Sygeplejens mange facetter - tanker fra en tid som nyuddannet

Når jeg tænker tilbage, ville jeg nødig gøre min første tid som sygeplejerske om. Stoltheden over den nye titel på navneskiltet og den splinternye, funklende sygeplejenål blev hurtigt afløst af en uro i kroppen over at indgå i arbejdsplanen som reel arbejdskraft på lige fod med de kollegaer, som havde været i faget i årevis. Åh, hvor følte jeg mig klodset - og jeg spekulerede i mange uger over, hvilket job jeg ville have egnet mig bedre til.

En rutineret aftensygeplejerske fik dog langsomt ændret billedet, og hun gjorde det nemmere for mig at være ny sygeplejerske. Hun sagde de rigtige ting på de rigtige tidspunkter, og hun så mine små signaler - og tacklede dem så fint, at jeg langsomt, men støt begyndte at tro på mig selv. Tiden gik - og jeg blev dus med mine nye kollegaer, specialet og afdelingen.

Gensyn med studiekammeraterne

Sygeplejeskolen havde inviteret os til en samlingsdag et par måneder efter den afsluttende eksamen for at drøfte, hvordan det var at starte i det pulserende liv som nyuddannede sygeplejersker. Min veninde fra studietiden og jeg glædede os som små børn. Men hvor blev vi skuffede.

Pludselig sad vi så alle sammen dér og kiggede på hinanden. Vi tog endda initiativ til at gå på café bagefter. Men hvad skulle vi dog snakke om? Da først de sædvanlige floskler om speciale, vikariat eller fast stilling var blevet klarlagt, så hørte det åbenbart op - for med dem, som vi havde kontakt med i forvejen, var der jo ikke meget nyt at udveksle.

Der var en underlig stemning ved bordet. Vi ledte desperat efter noget at snakke om. Sådan havde det ikke været, da vi læste. Da havde vi altid haft adskillige samtaleemner: De mange prøver, praktikkerne, undervisningen, forrige pizzaaften og den forestående eksamen. Nu gik alle åbenbart mest op i, om sofapuderne matchede til gardinerne derhjemme...

Ikke omkostningsfrit

Jeg vil gøre status over min tid som sygeplejerske indtil nu, og hvis det fuldt ud havde svaret til mine forventninger, så havde der vel ikke været noget at skrive om?

I mit hoved cirkulerer samtidig en overskrift, jeg læste i Sygeplejersken nr. 25/2000: ''27-årig og forhenværende sygeplejerske.'' Den sætning har jeg ikke kunnet glemme. En ung kvinde med børn fortæller om, hvordan hun pga. dårlige arbejdsvilkår har skippet sit job som sygeplejerske og nu er i en stilling som ufaglært receptionist med en langt bedre løn og mere attraktiv arbejdstid - og i øvrigt ad den vej har fået en nemmere hverdag. Jamen... er der så ikke noget galt?

Jeg ser selv tilbage på et par års fuldtidspraksis som sygeplejerske på en sengeafdeling. Et afvekslende, alsidigt job, som ud over det faglige har givet mig stor indsigt i livet på godt og ondt. Og det har ikke altid været omkostningsfrit.

Som når man bliver inviteret til sin nærmeste venindes bryllup i sin arbejdsweekend - og erfarer, at det er umuligt at få vagten byttet. Og det lille ''hvis det er en rolig dag, kan det jo være, at du kan afspadsere fra middag'' kan selv den bedste veninde og mest tålmodige

Side 39

brud have svært ved at forholde sig til. Til gengæld har jeg næppe set en brud så lettet, som da hun fik øje på mig i kirken.

Jeg nåede det. Det blev en rolig dag på afdelingen. Mit job berører til tider flere mennesker, end jeg selv er klar over, også på min egen hjemmefront.

Elever og studerende

Mit trumfkort som nyuddannet var helt klart de studerende og eleverne. Jeg nød at se, hvordan de efter at være mødt op første dag som én stor undskyldning for sig selv udviklede sig til selvstændige væsener, der turde tænke og handle selv. Jeg opdagede dog også, at der hurtigt kunne gå skår i glæden, når det ikke gik helt, som jeg ønskede.

Og så mindes jeg, hvordan jeg derhjemme kunne bruge timevis på at tænke frem og tilbage, om hvordan jeg skulle gribe dette an - og hvordan jeg holdt tale for mig selv som forberedelse til mine konfronterende samtaler med min studerende dagen efter. Pyha, når det haltede lidt, så syntes jeg, at de fyldte utrolig meget i mit sind og i mit liv i det hele taget. Og nogle gange kunne jeg blive så vanvittig frustreret over, at skolerne konstant lavede om på praktikforløb, indhold og opgaver.

Det var som at starte forfra hver gang, og at det i øvrigt også var begrænset, hvad jeg kunne genkende fra mit eget uddannelsesforløb, gjorde ikke sagen bedre. På en måde forstår jeg godt, at der ikke er mange fingre i vejret, når der skal findes praktikvejledere for nye studerende.

