Synspunkt: Psykiatriloven er inhuman

Han stod der med kroppen lænet over håndvasken. ''Bare rolig mor, jeg har ringet efter Falck,'' sagde han med en klarhed, der stod i skærende kontrast til, hvad badeværelset vidnede om af blodtab. Han er midt i fyrrerne. Har boet hjemme hos mor siden et sammenbrud for 16 år siden. Systemet har sørget for, at han får sin pension, og så passer han ellers sig selv, sine katte og interessen for hi-fi. Han har kun fortalt sporadisk om depression og angst ­ og har aldrig villet opsøge nogen form for hjælp. De pårørende har længe følt sig magtesløse.

Nu kom Falck. Efter fem timer på operationsbordet og en uge på thorax-kirurgisk afdeling var han lappet sammen. ISS havde ordnet huset, der ved blodspor vidnede om nogle timer med flere forsøg. Barberbladene var hentet i bryggerset, baljen i køkkenet ­ og endelig den store køkkenkniv ­ samt telefonen i soveværelset. At mor kom allerede, var en streg i regningen. Psykiateren havde også været der under indlæggelsen. Men da manden ikke ville have hjælp, er han henvist til distriktspsykiatrien. De kigger forbi senere og vil vel også sige, at han er apsykotisk. Så kan han pleje kattene og ligge på sengen med hovedet ind mod væggen, indtil angstanfaldene klinger af. Han har jo ingen sygdomsindsigt.

Han bor stadig hjemme hos mor. Systemet sørger for, han får sin pension, og så passer han ellers sig selv, sine katte og interessen for hi-fi.

Med dette indlæg vil jeg gerne søge at starte en debat om vores inhumane, humanistisk inspirerede psykiatrilov. Andre må have lignende eksempler på mennesker i dyb psykisk lidelse, som er apsykotiske i lovens forstand, men som lever i angst og depression, uden de selv har tillid til, at medicin eller ''systemet'' i øvrigt kan hjælpe dem ­ uden de har overskud til at sætte ord på, hvordan de har det. Vi ser dem som damen, der står på gadehjørnet og råber højt, eller hende i den postkasserøde regnfrakke og den alt for voldsomme makeup i supermarkedet, vi ser dem som ham med de sjove hop og fagter, der bevæger sig hen ad fortovet ­ blikket sænket, men mørkt.

Jeg mener, vi har et problem i, at disse mennesker skal behandles inden for sundhedssystemet, men lovgivningen omkring evt. tvang ligger under Justitsministeriet. Der må findes nogle med faglig indsigt inden for begge områder, der kan sætte sig sammen for at løse de retssikkerhedsrelaterede problemer i den henseende. Tidligere forekom ganske rigtigt urimelige eksempler på overgreb ­ i dag er vi altså nået dertil, at selv et selvmordsforsøg, som ovenfor beskrevet, ikke resulterer i nogen form for ændringer i de forhold, der gør manden syg. Det er strafbart at efterlade et menneske i hjælpeløs tilstand, hvis denne tilstand består i fysisk livstruende forhold ­ hvad med den psykisk livstruende?

Er vi i dag blevet så bange for at bedømme de tilfælde, der ikke kan måles på en blodprøveseddel eller et ekg, at ingen med faglig indsigt i psykofarmakas virkningsmåde tør arbejde for, at sådanne mennesker tilbydes ­ om nødvendigt i en periode under tvang ­ en behandling, der vil kunne lindre deres smerter?

Dette synspunkt er også skrevet i afmagt og frustration. En afmangt, pårørende til andre psykisk syge deler med mig. En afmagt, personalet på kirurgisk afdeling gav udtryk for, de til dels delte ­ men de må jo støtte sig til psykiaterens udsagn. Og han må støtte sig til den for tiden gældende lov. Tilbage er, hvem der står med ansvaret ­ og hvem der står med smerten.•

Margit Lund-Cramer Larsen er ansat på Internmedicinsk Afdeling C2, Odense Universitetshospital.