Sproget er et problem

Småsnakken med patienten, hvor man ikke kun taler sygdom, den savner jeg,'' siger Dorte Madsen, som i dag arbejder på ambulatoriet på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk.

Dorte Madsen kom i 1994 til distriktssygehuset i Ilulissat. Her fandt hun hurtigt ud af, at det ikke var nok at kunne stille enkle spørgsmål som: ''Hvor har du ondt?''

''Som sygeplejerske er man nødt til at stille uddybende spørgsmål, så jeg måtte i gang med at bruge tolk. Det skal man vænne sig til, og resultatet bliver ofte, at noget af nærværet med patienten går tabt,'' siger hun.

På ambulatoriet i Nuuk har hun kontakt med mange patienter, der kommer med hvert sit ærinde:

''Nogle har f.eks. været indlagt til operation og skal have fjernet tråde, andre skal igennem en undersøgelse. Ofte skal disse patienter have ganske omfattende information på ret kort kort. Derfor er det vigtigt, at det bliver givet på en ordentlig måde, så de føler sig trygge. Men da det tit foregår med tolk, ved jeg aldrig, hvad der helt præcist bliver sagt.''

Dorte Madsen har rejseblod i årerne. Afrika og Indonesien har været nogle af rygsæksrejsemålene, inden hun fik lyst til Grønland:

''Egentlig havde jeg kig på Island, men tænkte, at i Grønland kunne jeg trods alt klare mig med dansk i starten og så siden forhåbentlig lære noget grønlandsk.'' I dag Side 19
 

forstår Dorte ganske meget grønlandsk, for hun har en grønlandsk samlever og to små børn, der går i vuggestue og børnehave. ''Jeg lærer faktisk meget af børnene og af min mand, der er dobbeltsproget som fuldmægtig i Grønlands Hjemmestyre, men alligevel må jeg konstatere, at det er svært at føre en almindelig samtale på grønlandsk. Derfor skal jeg stadigvæk bruge tolk. Her på Dronning Ingrids Hospital tilstræbes det, at der altid er en grønlandsktalende sygeplejerske eller sundhedsmedhjælper på afdelingerne, men jeg husker udmærket fra min tid ude på kysten, at jeg på mange af vagterne var alene med ufaglært personale. Når jeg skulle bruge en tolk, var det ofte portøren, jeg måtte ty til. Og det er ikke optimalt.''

Et af Dortes gode minder fra Ilulissat, der ligger nord for Polarcirklen, er midnatssolen:
''Når den skinner, er der lyst hele døgnet. Patienterne ligger ganske vist i deres senge og skal ''sove til nat,'' men de sover ikke. Sådan en nat, hvor midnatssolen skinner, kommer mange ting frem, som man ellers ikke ville få noget at vide om. Alt og alle er præget af lyset og kører i højeste gear ­ også patienterne.''