Synspunkt: Tilpasset systemet

De første symptomer på Alzheimers sygdom hos min far viste sig for ca. ni år siden med øget glemsomhed. Hans sygdom tog langsomt til, og til trods for stærkt nedsat orienteringsevne kørte han bil indtil 1999.

Min far havde på det tidspunkt svær apraksi, agnosi og lette afatiske forstyrrelser. Han havde svært ved at skrive sit navn; selv hjemme var han ikke altid orienteret om, hvor han var, og han kunne stort set ikke svare på spørgsmål pga. svækket hukommelse.

De seneste år veg min far ikke fra min mors side. Når hun var ude af syne, blev han utryg og urolig. Han prøvede at være i demensgruppe i et dagcenter nogle få gange, men forlod stedet, så den aflastning kunne min mor ikke få. Min far skulle have hjælp til alt. Til tider var han overbevist om ikke at være gift med min mor, og at hans afdøde forældre var til stede. Min far var i meget god fysisk form og gik dagligt lange ture med min mor.

Sidste vinter begyndte sygeplejersken fra distriktspsykiatrien at tale om indlæggelse til medicinering, men min far var ikke interesseret. Han fejlede jo ikke noget, og det hele gik jo med min mors hjælp. Min mor og jeg mente heller ikke, det var en god løsning.

En aften i april lagde min far en pakke papirlommetørklæder ''på plads'' i køleskabet. Den slags skete dagligt, og han flyttede tingene, når min mor bad ham om det, men ikke denne gang. Han truede hende med knyttede næver: ''Det skulle hun kraftedeme ikke bestemme - hun kunne bare få nogle.''

Nu turde min mor ikke være alene med ham mere, hvorfor han blev akut indlagt og tvangstilbageholdt på gerontopsykiatrisk afdeling. Her blev han medicineret og var ikke mere truende, men hans få tilbageværende ressourcer blev sløvet, så hans orienteringsevne blev forværret. Agnosi, apraksi og afasi blev også forværret.

Gennem forår og sommer fik han varierende mængder af psykofarmaka. Han pillede, flyttede rundt på møbler, lagde tøj og servietter pænt sammen og samlede imaginære ting op fra gulvet; en rastløshed, som blev betydelig forværret efter indlæggelsen.

For at forhindre udvikling af aktivitetsdelir blev han kortvarigt fikseret i blødt bælte. Denne stimulation af den taktil-kinæstetiske sans gav ham tryghed, så han faldt til ro. Når nogen ville bestemme over ham og f.eks. lægge ham i seng eller tage ham i bad, kunne han råbe ''NEJ'' og skubbe til dem, som tog fat i ham. Nogle kunne aflede ham, men enden blev øget medicin, indtil han ikke kunne andet end at ligge eller sidde. Han fik pneumoni og spiste og drak næsten intet. Den første pneumoni kom han over, da han fik penicillin, og psykofarmaka blev aftrappet. Min far blev indstillet til skærmet enhed på plejehjem, og kommunen søgte det sociale nævn om tilladelse til at beskyttelsesfiksere min far i blødt bælte ved behov.

Under henvisning til Servicelovens ¶ 109 d kunne nævnet ikke godkende, at min far indimellem blev fastspændt, da der ikke var ''nærliggende risiko for, at han ville lide væsentlig personskade som følge af fald.''

Med denne afgørelse turde kommunens embedsmænd (sygeplejersker og jurister) ikke lade min far flytte i skærmet enhed. Nævnets afgørelse ankede jeg i september 2000 til Den sociale Ankestyrelse, som endnu ikke har svaret.

I min anke gør jeg gældende, at det sociale nævn udelukkende har læst ¶ 109 d og har undladt at se på lovens formål. Formålet med loven er at forbedre den enkeltes livskvalitet, at tilrettelægge hjælpen ud fra den enkelte persons behov og forudsætninger, og at magtanvendelse skal begrænses mest muligt, det mindste middels princip.

Med dette formål ville intermitterende beskyttelsesfiksering på en skærmet enhed opfylde alle betingelser, da den skal ses i relation til alternativerne: 1) Overflytning til amtsplejehjemmet 70 km fra min mor eller 2) så kraftig medicinering, at min far blev holdt rolig.

En sådan kemisk fiksering er en større tvangsforanstaltning end intermitterende bæltefiksering og er altså ikke ''mindste middels princip.''

Min far forblev på gerontopsykiatrisk afdeling, hvor han igen blev medicineret, medførende forvirring og immobilitet, og han spiste og drak næsten intet. Anden gang, han fik pneumoni, var hans fysiske tilstand dårligere, og han måtte have antibiotika i 14 dage, før han var afebril.

Psykofarmaka blev igen aftrappet. I en periode herefter gik han for det meste roligt omkring, gjorde orden, men kunne også være udadreagerende. Forløbet gentog sig sidst i november. Efter ca. en uge i antibiotisk behandling og næsten ingen mad og drikke var han stadig febril og nærmest kakektisk. Behandlingen blev indstillet, hvorefter han stille døde.

De sidste tre måneder på gerontopsykiatrisk afdeling gik med at forsøge at tilpasse et menneske til systemet, fordi mennesket ikke passede ind i det tilbud, kommunen og det sociale nævn ville tilbyde. Man forsøgte ikke at tilpasse systemet til mennesket.

Søren Madsen er ansat på Sygeplejeskolen i Næstved.