Gravide misbrugere skal indberettes

Sundhedspersonale oplever hvert år, at en gravid misbruger pludselig dukker op på hospitalet for at føde. Den gravide kvinde har i nogle tilfælde hverken fået støtte eller behandling under svangerskabet. Hvis hendes misbrug omfatter alkohol, er der stor sandsynlighed for, at hun føder et barn med alvorlige hjerneskader.

Disse tragedier er sjældne, men de forekommer hvert år. Hver gang med katastrofale konsekvenser for det nyfødte barn, som måske skal leve resten af sit liv med et mentalt handicap.

Med Socialministeriets bekendtgørelse nr. 944 af 16. oktober 2000, som trådte i kraft den 1. januar 2001, forsøger myndighederne derfor at intensivere indsatsen for at opspore og hjælpe en af samfundets udstødte og stigmatiserede grupper - de gravide misbrugere.

Læger, jordemødre, sygeplejersker og andre relevante faggrupper skal nu handle prompte, hvis de kommer i kontakt med en gravid misbruger, som ikke er i behandling, og som ikke kan overtales til at indgå i et afvænningsforløb.

Sundhedsmedarbejderen har i disse situationer nu pligt til at se bort fra sin tavshedspligt og tage kontakt til de sociale myndigheder - også selvom den gravide kvinde udtrykkeligt modsætter sig, at hendes personlige data bliver videregivet.

Bekendtgørelsen placerer dermed de gravide misbrugere som en helt særlig gruppe af patienter, som ikke har krav på fuld fortrolighed fra medarbejdere i sundhedssystemet.

Det har fået kritikerne til at spørge, om den udvidede underretningspligt skader mere, end den gavner?

Den nye indsats retter sig først og fremmest mod sundhedsverdenens frontpersonale, som i det daglige har kontakter blandt de svageste og mest sårbare grupper i samfundet.

Gadesygeplejerskerne Nina Brünés og Line Ervolder tilhører denne gruppe.

Med udgangspunkt i en aflagt ambulance kører sygeplejerskerne rundt i gademiljøet i København for at lindre de fysiske helbredsproblemer hos byens hårdest belastede stofmisbrugere.

Gadesygeplejerskerne arbejder dermed blandt mennesker, som ofte er så marginaliserede, at de har mistet kontakten til de etablerede sundhedsmyndigheder.

Begge sygeplejersker arbejder i projektet Sygepleje på Hjul, som er en del af Projekt Udenfor. Projektet forsøger at forbedre levevilkårene for de socialt udstødte i København.

Hverken Nina Brünés eller Line Ervolder er begejstrede over udsigten til måske at komme i en situation, hvor de kan blive nødt til at underrette de sociale myndigheder om en gravid misbruger, som de møder i forbindelse med deres arbejde.

Sygeplejerskerne gør opmærksom på, at de gravide misbrugere frygter at blive en sag hos de sociale myndigheder - for de sociale myndigheder har magt til at tvangsfjerne deres kommende barn. Derfor betyder det ofte meget for den gravide misbruger, at hun kan optræde anonymt, når hun opsøger en sundhedsfaglig medarbejder.

''Tillid og fortrolighed er ganske enkelt altafgørende, når man arbejder blandt de mest

Side 9
Billede

Side 10

medtagne og udstødte samfundsgrupper,'' siger Line Ervolder.

''Vi vil komme i en vanskelig situation, hvis vi bliver opsøgt af en gravid misbruger, som kræver fuld anonymitet. Vi vil blive tvunget til at fortælle hende, at vi har underretningspligt. Dermed kan det blive svært at få hendes fortrolighed, fordi hun vil være bange for at tale med os.

Line Ervolder peger på, at Sygepleje på Hjul netop bygger på princippet om fuldstændig anonymitet. Folk, som henvender sig i den ombyggede ambulance, behøver hverken fortælle navn eller CPR-nummer.

''Anonymiteten skaber en helt særlig fortrolighed, som disse meget udstødte og usikre mennesker har hårdt brug for. Hvis denne fortrolighed forsvinder, vil nogle sikkert vælge at holde sig helt væk. Derfor frygter jeg, at underretningspligten kan komme til at virke stik imod hensigten,'' siger Line Ervolder. 

Svært dilemma

Den udvidede underretningspligt stammer fra en nyligt vedtaget lov om en styrket indsats over for særligt truede børn og unge.

Underretningspligten skal sluse gravide misbrugere ind i behandlingssystemet så hurtigt som muligt. Indsatsen skal med andre ord gå i gang så tidligt, at behandlingen kan redde det ufødte barn fra at lide overlast.

Ifølge socialminister Henrik Dam Kristensen (S) kan den tidlige indsats desuden forhindre en lang række tvangsfjernelser. Moderens tilstand skal være så god ved fødslen, at hun kan tage sig af sit eget barn.

Sygeplejerske Nina Brünés erkender, at underretningspligten er udtryk for et stort dilemma.

''Man bør gøre alt for at redde det ufødte barn. Men jeg mener, at man opnår de bedste resultater ved at skabe et fortroligt forhold til den gravide kvinde,'' siger Nina Brünés.

Gadesygeplejerskerne oplever i det daglige arbejde, at netop de gravide misbrugere er angste for de sociale myndigheder.

De gravide misbrugere er vant til, at læger, jordemødre og socialarbejdere forsøger at presse dem til at få en abort.

