Det lille ord ''ikke''

Tager du ikke rapporten?''

Sygeplejerske Margrethe Østergaard havde haft en dobbeltvagt på Nuuks nye flotte pleje- og aktivitetscenter Ippiarsuk og bad sin grønlandske kollega om at tage over. Men kollegaen forsvandt bare ud ad døren med ordene:

''Min mand holder udenfor og venter på mig.''

I dag ved Margrethe Østergaard bedre. Den grønlandske kollega havde opfattet hendes sætning lige modsat, at hun netop ikke skulle tage rapporten. Brugen af det lille ord ''ikke'' er forskellig, alt efter om man er grønlænder eller dansker. Det fandt Margrethe Østergaard ud af nogle uger senere:

''På grund af personalemangel var vi dengang kun to danske sygeplejersker, som havde fået til opgave at fastlægge struktur og arbejdsplan og i det hele taget få tingene til at køre sammen med de grønlandske medarbejdere på plejeafdelingen på det nye center. Vi arbejdede som heste, og jeg var utrolig træt den dag, jeg bad kollegaen tage over. Jeg græd nærmest af arrigskab ude på toilettet bagefter.''

Margrethe Østergaard har mange års erfaring som hjemmesygeplejerske i Danmark, men som 57-årig fik hun lyst til at prøve noget nyt: ''Jeg har mødt utrolig mange mennesker, som på en eller anden måde har haft Grønland inde under huden. Det har fået mig til at sige: Inden jeg er færdig med mit arbejdsliv, må jeg opleve det her land,'' siger hun og tilføjer: ''Egentlig er man jo frygtelig privilegeret som sygeplejerske. Tænk sig som 57-årig at kunne hoppe ud af de vante rammer og sige, jeg vil have et nyt job. Det er ganske stærkt.'' Side 21
 

Margrethe Østergaard er dybt engageret i sit arbejde på centret, men drømmer alligevel om at afslutte sit Grønlandsophold med et job ude i en bygd for at opleve det ''rigtige'' Grønland.

''Det ville jeg ikke være bange for. Når man står midt i tingene, finder man ud af det. Det er min erfaring her fra centret. For 10 år siden ville jeg aldrig have sagt sådan eller turdet det, jeg tør i dag.''

Margrethe Østergaard har opdaget, at tingene også kan gøres på en anden måde, end hun er vant til, og det finder hun ganske forfriskende: ''Her får man rokket ved de vante forestillinger og opdager, at alt ordner sig alligevel,'' siger hun og mindes bl.a. ansættelsesproceduren ved sit job på centret:

''Jeg havde kontaktet de relevante steder, men hørte ikke en lyd. Pludselig fik jeg en opringning på mit job i Danmark, mens jeg sad til møde med kollegerne. Du er indstillet til jobbet, er du ikke glad, lød det i telefonen. Jeg havde lige præcis en dag og to timer til at sige mit daværende job op. På det tidspunkt var der mange praktiske ting, jeg gerne ville have afklaret, inden jeg tog af sted. Det måtte vente, til jeg var i Nuuk. Men det har været besværet værd. Belønningen ligger i arbejdet på centret. Her oplever man ofte spontan glæde. En tirsdag formiddag kan vi f.eks. give os til at danse polka med beboerne i kørestolene. Hvor oplever man det i Danmark?''