Dansk sygeplejerske i russisk tb-fængsel

Side 14

Billede

Side 15

Sygeplejerske Hanne Klink Jensen, 39, måtte ikke fotografere i Koloni 33, en russisk fangelejr for 1.700 tuberkuløse mænd mellem 14 og 85 år.

Men billeder fra fængslet i Mariinsk i Sibirien har brændt sig ind på hendes nethinde. Og hvis nogen har svært ved at forestille sig, hvordan sådan et sted ser ud, kan de bare tænke på billeder fra tyske koncentrationslejre: Radmagre, underernærede og syge fanger i alle aldre ­ sammenstuvet i tre lag køjer med flere personer i hver køje.

Om morgenen kunne man tit se en ultraviolet lampe (som skulle dræbe tuberkelbakterier) lyse på en eller anden tom køje. Det betød, at en mand var død i løbet af natten. Intet plejepersonale tog sig af de døende, og ligene blev begravet bag barakkerne, medmindre de blev afhentet af pårørende. Side 16 

Hanne Klink Jensen var med, da Læger uden Grænser i 1997 startede sit TB-behandlingsprojekt i fangelejren, Koloni 33, der på det tidspunkt gennem nogle år havde fungeret som en slags dødslejr med sin store koncentration af fanger, der var syge af TB og praktisk taget ikke modtog behandling. Forinden havde hun flere gange været ude for Læger uden Grænser, bl.a. i Afghanistan, Sudan og Kenya.

''At opleve Koloni 33 var så stærkt, at jeg aldrig kommer til at glemme det. Før jeg kom til Sibirien, havde jeg arbejdet meget i krigs- og katastrofeområder. Så kom jeg til et sted, hvor der ikke var krig, men alligevel var forholdene for mennesker så grusomme, at det var svært at leve med og se på,'' fortæller hun. Særlig hårdt var det at opleve TB-syge drenge ned til 14-årsalderen blive udsat for vold og seksuelt misbrug, men det var også slemt at se senile 85-årige med Parkinsons syge uden hjælp og omsorg. Og at være midt i hele det stærkt hierarkiske fængselssystem med syge, sultne og underernærede fanger i indbyrdes kamp om overlevelsesmulighederne.

Hierarkiet

''Fængselsledelsen ­ det var militæret ­ havde lavet et system, ligesom man havde i de tyske koncentrationslejre. Man udnævnte en slags overfanger til at tryne de andre. Disse overfanger, som blev kaldt ''sanitære fanger,'' fik særlige privilegier og bemyndigelse til at herske over de andre fanger og straffe dem. På den måde sivede grusomheden ned gennem systemet. De underste i hierarkiet blev kaldt ''hurts'' ­ sådan fik vi det oversat til engelsk. Disse hurts måtte man skade så meget, man havde lyst. De blev slået, de var slaver, og de blev seksuelt misbrugt. De måtte ikke sidde ned eller række deres kop frem, når de sparsomme rationer blev delt ud. Fængselsledelsen og personalet ikke alene accepterede systemet, men understøttede det aktivt. Det gjaldt desværre også for en del af sundhedspersonalet,'' fortæller Hanne Klink Jensen.

''Vi kunne ikke stille noget op mod det grundlæggende fængselssystem, mod grusomheden, angsten og sulten, men vi kom altså med vores tuberkulosemedicin og WHOs DOTS-behandlingsprogram. Vi kom, fordi fængslets kvindelige russiske læge havde bedt om assistance. Hende kan man godt betragte som en helt, for det er svært at bede folk fra Vesten om at komme ind i et russisk fængsel.

Under Sovjet-systemet var Koloni 33 et fængselshospital, hvortil fanger med tuberkulose blev overført og behandlet. Da systemet gik i opløsning, faldt budgetterne væk, og man kunne ikke længere give fangerne nogen medicinsk behandling. Koloni 33 blev bare et sted, hvor man kom for at dø af TB. Og det blev naturligvis også et godt grosted for multiresistente tuberkelbakterier. Da vi kom, havde op mod halvdelen af fangerne multiresistent tuberkulose. Dem kunne vi ikke gøre noget for. De måtte bare vente på døden.''

Mødt med skepsis

''Vor medicin og vort nye behandlingsprogram blev mødt med nogen skepsis af det russiske sundhedspersonale, og vi kom kun langsomt i gang. Det kunne være svært at motivere ­ både personalet og fangerne.

Til personalet kom vi i princippet med mere arbejde, og de fik i forvejen ingen løn udbetalt. De havde mange spekulationer om, hvordan de skulle skaffe mad på bordet og få deres hverdag til at hænge sammen. Så kom vi og øgede deres arbejdsbyrde og indførte nye principper for behandling af fangerne. Hvilken glæde havde de af det? Arbejdsglæden, kan man måske mene, men den kan være svær at finde i så råt et system,'' siger Hanne Klink Jensen.

''Jeg kan give et eksempel på de russiske sygeplejerskers følelse af håbløshed. Vi havde disse multiresistente patienter, som ikke fik behandling, men bare prøvede at overleve på en vitaminpille og nogle sparsomme madrationer. Så besluttede vi fra Læger uden Grænser, at vi i hvert fald ikke fuldstændig ville ignorere dem, men give dem en mælke-olie-blanding, så de fik nogle kalorier.

