Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Ministeren og flygtningen

Da en af Bosniens massegrave blev åbnet, mødtes daværende sundheds- og indenrigsminister Birte Weiss med en ung bosnisk kvinde, der skulle identificere sine slægtninge. Den unge kvinde, som var flygtning i Danmark, blev hovedpersonen i Birte Weiss' bog: Vanviddets Vidner. De to blev venner, og krigen kom til at påvirke begges liv.

Sygeplejersken 2000 nr. 45, s. 12-15

Af:

Gretelise Holm, journalist

Da daværende indenrigs- og sundhedsminister Birte Weiss den 8. november 1996 så ned i en af de otte massegrave, der tilsammen rummede resterne af 482 myrdede mennesker fra Kljuc kommune i Nordvestbosnien, følte hun sin pligt som historiens vidne. Hun måtte fortælle andre om det krigens vanvid, som havde hærget Bosnien, kostet en kvart million mennesker livet og drevet 10 gange så mange på flugt.

Resultatet blev forårets meget roste bog ''Vanviddets vidner,'' som Birte Weiss har skrevet sammen med historikeren og Balkan-kenderen Karsten Fledelius. Med omdrejningspunkt i massakren den 10. juli 1992 i lillebyen Biljani, skildrer forfatterne baggrunden for borgerkrigen i Bosnien 1992-95 og krigens forløb. Undervejs kommer Side 13
 

læserne tæt på mange enkelte skæbner. Men historien stopper ikke i Bosnien.

Den følger også de ulykkelige på flugten. 20.000 bosniere kom til Danmark, hvor Birte Weiss som indenrigsminister direkte var involveret i deres situation som flygtninge.

En af de gennemgående personer i Birte Weiss' bog er den unge bosniske kvinde Nasiha Avdic, som mistede sin mand, to brødre, fire svogre og to niecer ved massakren i Biljani. Hun kom til Danmark som flygtning i 1993, men var tilbage i sin hjemby for at identificere sine slægtninge, da massegravene blev åbnet i 1996. Her traf hun den danske indenrigsminister, og de to kvinder knyttede et venskab.

Et engagement, der kostede

Engagementet i den ulykkelige krig og dens ofre fik også betydning for kursen i Birte Weiss' eget liv. Med sit personlige kendskab til krigens rædsler og flygtningenes ulykke blev det stadig vanskeligere for hende at administrere en flygtningepolitik, som ikke alene de borgerlige partier, men også store dele af socialdemokratiet ønskede strammet.

Efter nogle stilfærdige samtaler med statsministeren om problemet opgav hun i oktober 1997 sin post som indenrigsminister, men fortsatte som sundhedsminister.

Til indenrigsministerposten fandt regeringschefen folk med færre skrupler.

Birte Weiss er i dag forskningsminister, og undervejs har hun gennem flere år brugt sine ferier og fridage på bogen om krigens vanvid, flugtens rædsel og den danske flygtningepolitik, som hun oplevede den i årene på indenrigsministerposten.

Såvel det personlige engagement i flygtningepolitikken som venskabet med Nasiha Avdic har varet ved.

De humanitære grundprincipper

I en tid, hvor det er blevet politisk acceptabelt at foreslå ''øde øer'' til anbringelse af flygtninge, mener Birte Weiss, at det er vigtigt at fastholde de humanitære grundprincipper og huske, at flygtningedebat handler om meget andet end kriminalitet.

Derfor har hun i sin bog bl.a. villet fortælle Nasihas historie ­ fra massakren i Biljani til den succesfulde integration i Danmark.

Den 31-årige Nasiha Avdic er i dag butiksassistent i Bilka i Næstved, arbejder ved siden af som tolk for Røde Kors og sundhedsvæsenet og har et velfungerende familieliv med sine to børn og de slægtninge, som også kom til Danmark som flygtninge.

Massakren i Biljani

''Man kan aldrig glemme, men man skal videre i sit liv,'' siger Nasiha Avdic, som vi træffer i Nordvestsjælland, hvor hun sammen med sine to børn er på besøg hos Birte Weiss i fritidshuset ned til Nykøbing Bugt.

Nasiha Avdic kan aldrig glemme den 10. juli 1992, hvor drukne halv- og helmilitære grupper foretog den ''etniske udrensning'' i hendes landsby, Biljani. Over 85 pct. af beboerne i byen var muslimer ligesom Nasiha Avdics familie, men myndighederne havde hele tiden sagt, at de intet behøvede at frygte, medmindre de havde våben i huset.

Selvom rygterne begyndte at indløbe om massakrer i nabobyerne, var den 23-årige gravide Nasiha ikke for alvor bange, da lokale serbere og soldater tidligt om morgenen hentede hendes 25-årige mand, Besim. De var jo ikke involveret i politik og havde ingen våben. Passede bare deres daglige dont ­ han som savværksarbejder og hun som landhusmor med en treårig datter, et barn i maven, en ko i stalden, have og høns.

