Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Den gode medicinske afdeling

Sygeplejersken 2001 nr. 10, s. 34

Af:

Peter Qvist, overlæge,

Lisbeth Rasmussen, oversygeplejerske

Fra foråret 2000 har Projekt Den Gode Medicinske Afdeling (DGMA) haft status som et nationalt tværfagligt projekt med eget sekretariat på Amager Hospital. Projektet finansieres af alle amter samt Hovedstadens Sygehusfællesskab (H:S). Som led i projektet gennemarbejdes standarder med beskrivelse af delstandarder og tilhørende indikatorer inden for temaerne: medicinering, planlægning under akut indlæggelse, patientinformation, udskrivelse, det tværfaglige samarbejde og uddannelse/kompetenceudvikling.

Der er foreløbig udarbejdet standarder og indikatorer for temaerne ''Planlægning under akutte indlæggelser'' og ''Fejlfri medicinering.'' Resultatet af dette arbejde blev publiceret i november 2000 og udsendt til de medicinske afdelinger. Dels med henblik på kvalitetsmåling ved registrering af udvalgte indikatorer én gang årligt (tværsnitsundersøgelser). Dels som støtte til gennemførelse af enkeltprojekter.

Den første landsdækkende tværsnitsundersøgelse er i fuld gang. Der deltager 73 medicinske afdelinger med i alt 105 afsnit. Data til tværsnitsundersøgelsen indsamles fra journalmateriale på patienter udskrevet i oktober 2000. Den store tilslutning betyder, at mere end 5.250 patientforløb vil blive gennemgået og indgå i undersøgelsen. Dataindsamlingen forventes afsluttet ultimo januar 2001 og resultaterne publiceret i anonymiseret form i marts.

I løbet af sommeren 2001 vil DGMAs sekretariat følge op på tværsnitsundersøgelsen med henblik på sikring af anvendeligheden af resultaterne til det videre udviklingsarbejde på afdelingsniveau. Der vil herudover blive arbejdet videre med standarder og indikatorer for de resterende hovedtemaer. I en del af dette arbejde vil primærsektoren blive inddraget, så kvaliteten af det samlede medicinske patientforløb sikres.

Med det formål at synliggøre erfaringer fra kvalitetsudviklingsprojekter udført på landets medicinske afdelinger har sekretariatet oprettet en national database indeholdende projekter fra de seneste fem år. Databasen opdateres løbende og indeholder aktuelt en beskrivelse af 68 projekter. Der er adgang til databasen via DGMAs internetadresse: www.dgma.dk, hvor man også kan orientere sig generelt om Projekt DGMA og se resultaterne fra tværsnitsundersøgelsen. Herudover vil de medicinske afdelinger, amter, H:S og andre interessenter løbende blive orienteret om projektets aktiviteter m.v. via DGMA-Nyt, som udkom første gang i oktober 2000.