Limousinerne, de dyre sygeplejersker fra vikarbureauerne, skal kun være her ganske kort tid. Alligevel tror de, at de skal lave om på alt. De forstår ikke, at vi ikke kan lave om, hver gang der kommer en ny,'' siger hjemmesygeplejerske Tine Tufvesson Nielsen.
Hun arbejder i dag i hjemmeplejen i Nuuk efter et job på gynækologisk-obstetrisk afdeling på Dronning Ingrids Hospital:
''Jeg endte med at blive stresset af alle de vikarer. Med to års ansættelse var jeg den, der havde været længst på afdelingen. Det betød, at det næsten altid var mig, der skulle lære de nye op. Til sidst så jeg næsten ingen patienter,'' siger hun og mindes også, hvordan nogle af limousinerne dårligt nok var landet, før de var i gang med at planlægge ture ud i omegnen: ''Det betød, at vi faste ofte måtte tage weekendvagterne, ellers var der sure miner. I stedet for at aflaste os, som det var hensigten, var det nu os, der skulle tage hensyn til dem.''
Jobbet i hjemmeplejen er til gengæld meget anderledes:
''Her bruger vi vores tid ude hos patienterne, som vi når at lære at kende rigtig godt. Helhedssygepleje er et rigtigt ord for det, vi laver,'' siger hun.
Tine Tufvesson Nielsen har en grønlandsk samlever, så der er ikke bestilt nogen returbillet til Danmark: ''Som barn fulgte jeg med min familie herop og vendte tilbage som aupair-pige hos en grønlandsk familie i Sisimiut. Her mødte jeg min tilkommende mand, men tog til Danmark for at læse til sygeplejerske og arbejde et par år. Jeg har aldrig været i tvivl om, at Grønland skulle være mit blivende sted. Jeg kan lide menneskene heroppe og den måde, vi lever på. Vi har et tæt familieliv, bruger naturen meget og skal f.eks. ikke planlægge fem uger i forvejen, hvornår vi skal ses med vennerne.''
Tine Tufvesson Nielsen dækker sammen med to kolleger, en grønlandsk hjemmesygeplejerske og en anden fastboende dansk kollega, hele Nuuk, men kun i dagvagt: ''Vi er for få til døgndækning. Derfor yder vi eksempelvis heller ikke terminalpleje,'' siger hun.
Selv tager hun sig primært af de klienter, som kan dansk, men tager også de grønlandsksprogede, når hun f.eks. har weekendvagt:
''Så klarer jeg mig med mit grønlandske, og ellers bruger jeg tolk, som vi har adgang til. Men det er nu aldrig det samme som den direkte kommunikation,'' siger hun.
En af de lidt mere pudsige kommunikationsoplevelser, hun har haft, var en gammel grønlandsk kvinde, som lå til sengs, da hun kom på besøg: ''Hvorfor ligger du her? spurgte jeg. Og svaret var, at hun aldrig havde fået besked på, at hun måtte stå op. Det var virkelig et eksempel på gammel grønlandsk autoritetstro. Man gør, hvad der bliver sagt, indtil andet foreligger. Den indstilling har de unge heldigvis ikke længere.''