Spædbarnsvenligt Herlev - kvalitetssikring for nyfødte

På Barselafdelingen på Amtssygehuset i Herlev blev vi for første gang i 1993 opmærksomme på et initiativ, som blev lanceret i 1991 af WHO og United Nations International Children's Emergency Fund (UNICEF): Det Spædbarnsvenlige Initiativ.

I den forbindelse kom vi i kontakt med den senere koordinator for initiativet, Tine Vinther Jerris (se Sygeplejersken nr. 44/99 side 34-38). Initiativet består af 10 anbefalinger eller skridt til vellykket amning. De 10 skridt er baseret på dokumenteret viden, og de er alle medvirkende til, at barselkvinder på barselafdelingerne får de bedste muligheder for at komme godt i gang med at amme. Det første skridt er at udforme en ammepolitik. Vi valgte at være meget detaljerede i vores ammepolitik, og det gav anledning til mange faglige diskussioner undervejs. Plejeformen, tillempet, tildelt patientpleje, var årsagen til, at der var et stort behov for at være meget konkrete, da vi til daglig i den direkte kontakt med mødre og børn arbejdede meget alene og således i princippet kunne gå og sige hver vores ting på stuerne. 

Tværfagligt samarbejde

Hele personalegruppen deltog i arbejdet, og ammepolitikken blev ikke godkendt, før alle var helt enige. Det medvirkede til, at personalet følte sig ansvarlige og loyale over for det, vi var blevet enige om.

Side 43 

I erkendelse af, at ammevejledningen eller forberedelsen til amning allerede bør begynde i graviditeten, ønskede sygeplejerskerne at inddrage de tværfaglige samarbejdspartnere. Derfor tog barselafdelingen i efteråret 1996 initiativ til at samle en tværfaglig gruppe til et møde om det Spædbarnsvenlige Initiativ.

Den tværfaglige gruppe fortsatte som styregruppe for projektet, som blev kaldt ''Spædbarnsvenligt Herlev.'' Hvert medlem refererede til egen faggruppe i den afdeling, hvor man havde sin daglige funktion. På den måde gled kommunikationen til resten af personalet lettere samtidig med, at styregruppen havde et fint overblik over, hvordan det gik med arbejdet i de enkelte afdelinger.

Sygeplejersker, sygehjælpere og jordemødre, som til daglig havde den direkte kontakt med den gravide, fødende eller barslende kvinde og vejledte i amning, kaldte vi ''frontpersonalet.'' Samarbejdende faggrupper (fx læger og fysioterapeuter) skulle henvise til frontpersonalet, hvis kvinderne havde spørgsmål om amning. Det var derfor først og fremmest frontpersonalet, der skulle udvikle deres faglige kompetence på området.

Som den ene af to afdelingssygeplejersker for barselafdelingen blev jeg projektansvarlig.

I perioder var jeg fritaget for de ledelsesmæssige opgaver på afdelingen for bl.a. at tage mig af dette projekt. I praksis betød det, at vi omstrukturerede vores arbejdsområder, så den ene fortrinsvis tog sig af de administrative og ledelsesmæssige opgaver, mens den anden varetog de udviklingsmæssige opgaver. På den måde blev der gjort plads til, at der i perioder var et betydeligt arbejde med projektet.

Det har været af stor betydning, at der blev afsat ressourcer til en projektansvarlig. Det betød bl.a., at der var tid til en god information både internt i afdelingen, til samarbejdende afdelinger og udad til resten af sygehuset. Der skulle desuden udarbejdes en del skriftligt materiale, som jeg som projektansvarlig var primus motor for. Endelig sørgede jeg for, at der hele tiden var bevægelse i arbejdet.

Ammepolitik fra ord til handling

Undervejs i processen afholdt vi to temadage, hvor hele gruppen af frontpersonale, sundhedsplejerskerne i optageområdet og repræsentanter fra samarbejdende parter deltog. Temadagene gav et fælles fagligt udgangspunkt for det videre arbejde og en større forståelse for vigtigheden af at se den vejledning, kvinden skulle have, i en sammenhængende helhed.

