Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Boganmeldelser

Sygeplejersken 2000 nr. 45, s. 42

Af:

Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder

ERFARINGER FRA MODTAGECENTER FOR VOLDSOFRE

Ole Brink (red.)

Voldtægtsofre
Håndbog for fagpersoner

Århus: Århus Universitetshospital 2000
144 sider, 150 kr. + forsendelse

Når kvinder henvender sig på skadestuen efter at være blevet eller forsøgt voldtaget, har de lidt fysisk overlast, er psykisk nedbrudte, føler sig ydmygede, snavsede og er angste og vrede. Da der stadig er et vist tabu på området, fortæller de måske ikke hele sandheden. De kan ikke overskue deres situation.

Årligt anmeldes mellem 400-500 voldtægter eller voldtægtsforsøg imod kvinder. Antallet er formentlig væsentligt højere, da ikke alle voldtægter anmeldes til politiet. Sundhedsstyrelsen udsendte i 1999 en vejledning, der skal sikre professionel og omsorgsfuld behandling af voldsofre og sikre koordineret samordning med den politimæssige indsats.

Håndbogen er skrevet af erfarne læger, sygeplejersker, psykologer og politi, som står bag etablering af det første modtagecenter for voldsofre i Danmark.

Centret er placeret i skadestuen ved Århus Amtssygehus, hvor man sikrer, at kvinderne ikke selv skal opsøge flere forskellige myndigheder for at få den fornødne hjælp.

I det tværfaglige team er samarbejdet karakteriseret ved kontinuitet og en tæt koordinering. Skadestuesygeplejersken er nøglepersonen, der tilrettelægger et hensigtsmæssigt forløb. Afhængigt af ofrets ønske om politianmeldelse bliver de forskellige personer i teamet involveret.

Voldtægstofrene skal have akut omsorg, behandling og rådgivning, og man skal sikre sig omhyggelig dokumentation og sporsikring af prøver til retsmedicinsk undersøgelse. Hvis det skal lykkes, må hele det tværfaglige team være opmærksom på offerets særlige situation. Samtidig skal objektiviteten bevares af hensyn til evt. politimæssig efterforskning og et retsligt efterspil.

De umiddelbare psykiske reaktioner og evt. senfølger efter en voldtægt er nøje beskrevet, og der henvises til en række undersøgelser og et væld af referencer. I afsnittet om de juridiske aspekter beskrives lægers og sygeplejerskers tavshedspligt ganske kort. Der er visse særregler i voldtægtssager. Retsplejeloven anfører, at efterforskningen ikke blot skal skaffe grundlag for, at de skyldige drages til ansvar, men også at uskyldige ikke forfølges.

Bogen er logisk opbygget, indholdsfortegnelsen er god og overskuelig. Der er et udførligt appendiks i form af journal og registreringsskema, tjekliste, erklæringer og en oversigt over nyttige adresser ved behov for hjælp, råd og vejledning. De enkelt afsnit kan stort set læses uafhængigt af hinanden og bogen bruges som opslagsværk, idet hvert afsnit rummer en grundig gennemgang af relevant stof. Håndbogen er efter mit skøn meget anvendelig, idet der gives anvisninger, råd og vejledning til det tværfaglige team, der møder det kriseramte offer.

Af Tórdis Höjgaard, ledende oversygeplejerske, Skadestuen, Bispebjerg Hospital. 

PÆDAGOGISK KOMPETENCEUDVIKLING

Redigeret af Lise Hounsgaard, John Juul Eriksen

Læring i sundhedsvæsenet

København: Gyldendal Uddannelse 2000
216 sider, 228 kr. 

SY-2000-45-42-2Sundhedsvæsenet vil til stadighed blive udfordret på effektivitet og produktivitet, hvilket indebærer ændringer og forandringer, som fordrer nye kundskaber og kompetencer. Alle professioner i sundhedsvæsenet er gennem forskning, udvikling og uddannelse forpligtet til at udvikle en stadig bedre praksis. Ledere på alle niveauer må gøre sig overvejelser om ledelse og læring. Organisationen skal lære, aflære og lære at lære, og det kræver stillingtagen til pædagogik i forhold til den pædagogiske kompetence, der matcher sundhedsvæsenets behov.

''Læring i sundhedsvæsenet'' belyser grundlæggende temaer, læring i teoretisk og praktisk perspektiv og udvikling af handlingskompetence i en samling artikler, der handler om forskellige læringssyn og didaktiske problemstillinger i sundhedsvæsenet. Hvert kapitel bidrager til væsentlige etiske, filosofiske, sygeplejefaglige og pædagogiske aspekter, der belyser sammenhængen mellem læring og ledelse.

Første del er en generel indføring i grundlæggende pædagogiske begreber, som relateres til sundhedsvæsenet. John Juul Eriksen argumenterer for, at lederen overvejer både indhold og måden, man henvender sig på, når pædagogisk arbejde tilrettelægges. Han fremhæver undervisning, uddannelse, dannelse og opdragelse for hver deres særlige betydning i organisationen samtidig med, at de er indbyrdes forbundne. John Juul Eriksen præsenterer to modeller til at tilrettelægge læringsarbejdet let tilgængeligt: Kobls læringscirkel og Illeris' didaktiske model. Værd at fremhæve er et genoptryk af K. E. Løgstrups artikel ''Opdragelse og etik.'' Løgstrup sætter fokus på underviserens etiske overvejelser i undervisning og opdragelse af voksne og børn og argumenterer for, at det enkelte menneskes urørlighedszone respekteres.

