Klovnen og det syge barn

Side 24

Billede

Side 25
 

Helle på 6 år skal have taget ekstra blodprøver, fordi hendes sygdom er forværret. Er vant til det, ville ikke have EMLA-plaster på og er tavs og indesluttet. Sygeplejersken spørger, om hun må tage en ven med ­ en klovn. Helle nikker lidt, men siger ikke noget. Mor står ved siden af Helle og ser trist ud.

Sygeplejersken stikker hovedet ud på gangen og vinker efter nogen. Går tilbage til Helle og siger, at det er synd for hende, at hun har fået det skidt. Helle svarer ikke. Der lyder raske fodtrin på gangen ledsaget af en glad stemme, der hilser forbipasserende. Skridtene standser uden for døren.

''Jeg skal lige ind til Helle,'' lyder stemmen.

Og ind kommer en slags dame med prikket blå kjole, rødternet tørklæde, gule sko, røde kinder og en lige så rød næse.

''Årh, dét er Helle,'' siger damen.

Hun præsenterer sig, hun hedder Gunil, og hun tager plads i en barnekørestol, som hun næsten ikke kan være i. Helle gør store øjne. Gunil manøvrerer sig helt over til Helle, så hun bedre kan følge med, når prøven skal tages. Laboranten kommer ind. Helle stikker armen frem. Bagefter får hun et plaster på. Så spørger sygeplejersken Helle, om hun tror, at Gunil også vil prøve at stikkes. Gunil ryger op af stolen og ser forskrækket ud, holder sig på maven.

''Øh, jeg skal lige tisse.''

Helle bryder ud i latter, og vi enes om at lade Gunil slippe. Men Gunil vil gerne have et plaster på ligesom Helles, og det giver Helle hende så på. Gunil takker Helle og vinker farvel. Helle smiler og vinker tilbage.

Gunil, damen med den blå prikkede kjole, den røde næse og den glade stemme, er den professionelle klovn Birgit Bang Mogensen. En dag om ugen kommer hun på børneafdelingen og deltager i stuegang, undersøgelser, behandling, blodprøvetagning m.m. Vi kalder samarbejdet mellem sygeplejersker/læger og klovnen for et klovneprojekt.

Det går ud på, at vi bruger humor og klovneri til at hjælpe børnene igennem følelsesmæssigt vanskelige situationer. Det kan være meget krævende og traumatiserende for et barn at være indlagt på hospital. Med klovnen prøver vi at hjælpe barnet til at mestre indlæggelsen, dvs. barnet bevarer følelsen af magt over sit eget liv. Klovnen møder børnene der, hvor de er. Med humoren som redskab når vi sammen ind til barnet.

Afdeling med megen sorg og smerte

Projektet foregår på Afsnit A3 på Skejby Sygehus. Det er en børneafdeling for hjertesyge børn samt for børn i alderen 0 til 15 år med blod- og gigtsygdomme. Det er en afdeling med megen sorg og smerte, tab og invaliditet. Der er børn inde til gentagne behandlinger og dermed korterevarende indlæggelser. Der er børn indlagt til hjerteoperation og dermed længere tids indlæggelse.

Med de respektive behandlinger følger en lang række undersøgelser. Børnene skal have taget blodprøver gentagne gange, have lagt drop og evt. have lagt sonde. De skal have målt blodtryk og temperatur, og de skal have meget medicin. De skal stille op, hver gang systemet, de voksne, kræver det, og stille deres små kroppe til rådighed for vores nysgerrige blikke og hænder. De bliver invaderet på deres krop og føler deres nyopdagede integritet truet.

At få taget plastre af kan være meget traumatisk. Det gælder også at blive tvunget til at indtage medicin, der smager afskyeligt, og at skulle have målt temperatur midt om natten. Det er krævende at være indlagt!

Humor kan helbrede

Projektet bygger på den amerikanske læge og klovn Patch Adams' arbejde og vores tro på, at humor og klovneri

• spreder livsglæde og livslyst
• kan være både lindrende og helbredende
• kan forløse sorg og smerte samt hjælpe en til at mestre svære situationer.

Foreningen Humor & Helbred (en støtteforening for syge børn på landets sygehuse, børnehjem og krisecentre)/Gøglerskolen i Århus arrangerede i foråret en workshop for sundhedspersonale i Clown Nursing. Læreren var Birgit Bang Mogensen. Jeg hørte om kurset, der vakte min interesse, idet jeg selv har en teaterfortid som dramapædagog og skuespiller.