Temadagene blev udgangspunkt for sygehusets ammepolitik, og tre tværfaglige grupper blev nedsat: Én gruppe beskrev forberedelsen til amning, én vejledningen på fødestuen og én gruppe beskrev vejledningen i barselperioden. Et styregruppemedlem deltog i hver gruppe og fungerede som indpisker og repræsenterede samtidig sin faggruppe. Derudover sørgede jeg som projektansvarlig for at holde den røde tråd og for, at gruppernes arbejde ikke overlappede hinanden for meget. Til sidst blev arbejdet samlet af en redigeringsgruppe, diskuteret og godkendt på et tværfagligt personalemøde.

I den følgende periode arbejdede de enkelte faggrupper intenst med at omsætte ammepolitikken til praksis. Hver faggruppe havde sine problemområder. For jordemødrene var det største problem at få praktiseret forberedelsen til amning, og for sygeplejepersonalet lå den største udfordring i at vurdere, hvornår et barn skulle have tilskud til amning.

For at få en fornemmelse af, hvornår vi kunne indstille afdelingen til den endelige godkendelsesprocedure, besluttede styregruppen at lave en brugerundersøgelse. Undersøgelsen viste klart, hvor tæt vi var på vores mål, og hvordan vi skulle forbedre vores praksis i forhold til de 10 skridt til vellykket amning.

En ånd af eksamensfeber

Efter to års målrettet arbejde kunne vi meddele, at vi var klar til godkendelsesproceduren. Tre assessorer, uddannet efter WHO/UNICEFs forskrifter og udpeget af Ammekomiteen, kiggede afdelingen grundigt efter i sømmene i løbet af to døgn. Dagene foregik i en rar atmosfære, men der var selvfølgelig en ånd af eksamensfeber i afdelingen.

De faglige ledere blev interviewet om praksis i afdelingen. Frontpersonalet skulle svare på spørgsmål om, hvad de rent faktisk gjorde i specifikke situationer, og de gravide og barslende kvinder blev spurgt om, Side 44

hvilken information og vejledning de havde fået om specifikke punkter vedrørende amning. På den måde fik assessorerne en fornemmelse af, om der var sammenhæng mellem den viden, vi gerne ville formidle til kvinderne, den viden vi rent faktisk formidlede, og den viden kvinderne oplevede at få.

Derudover observerede assessorerne specifikke situationer, bl.a. i forbindelse med fødsler og under vejledningen af barselkvinderne i gruppesammenhæng. Først i oktober 1998, efter en uges votering, fik vi besked: Amtssygehuset i Herlev kunne godkendes som Spædbarnsvenligt Sygehus.

Projektets sidegevinster

Arbejdet med det Spædbarnsvenlige Initiativ har givet flere sidegevinster både internt i sygeplejegruppen og for det tværfaglige samarbejde.

I sygeplejegruppen på barselafdelingen har det udviklet den faglige kompetence betydeligt. Arbejdet med at implementere vidensbaseret sygepleje har desuden stillet krav om stor åbenhed og krævet, at vi forholder os kritisk både til vores egen praksis og til ny viden. Denne tilgang til arbejdet er blevet så indarbejdet, at den nu er en del af dagligdagen i afdelingen.

For det tværfaglige samarbejde har det betydet, at de enkelte faggrupper har fået en større viden om hinandens arbejde og dermed også respekt for hinandens kvaliteter. Diskussion og samarbejde på tværs af fag og afdelinger er nu langt mere almindeligt end tidligere. For patienten skulle det gerne betyde højere kvalitet og bedre sammenhæng under deres ophold på afdelingen.

Endelig er der fulgt en international anerkendelse med arbejdet, og det har givet en faglig stolthed og korpsånd, som er af uvurderlig betydning for den enkelte medarbejder, for afdelingen og for sygehuset og amtet som helhed.

Ingrid Nilsson arbejder på afd. G, Amtssygehuset i Herlev.