Boganmeldelser

NÅR MOR ER DEPRIMERET

Christina Bredstrup, Jette Andreasen

Da mor græd og kom på hospitalet

København: Høst & Søn 1999
34 sider, 188 kr. 

Kasper fylder fem år og får en cykel, men hans mor er ked af det og orker ikke at være med til hans fødselsdag. Det bliver bare værre, og Kaspers mor står slet ikke ud af sengen, men ligger blot og er ked af det og synes ikke, hun duer til noget. Dette er et meget forenklet eksempel på, hvordan livet kan være for børn af psykisk syge forældre.

I de seneste år er der blevet mere opmærksomhed omkring disse børn og deres særlige problemer. Der er fx oprettet børnegrupper flere steder i landet, hvor børn mødes og får hjælp til at bearbejde deres situation.

''Da mor græd og kom på hospitalet'' er oprindelig skrevet som speciale til Jysk Pædagogseminarium. Den er nu udformet som en børnebog, velegnet til højtlæsning. Indholdet og handlingsforløbet er gribende, og omdrejningspunktet er Kaspers liv i og under moderens depression, en rammende og præcis skildring. Da den blev testet på forskellige børn fra 6­8 år, afstedkom den mange forskellige kommentarer, spørgsmål og undren over, at nogens mødre kunne have det sådan. Bogen giver en indirekte adgang til at tale om vanskelige oplevelser.

I et efterord til den voksne læser findes mange nyttige oplysninger. Fx om at forberede sig på barnets oplevelser, om særlige forholdsregler ved indlæggelser på psykiatrisk afdeling og endelig en opfordring til, at den voksne tager ansvaret for situationen, så barnet ikke føler sig forpligtet til at passe på en af forældrene.

Det er en pædagogisk godt opbygget bog med forklaringer til den voksne og en historie, der kan åbne for samtale med et barn. Den kan under alle omstændigheder anbefales sygeplejersker, der kommer i kontakt med børn af sindslidende forældre.

Af Gete Bjerring, vicechefsygeplejerske på Amtssygehuset Fjorden. 

LIGEVÆGT I SAMTALEN

Per Bech

Stress og livskvalitet

København: PsykiatriFondens Forlag 1999
100 sider, 100 kr. 

Psykiatriske patienter bør mødes gennem deres egne oplevelser af stress eller livskvalitet. Først senere skal man forsøge at sætte deres problemer ind i et psykiatrisk diagnosesystem. Det er grundtanken bag bogen, men desværre udgør det kun en mindre del af indholdet. Det virker, som om bogen aldrig rigtig får fat i patienten og patientens oplevelser af stress og livskvalitet. Det er bogens svaghed i forhold til målgruppen, patient og pårørende. Forskningsresultater, statistik, kurver, figurer, skalaer, diagnosekriterier og skemaer fylder mest.

Udgangspunktet er stressbegrebet, som Hans Selye satte i relation til for meget dannelse af hormonet kortisol. De psykiske symptomer udvikler sig først med træthed, søvnforstyrrelser, angst, mismod, koncentrationsforstyrrelser og nedsat humør. Der kan gå flere måneder, før de somatiske symptomer opstår, fx forhøjet blodtryk.

Forfatteren nærmer sig hjertet i afsnittet om livskvalitetssamtalen mellem læge og patient. Søgen efter livskvalitet i stedet for søgen efter diagnose betyder, at lægen/psykiateren tager udgangspunkt i patientens fortælling om, hvorledes han eller hun har det. Læge-patient-forholdet er mere velafbalanceret og kompliant i forhold til patientens overholdelse af behandling. Per Bech bruger ordet konkordans, som hentyder til en ligevægt i samarbejdet mellem læge og patient, en slags fælles overenskomst om, hvad der har betydning for patienten. Lægen ser patienten som en ligeværdig person og spørger til positive og negative oplevelser. Herefter spørger lægen om, hvordan patienten fungerer sammen med sin familie og vennekreds og på arbejdspladsen. Det sociale velbefindende er ofte mere kompliceret end det psykiske og fysiske velbefindende. Endelig er det vigtigt for lægen at danne sig et indtryk af, hvordan familien klarer sig i forhold til patienten. Lægen spørger ind til patientens fysiske og følelsesmæssige tilstand, sociale aktiviteter, kontakter og økonomiske situation. Desværre rinder teksten ud i endnu nogle figurer og tabeller, og der mangler eksempler på samtaler og cases.

Inger Jerichau, uddannelsesleder, Roskilde Amts sygehusvæsen.