I mit arbejde som sygeplejerske på børneafdelingen så jeg, at hver enkelt sygeplejerske og læge benytter sig af hver deres tricks og metoder til at nå ind til det syge barn. Selv oplever jeg, ligesom mine kolleger, indimellem at komme til kort i kommunikationen med barnet ­ og at vi mangler redskaber.

På den baggrund foreslog Birgit Bang Mogensen og jeg afdelingen, at vi prøvede med en klovn. Det blev meget hurtigt til et frugtbart samarbejde. Vi fik koblet teori om mestring på. Alle sygeplejersker og de faste læger på afdelingen er tændt på ideen. Vi har hurtigt set, at klovnens deltagelse i smertefulde og ubehagelige procedurer er en hjælp både til børnene og til personalet. For sygeplejersker og læger giver det således også en mulighed for at opleve det syge

Side 26 

barn på en anden måde ­- om barnet f.eks. er så smertepåvirket, at det ikke lader sig aflede af en klovn.

Selvfølgelig skal man da som fagperson vænne sig til, at en klovn bag ens ryg gør grin med en. Der har været en smule skepsis, ikke meget, og den er hurtigt fordampet, når man oplever børnene. De har tydeligt vist, at de kunne godt bruge en klovn!

Mindre stivhed i faglige roller

Det er også tanken, at sygeplejersker og læger skal løsne op og blive mindre stive i de faglige roller. Vi skal lære i højere grad at bruge humor og klovneri i plejen og behandlingen af børnene. På nuværende tidspunkt er vores påstand om, at humor og klovneri spreder livsglæde og livslyst, rigtig!

Stemningen på A3 er løftet adskillige grader, både hos personalet, de syge børn og deres familier. Desuden mærkes det allerede nu, at sygeplejerskerne og lægerne hver især er blevet sjovere og mere fantasifulde i deres kommunikation. Sygeplejersker har f.eks. taget sig selv i at gå i mærkelige gangarter hen ad gangen sammen med et barn eller vinke farvel med foden i stedet for med hånden. En læge propper store vattamponer i ørerne, inden han skal undersøge barnet, ''fordi han har hørt, at netop det barn bare kan skrige SÅ højt.''

Hen ad vejen skal vi have undervisning i klovneri eller snarere i at lege med tingene, som et barn ­ eller en klovn ­ gør det; gribe tingene mindre alvorsfuldt an, selvom situationen rummer stor alvor; grine af os selv og hinanden, alt sammen uden at miste den faglige autoritet. I stedet kunne vi blive endnu mere indfølende og forstående mennesker bag vores roller som sygeplejersker og læge.

I praksis starter vi dagen, hvor klovnen skal komme, med at gennemgå børnene; hvilke børn, hvilken alder, hvilke procedurer, hvor længe har de været indlagt? Det er spørgsmål, der har betydning. Børnene skal være mindst to til tre år, før de har gavn af klovnen.

Den sygeplejerske, som passer det udvalgte barn, klovnen skal møde, fortæller kortfattet Birgit Bang Mogensen, hvad der er specielt ved barnet. Derefter improviserer hun. Via sin mimik følger Birgit Bang Mogensen barnet gennem en procedure. Viser sin medfølelse. Forstørrer følelser og legaliserer dem. Gør lidt grin med sygeplejersken eller lægen for at nedbryde autoriteten. Stiller dog aldrig nogen i tvivl om, at pågældende procedure skal gennemføres. Men vi kan da lige så godt more os lidt undervejs, selvom det kan være ubehageligt, det, der bliver gjort.

I løbet af dagen kan personalet lige pludselig få brug for klovnens hjælp, og man prøver sammen med barnet at finde hende. På egen hånd opsøger Gunil børnene både på gangen og i legestuen. Her møder hun også forældrene, og der opstår situationer, som fremkalder smil og grin.

Gunil er udrustet med en stor guitarkasse med en lille ukulele og masser af balloner, sæbebobler og sange i. Desuden har Gunil en evne til at digte nye sange ud fra situationen. Alt dette bliver brugt som belønning til børnene, når de har været noget igennem og har været rigtig dygtige til det ­ hvilket de altid er!

Barnets ven og støtte

Et eksempel på, at klovnen er barnets ven og støtte og en tråd videre til plejepersonalet, er Sarah, fire år. Hun er en blind pige fra Somalia og hjerteopereret. Hun blev brændemærket som toårig af en medicinmand, der ville give hende synet igen. Når personalet kommer ind på stuen, klynker hun og kryber sammen. Sarah er meget bange. Lægen fortæller, at han vil udersøge hende. Det skal fortælles gennem hendes far, da hun ikke taler dansk. Sarah finder sig i undersøgelsen. Gunil tager sin ukulele frem og vil gerne spille for hende. Sarahs far siger, at Sarah kender ''Tommelfinger-sangen.''