Aktionen, hvor man indsamlede landsbyens muslimske mænd, var ledet af en lokal skolelærer, som havde haft Nasihas mand som elev. Og der var naboer, bekendte og gamle kammerater på den serbiske side.

''Det er det frygteligste af alt, som jeg aldrig vil komme til at forstå,'' siger Nasiha. ''At naboer og gamle venner kan blive til hadefulde, dødelige fjender.''

Serberne samlede de muslimske mænd til registrering på skolen, og kl. 8 lød de første skud. Dagen igennem fortsatte blodbadet, ligbunkerne voksede i og omkring landsbyen, mens bødlerne skålede og sang nationalistiske sange.

Det lykkedes ganske få at flygte eller lade som om, de var døde, kravle ud af ligbunkerne og finde skjul. I måneder klamrede Nasiha sig til håbet om, at hendes mand, Besim, på en eller anden måde havde overlevet eller var anbragt i en serbisk fangelejr.

Der gik lang tid, før Nasiha fik endelig vished for, at Besim var blandt de 258 dræbte ­ 249 mænd og ni kvinder ­ ved massakren på civilbefolkningen i landsbyen Biljani i Kljuc kommune. Ofrene blev mere end fire år senere fundet i Laniste-skoven, de fleste gemt i en 30 m dyb klippespalte. Andre nødtørftigt begravet i og omkring landsbyen.

Det var i Laniste-skoven, den danske indenrigsminister Birte Weis overværede åbningen af en massegrav. Hun var i landet for at indvie en gave fra Danmark ­ en tidligere dansk flygtningelandsby, der nu skulle fungere som hjem for tilbagevendende flygtninge. Under opholdet blev hun af internationale organisationer bedt om at være vidne ved opgravningen og den efterfølgende identifikation.

I hele Kljuc kommune fandt man i alt otte massegrave med tilsammen 482 ofre for de serbiske myrderier. Kommunen havde før krigen 37.300 indbyggere. Da krigen sluttede i 1995, var der kun 620 mennesker tilbage. Resten var ''udrenset,'' flygtet eller dræbt.

De døde langs vejsiderne

Efter massakren den 10. juli 1992 ventede og håbede Nasiha i mere end en måned:

''Fornuften sagde mig, at jeg skulle prøve at komme væk, men egentlig ville jeg helst blive og vente på Besim,'' fortæller hun.

Men den serbiske terror i området tog til, og det samme gjorde serbernes pres på muslimerne for at få dem til at afskrive deres ejendom og forlade området. Nasiha havde sin datter, Sefka, og den forestående fødsel at tænke på, og i samråd med sine slægtninge besluttede hun at overlade serberne al sin ejendom og flygte.

Hun kom væk fra området i en bus- og lastbilkaravane med 3-4.000 andre mennesker. Side 14
 

Hun sad på ladet af en lastbil med sin lille datter og omkring 200 andre flygtninge:

''Jeg tror, at det var mit overlevelsesinstinkt, der dirigerede mig i de dage. Da vi blev sat af lastbilerne og skulle gå videre, stod der soldater langs vejen og pegede på os med deres geværer. Nogle blev trukket til side og undersøgt for deres værdier: ''Vi vil have penge. Vi vil have guld,'' sagde de. Hvis man ikke havde noget, risikerede man at blive skudt.

Der lå mange døde mennesker i vejsiden, men jeg prøvede ikke at se dem. Jeg kiggede hele tiden lige frem for mig, også fordi jeg var bange for, at de ville fange mit blik og trække mig til side. Hvis jeg fangede deres opmærksomhed, kunne det medføre, at de skød både Sefka og mig.

Da vi havde gået nogle kilometer, begyndte Sefka at plage om at blive båret. Jeg kunne ikke, fordi jeg var gravid i syvende måned. Selvom hun kun var tre år, forstod hun, hvor svært det var. ''Jamen det er også nok, at du holder mig i hånden,'' sagde hun så. Det kommer jeg stadig til at tænke på, når vi går tur med hinanden i hånden i Næstved.''

Flygtning i Danmark

Fra byen Travnik, hvor Nasiha fandt sine 16 slægtninge i flygtningemylderet, gik flugten videre til Zagreb i Kroatien, hvor 20 familiemedlemmer klumpede sig sammen i en 2 1/2-værelses lejlighed hos Nasihas bror. Her fødte Nasiha 4. november 1992 sønnen Besim ­ opkaldt efter sin døde far.

Den 18. oktober 1993 kom der besked fra UNHCR (FNs flygtningeorganisation) om, at der var plads til Nasiha og hendes to børn på flygtningebussen til Danmark.

Mens hun og børnene tilbragte det næste par år i flygtningelandsbyen i Holmegaard sammen med 16 slægtninge, som fyldte godt i hus nr. 5, kæmpede Birte Weiss som indenrigsminister de bosniske flygtninges sag. Mange borgerlige politikere, men også adskillige socialdemokratiske borgmestre som f.eks. Thorkild Simonsen fra Århus advarede mod flygtningepolitikken. Det lå disse politikere særligt på sinde at fastholde, at de bosniske flygtninges ophold i Danmark kun skulle være midlertidigt.

