Tuberkulose skyldes Mycobacterium tuberkulosis tuberkelbakterien. Som almindelig forkølelse spredes den gennem luften, når folk med lunge-TB hoster, nyser, taler eller spytter. En smittefarlig person vil typisk smitte 10-15 andre i løbet af et år. Men kun relativt få af de smittede vil blive syge. Immunsystemet vil indkapsle bakterien, der kan hvile i årevis. I ni ud af 10 tilfælde vil den passive bakterie aldrig forulempe sin vært.
Overlæge Axel Kok-Nielsen, Lungemedicinsk afdeling på Rigshospitalet, skønner, at en halv mio. danskere bærer rundt på indkapslede og passive tuberkelbakterier. Hvis immunsystemet svækkes, kan sygdommen bryde frem. Det ser man fx hos gamle mennesker, der er blevet smittede i deres ungdom, hos hiv-positive med dårligt immunforsvar eller hos mennesker, der pga. anden sygdom, sult eller stofmisbrug er helbredsmæssigt nedbrudte.
Kun lungetuberkulose er smittefarlig, men tuberkelbakterien kan inficere mange andre organer. Tuberkulos meningitis er livsfarlig for børn, og man kan også få TB i fx lymfeknuder, i knogler, i urinveje og kønsorganer, i tarmen og i huden.
Seks uger efter, en person er blevet smittet ved indånding af bakterier, vil der opstå en lille i reglen symptomfri betændelse i lungerne. Det er den såkaldte primærinfektion, der kan sprede bakterier til andre organer.
Sygdomssymptomerne kan den første tid være ret ukarakteristiske. Typisk hoste og opspyt, som man hos rygere ofte vil tage for tobakshoste. På længere sigt kan opspyttet blive blodigt, og patienten vil blive ramt af træthed, dårlig appetit, vægttab, eventuel feber og nattesved.
Man skal råde patienter til at søge læge, hvis de har hostet og spyttet i mere end tre uger.
TB-diagnosen stilles ved hjælp af røntgenundersøgelse af lungerne og undersøgelse af ekspektorat. Man søger at påvise tuberkelbakterier i spyttet på flere forskellige måder. Man kan i nogle tilfælde se dem i mikroskop, i andre tilfælde kan man finde dem ved dyrkning, og endelig har man også taget nye DNA-teknikker til påvisning af tuberkel-bakterier i brug (Se side 22). I enkelte tilfælde vil man ikke kunne påvise tuberkelbakterierne med nogen af disse metoder, og man må så i sidste ende stille en klinisk diagnose.
Almindelig (ikke-resistent) TB kan i dag helbredes fuldstændigt, og allerede efter få dages behandling er patienten praktisk taget smittefri. Behandlingen løber typisk over seks måneder, og de fire antibiotika, der bruges, hedder: Pyrazinamid, myambutol, rimactan og isoniazid.
Hvis behandlingen afbrydes i utide, eller medicinen ikke indtages som foreskrevet, risikerer man, at tuberkelbakterierne bliver resistente over for et eller flere af disse midler, hyppigst over for rimactan og isoniazid. Bakterien betegnes som multiresistent, hvis den er ufølsom over for mere end ét af medikamenterne.
Multiresistente bakterier breder sig mange steder i verden. Patienter med disse bakterier er meget dyre at kurere.
For bl.a. at undgå problemer med resistens anbefaler WHO såkaldte DOTS-programmer, hvor medicinindtagelsen bliver overvåget af sundhedspersonale. (DOTS = Directly Observed Treatment Short-course).
Vaccination mod tuberkulose blev op gennen 1980'erne afskaffet i Danmark, fordi sygdommen er sjælden, og vaccinen kun giver moderat beskyttelse. Den kan dog i nogen grad beskytte børn og tilrådes, hvis en af forældrene har haft smitsom tuberkulose. I Grønland, hvor der er stor forekomst af tuberkulose, vaccineres børn stadig. De fleste steder i verden vaccinerer man stadig børn kort efter fødslen, fordi vaccinen utvivlsomt beskytter børn mod visse former for tuberkulose det første leveår. Til gengæld er der stor tvivl om dens effekt, når det gælder TB hos voksne.
Den bedste forebyggelse af tuberkulose synes dog stadig at være ordentlige sociale vilkår med sunde boligforhold og generel god helbredstilstand.