et led i min forskning i grundlæggende sygepleje sad jeg for et par år siden og gik endnu en gang ind i originalkilderne for at være mere sikker på, at vi får oversat behovsområderne så tæt på hendes egne ord som muligt. Denne liste er stort set som den eller de udgave(r), læseren måtte have mødt i andre danske oversættelser, men i parentes har jeg så tilføjet en række støtteord. Nogle af støtteordene er Virginia Hendersons egne, andre har jeg udledt af hendes uddybende tekst. Begrundelsen for at udlede disse støtteord er, at samleudtryk ­ og helst enkeltord ­ gennem de seneste årtier har vist sig at være betydningsfulde i

Side 26

SY-2000-44-2-1fsygeplejen. (Se boks). Det er svært at glemme noget, hvis man som sygeplejerske altid tænker i disse 14 grundlæggende behovsområder. At Virginia Henderson kun skulle være optaget af kroppen og ikke skulle vægte patientens eget perspektiv, er noget af en påstand. Hele hendes sygeplejeunivers hviler på betydningen af patientens perspektiv. Men her er det nok, at en række af behovene, nr. 10-14, ofte er blevet glemt, når man taler om, hvad grundlæggende sygepleje egentlig dækker.

Hvis vi vil genfinde og udvikle grundlæggende sygepleje i professionel dansk sygepleje, så må vi gå grundigt til værks og sætte os ind i, hvad det faktisk var, Virginia Henderson sagde. Vi kan nu læse de oprindelige kilder med den efterfølgende tidsperiodes erfaringer og viden. Men vi skal være varsomme med at trække et par behov fra og lægge et par behov eller helt andre typer af punkter til, som f.eks. ''smerter'' eller ''sociale forhold.'' Argumenterne for at hjælpe Virginia Henderson med at gøre hovedelementerne i hendes sygeplejeunivers nutidige er sjældent overbevisende.

Virginia Henderson siger direkte om sygeplejersken i forhold til de 14 behovsområder:

''At hun skal hjælpe patienten med disse aktiviteter, betyder, at sygeplejersken kan bruge uendelig indsigt i de biologiske og samfundsorienterede videnskaber og de færdigheder, der bygger på dem. Man kan vanskeligt nævne nogen mere krævende kunst end den at holde en patient velnæret og hans mundhule sund under lang tids coma eller den at hjælpe et deprimeret, stumt, psykotisk menneske med at genetablere normale menneskelige relationer. Sygeplejerskerne er den eneste faggruppe, som kan og vil hellige sig disse formål helt og fuldt, dag og nat. Ja, af alle de mange medicinske ydelser er sygeplejen den eneste, som måske kan kaldes kontinuerlig'' (7).

Nok så relevant i disse monitoreringstider siger hun videre om de 14 behovsområder:

''Det er min overbevisning, at denne liste kan bruges til at evaluere sygeplejen. Målet for sygeplejerskens succes er med andre ord, i hvor høj grad hun hjælper sine patienter til selv at kunne udføre disse funktioner. I tilfælde, hvor det er umuligt at gøre patienten

Side 27

selvhjulpen, kan evalueringen i stedet bygge på, i hvor høj grad sygeplejersken hjælper patienten til at acceptere sine begrænsninger eller døden, hvis den er den uundgåelige udgang'' (7).

Hvis hun havde levet i dag...

Sygeplejerskens virke, hendes hjælp til, at patienten fysisk og emotionelt bliver selvhjulpen, er umiddelbart et ganske vidtgående udtryk, og udøvelse af sygepleje bliver en balancegang. Men udtrykket selvhjulpenhed har som sagt en nuanceret betydning. At Virginia Henderson benytter det, skyldes uden tvivl, at hun hermed ønsker at demonstrere en stor respekt for patientens mulighed for at leve sit eget liv. Det viser også hendes tro på, at professionel indsats kan være nok så komplet og dominerende, men målet er patientens hvilen i sig selv, også når det ikke er muligt fysisk, dvs. emotionel hvilen i sig selv. Hun taler direkte om både en fysik selvhjulpenhed og en emotionel selvhjulpenhed. Rent sprogligt veksler Virginia Henderson mellem ordene uafhængighed (eng. independence), selvhjælp (eng. self help) og egenomsorg (eng. self care).

