ICN: Den globale sygepleje

Har du nogensinde tænkt over, hvad din hverdag som sygeplejerske har tilfælles med sygeplejersker i andre dele af verden? Hvordan mon man underviser patienter i at skifte kolostomi i Afghanistan eller Brasilien? Hvad med arbejdsforholdene - er en sygeplejerske i Canada bedre lønnet, eller har hun andre arbejdsområder end en dansk sygeplejerske? Hvad med sundheds- og sygehusplanlægning? Er sygeplejersker involveret i beslutningsprocesserne nogen steder i verden?

Sidste sommer fik jeg en fornemmelse af, hvordan sygeplejen er i mange dele af verden, og hvordan sygeplejersker som samlet gruppe har indflydelse på sundhedspolitik på verdensplan. Jeg og en amerikansk medstuderende tilbragte seks uger som medarbejder hos International Council of Nurses (ICN) i Genève.

Det har altid interesseret mig, hvad sygeplejersker har tilfælles, og hvad der er forskel på. Jeg er autoriseret sygeplejerske i Danmark og USA og har arbejdet begge steder. I mine videreuddannelser har international sygepleje eller sundhedsplanlægning og politik været hyppige emner. Siden 1998 har jeg været fuldtidsstuderende i Center for Health Outcomes and Policy Research på University of Pennsylvania. Der forsker vi bl.a. i sygeplejerskers arbejdsforhold og professionelle arbejdsområder i forskellige sundhedssystemer. Så da jeg fik mulighed for at arbejde en sommer for ICN, slog jeg til. Jeg er både medlem af Dansk Sygeplejeråd og American Nurse Asssociation, som begge er deres landes repræsentanter i ICN, og jeg var interesseret i at finde ud af, hvordan det globale arbejdsområde for sygeplejersker er, hvordan ICN fungerede, og hvordan mine organisationer blev repræsenteret.

Jeg var stolt af at være sygplejerske i disse sammenhænge. ICN er en organisation, der bliver hørt. Ved den 88. Internationale Arbejdskonference var ICN én af de få organisationer, der fik tilladelse til at komme med forslag, da kommissionen for ''maternity protection'' (rettigheder under barsel) skulle diskutere mulige ændringer i konventionen om barselsorlov og betalt amning i arbejdstiden. Det foregik højlydt, og forskellene var store. Alligevel blev konventionen godkendt i 11. time. Det betyder ikke, at kvinder og børn globalt automatisk vil opleve ændringer i deres daglige liv. Det er op til de enkelte landes regeringer at lovgive, så konventionen er et minimumskrav i det pågældende land.

Vi deltog også i diverse møder med faglige eksperter og repræsentanter fra nationale sygeplejeorganisationer. F.eks. er ICNs ''Code of Ethics'' lige blevet revideret. Derfor skal deres nuværende guide til beslutninger om etiske problemer opdateres. For at udstikke retningslinier og afgøre, hvad der mangler i guiden, kom de tre forfattere, inklusive sygeplejerske Sara Fry, som skrev den første guide, til Genève for at diskutere, hvad der er sket i sygplejen siden begyndelsen af halvfemserne, hvor den nuværende guide blev udarbejdet. Et par af de nye etiske problemstillinger for verdens sygeplejersker omhandler aktiv dødshjælp og sygeplejerskers rolle under nedskæringer i sundhedsektoren.

Global tilgang og afgang

Foruden at deltage i alle møder og konferencer havde vi nogle praktiske arbejdsopgaver. Vi opdaterede ICNs ''position statements'' (ICNs standpunkter om emner inden for sundhed og sygepleje) og ''factsheets'' (reference, som giver information og et internationalt perspektiv fra sygeplejeprofessionen om aktuelle sundhedsmæssige og sociale emner (6)), og jeg analyserede data fra en immigrationsundersøgelse blandt ICNs sygeplejeorganisationer. Dette projekt var igangsat i samarbejde med WHO og the World Medical Association. Formålet var at få en forståelse for global tilgang og afgang af personale i sundhedsektoren. Selvom mange landes sygeplejeorganisationer ikke havde besvaret det meget detaljerede spørgeskema, 

Side 31

var der svar fra alle kontinenter. Det blev hurtigt klart for mig, hvor ens sygeplejens betingelser er, lige meget hvor i verden man befinder sig. De fleste medlemsorganisationer meddelte, at det var svært at få unge interesseret i sygepleje, så der var ingen tilgang. Sammenholdt med problemer med stor afgang af sygeplejersker er resultatet en national mangel på sygeplejersker. Det interessante var, at langt de fleste lande prøvede at løse dette problem ved at rekruttere i andre dele af verden. Så i stedet for at oprette flere uddannelsespladser, gøre arbejdsforholdene mere attraktive og tilbyde en højere løn valgte landene (men ikke sygeplejeorganisationerne) at bruge midler på den kortsigtede løsning at hente sygeplejersker i andre lande.