Jeg foreslog en af de russiske sygeplejersker, at hun skulle gå med på en runde til disse patienter, der bare lå og døde i deres køjer. Hun sagde nej og begrundede med, at det var meningsløst og til ingen nytte at besøge disse døende, når de ikke skulle behandles.

Umiddelbart er det meget svært for os at Side17

forstå den holdning, når vi kommer med hele vores omsorgsfilosofi. Men jeg dømmer ikke. Hendes reaktion er både et udtryk for, at man må hærde sig i et råt system, og for, at hele hendes egen situation var så vanskelig.''

Fangernes modvilje

''Man kunne forestille sig, at de syge fanger i det mindste ville være glade for behandling og medicin, men det var langtfra altid tilfældet. Uanset, hvor forfærdelig Koloni 33 kunne forekomme os, så syntes fangerne, at de andre fængsler og fangelejre i Sibirien var værre. Koloni 33 var et indhegnet fængsel med bevæbnede vagter, der om morgenen øvede sig ved at skyde til måls efter papfigurer af mennesker. Men fangerne kunne ­ til forskel fra fangerne i andre fængsler ­ gå rundt i fri luft inden for indhegningen. Og det fysiske arbejde var mindre hårdt end i andre fængsler.

Mange fanger kalkulerede med, at de trods alt ville have de bedste overlevelseschancer i Koloni 33. Hvis de kunne få nogle år dér ­ uden at være helt raske og uden at dø af det, ja, så ville de egentlig gerne det. Derfor optrådte de nogle gange helt uforståeligt for os. De undlod at tage medicinen eller lod sig bevidst smitte,'' fortæller Hanne Klink Jensen.

Adskillige internationale menneskerettighedsorganisationer har de senere år rettet søgelyset mod de russiske myndigheders indespærring af omkring en mio. borgere i overfyldte fængsler og fangelejre. FNs højkommissær for menneskerettigheder, Mary Robinson, beskrev ­ efter et besøg i Rusland i fjor ­ fængselsforholdene som ''umenneskelige'' og ''ren tortur.''

Nu og da, når fængslerne er ved at revne, giver myndighederne amnesti til 50-100.000 fængselsfanger, som så kan gå ud i friheden og tæppebombe deres omgivelser med resistente tuberkelbakterier.

Den døende fange

''En weekend, hvor jeg var på vagt, gik jeg ind til en mand, der lå i en underkøje ­ døende og alene. Det var sådan, at når fangerne havde fået konstateret multiresistent tuberkulose, så måtte de aldrig mere få besøg af deres pårørende. Man kunne sagtens have arrangeret besøg uden smitteoverførsel, men fængselsledelsen havde vedtaget, at multiresistente fanger aldrig mere måtte se venner eller familie. Så du er altså fange, du er forpint, du skal dø, og du får aldrig mere din familie at se ­ hvis du har nogen. Det var situationen for fangen i underkøjen, der var ved at dø TB-kvælningsdøden, ensom, bange og plaget af smerter.

Man giver heller ikke nogen anden medicin til de multiresistente, så der var hverken beroligende eller smertestillende midler til at hjælpe ham ind i døden. Og ingen pleje og omsorg. Jeg sad der lidt, og han fandt en blyantstump og et stykke papir frem fra et bundbræt i overkøjen. Han skrev sit navn på papiret og gav det til mig.

''Jeg tror, jeg skal dø,'' sagde han.

''Ja, Det tror jeg også,'' svarede jeg.

Jeg forsøgte at skaffe ham lindrende medicin, men det lykkedes ikke. Næste dag var det for sent. Da lå han død i køjen.

I begyndelsen havde vi kun sørget for TB-medicin, men senere fik vi lavet et lille apotek med andre helt nødvendige lægemidler.''

De små frø

Hvordan overlever man fagligt og menneskeligt i så brutalt et system? Bliver ens samvittighed slidt?

''Ja, det gør den. Det er helt sikkert, at der sker noget med én, og det er meget individuelt, hvordan man klarer det. For mig blev det vigtigt hele tiden at prøve at lede efter de små positive ting, som jeg kunne glæde mig over. Et venligt blik, et lille fagligt fremskridt, en god kollegial snak. Fagligt kunne jeg også glæde mig over, at det ny behandlingssystem faktisk kom til at fungere.''

Men selve det onde system kan en sygeplejerske fra Danmark vel ikke stille noget op overfor, og hvis russerne vil behandle hinanden på den måde i fredstid, skal I så komme og sætte plaster på?

''Ja, det tror jeg, vi skal. Jeg tror, det nytter noget, at det har en videre betydning, hvis det lykkes at sprede lidt motivation og glæde. Når jeg tager ud, har jeg ingen illusion om at kunne bidrage til de store forandringer, men jeg ved... jeg tror på, at man kan så små frø, når man arbejder og taler sammen.

Billedtekster
Overfyldte russiske fængsler er ofte rene dødslejre, fordi tuberkulosen har gode vækstbetingelser. Fængslet i Tula, 150 km syd for Moskva. Fængslet i Leplei, 600 km sydøst for Moskva. Frokost i fængslet i Leplei, Rusland.