Faglig kommentar: Betinget ytringsfrihed

Ytringsfrihed er et lidt fint ord, der bliver luftet grundlovsdag og ved andre særlige lejligheder. Men det er på sin plads at tygge lidt på ordet en almindelig blå mandag, for det er ikke altid så ligetil at holde fast i den grundlovssikrede ret til at sige sin mening.

Han var primærsygeplejerske og havde skrevet et sobert og velformuleret indlæg om forholdene på et plejehjem i en mellemstor kommune et sted i Danmark. For at være redelig og ordentlig sendte han sin leder en kopi af indlægget til orientering. Han blev kaldt til samtale hos lederen og fik at vide, at hun ikke kunne garantere for følgerne, hvis indlægget blev offentliggjort. Ordet fyring lå i luften. Han trak sit indlæg tilbage, for han kunne godt lide at være sygeplejerske i netop den kommune.

Han havde gjort et forsøg på at komme ud af busken med en kritik, der virkede berettiget, han fremførte den i en høvisk tone og med gode argumenter. Alligevel nåede han kun halvvejs i den proces, der kunne have ført til en tiltrængt debat i lokalsamfundet. Han blev skræmt af sin leder, og spørgsmålet er så, hvem hun blev skræmt af.

Hvorfor fraråder ledere af sygeplejen meget kontant ansatte at kritisere forholdene i en kommune offentligt?

Det kan jeg selvfølgelig ikke få at vide, men gad vidst, om det er signaler fra de lokale politikere, som lederne nidkært fortolker, så der ikke bliver for meget røre i den lokale andedam? Eller er der ledere, der ikke ønsker debat om følgerne af deres egen ledelse og derfor dækker sig ind med uldne vendinger om, at ''man ikke kan garantere for følgerne, hvis...'' Hvem er man? Hvilke hensyn til hvilke parter bliver rørt sammen til en klistret kommunal grød af opfordringer, anbefalinger og pålæg om at tie stille?

Maude og melbollerne

Det er påfaldende, at det er så svært at få nogen til at stå frem i et demokratisk samfund, for der burde ikke være noget at frygte. Men desværre virker det, som om der er god grund til at være bange.

Med dulgte trusler om fyring bliver forsøget på censur hurtigt til selvcensur. Presset bliver for stort, og kritikken forstummer. Den sygeplejerske, som reagerede på nogle uacceptable forhold ved at gøre opmærksom på problemer, der kunne løses politisk og administrativt, fandt ud af, at det i princippet er sundt og godt at være engageret og optaget af, hvordan samfundet er skruet sammen, men at princippet ikke nødvendigvis skal tilføres for megen næring, fx i form af læserbreve.

I dette tilfælde var det en leder, der bremsede debatten. I andre tilfælde må jeg for god ordens skyld nævne, at det er sygeplejerskerne selv, der først glade og fro udtaler sig om konkrete forhold for derefter at blive ramt af en langsomt fremadskridende frygt for følgerne, som til sidst får det, de har sagt, til at have samme slagkraft som en melbolle. Hvis de da ikke helt nægter at stå ved deres udtalelser.

Almindelig støtte og solidaritet er ifølge de sygeplejersker, der har prøvet at have næsen for langt fremme, et vigtigt element, hvis modet ikke skal svigte den kritiske røst.

Det bliver vi nødt til at hjælpe hinanden med at holde fast i. Demokrati er ikke kun at sætte et kryds hvert fjerde år, det er også at holde fast i det, man ser og hører, og forsøge at ændre tingene der, hvor man er. Hvad enten det er i bestyrelsen i vuggestuen, i samarbejdsudvalget eller gennem et læserbrev om dårlige forhold på byens plejehjem.

I Matador siger Maude: ''Så gør dog noget Hans Christian, vi har løbesod.''

Løbesod eller ej. Så gør dog noget.