STORKEN ER KOMMET

Anne Marit Tangen

Når livet blir til

Lærebok i svangerskaps-fødsels-og barselsomsorg
Oslo: Ad Notam Gyldendal 1999
144 sider, 213 kroner 

Når et barn fødes i det sønderjyske, markeres det med en stork, der sættes ved vejkanten med en farvet sløjfe til markering af barnets køn. Når et barn fødes i Nigeria, binder faderen en bambusstamme til en hakke, han sætter foran døren til markering af, at der er født et barn. Med barnefødsel i globalt perspektiv slutter den norske bog om de grundlæggende kundskaber i omsorg ved svangerskab, fødsel og barsel, specielt beregnet til sygeplejestuderende.

Hvorfor vælge at købe en norsk lærebog? Det skal man, når den som her favner sit stof tilgængeligt og med stor omsorg. Især hvis det er nyt stof, man skal indføres i.

Nogle specifikt norske oplysninger om fødselshjælpsstrukturen er lette at komme forbi, men kan også bidrage til øget belysning af det danske system.

Det er ikke en udtømmende lærebog i svangre-, fødsels- og barsels-omsorg, men en kortfattet, historisk og nutidig indføring med vægt på det normale i graviditet og fødsel. Et tegn på kvindelig sundhed, som alligevel kan skabe konflikt i kvindens selvforståelse, som hos den snart 18-årige kvinde, der synes, hun er styg og tung i det kaos, hun er i med kroppens normale forandringer. Komplikationer som fx svangerskabskvalme (emesis), svangerskabsforgiftning (præeklampsi), diabetes mellitus, tvillinger og barselsinfektioner gennemgås kort og kræver anden litteratur, hvis man vil have dybere information. Men niveauet er i orden til grunduddannelsen, og den kan give forståelse for og indføring i faget i praktiktiden på svangre- eller barselsafdeling.

Forfatterens engagement i arbejdet som jordemoder i livets ydre kanter mærkes. Hvert kapitel indledes med en illustration, et digt eller et historisk tilbageblik. Selv om meget for mig er gentagelser fra anden obstetrisk litteratur, inspirerede det også mig til lige at læse et kapitel mere.

Norge mangler især i ferieperioder fagpersonale. Derfor gæster en del svenske og danske sygeplejersker og jordemødre de norske hospitaler. For dem er dette også en god bog, som kan give forståelse for, hvordan en fødsel kan foregå roligt og smukt, selv om der er halvanden times kørsel til fødeafdelingen gennem ikke let fremkommeligt vejnet.

Af Karin Holm, sundhedsplejerske, jordemoder og MPH-studerende.

MODERNISERINGENS KRAV TIL PÆDAGOGISK PRAKSIS

Redigeret af Tine Rask Eriksen, Birte Friis Gerstoft, Anders Mathiesen

Kvalifikationer.

Definitioner af ord eller relationer mellem mennesker

København: Munksgaard 1999
288 sider, 298 kr. 

Kvalifikationer defineres i bogen som de kompetencer, der udfolder sig inden for et arbejdsområde. Spørgsmålet er, hvordan uddannelser forsøger at fremme udviklingen af bestemte kvalifikationer. Otte forfattere belyser det facetterede emne teoretisk og empirisk.

Specifikke kvalifikationer udvikles og efterspørges i forbindelse med moderniseringen af den offentlige sektor, og der er kommet nye former for politisk styring af uddannelsessystemet. Men hvordan ser den faktiske kvalificering ud i de forskellige uddannelsessystemer, hvor der arbejdes med uddannelse, omsorg og service? Og hvilke problemstillinger møder undervisere, uddannelsessøgende, brugere og omsorgsudøvere i sundhedsvæsenet?

Tre særligt aktuelle artikler behandler tre hovedområder. Første område handler om modernisering af offentlig service. Anders Mathiesen, lektor i uddannelsessociologi, henleder opmærksomheden på nogle udtalte eller ikke-udtalte antagelser bag forskellige teorier om relationer mellem kvalifikationer og deres anvendelse.

Andet hovedområde drejer sig om, hvordan moderniseringen sætter sig igennem i den pædagogiske praksis på grundlæggende, videregående og postgraduat niveau. Han drøfter, hvad der sker, når lærerarbejdet standardiseres og organiseres som abstrakte kundskaber i teoretiske uddannelser. Han drøfter også, hvordan man kan etablere læreprocesser funderet i relationsbundne erfaringer, hvor fx evne til nærhed, handling, afgrænsning og eftertanke udgør dele af de faglige kvalifikationer.