Der ligger megen respekt for patientens værdighed i den måde, Virginia Henderson taler om selvhjulpenhed på. Hun plæderer for en ydmyghed over for patientens liv og hverdag og for patientens ret til individuelt tilpasset sygepleje. Men individuelt og situationsbestemt er ikke i betydningen, at man arbejder uden veldefinerede retningslinier og konkrete redskaber.

Virginia Henderson kunne ikke leve evigt, selv om hun prøvede. Hun blev 98. Men hvis hun stadig var blandt os eller kunne give sit besyv med fra den sky, hun måtte sidde på, så ville hun efter min overbevisning (personlige samtaler og interview) sige i disse evidens- og monitoreringstider:

''...Så, nu begynder der at ske noget, nu fremhæves betydningen af vidensbaseret sygepleje.''

Og hun ville fremlægge det synspunkt, at ''som sygeplejersker må vi opøve en villighed til at arbejde systematisk, netop for at kunne yde en individuel sygepleje med dybde og retning.'' Og hun ville sige, at ''der er ingen facitliste på, hvordan vi i klinisk praksis skal udvikle og sikre en vidensbaseret sygepleje, men det er en udfordring, som vi må tage op og hele tiden arbejde med.''

Og hun ville sige, at ''det er fornuftigt at mødes inden for en fælles overordnet sygeplejeramme og med et fælles overordnet sprog,'' og ''det er ikke ensbetydende med, at kreativitet og individuel sygepleje kvæles.'' Hun ville måske ligefrem sige, at ''en fælles sygeplejeforståelse og villighed til at arbejde systematisk er forudsætningen for individuel sygepleje.''

Og hun ville hilse informatikudviklingen velkommen og sige, at ''vi har her en enestående mulighed for hurtigt og smidigt at opsøge og udvikle ny viden og selv foretage dokumentation og udvikle databaser.'' Hun sagde direkte i 1988, da hun besøgte Danmark: ''This is the electrical age ­ anyone who escapes the computer is crazy!''

Selvhjulpenhed styrke, vilje, viden

Man kan sige, at ''selvhjulpenhed'' er det principielle mål, og at der er mange, mulige operationaliseringer af dette. Hun har givet os nøgleordene ''styrke, vilje, viden'' som de fænomener, vi kan koncentrere os om at arbejde videre med i udøvelsen af sygepleje og i dokumentationen og evalueringen af sygepleje. Men at sige ''styrke, vilje, viden'' er kun første skridt. Der ligger som sagt et helt sygeplejeperspektiv bagved, som vi må kende. Og styrke, vilje, viden er blot et indledende skridt til en operationalisering af samleudtrykket ''selvhjulpenhed.'' Vi skal efter min mening være varsomme med ikke at falde i den grøft, hvor vi blot gentager og gentager de samme få ord og siger, at vi arbejder ud fra Virginia Henderson, og at vi arbejder med patientens styrke, vilje og viden. Det siger sådan set ikke ret meget og kan ligefrem blive sagt så ofte, at andre kan blive temmelig trætte af at høre ordene.

Jeg bærer ikke ved til det bål, hvor vi går rundt og gentager ordene: Virginia Henderson, 14 behov, samt styrke, vilje og viden. Vi skal videre, dvs. at vi må operationalisere disse ord i udøvelsen af sygepleje, og vi må vove at udvikle kliniske retningslinier, manualer, dokumentations- og monitoreringssystemer inden for kliniske områder, inden for specifikke patientgrupper osv. Jeg tror, at tiden vil vise, at der er god fornuft i, at man tager fat dér, hvor man befinder sig ude i klinikken, ude i specialerne og foretager den videre konkretisering og operationalisering i forhold til eget område. Samtidig tror jeg, at fremtiden vil vise, at de metoder og instrumenter, der udvikles, rummer noget universelt, dvs. at det forskelligartede med tiden vil kunne gensidigt inspirere og på en positiv måde føre til mere ensartede metoder og instrumenter, hvor det er relevant og muligt. 