I anden del fokuseres på fortsat indføring i læringsbegrebet, mesterlære, tavs kundskab og refleksion. Steiner Kvale gør i artiklen ''En pædagogisk rehabilitering af mesterlæren'' rede for, hvordan mesterlære er en udfordring for og perspektivering af teoretisk forståelse af uddannelser, der kombinerer arbejde og studium. Bidte Glinsvad argumenterer for, at delelementer af mesterlæren bruges til en forbedring af de nuværende vekseluddannelser.

I sidste del behandles sundhedsvæsenets behov for pædagogisk kompetenceudvikling i forhold til sundhedsfaglig professionalitet. Bjarne Bruun Jensen beskriver og analyserer kritisk to paradigmer inden for sundhedsvæsenet, moraliserende sundhedsformidling og demokratisk sundhedspædagogik. Den moraliserende sundhedsformidling indebærer, at pædagogers og formidleres opgave består i at ændre målgruppens adfærd i den sunde, korrekte retning. Dette paradigme er i modstrid med WHOs sundhedsdefinition, som fordrer, at eksperter ikke sætter sig til dommere over, hvordan det sunde liv skal leves. Bruun Jensen argumenterer for udvikling af alternativer til den traditionelle, moraliserende, adfærdsmodificerende sundhedsoplysning og beskriver konturerne af et demokratisk alternativ, som bygger på et kvalificeret tværfagligt grundlag af samarbejde med de pågældende partnere i den sundhedspædagogiske dialog.

''Læring i sundhedsvæsenet'' henvender sig bredt til personer, der skal lære at tilrettelægge uddannelse og undervisning for elever og studerende, og til personer med ansvar for at lede udviklingen af andres kvalifikationer.

Af Anne Winkel, ansvarlig praktikvejleder på Klintegården, Skibbyhøj. 

FAGLIGHEDEN SKAL GØRE EN FORSKEL

Milter Fly, Lise Hounsgaard (red.)

Faglig ledelse i sundhedsvæsenet

København: Gyldendal Uddannelse 2000
188 sider, 198 kr.

I ledelseslitteratur skrevet af sygeplejersker og for sygeplejersker er lederens opgaver ofte beskrevet generelt som ''at holde styr på personalet for på denne måde at sikre fagligheden'' uden væsentlige argumenter for, at sygeplejersker skal sidde i lederstillinger i sundhedsvæsenet.

Milter Fly og Lise Hounsgaard, der underviser på Danmarks Sygeplejerskehøjskole, har savnet tilstrækkelig litteratur med perspektivering af faglighedens betydning i ledelse af et fag.

Faglig ledelse belyses her ud fra pædagogiske, politiske, teologiske og sociologiske perspektiver samt fra et sygeplejefagligt organisations- og ledelsesteoretisk perspektiv. Den tværfaglige tilgang illustrerer spændingsfeltet mellem natur og kultur ud fra de 15 forfatteres fagforståelse, så der opstår diskussionsgrundlag for faglige problemstillinger i ledelsespraksis.

Antologien beskæftiger sig med den historiske baggrund for faglig ledelse, faglighedens betydning for ledelse af et fagfelt og faglig ledelse i praksis. Kirsten Stallknecht fremhæver følgende væsentlige lederegenskaber:

Evne til visionær tænkning og inspirationsevne, der kan mobilisere andre ledere og medarbejdere til at forfølge de strategiske mål og tænke kritisk samtidig med, at problemerne angribes positivt, samt evne og dygtighed til at kommunikere til mange sider og at kunne skabe netværk, som kan understøtte processer og udviklinger. Disse egenskaber vil kunne tiltrække kommende nye sygeplejersker til at blive faglige ledere.

Jane Lyngaa har i et inspirerende kapitel analyseret sundhedsvæsenets køn, et socialt og historisk køn, der bygger på patriarkalske og kapitalistiske værdier. Steen Hildebrandt argumenterer for en værdibaseret ledelse, hvor den samlede organisations opgaveløsning er i centrum. Hans argumentation svarer til Peter Senges fem læringsdiscipliner.

Milter Fly og Lise Hounsgaard skriver om antologiens bærende idé: ''Faglighed skal medtænkes i ledelse som en kvalitet, der gør en forskel.'' Det svarer til udmeldingen fra Dansk Sygeplejeråd om, at sygeplejersker skal være ledere på de niveauer, hvor sygeplejefaglig viden og indsigt gør en positiv forskel for patientforløbet, eller hvor kerneydelsen til patienten fordrer sygeplejefaglig indsigt. Sygeplejens centrale plads i patientforløbet skal afspejles i ledelsesstrukturen i sundhedsvæsenet.

Af Anne Winkel, ansvarlig praktikvejleder på Klintegården, Skibbyhøj.