Tredje hovedområde behandler 80'ernes og 90'ernes strategiske evalueringsformer. Helle Timm, mag.art. i kultursociologi, hævder, at mange evalueringer er præget af at være teoriløse. Problemstillingen forstås og analyseres på empirisk niveau og uden at inddrage en teoretisk og begrebslig ramme om empirien. En af konsekvenserne er, at evalueringerne ikke bidrager til udvikling af samfundsvidenskabelig teori og metode. Timm foreslår, at evalueringsforskning ses i en samfundsvidenskabelig sammenhæng, og kommer med et eksempel fra egen forskning i kommunikationstræning af sundhedspersonale.

Jan Kampmann mag.art. og cand.mag. i pædagogik og sociologi, afslutter med en artikel om omsorgsarbejdets dilemmaer. Kampmann mener, at når man sætter kvalifikationsbegrebet på banen i den sygeplejefaglige debat, er kvalificeret omgang med de forskellige kvalifikationskrav og modsætninger nødvendig. Hvad enten tilgangen er naturvidenskabelig eller humanistisk, bør man medtænke, hvordan det faktiske sygeplejearbejde har udviklet sig i samfundet.

Bogen afdækker, hvad der sker, når personlige og personafhængige kvalifikationer tørner sammen med et arbejdsdelt, automatiseret og computeriseret arbejde. Bogen er relevant for sygeplejersker, men den kræver meget af læseren.

Af Vibeke Frimodt, afdelingslærer på Danmarks Sygeplejerskehøjskole, afdelingen i København.

Forstuvet bækken set fra mange vinkler

Vibeke Fraling
B​ækkenløsning

En håndbog
København: P-Haase & Søns Forlag 1999
104 sider illustreret, 150 kr. 

De sidste 15-20 år er der skrevet flere bøger om forstuvet bækken også kaldet bækkenløsning. I den periode har det også været lidt af et modefænomen, opdyrket af dygtige fysioterapeuter. Antallet steg betragteligt herefter, selv om en del tidligere har figureret i brokkassen ''molimina,'' der dækkede over de mere uforklarlige gener, en gravid kunne fremkomme med. ''Bækkenløsning'' er en brugerbog for kvinder med bækkenløsning, men den er meget relevant for personale, der er i kontakt med kvinderne.

Forfatteren forholder sig kritisk til de forskellige indfaldsvinkler til bækkenløsning, og det gøres bedre end i mange af de tidligere bøger. Vi får en anatomisk-fysiologisk forklaring på, hvorfor bækkenløsning opstår. Samtidig får vi gode anvisninger på øvelser, behandling og sociallovgivning. Det er dog mere end en håndbog, fordi forfatteren anskuer problematikken fra flere synsvinkler uden kun at være farvet af egne oplevelser som tidligere patient. Hun beskriver de store individuelle psykologiske og fysiologiske forskelle, som gør det svært at generalisere og sammenligne indbyrdes.

Bogens styrke er også, at den kommer ind på konsekvenserne for hverdagen: ''Ja, den bliver mere besværlig,'' men det kan også bruges positivt og være med til at styrke parforholdet, hvis parret lærer af den nye situation. Kvinden skal lære at bede om hjælp og forstå, at partneren ikke kan læse hendes tanker. Manden skal lære at tage det som en tillidserklæring, at hun beder om hjælp. Det er også vigtigt, at kvinden bruger sin krop og ikke lægger sig i seng. Under vejledning skal hun lave om på sin hverdag, så hun stadig kan være aktiv.

Jeg har nogle få kritiske punkter om det faglige. Jordemoderens rolle bagatelliseres. Jordemoderen kan ganske rigtigt ikke behandle kvinden, men da hun ser den gravide oftere end den praktiserende læge gør, er hun i høj grad en medspiller og medlytter i problematikken, og hun kan underbygge den vejledning, kvinden har fået af andre.

Et andet område er smertelindring under fødslen, som er en blanding af for korte, ufuldstændige og mere fyldige beskrivelser af alternative måder at lindre på. Det er lidt naivt, og forfatteren sætter sig efter min mening mellem to stole. Selv om hun fremhæver, hvad man kan forvente, og hvad man selv må betale for, glemmer hun det vigtigste: Fødestedets holdning til at inddrage andre fagpersoner end de ansatte, specielt alternative behandlere. Det kan skabe utryghed og falske forventninger. Enten må man gøre det fyldigt eller henvise til jordemoderen. 

Af Karin Holm, sundhedsplejerske, jordemoder og stud.psyk.