Et godt liv vokser ikke ud af et regneark

Ketty Nielsen, sygeplejerske og gennem de sidste fem og et halvt år leder af Røde Kors Hjemmet i Hobro, er bekymret for udviklingen på landets plejehjem.

''Det handler alt for meget om, hvor lidt de gamle kan nøjes med. Og alt for lidt om, hvad der fremmer det gode liv,'' siger hun.

Ketty Nielsen ser en fremtid med et stift og standardiseret system, hvor personalet mister fleksibiliteten i arbejdet og dermed muligheden for at tage individuelle hensyn til beboerne.

''Den enkelte medarbejders ansvarlighed bliver ødelagt, og hvis man ikke føler, at man kan gøre en forskel, forsvinder engagementet hos personalet. Det går ud over beboerne,'' siger hun.

Det er ikke en udvikling, hun vil være med til at tage ansvaret for, og derfor forlod hun sin lederstilling den 1. februar. I dag arbejder hun som almindelig sygeplejerske på lungemedicinsk afdeling på Randers Centralsygehus.

Som leder af Røde Kors Hjemmet oplevede hun i løbet af sit sidste halve år på plejehjemmet, at hun mistede kontakten til beboerne og det øvrige personale, fordi den administrative byrde voksede. Kommunen vil have flere og flere oplysninger om, hvordan pengene bliver brugt, og det tager tid, når man skal lave redegørelser over forbruget af vatpinde og vaskeklude hos den enkelte beboer.

''Det ligger i tiden, at man vil have at vide, hvad pengene går til. Plejehjemmet administrerer stadig sit eget budget, men udviklingen går mod mere og mere registrering. Det er ikke noget, det øvrige personale har mærket så meget til endnu, men det kommer de til i løbet af et par år, når Fælles Sprog bliver indført,'' forudser Ketty Nielsen.

Alt skal måles

Hendes skræk er en hverdag, hvor hver enkelt medarbejder har et dagsprogram, som skal følges, og som ikke overlader noget rum til medarbejderens egen kreativitet i plejen. Eller til at tage hensyn til hver enkelt beboer.

''Jeg kan ikke se, at der bliver plads til at vaske håret på en dement tre dage i træk, bare fordi hun kan lide det, og det virker beroligende på hende. Den slags bløde værdier forsvinder, fordi alt skal kunne måles,'' siger Ketty Nielsen.

Hun var ellers positivt indstillet over for Fælles Sprog, da snakken om det nye system begyndte for et par år siden. Dengang så hun det som et godt redskab til at vurdere beboernes plejebehov og få dokumenteret arbejdsbyrden, men efter hun har været på kursus i Fælles Sprog, har hun fået en anden holdning. Hun frygter nu, at systemet bliver så detaljeret, at det bliver stift og ufleksibelt at arbejde efter.

''Først går man ind og laver en behovsvurdering for hver enkelt beboer, og derefter tildeler man de nødvendige ydelser. Man kan så gå ind i et skema og se, at den og den ydelse ­ fx hjælp til komme i seng ­ tager så og så mange minutter. Og så regner man med, at man kan plotte ydelserne ind i et regneark og finde ud af, hvor meget tid personalet skal bruge hos den enkelte beboer. Det lyder tilforladeligt, men jeg synes, at det er en tankegang hentet i en produktionsvirksomhed, hvor man arbejder med effekter og ikke med mennesker. Jeg synes ikke, at det hører hjemme på et plejehjem,'' siger Ketty Nielsen.

''Det er en tankegang, som tingsliggør mennesker, og det fremmer i hvert fald ikke den gode stemning mellem personale og beboer. Hvis man har et dagsprogram, hvor der helt Side 5
 

præcist står beskrevet, hvad man skal lave hos de enkelte beboere i løbet af dagen, flytter man fokus fra beboerens behov og over på selve arbejdsopgaven. Hvis man hele tiden har et øje på uret og tænker på de ting, man nu skal nå at have gjort, og hvad man skal nå bagefter, så mister man opmærksomheden over for det menneske, man har foran sig. Den gamle kan fx have brug for at snakke, fordi der er sygdom i familien, eller måske er det lige dagen, hvor han har energi til at tage et spil kort. Men når man er fokuseret på arbejdsopgaven og dagsprogrammet, så kommer man nemt til at overse de signaler.''

Trivslen fordufter

Et andet område, hvor Ketty Nielsen kan se de bløde værdier forsvinde for beboerne, er i køkkenet. I mange kommuner er man ved at nedlægge køkkenet på de enkelte plejehjem og erstatte dem med et centralt køkken, som skal levere maden til alle plejehjem. Det kan man spare penge ved, men samtidig fjerner man noget af beboernes trivsel, mener Ketty Nielsen.

''Mad betyder meget for mennesker. Der er en stor lystfølelse forbundet med mad, og når de er i sving med middagsmaden i køkkenet, og duften breder sig, er der noget at snakke om og glæde sig til for beboerne. Lyden af et køkken, der arbejder, og duften fra maden er med til at skabe en følelse af fællesskab. Et køkken er simpelt hen en væsentlig del af livet på et plejehjem, ligesom det er i alle andre hjem,'' siger Ketty Nielsen.

''Hvis der ikke er et køkken, har man heller ikke den samme mulighed for at gøre noget specielt ud af fx en fødselsdag. I det store billede kan det virke ligegyldigt, men den slags ting er med til at øge livskvaliteten for beboerne,'' tilføjer hun.

Ikke kommunens opgave

Ketty Nielsen understreger, at hun har været glad for sit arbejde på Røde Kors Hjemmet, og at samarbejdet med politikere og forvaltning i kommunen har været fint gennem årene. Også selv om personalegruppen i hendes tid på hjemmet er skrumpet ind fra godt 60 til 56 fuldtidsstillinger, samtidig med at antallet af beboere er vokset fra 50 til 54. Men hun bryder sig grundlæggende ikke om den vej, det går, med indstillingen til ældreplejen. Derfor har hun sagt stop.

''Vi får at vide, at vi kun skal dække de grundlæggende behov hos beboerne. Den indstilling tenderer gamle dages opfattelse af, at gamle og syge har behov for ro, renlighed og regelmæssighed ­ et synspunkt, vi som social- og sundhedspersonale heldigvis for længst har forladt.

Det gode liv fremmes gennem tillid, lyst, gensidighed og vedkommenhed. Jeg har prøvet at fremsætte mine meninger i de arbejdsgrupper, jeg har været med i, omkring udviklingen af kommunens målsætning, men jeg har fået at vide, at de bløde værdier ikke er en kommunal opgave. Og den udvikling kan jeg ikke ­ vil jeg ikke ­ bruge flere kræfter på.''