Faglig kommentar: Kunsten i sygeplejen

Lars er en mand i sin bedste alder i starten af fyrrerne. Han er veluddannet, sportstrænet og godt gift. Det sidste skulle vise sig at blive et problem oven i alle de andre, for konen er sygeplejerske.

En aften falder Lars om på tennisbanen.

''Det hele snurrede rundt, så blev det sort, og da jeg vågnede, stod der en bunke mennesker rundt om mig.''

Lars bliver bragt til nærmeste hospital med lys og blå blink. Han har aldrig tidligere været alvorligt syg og har ikke haft forudgående symptomer af nogen art, så det kommer som et chok for ham pludselig at være patient. Den akutte indlæggelse bliver begyndelsen på to måneders pardans med et system, der mildt sagt forbløffer Lars.

Han bliver indlagt på medicinsk afdeling og får tildelt en plads på gangen. Det er her, kunsten kommer ind, for på den nydelige afdeling på universitetshospitalet findes der ikke en ekstra klokke. Lars har ikke mulighed for at tilkalde hjælp, før en genial sygeplejerske bringer ham to spiseskeer og siger, at hvis han smider dem på gulvet, skal der nok komme nogen og hjælpe ham. Det er han glad for.

Det er ikke helt ligetil at finde ud af, hvad Lars fejler, og under indlæggelsen oplever han og hans kone, at journalen er væk hver gang, der er brug for den. Det samme gælder røntgenbilleder og blodprøvesvar. Konen, der som nævnt er sygeplejerske, har i egen og de to ukonfirmerede børns interesse sygehistorie, blodprøver og andre undersøgelsesresultater memoreret i hovedet. Da journalen endelig dukker op, får det den følge, at der på forsiden kommer til at stå ''Obs: Hustru er sygeplejerske.''

Lars mærkede ikke mere til kunsten i sygeplejen, han husker kun en ihærdig sekretær, der efter bedste evne forsøgte at få skabt sammenhæng, når tingene gang på gang gik galt.

Efter en uge bliver han udskrevet til yderligere ambulant udredning.

Et stort hus

Da Lars sammen med sin kone møder til den første ambulante kontrol klokken halv ni om morgenen, virker afdelingen uddød. De får øje på en sekretær, der tøffer af sted med en kande kaffe på en bakke, men ser i øvrigt ingen tegn på liv. De får ikke besked på, om ventetiden skyldes sygdom, naturkatastrofe eller trafikale problemer. Efter 35 minutter dukker lægen op. Han sidder og bladrer distræt i nogle prøvesvar, da Lars træder ind ad døren til hans kontor.

''Desværre,'' siger han, ''journalen er væk, så jeg har ikke rigtig mulighed for at orientere jer om, hvad vi er nået frem til.''

Lars og hans kone ymter noget om, at det har de prøvet mange gange før. Lægen ser venligt på dem over brillerne. ''Det er jo et stort hus.''

Det må parret give ham ret i. De får en ny tid og et håndtryk.

Lars er egentlig ikke ude på at klage eller hænge nogen ud. Han har valgt at se det humoristiske i det to måneder lange usystematiske og ineffektive forløb, men han undrer sig over, at metoder og styresystemer fra det private erhvervsliv, han selv er ansat i, tilsyneladende ikke finder anvendelse i det offentlige sundhedsvæsen. Han er også forbavset over, at ingen i det store system tilsyneladende nogen sinde forbereder sig til mødet med en patient ved at finde og læse de nødvendige papirer, inden patienten træder ind ad døren.

Lars var i øvrigt patient i det amt, der er hårdest plaget af patientflugt. Amtet har i dette år en merudgift på mange millioner kroner, fordi patienterne søger til sygehuse uden for amtsgrænsen.