Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Faglig kommentar: Marked på Amager

Til hverdag tænker sygeplejersker ikke over, at de er medlemmer af en vidt forgrenet organisation, der tæller sygeplejersker over hele kloden, men nu er der mulighed for at møde medsøstre og -brødre fra denne organisation på Amager.

Sygeplejersken 2001 nr. 10, s. 27

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

Skal du til ICY'N?'' spurgte den ene sygeplejerske den anden. ''Næh, det har jeg ikke råd til, og jeg er heller ikke så meget for hård rock,'' svarede den anden.

Nu er der bare det ved det, at ICY`N ikke er et rockband og ikke hedder ICY`N, men ICN. Og ICN optræder ikke i Roskilde eller på Midtfyn, men på Amager Fælled.

Om International Council of Nurses ligger helt fremme på harddisken hos flertallet af sygeplejersker i Danmark, er tvivlsomt, ja mange er måske ikke engang sikre på, hvad det overhovedet er for en størrelse. Men det kan der rådes bod på til sommer, nærmere bestemt fra den 10. til den 15. juni, når ICN holder sin 22. kongres i Bella Center.

Og hvad skulle så få horder af sygeplejersker fra Jylland, Fyn og samtlige øer til at valfarte til København, når hvidtjørnen blomstrer, og der lugter af forkullede revelsben i hver anden have?

Muligheden for at møde sygeplejersker fra 122 lande og høre fagligt nyt om sygepleje fra lige så mange nationer.

En syndflod af foredrag og workshopper om det nyeste nye inden for klinisk sygepleje, undervisning, forskning m.m.

Postere med budskaber om alt fra ernæring af patienter med kræft i hoved og hals til gruppeundervisning af forældre med febrile spædbørn.

Regnspove med hammer

Jeg var med i 1999, da ICN fejrede 100-års jubilæum med en konference i London. Jeg havde ikke helt gjort mig klart, hvor broget og mangfoldig sådan en verdensomspændende kongres er. Asiatiske sygeplejersker, tyske nonner, australske forskere. Store, smukke, sorte kvinder i spraglede kjoler med edderkoppemønster på og en misundelsesværdig rank holdning. Små fine japanere med høje stemmer og endnu højere latter, da Sygeplejerskens fotograf tog et billede af en af dem, fordi hun manglede en sko. Den brugte hun som hammer til at sætte sin poster op med. Det udløste kaskader af latter fra de syv medsøstre, at hun blev foreviget på et ben, som en anden regnspove i vadehavet.

Mange af de sygeplejersker, der havde skrevet posterne, stod ved siden af deres værk og delte mere materiale ud eller besvarede spørgsmål fra beskueren. Det gav god mulighed for at strække netværket og indgå nye kontakter.

Stemningen er på en gang meget faglig og markedsagtig. Og jeg blev lidt imponeret, da selveste Patricia Benner pludselig stod foran mig og rakte hånden frem. Ja, ja, det var ikke hendes egen ide, hun blev eskorteret af en fælles bekendt, det vil jeg da godt indrømme.

Det er en oplevelse at tilbringe tid i et internationalt miljø, og har man ikke andre muligheder for at høre sygepleje på fremmede tungemål, så kan enhver dansk sygeplejerske i hvert fald komme til Amager uden at fare vild.

Fix it

Jeg glemmer heller ikke den sorte, mandlige sygeplejerske fra Afrika, som dumpede ned i sædet ved siden af mig, lige før HRH prinsesse Anne skulle tale.

''Can you fix it?'' sagde han. ''Hvadbehager?'' sagde jeg. Jeg kunne ikke forstå, hvad han sagde, for han talte utrolig hurtigt. Det hjalp, da han et øjeblik efter placerede sit spritnye fotografiapparat i mit skød og endnu en gang sagde: ''Can you fix it?'' Det viste sig, at han havde købt et nyt apparat, men det virkede ikke.

Da fotografen havde set på det, kom forklaringen. Der var ingen film i det.

Men det blev til en længere snak om ''operating titer,'' der betød operating theater, dvs. at han var operationssygeplejerske. Til sidst blev jeg helt god til at forstå, hvad han sagde. Og så kom Anne og talte om og til sygeplejerskerne.

Der er to mio. sygeplejersker i ICN, og der ventes mellem 5.000 og 10.000 deltagere i København til sommer. Det vil sikkert gøre Amager lidt mindre kedelig end vanligt, og selv om det er småt med hård rock i Bella Center, så lad revelsben være revelsben, i fem dage eller måske bare i én enkelt dag.•