En fremmed verden

Jeg skulle starte på min første dag som sygeplejeelev i psykiatrien -­ det var i 1969. Den lukkede kvindeafdeling gav mig bange anelser; rygterne om farlige patienter fik mig på forhånd til at møde med et åbent sind. Jeg ville ved egen erfaring dømme i den sag og bestemte mig for at behandle disse syge mennesker ligesom andre patienter.

Fra morgenstunden skulle jeg følges med en erfaren plejer, der straks førte mig til vores sekssengsstue. Desværre blev hun kaldt væk, lige som vi stod på tærsklen til stuen, så nu var jeg alene. Jeg blev stående og så mig omkring ­ på en helt fremmed og gruopvækkende verden. I første seng til højre sad en ung pige oprejst i sengen og snakkede med sig selv. Hun var nøgen og havde et stort læderbælte om livet. Sengen var også uden klæder, idet betræk, dyne og pude lå spredt rundt om på gulvet.

Næste seng var tom, men ved siden af gik en hekselignende person rundt om sin seng. Med en klud i hånden viftede hun dynen ren, alt imens hun brummede faretruende og så ned i gulvet hele tiden. Denne patient var allerede i tøjet og havde forklæde på, men hun så meget usoigneret ud.

I stuens venstre side lå en gammel, kroget kvinde i den midterste seng ­ pænt med dynen op til hagen, glat som var den lige redt. Tilsyneladende så hun direkte på mig, men blikket var stift og tomt. Det virkede underligt med hende, for hun blev ved med at ligge med hovedet løftet højt over puden.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg ventede, men jeg var bange og dårligt tilpas. Mit mod vaklede. Plejeren udeblev, og jeg kunne ikke tillade mig at nidstirre patienterne, så jeg besluttede at gøre, som jeg havde lært på skolen: gå rundt og hilse på alle patienter den første dag. Den unge pige gav mig straks hånden og hilste venligt på mig. Ja, jeg vil sige, at vi havde en ganske almindelig snak om vind og vejr. Jeg forstod virkelig ikke, at det var muligt i disse omgivelser.

''Heksen'' nærmede jeg mig lidt forsigtigt og strakte hånden frem til goddag. Jeg kom til at stå længe med hånden fremme. Først blev hun urolig, brummelydene blev mere artikulerede, men dog stadig uforståelige, og hun fik mere travlt med sin rengøring. Omsider stoppede hun op og så hurtigt på mig, tørrede højre hånd af i forklædet og gav min hånd et hurtigt klem. Derefter blev hun som før og løb videre med sit arbejde. Jeg var lettet over, at vi fik hilst på hinanden.

Således opmuntret gik jeg videre til den stille dame, men alle mine gode intentioner rakte ikke til at få kontakt med hende. Hvordan kunne hun holde ud at ligge så længe med løftet hoved?

Nu kom plejeren tilbage, og jeg fortalte hende stolt, hvordan jeg havde gået rundt og præsenteret mig for mine nye patienter. Til min store forbløffelse blev jeg beordret ind på kontoret, hvor jeg blev kraftigt irettesat. Man måtte under ingen omstændigheder gå alene hen til den unge pige, hun ville slå og holde en fast. De to andre patienter ville det være nyttesløst at forsøge kontakt med, og ''Heksen'' var endda meget voldelig, hvis man gik hende for nær.

Min undren over disse tildragelser er aldrig hørt op.

I dag er Bente Stokholm Thomsen førtidspensioneret efter 27 år som aktiv sygeplejerske. I ni år arbejdede hun med psykiatriske patienter.