Boganmeldelse

Den velsignede hverdag

Liselotte Malmgart

Med glæden som værktøj

Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen 1900-2000
Hellerup: Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen 2000
224 sider, 198 kr.

Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen fyldte 100 år den 8. maj 2000. I den anledning blev det overgivet cand.theol. Liselote Malmgart at udarbejde Husets erindringer, altså en skildring af det liv og arbejde, som er blevet levet her og udført fra dette sted.

I indledningen står, at det kan være svært at fortælle om ''den velsignede hverdag,'' om alle de mange almindelige arbejdsdage, der heldigvis er flest af. Det bliver ofte begivenheder, der handler om brud, begyndelser og afslutninger, der fylder mest i erindringen.

For diakonisserne har der ganske givet været mange almindelige arbejdsdage, men de mange forskellige arbejdsopgaver, søstrene har deltaget i og præget, er alligevel tydelige. Det har ikke kun givet mening i konkrete situationer, arbejdet og det kristne livssyn har samlet sig til at blive en væsentlig del af vores fælles kultur. Der har været strenge regler og krav til søstrene om ydmyghed og opofrelse, men fællesskabet og rammerne har også givet dem frihed til at bruge sig selv i menighedsplejen og i arbejdet for de kronisk syge.

Det var således også et udslag af søstrenes holdning, der gjorde, at de ikke ville sige ja til drift af et privathospital, men i stedet sagde ja til oprettelse af hospice i begyndelsen af 1990'erne.

Jeg har selv været pårørende til en ven, som tilbragte den sidste måned af sit liv på Sankt Lukas Stiftelsen, og det var blandt meget andet også en oplevelse om praktisk diakoni. Jeg mærkede atmosfæren og det, at Stiftelsen ikke først og fremmest er en arbejdsplads, men et kristent hjem, hvor arbejdsfælles-skabet er forbundet med menighedsfælleskabet. Vi er så uvante med denne nære og kærlige berøring i sundhedsvæsenet, at det efterlader meget til eftertanke om det system, vi arbejder i. Følelsen af, at værdier fra livsverdenen går forud for cool cash-tænkningen, er tydelig og mærkbar.

Et af de ydre mest påfaldende træk ved søstrene er deres dragt.

I mange år blev der ikke argumenteret for eller forklaret, hvorfor søstrene skulle bære denne uniform. Først da man i fyrrerne begyndte at diskutere fortsat brug af dragten, begyndte man også at formulere, hvorfor den skulle bæres. Hovedsynspunkterne var de praktiske, økonomiske grunde, men også tanken om lighed og udviskning af forskellen mellem de enkelte søstres baggrund har spillet ind. Her i år 2000, hvor vi har haft en følelsesfuld debat om, hvorvidt unge kvinder, som pga. deres tro bruger tørklæde, kan få ansættelse i visse firmaer, er det meget apropos at læse om en søster fra Stiftelsen. Hun søgte ansættelse som hjemmehjælper i Københavns Kommune i 1975. Det kunne imidlertid ikke lade sig gøre, da hun nægtede at lægge sin diakonissedragt bl.a. med henvisning til, at den udgjorde en del af hendes identitet. Direktøren for Københavns Kommunes sundhedsvæsen modsatte sig ansættelsen med den begrundelse, at: ''...hjemmene bør føle, at hjælpen ydes af en kommunalt ansat neutral hjemmehjælper,'' Det fortælles, at søsteren ikke havde svært ved at finde andre opgaver. Med de nye retningslinier fra 1987 har en søster ret, men ikke pligt, til at bruge dragten i arbejdet og ved særlige lejligheder. Herudover overlades brugen af dragten til den enkeltes personlige ansvar.

I de kommende år står Sankt Lukas Stiftelsen over for den store opgave at ændre sig fra et diakonissehus til en diakonal institution. Ansvaret skal deles med medarbejdere, husets venner og støtter. Forfatteren giver udtryk for, at det er et åbent, spændende og udfordrende spørgsmål, om Stiftelsen kan klare denne omstilling og samtidig bevare sin identitet og sine traditioner.

''Diakoni er formidling af Guds omsorg for mennesket - livshjælp, hvor livet er truet.''

Af Oline Karenn Nielsen, sygeplejelærer, Københavns Amts Sygeplejeskole, Herlev.