Faglig kommentar: Nyrer fra levende donorer

Nyresyge med ringe eller ingen nyrefunktion kan leve i mange år med regelmæssig dialyse. Et liv med restriktioner og afsavn, som måske kun kan udholdes, fordi der er håb om en nyretransplantation. Nogle får aldrig opfyldt håbet om et næsten normalt liv efter en transplantation, for der doneres ikke nok nyrer til alle. Nogle er så heldige, at et familiemedlem med matchende vævstype og normal nyrefunktion vil give dem deres ene nyre. Men det er stadig ikke nok. Omkring halvdelen af alle pårørende til patienter med udslukt hjernefunktion siger nej, når de bliver spurgt, om de vil tillade organdonation.

Siger familien nej til at hjælpe en nyresyg med at få en velfungerende nyre?

Eller siger familien nej til, at deres familiemedlem skal dø på et operationsbord, når hjertet klippes ud?

Der er en verden til forskel. Man dør ikke af at få foretaget en nefrektomi. Indgrebet indebærer en vis risiko, men oddsene for at overleve er gode. Man kunne sige til de pårørende: ''Jeres søns hjerne har taget uoprettelig skade. Han vil med sikkerhed dø i løbet af få dage. Må vi få lov at bortoperere den ene nyre med henblik på tranplantation? Efter operationen kommer jeres søn tilbage til afdelingen, så I har mulighed for at være hos ham, mens han bliver plejet den sidste tid.''

Fifleri med dødstidspunkter

Denne mulighed for at donere et organ i levende live nægtes den hjernedøde. Donorkort og donortestamente er udformet, så det forudsætter, at donoren accepterer et hjernedødskriterium. ''Jeg giver hermed tilladelse til, at alle mine organer kan anvendes til transplantation efter min død.'' Man kan også give begrænset tilladelse til, at enkelte organer må bruges. I begge tilfælde må man acceptere hjernedødskriteriet, fordi der står ''efter min død.'' Det er ikke den kendte, rigtige og endelige død, der er nævnt, for ligets organer er ingen interesserede i. Kun organer fra en levende krop med cirkulerende blod har interesse.

Man kan være positivt indstillet over for organtransplantation samtidig med, at man tager afstand fra et hjernedødskriterium. Da et supplerende hjernedødskriterium blev indført, tog man samtidig døden fra folk. Ingen mennesker er i tvivl, når de står over for en død person. Menneskene har altid kunnet kende døden. Når så mange pårørende siger nej til organtransplantation i sandhedens øjeblik, kan det meget vel hænge sammen med, at de nu ved selvsyn kan konstatere, at ham eller hende i sengen ikke er død. De føler sig måske forrådt over for dette fifleri med dødstidspunkter og skifter derfor mening i sandhedens øjeblik, selv om de tidligere har stillet sig positive over for transplantation.

Man tillader transplantation af nyrer fra et levende familiemedlem. Man åbner ikke mulighed for, at en person med udslukt hjernefunktion, dvs. med sygdomsdiagnosen hjernedød, afgiver en nyre, som han sagtens kan undvære de resterende få dage af livet. Hvis ikke man kan acceptere hjernedødskriteriet og døden på operationsbordet, er ingen åbenbart interesserede. Det svarer til, at en bloddonor blev afvist i blodbanken med ordene: ''En halv liter blod er vi ikke interesserede i. Fem liter blod eller ingenting.''

Emnet er tabu

Jeg er overbevist om, at langt flere ville sige ja til at få fjernet en nyre, hvis det ikke automatisk indebar, at døden indtraf på operationsbordet. Jeg bygger det udelukkende på min egen indstilling og lidt uformel snak med nogle få personer i min omgangskreds, der på et tidspunkt har revet deres donorkort i små stykker. Hvorfor Sundhedsstyrelsen ikke vil åbne denne mulighed for, at folk med diagnosen hjernedød kan afgive en nyre i levende live, kan man kun gisne om. Emnet er nemlig tabu. Måske skyldes det en frygt for, at for mange mennesker derved ville få øjnene op for, at der er forskel på at dø i sin seng og på at dø på et operationsbord, når forbindelsen til hjertet klemmes af. Det ville betyde færre hjerter, levere og lunger.

Men åbenbart hellere mangle nyrer end åbne denne mulighed.