Den hidsige politiske debat påvirkede stemningen i flygtningelejrene, hvor man ellers havde nok at døje med: Krigstraumer, uvished om tilbageblevne familiers og venners skæbne og usikkerhed om fremtiden.

Nasiha delte et 12 kvadratmeter stort værelse i flygtningelandsbyen med sin bror, sin niece og sine to børn. Bortset fra små praktiske gøremål var hverdagen for mange uden væsentligt indhold og afveksling, og det kunne medføre stress, irritation og vrede hos nogle. Side 15 

Nasiha, der kun havde otte års skolegang bag sig, begyndte meget hurtigt at gå til dansk to gange om ugen, og i slutningen af 1994 kom hun på et intensivt danskkursus i Næstved.

''Jeg var meget glad for det. Det gjorde livet normalt at have nogle pligter, og når jeg skulle koncentrere mig om at læse, kunne jeg ikke tænke så meget på krigen,'' fortæller hun.

Det danske liv

Nasiha fik asyl i september 1995, og efter to år i flygtningelejren flyttede hun ind i et lille rækkehus i Næstved.

''Jeg var jublende glad og en lille smule ængstelig. Det var nøjagtig tre år siden, jeg var kravlet op på den overfyldte lastbil med Sefka i hånden og Besim i maven. Jeg kunne knap nok huske, hvordan det var at bo for sig selv,'' fortæller hun.

For Nasiha blev det ikke bare en flugt fra et krigshærget land. Det blev også et opbrud fra en tilværelse som hjemmearbejdende husmor langt ude på landet til et moderne liv som udearbejdende eneforsørger i en dansk by.

Lige så snart hun var færdig med det intensive danskkursus, startede hun på daghøjskolen i Holme-Olstrup for at lære handel, service og edb. Hun havde altid haft en drøm om at arbejde i forretning. Som en del af kurset var hun i praktik i den kommunale administration i Næstved, hvor hun lærte meget om det danske samfunds grundlag og opbygning. Det fik hun brug for, da hun efter krigens afslutning kom med i et komune-til-kommune-projekt, hvor de ansatte på rådhuset i Kljuc skulle lære om det danske demokrati.

Hun har også fungeret som tolk i forbindelse med etableringen af danskstøttede projekter i Bosnien, og Dansk Røde Kors og sundhedsvæsenet ringer af og til, når de har brug for tolkebistand. Nogen formel tolke-uddannelse har hun ikke, og det er begrænset, hvad hun kan få tid til ved siden af sit faste arbejde i Bilkas tøjafdeling. Arbejdet, som hun har haft i tre år, kommer i første række.

Bedste i klassen til dansk

En del bosniere tog efter krigens afslutning tilbage, men Nasiha og hendes familie besluttede sig for at blive i Danmark:

''Når jeg helst vil blive i Danmark, er det fordi Sefka og Besim skal blive så danske, at de ikke kommer ind i et mønster, hvor de kommer til at tænke på hævn og mere krig. Det kan være svært at undgå, hvis man bliver mindet om alt det forfærdelige hver dag. Mine børn skal være glade børn.

Bosniske danskere eller danske bosniere,'' siger hun. Selv føler hun sig også velintegreret:

''Da jeg fik kørekort og min egen bil, tænkte jeg: Nu er jeg ligesom enhver anden 25-årig dansker.

På samme måde, når jeg går herhjemme en weekend med strithår og slidte cowboybukser. Det gjorde jeg ikke i Biljani. Der var jeg altid pæn. I dag er jeg mere stærk, skrappere og ikke nær så pæn. Der har været en krig imellem.''

Det, Nasiha undrede sig mest over, da hun kom til Danmark, var, at alle mennesker talte om, hvor travlt de havde. De havde så travlt, at de måtte undskylde, at de ikke havde tid til venner og familie. Sådan var det slet ikke derhjemme.

Nu griber hun somme tider sig selv i at forsømme sine slægtninge, fordi hun ''har så travlt.'' Også på det punkt er hun blevet integreret i den danske livsform. Tilværelsen som dansk alenemor er, som mange andres, en kamp for at få det hele til at hænge sammen og nå alt, arbejdet, rengøringen, vasken, svømmehallen og forældremøderne.

Det hindrer hende nu ikke i at smile varmt og lykkeligt, især når hun ser på sine to vellykkede dansk-bosniske børn. Nasiha praler ikke, så det er Birte Weiss, som fortæller, at 10-årige Sefka faktisk er den bedste til dansk i sin danske skoleklasse i Næstved.

Og så kan man vel ikke blive meget bedre integreret.

Birte Weiss og Karsten Fledelius

Vanviddets vidner

Gyldendal, 210 sider, 199 kr.