Jeg har tænkt meget over, hvad det er, der nogle gange går galt, når man sidder over for sin nye studerende og indser, at vore forventninger til hinanden åbenbart ligger et godt stykke fra hinanden. Er det så fordi, ungdommen har ændret sig (og det bliver sagt af en 28-årig). Eller er det fordi, at skolerne henstiller til de studerende, at de skal stille krav, der er for svære at honorere i praksis - sådan som praksis ser ud i dag?

Når man har oplevet studerende, der møder op med attituden ''her er jeg - gi' mig min uddannelse - du er jo min vejleder'' og i næste åndedrag fortæller, hvornår hun har bestilt sin ferierejse, og at hun i øvrigt ikke har i sinde at arbejde fem dage i træk på noget tidspunkt,

Side 40

så bliver selv den mest entusiastiske vejleder sat på prøve. Og så skal man tillige i kaffestuen i middagspausen forholde sig til, at en anden elev på afdelingen besvarer sin ringende mobiltelefon i taskeskabet i fuld offentlighed med den største selvfølgelighed på sin første arbejdsdag.

Gode og dårlige oplevelser

Det er trods alt ikke meget mere end to et halvt år siden, at jeg selv fik nålen, men hvor latterligt det end lyder, så kunne jeg i den forbindelse nogle gange opleve en skrækkelig fornemmelse af at være totalt forældet...

Jeg har da også enkelte slutevalueringer fra social- og sundhedsassistentelever og sygeplejestuderende in mente, hvor enten de eller vi har misforstået intentionen med vores uddannelsesmæssige forpligtelse. Nogle af de slutevalueringer, der har ligget læseklar i kaffestuen har ganske enkelt være så selvfikserede og verdensfjerne, at jeg har været tilbøjelig til at tro, at de har været ment som en joke.

En social- og sundhedsassistentelev, der havde været på afdelingen i flere måneder, kommenterede således i sin evaluering, ''at den i øvrigt udmærkede undervisning foretaget af personalet inden for forskellige områder ikke burde ligge over middag, da man da er for træt i hovedet og ikke kan koncentrere sig, men i stedet burde ligge i morgentimerne.'' Så er det altså svært at være praktiksted.

Til gengæld er det dejligt at tænke tilbage på de studerende, der udviste et beundringsværdigt engagement. Når en forventningssamtale kunne fylde mig med en masse energi, fordi jeg kunne mærke, at her sad jeg over for en seriøs pige. At en studerende lyste op i et stort og velment smil, da jeg vendte tilbage efter en kortere ferie. At læse deres tanker på godt og ondt i deres dagbog og vende problemstillingerne med dem og erfare, at de havde gjort sig mange sunde overvejelser.

Endnu dejligere er det at tænke på, at mange nye tiltag faktisk blev iværksat som respons på en elevs eller en studerendes lyse indfald. Jeg husker endnu, hvordan en elev fik vendt en patientseng, så den alvorligt syge Andersen fik havudsigt frem for at skulle stirre på den hvide hospitalsvæg, hvis lille indrammede, abstrakte billede kunne give enhver hallucinationer. Så oplagt - og så havde ingen af os alligevel tænkt i den retning, fordi ilt og sug nu engang sad, hvor det sad i væggen. Nye øjne kan være guld værd.

Det var også opløftende at opleve, hvor tæt jeg kom på mine kollegaer i samarbejdet om vejledning og evaluering af elever og studerende. Dog har jeg også oplevet, hvor splittet man kan blive i en gruppe, når man som vejledere af en studerende har en opfattelse, som absolut ikke deles af de øvrige. Så må man stole på sig selv og sin egen overbevisning. Eftersom det er mennesker, vi arbejder med, så er det jo selvsagt en hårfin balancegang.

Personalemøderne

Personalemøderne var pusterummet, hvor vi kunne snakke fagligt uden at blive afbrudt af ringende klokker og telefoner. Men selv disse hyggelige aftener kunne på forskellig vis få min dårlige samvittighed sat i kog. ''Nu skal i.v.-bogen revideres - nu skal sygeplejeinstruksbogen revideres - nu skal vi have ajourført hjemmeplejebogen - hvem melder sig?''

Først var der pinligt stille, dernæst begyndte mine kollegaer pænt at melde sig. Høflig er man jo. Imens sad jeg blot og tænkte: Jamen, har vi da ikke nok i forvejen...?

Kronen på værket denne aften var et indlæg fra praktikkoordinatoren, der kunne berette om, at evalueringsmåden af de studerende i første uddannelsesafsnit nu atter blev lavet om. Der skulle nu evalueres over dobbelt så mange gange som hidtil. Og eftersom der var et stigende problem med klager o.l., var det fra nu af påkrævet, at evalueringerne var både skriftlige og læselige, og at de skulle opbevares hos oversygeplejersken. Mere tid fra patientplejen - eller også derhjemme. Vi er jo de pæne piger.

Som en lille ekstrapræmie fik vi at vide, at der nu også var mulighed for at få udvekslingsstuderende på afdelingen fra forskellige lande. De skulle undervises på engelsk og skulle nå de samme mål som de danske studerende. Og så skulle vi i øvrigt også sørge for, at disse udenlandske studerende blev integreret socialt i lokalområdet.