Virginia Henderson (side 22)


Virginia Henderson blev født i 1897 i Kansas City, Missouri. I 1918 begyndte hun på Army School of Nursing ved Walter Reed Hospital i Washington. Hun afsluttede sygeplejerskeuddannelsen i 1921.

I 1932 opnåede hun bachelorgraden BS og i 1934 mastergraden MA, fra Teachers College, Columbia University i New York. Her virkede hun som klinisk instruktør og associate professor i 14 år.

I en længere periode var Virginia Henderson derefter optaget af sit efterhånden omfattende forfatterskab. Senere blev hun research associate på Yale University School of Nursing i New Haven, Connecticut. Hun fik titlen research associate emeritus, da hun trak sig tilbage som 75-årig. Hun fortsatte med at skrive og holde foredrag rundt om i verden, til hun var over 90 år.

Virginia Henderson fik talrige æresdoktorater. Hun døde 98 år gammel i foråret 1996.

Fra forord til bogen Sygeplejens Grundlæggende Principper, som Dansk Sygeplejeråd netop har udgivet i en ny oversættelse.

'Grundlæggende sygepleje er her i Danmark blevet til en lavere form for sygepleje, som kan læres og udføres af den unge sygeplejerske og af plejepersonale med kortere uddannelser. Faktisk så er mundens tilstand en af de bedste indikatorer for kvaliteten af sygepleje. At Virginia Henderson kun skulle være optaget af kroppen og ikke skulle vægte patientens eget perspektiv er noget af en påstand. Hele hendes sygeplejeunivers hviler på betydningen af patientens perspektiv. 

Litteratur

  1. Lang NM. Discipline-Based Approaches to Evidence-Based Practice: A View from Nursing. Journal on Quality Improvement 1999; 25(10): 539-44.
  2. Harmer B, Henderson V. Textbook of the Principles and Practice of Nursing. New York: Macmillan Company; 1955/1939.
  3. Henderson V, Nite G. Principles and Practice of Nursing. New York: Macmillan Company; 1978, 6th. ed.
  4. Simmons LW, Henderson V. Nursing Research. A Survey and Assessment. New York: Appleton-Century-Crofts; 1964.
  5. Henderson V. et al. Nursing Studies Index. An Annotated Guide to Reported Studies, Research Methods, and Historical and Biographical Materials in Periodicals, Books, And Pamplets Published in English (1900-1959). Philadelphia: J.B. Lippincott Co.; 1964-1972, 4 vols.
  6. Henderson V. Basic Principles of Nursing Care. Geneva: International Council of Nurses; 1969/1960.
  7. Henderson V. The Nature of Nursing. A Definition and Its Implications for Practice, Research, and Education. New York: Macmillan Company; 1966. Genoptrykt i 1991, med kommentarer af Virginia Henderson, under titlen The Nature of Nursing, Reflections after 25 Years. New York: National League for Nursing. Oversat til dansk og udgivet på Munksgaards forlag i 1995.
  8. Henderson V. The Concept of Nursing. Journal of Advanced Nursing 1978; 3: 113-30
  9. Harder I. Fundamental sygepleje og klinisk ekspertise. Refleksioner over udvikling af klinisk sygepleje. I: Kvalitetsudvikling i den kliniske sundheds- og sygepleje. Danmarks Sygeplejerskehøjskole ved Aarhus Universitet; 1993.
  10. Harder I. Et indblik i Virginia Hendersons liv. Klinisk Sygepleje 1994; 8(2): 2-9.
  11. Kesselring A. The Experienced Body, When Taken-for-Grantedness Falters: A Phenomenological Study of Living with Breast Cancer. University of California, San Francisco, School of Nursing; 1990.