Klovnen synger og spiller, og hurtigt synger Sarah med. Gunil aer hver en finger, de skal Side 27

i gang med at synge om. Sarah begynder at smile og danse, og Gunil danser med. Til sidst lader Gunil Sarah mærke sin klovnenæse. Forældrene oplever deres barn smile og være glad for første gang under hele indlæggelsen.

Et andet eksempel på, at klovnen kan være en tråd mellem barnet og sygeplejersken, ses, når Gunil sætter sig ind til Søren på 11 år. Han er opereret for et par dage siden, og i dag har han ondt i maven. Gunil sludrer lidt med ham og begynder at blæse sæbebobler. Søren svarer ved at sparke fodbold med boblerne. Sygeplejersken skal give Søren noget medicin for ondt i maven, og Gunil spørger hende, om det virkelig er godt for maven. Sygeplejersken svarer grundigt på Gunils spørgsmål, og svaret virker sådan på Gunil, at hun ville ønske, hun selv havde lidt ondt i maven, så hun kunne få sådan noget smart medicin. Søren lytter intenst og tager sin medicin.

At klovnen solidariserer sig med barnet ses, når Gunil godt vil have sit plaster af (sat på af et barn efter en blodprøve tidligere på dagen, fordi Gunil troede, det ville hjælpe på den kvalme, hun fik, da barnet blev stukket). Kvalmen er ovre, og Peter på seks år fjerner plasteret, mens Tobias på fem år holder hende i hånden, så hun ikke skal blive ked af det. Og det gjorde slet ikke ondt. Gunil bliver glad og takker børnene for hjælpen. Rundt omkring i legestuen, hvor denne episode fandt sted, stod flere hold forældre med børn og fulgte spændt med, og alle endte med at smile.

Undervejs diskuterer og evaluerer man, om det lykkes at hjælpe børnene til mestring. Klovnen Gunil fører en dagbog, hvori hun skriver sine umiddelbare oplevelser og refleksioner ned. Løbende diskuterer klovnen og de implicerede sygeplejersker og læger, hvad der sker med børnene; hvornår noget virker ­ og hvad. Alt sammen skal det munde ud i mere målrettet analyse og dokumentation.

Vi benytter ikke klovnen i situationer, hvor vi har alvorlige samtaler med forældrene. Det er ikke umuligt at bruge humoren her, og det sker også, at den bliver brugt. Men indtil videre når vi forældrene gennem børnenes møde med klovnen og fører den alvorlige samtale uden om Gunil. Vi bruger heller ikke klovnen, hvis det enkelte barn siger fra, hvilket kun er sket ganske få gange. Barnet kan have brug for at adskille sygehusophold fra klovneri. Det respekterer vi.

Høj stemning følger efter klovnens besøg

Klokken tre, når aftenvagterne møder ind, er stemningen høj efter Gunils besøg på afdelingen, og aftenvagterne bemærker, at ''klovnen nok har været her i dag.''

Den lyse stemning og den kortere vej til latter varer ved de næste dage, indtil Gunil kommer igen og fylder på. Drømmen er, at vi med tiden kan blive uafhængige af en klovn udefra, fordi vi har fundet humoren frem i os selv hver især, og fordi vi begynder at bruge den bevidst.

Klovnen Birgit Bang Mogensen har arbejdet frivilligt fra sommerferien og indtil nu. Projektet er så spændende og livsbekræftende, at vi ønsker at fortsætte. Økonomien til det har vi imidlertid ikke. Vi søger penge til projektet hos Århus Amt, hos Dansk Sygeplejeråd og hos medicinalfirmaer. Foreningen Humor & Helbred prøver ligeledes at finde pengene. Hvis vi ikke får penge til projektet, må det stoppe 1. december. Og det er en skam!

Jeg håber, at denne artikel kan inspirere andre til at lege med ­ arbejdet med de syge børn bliver meget sjovere.

Der henvises til:

• Filmen ''Patch Adams'' med Robin Williams i hovedrollen.
• Artikel i Politiken den 22. juli 2000: ''Et godt grin fremmer helbredelsen.''
• Artikel i Jyllands-Posten den 15. oktober 2000: ''Le, mit syge barn, le.''
• Artikler i Århus Stiftstidende: 28. september 2000: ''Klovneri lindrer smerte.'' 16. oktober 2000: ''Smil lindrer sorg og smerte.''
• Foreningen Humor & Helbred, v/Morten Toft, telefon 70 23 39 00, og Gitte Jespersen, telefon 86 28 35 10.