Faglig kommentar: Tiden løber

Kristian er en meget travl mand, og han lader aldrig nogen være i tvivl om, hvor efterspurgt han er. Han har brug for to kalendere og en lommecomputer for at holde styr på møderne. Alligevel har Kristian et plaget udtryk i ansigtet, hvis man beder om en aftale. Han må kigge mindst tre måneder frem for at finde en ledig aften, imens han sukker og spøger lidt med, hvad det dog er for et fortravlet liv, han lever.

Karl er også en travl mand. Han skal nå fra Nakskov til København og tilbage igen hver eneste dag. Han bliver hentet hver morgen klokken syv af en personbil med 2-3 andre passagerer og en chauffør. På det aftalte opsamlingssted standser bilen for at læsse Karl og de andre ind i en større bus. De næste seks uger skal han bruge syv timer hver dag på at køre i bil og bus.

Karl har kræft, og han er i strålebehandling på det store centrale sygehus i hovedstaden. Tiden er vigtig for Karl. Han ved ikke, hvor meget han har af den.

Omstigning og æbleflæsk

Karl har været skraldemand i 30 år. Han er vant til at rydde op efter andre. Nu forsøger han at gøre noget ved den tidsrøvende transport. Han henvender sig til oversygeplejersken.

''Det er en politisk beslutning. Vi skal spare, og vi har nogle regler. Hvis en patient kan stå på benene i to minutter, skal han transporteres til sit eget amt. Vi har desværre ikke mulighed for at sende patienter af sted i hver sin transport.'' Oversygeplejersken svarer overbevisende og rutineret.

Karl skal hjem. Han finder forhallen, sætter sig under skiltet ''Ventetid ­ kørsel'' og tager papirerne frem. Han venter 35 minutter, før en rund chauffør kalder til samling med et overmuntert: ''Så går det sydpå.'' I bussen kommer han til at sidde ved siden af Ellen. Hun har ikke et hår tilbage på hovedet og brokker sig inderligt over, at 20 minutters behandling skal tage alt i alt syv timer. På den anden side af gangen sidder en midaldrende mand, som kaster op i nærheden af Roskilde, Næstved og igen efter Farø-broen. Buschaufføren anslår fortsat en munter tone og fortæller vittigheder om mænd på øde øer. Bag Karl sidder en yngre mand og jamrer sagte. Pludselig trækker bussen skarpt mod højre, og den muntre chauffør gør opmærksom på, at så er der fem, der har vundet en omstigning. ''Også dig Karl,'' siger han og blinker jovialt til Karl i bakspejlet.

Karl stiger over i en personbil sammen med to andre. Den kvindelige chauffør pludrer, indtil passagererne efter 40 minutters kørsel bliver sat af i Nakskov. Der er gået tre en halv time, siden Karl blev færdigbehandlet på hospitalet, og han er meget træt.

En kvinde stiger ud af en rød Toyota og går over imod ham. Det er Bente, Karls kone.

''Hej Karl, skal vi ikke se og finde hjem til en gang æbleflæsk?''

Karl nikker.

Han giver ikke op. Samme aften ringer han til Kristian, overlægen på afdelingen.

Hans kone Benedicte tager telefonen.

''Næh, Kristian er ikke hjemme. Det er han aldrig. Han bruger al sin tid på møder og patienter.''

Hun begynder at græde. ''Vi har ingen tid sammen. Børnene ved dårligt, hvordan han ser ud. Patienterne kommer altid i første række.''

Karl trøster hende, så godt han kan. Efter 20 minutter lægger han røret. Han vender sig imod Bente.

''Patienterne kommer altid i første række. Det siger Kristians kone.''