Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Synspunkt: Mobning er symptom på utryghed

I Sverige, hvor der ydes erstatning til mobningsofre, har en undersøgelse vist, at alle kendte tilfælde af mobning kunne have været undgået, hvis lederne havde haft den fornødne indsigt og forståelse.

Sygeplejersken 2000 nr. 49, s. 33

Af:

Maren Børresen, efterlønsmodtager

Mobning foregår som bekendt ikke kun på skoler og i børnehaver, men på mange arbejdspladser ­ bl.a. også i sygeplejerskeverdenen.

Fænomenet er ofte årsag til nedbrydning af mennesker. F.eks. skaber systematisk manipulation og manglende langsigtet planlægning utryghed og kalder konflikter frem, og magtforhold begynder at røre på sig.

Mobning er ganske enkelt karaktermord ­ mord på personligheden. (Frit efter Per Stig Møllers bog ''Magt og Afmagt'').

I en fjern fortid huggede magtmenneskene hovederne af de utilpassede, de ''forkerte'' meninger/holdninger. I vor tid er det anderledes, men ikke mindre nederdrægtigt. Mordet på personligheden gør mennesker lige så hovedløse, som hvis man anvendte fortidens metode.

De er der jo ­ magtmenneskene ­ og tæller eksempler som spindoctoren i indbildt altruisme. Og fejlsøgeren, der triumferende slår til, når det er belejligt. Målet helliger midlet og er en trussel mod al følsomhed og udnyttelse af samme. Tillid og åbenhed i den sammenhæng bør holdes tæt ind til kroppen for ikke at blive udsat for misbrug.

De, der er blevet mobbet ud af arbejdspladsen/arbejdslivet ­ det sociale fællesskab ­ kender ekstremt den fornedrelse at være blevet vraget som menneske. Livsmodet hænger i laser. Mørke, tomhed, koncentrationsbesvær og handlingslammelse bevirker, at kendte rutineopgaver bliver uoverkommelige.

Konflikter, der er en naturlig forekomst mellem mennesker, er som regel forløberen for mobning. Det er ikke konflikten i sig selv, der er problemet. Det går galt, når den ledes ind i destruktive baner og bliver ødelæggende og tilsidesætter værdighedens naturlige autoritet og fornuft.

Mobningsprocessens drivkraft er ikke til at tage fejl af, nemlig at afskære ofret fra et virkeligt eller indbildt fællesskab og indflydelse i øvrigt. Mere eller mindre raffineret kan det gøres ved at underminere ofrets anseelse gennem ommøblering af kendsgerninger, konsekvensfrie negative udsagn, latterliggørelse osv.

Personlighed og faglighed bliver ét fedt, hvis en konflikt har været koncentreret om en bestemt person, og omgivelserne uden overvejelser har taget fat i de personlige træk, som man finder karakteristisk for pågældende.

Under en langvarig mobningsproces har ofret naturligt forsøgt at forsvare sin position og rettigheder, f.eks. opponeret mod at se et dybfølt engagement banaliseret og gjort til uinteressant discount.

Samtidig har den langstrakte invaliderende påvirkning givet ofret så mange stresssymptomer, at han eller hun i mange tilfælde har reageret aggressivt og derved trukket den uheldige ring omkring sig, som bekræfter omgivelsernes negative billede af en generende og endelig uønsket person.

Hvis lederen først da vælger at gribe ind ­ som oftest ved at gøre ofret til en sag ­ er situationen så fastlåst og umulig, at forslag om samtale ingen reel mening har, da den er dømt til at ende i udveksling af meningsløshed og kaos.

I Sverige, hvor der ydes erstatning til mobningsofre, har en undersøgelse vist, at alle kendte tilfælde af mobning kunne have været undgået, hvis lederne havde haft den fornødne indsigt og forståelse.

Der, hvor lederen mangler ''geigertæller-evnen'' og er påvirkelig af fordomme og forudfattede meninger, bliver der råderum for magtmenneskene, der pr. automatik etablerer et fåmandsvælde, som i virkeligheden bliver det uofficielle lederskab ­ i gensidig afhængighed til lederen, men uden ansvarsforpligtelse. At gøre indsigelser over for et sådant system vil ikke blive mødt med forståelse, men opfattes som en upassende provokation, der ikke udsættes for en fornuftbetonet forældelsesfrist.

Fåmandsvældets form for idiosynkrasi skaber et konformt miljø, der er dårligt rustet til at tåle afvigelser fra fastlagte regler og intolerant over for forskelligheder. Menneskenes forskelligheder turde være arbejdspladsens styrke, men bliver dens svaghed, og der tegner sig et elitært mønster, der fører tanken hen på et udsagn om religion: ''Religion gør mennesker umenneskelige i den betydning, at de bilder sig selv ind at repræsentere sandheden, men de repræsenterer ikke andet end deres egen selvophøjelse.''

Magtbehovet ­ at mene sig indehaver af patentet på ''sandheden,'' det rigtige ­ lader sig vanskeligt pacificere. Medløberne såvel som de passive er medansvarlige for, at mobning forekommer med kroniske sjælssår for livet til følge, hvis ofrene i det hele taget magter at leve/overleve.

Maren Børresen er efterlønsmodtager.