''Vi oplever tit, at de socialt belastede gravide holder deres graviditet hemmelig indtil efter tredje graviditetsmåned, hvor det i de fleste tilfælde er for sent at vælge en abort,'' siger Nina Brünés og fortsætter:

''Derfor er der blandt de socialt belastede gravide et kæmpestort behov for fortrolighed og støtte. Hvis en gravid misbruger får tillid til os, kan vi nå meget, meget langt. Hvis vi får hendes tillid, kan vi næsten altid også få hendes samtykke til at tage kontakt til socialforvaltningen. For som gravid ønsker hun jo altid det bedste for sit ufødte barn,'' siger Nina Brünés.

Opbakning fra læger

Den nye underretningspligt har fået både jordemødrenes og lægernes organisationer til at protestere kraftigt.

Formanden for Lægeforeningens Etiske Udvalg, Hanne Merete Mollerup, siger:

''Det er en alvorlig sag, når myndighederne begynder at udvande tavshedspligten. Mange gravide misbrugere vil slet ikke søge hjælp hos en læge, hvis de ikke kan få en garanti for fuld fortrolighed.''

Men på trods af Lægeforeningens kritik får den udvidede underretningspligt massiv opbakning fra en af landets mest erfarne og respekterede læger inden for behandlingen af gravide misbrugere.

''Jeg mener, at loven er et vigtigt skridt fremad i kampen for at undgå, at børn bliver født som handicappede pga. moderens misbrug,'' siger overlæge May Olofsson. Hun er leder af Hvidovre Hospitals Familieambulatorium, som modtager, behandler og rådgiver gravide misbrugere fra hele København.

May Olofsson mener, at underretningspligten kan skabe gode resultater. I overlægens øjne er det en stor tragedie, at gravide misbrugere med jævne mellemrum får lov at passe sig selv - uden på noget tidspunkt at modtage et tilbud om hjælp.

''Hvis de sociale myndigheder kommer på banen med et tilbud om støtte og afvænning

Side 11

meget tidligt i svangerskabet, er det lettere at overbevise kvinden om, at myndighederne udgør et tilbud om hjælp - ikke en trussel,'' siger May Olofsson. Hun understreger, at det er reglen frem for undtagelsen, at den gravide misbruger accepterer, at May Olofsson eller hendes kolleger tager kontakt til de sociale myndigheder.

''Derfor mener jeg ikke, at de gravide kvinder er så bange for de sociale myndigheder, som kritikerne påstår. Problemet er ikke, at kvinderne er bange for myndighederne - problemet er, at de gravide misbrugere ikke bliver opdaget i tide.''

Socialminister Henrik Dam Kristensen erkender derimod, at der er en teoretisk risiko for, at underretningspligten i enkelte tilfælde kan komme til at virke mod hensigten.

''Der er tale om en meget vanskelig afvejning af de forskellige hensyn. Der kan ikke gives en garanti for, at underretningspligten ikke afholder enkelte gravide fra at følge undersøgelserne. Men de fleste gravide er meget motiverede for behandling, og da konsekvenserne af underretningen er et tilbud om rådgivning og relevant hjælp, må det forventes, at denne risiko er minimal,'' siger Henrik Dam Kristensen.

Han afviser påstanden om, at den nye underretningspligt risikerer at ødelægge fortrolighedsforholdet mellem sundhedspersonale og socialt udstødte gravide.

''Underretningspligten er en sidste udvej, hvis lægen, sygeplejersken eller jordemoderen vurderer, at han eller hun ikke kan rådgive den gravide ud af problemerne. Det er altid en vanskelig afvejning, men vi har i lovgivningen lagt vægt på barnets tarv og også sikret en lang række muligheder for råd og vejledning,'' siger Henrik Dam Kristensen.

Vigtigst at hjælpe de svageste

Dansk Sygeplejeråd har flere gange tidligere diskuteret spørgsmålet om, hvorvidt sundhedspersonale bør udveksle oplysninger med de sociale myndigheder.

I 1999 drejede diskussionen sig om, hvorvidt sundhedsplejersker bør videregive oplysninger til de sociale myndigheder, hvis sundhedsplejersken får mistanke om socialt bedrageri i sin kontakt med familierne.

Også dengang var spørgsmålet, hvordan fortrolighed til det enkelte menneske bør afvejes i forhold til det at deltage i løsningen af andre samfundsmæssige problemer.

''Selvom det er et vanskeligt dilemma, er det vigtigt at slå fast, at vi først og fremmest skal varetage de svageste familiers tarv,'' siger formanden for Det Sygeplejeetiske Råd, Hanne F. Mortensen.

Hun understreger, at Det Sygeplejeetiske Råd ikke har diskuteret den nye lov, som trådte i kraft ved årsskiftet.

''Naturligvis har vi også et overordnet ansvar for almindelige samfundsmæssige forhold. Men det må altid bero på et skøn hos den enkelte sundhedsplejerske, hvornår hun kan gå videre med en mistanke om socialt bedrageri uden at ødelægge forholdet til den enkelte familie. Det helt afgørende er, at moderen eller familien ikke mister tilliden til sundhedsplejersken, og derfor afslår besøg af sundhedsplejersken. Det kan have alvorlige konsekvenser for barnet og dets opvækstvilkår.

Derfor er det tvivlsomt, om dette dilemma overhovedet kan løses gennem lovgivning,'' siger Hanne F. Mortensen.

Læs også artiklen "Tvunget til afvænning"