De politiske og praktiske problemer, der er i mange lande, var både tydelige i immigrationsundersøgelsen og inden for ICNs andre arbejdsområder. Flere af ICNs medlemslande har kun sporadisk kontakt med organisationen. De har simpelthen ikke midler til at kommunikere med. Der er sygeplejeorganisationer, som ikke engang har et telefonnummer. En formand kommunikerede via internettet, men hun skulle rejse hundredvis af kilometer for at nå til den eftertragtede computer. Oven i købet havde organisationen kun af og til råd til at betale for den dyre internetforbindelse, der kostede flere hundrede kroner pr. time.

Møder kræver diplomati

Overtrædelse af menneskeretigheder er også et problem, som ICN tager sig af. En af konsulenterne havde fået et tip om mulig tortur af sygeplejersker i et afrikansk land. Konsulenten kontaktede telefonisk det pågældende lands medlemsorganisation for at høre, om ICN kunne hjælpe. Nej tak, var svaret, ikke lige nu, men det var godt at vide, at verden og ICN overvågede, hvad der foregik.

Konsulenterne forklarede os, at de skulle passe på ikke at gøre det værre for sygeplejerskerne i et land. Når de er på besøg i et land af en eller anden årsag, er de ofte til møder med landets sundhedsminister eller departementsrepræsentanter. De sørger altid for, at landets sygeplejeorganisation er til stede for at vise både organisationen og regeringen, at sådan skal det være.

Det kan kræve megen diplomati at være til sådanne møder. Selvom sygeplejerskerne måske har en utålelig situation, skal sagen gribes meget forsigtigt an. Som en af konsulenterne påpegede: ''Vi er jo kun på besøg og tager af sted den næste dag. Vi skal ikke leve med den daglige konsekvens af måske at gøre en barsk situation endnu værre, hvis vi omtaler den direkte. I stedet kan vi gøre opmærksom på, at vi holder øje og støtter udviklingen i den rigtige retning på linie med andre internationale organisationer.'' 

Faggrænser i skred

Mere lokalt holder ICN også øjnene åbne. Gennem samarbejdet med alle de internationale organisationer, der har hovedsæde i Genève, er de opmærksomme på, om sygeplejersker bliver ansat i stillinger, der ikke er udspecificeret til en bestemt faggruppe. Før i tiden var faggrænserne meget skarpe i mange organisationer, men på linie med udviklingen i resten af sundhedssektoren er mange stillinger ikke længere professionsbestemt, men kvalifikationsstyret. I stillingsannoncer kan der f.eks. stå, at ansøgere skal

Side 32

have en sundhedsuddannelse i stedet for en lægeuddannelse.

Alligevel er der meget få sygeplejersker ansat i f.eks. WHO. Ændringer tager lang tid. Ofte glider administratorerne tilbage i det gamle regi, men ICN protesterer hver gang, en stillingsannonce f.eks. kræver en læge, når en sygeplejerske kunne være lige så god.

ICN har også gang i tværfagligt arbejde igennem the Health Profesionals Alliance (HPA).

Alliancen består foruden ICN også af the World Medical Association og The International Pharmaceutical Federation. HPA håber, at man som samlet gruppe kan få indflydelse på den globale sundhedsplanlægning (8).

Stor skævhed

Jeg nåede en masse i de seks uger, og alligevel fik jeg kun lige snuset til alt det, ICN er involveret i. Jeg må konkludere, at jeg i høj grad synes, de gør et godt stykke arbejde på professionens vegne. De kommunikerer med sygeplejersker fra hele verden dagligt og hjælper eller rådgiver, hvor der er behov. De har respekt for det enkelte lands kultur og dets indflydelse på sygeplejersker. ICN har stor forståelse for skævheden i fordelingen af verdens ressourcer og derfor også for, at nogle af deres medlemmer har mere end andre.

Jeg var meget forbavset over, hvor stor skævheden faktisk er. I min hverdag med internettet og et universitetsbibliotek er det nemt at tage viden og kommunikation for givet. Men det er det langt fra i store dele af verden. Det er en af grundene til, at vores lokale studenterforening har valgt at bruge penge på at betale for porto, så ICN kan sende et par årgange af deres gamle (1998-99) faglige tidsskrifter til de organisationer, der ingen har.

Jeg fik også bekræftet, at sygeplejersker over hele verden har den samme basale opfattelse af sygepleje. Det er ikke uden grund, at ICN bestselleren ''Sygeplejens Grundlæggende Principper'' af Virginia Henderson er en klassiker på 30 sprog. Hun havde ret, da hun påpegede, at den basale sygepleje er den samme overalt. ''Sygeplejerskens unikke funktion er at bistå den enkelte, syg eller rask, med at udføre de aktiviteter til fremme eller genvindelse af sundheden (eller til at opnå en fredelig død), som han ville udføre på egen hånd, hvis han havde den fornødne styrke, vilje eller viden'' (9,10). Vi har så mange ting tilfælles og kan lære af hinanden. Derfor siger jeg, som jeg har sagt til mine amerikanske kolleger: kom til København fra den 10.-15. juni, når ICN afholder deres 22. kongres, og mød verdens sygeplejersker!

 Marianne Baernholdt er ph.d.-studerende på University of Pennsylvania, Center for Health Outcomes and Policy Research i Philadelphia, Pennsylvania.