På det tidspunkt var jeg meget tæt på at rejse mig og gå i protest. Samme aften havde vi nemlig også fået at vide, at vi skulle udvide patientantallet på visse dage - dog uden opnormering. Der må da være en grænse - eller er der overhovedet ikke nogen øvre fysisk grænse for, hvad der kan blive os pålagt?

I forvejen oplevede jeg et stadigt større aktivitetsniveau sideløbende med patientplejen i dagligdagen. Det var ikke atypisk, at Mayland-kalenderen om morgenen gjorde opmærksom på, at en kollega skulle til tillidsrepræsentantmøde, en anden til centersamarbejdsmøde, praktikkoordinatoren til møde hos den kliniske sygeplejelærer og en fjerde havde aftaler fordelt over hele dagen med patienter i smerteambulatoriet. Et par andre kollegaer var på kursus - og så tyndede det jo gevaldigt ud i fremmødet, der tillige

Side 41

inkluderede et par nystartede studerende, der selvsagt kræver en del tid og introduktion.

Jeg ved ikke, om nogen genkender fornemmelsen af at sidde tilbage og tænke: ''Jamen, hvem er så tilbage til at passe patienterne?'' Det er vel trods alt stadig pga. dem, at vi møder op, eller hvad? Nogle gange kan jeg næsten blive helt i tvivl.

Administrative opgaver

Generelt er jeg meget modstander af, at man konstant dyrker klicheerne: ''Det har vi ikke ressourcer til - det har vi ikke tid til.'' Men det er en kendsgerning, at der er blevet langt flere administrative opgaver i sygeplejen. Opgaver, der ikke udføres på patientstuerne: Registrering. Patientplejetyngdemåling. Dokumentation. Skriftlig medicinadministration. Kostberegning.

I nogle tilfælde handler det vel om, at man med fordel kan tænke lidt kreativt? Åbne plejeplaner, der skrives på patientstuerne med den pågældende patient er et udmærket eksempel på, at hvor der er vilje, er der også en vej. Men jeg har følt en stigende fornemmelse af, at de rammer, som systemet tilkender os, bliver sværere og sværere at udøve en god sygepleje i. Og hvor gør det ondt at opleve, at vores omsorgsfag ikke har bedre vilkår.

Det elektroniske plejetyngdemålingssystem, der udelukkende fokuserer på fysiske behov og instrumentel pleje er et bevis på, at vi nærmest skal kæmpe for at få lov til at udføre en sygepleje, som vi kan stå ved. En patient, der havde fået en alvorlig diagnose, og hvis mentale tilstand - og i langt højere grad familiens komplicerede forhold til hinanden pga. en psykisk syg søn - fyldte plejegruppen totalt. Familien tappede os for energi og ressourcer, men i plejetyngdemålingen var patienten kun berettiget til den allerlaveste score, fordi hun kunne vaske sig selv.

Så er der ikke noget at sige til, at vi jævnligt får at vide, at vores normering er god nok. Kender I noget mere frustrerende end at være midt i en travl periode, hvor man gentagne gange bliver kaldt ind på fridage, og så fra overordnet side må høre, at vi er for mange på afdelingen? Det er enerverende.

Eller såmænd bare fornemmelsen af at glæde sig til en fridag, som i en sådan periode er ekstra tiltrængt, og så vide med sig selv, at den nok skal ende med at blive inddraget. At blive kold ned ad ryggen, når telefonen ringer derhjemme.

Og når man så på legal vis sagde nej pga. en anden aftale, endte det altid med, at man slet ikke kunne nyde sin fridag alligevel.

Samarbejdet med primær sektor

Fra min studietid mindes jeg slet ikke, at jeg på noget tidspunkt har skullet diskutere med en hjemmesygeplejerske. Men indførelsen af varslingsregler har ændret billedet. Jeg har ofte taget mig selv i at tænke, at jeg lige skulle ''mande mig op,'' før jeg ringede til hjemmeplejen, fordi det ofte endte med, at vi sad og holdt på hver vore argumenter.

Jeg har oplevet en nervøs ældre dame, fru Berg, der frygtede for at komme hjem - lige indtil den dag, hvor datteren annoncerede, at hun ville komme hjem fra Nordjylland på Kristi himmelfartsdag. Denne dag havde hun nemlig fri og ville så hente sin mor på sygehuset og være hos hende den første dag.

Fru Berg var kendt af hjemmeplejen, så jeg forventede naturligvis ingen problemer, da jeg mandag formiddag

Side 42

ringede til hendes hjemmepleje og fortalte, hvordan fru Berg nu følte sig tryg ved - og glædede sig til - at komme hjem. Jeg bad om, også efter datterens ønske, at hjemmeplejen ville kigge forbi om torsdagen og tilse, at alt var vel og hjælpe i seng til natten.

Så hørte forståelsen op. Det kunne der sandelig ikke blive tale om. Det var jo en helligdag... Det kunne jeg godt glemme alt om. De kunne på ingen måde tilse fru Berg før fredag over middag. Og af hensyn til det gode samarbejde, som hjemmesygeplejersken kaldte det, ville hun sætte pris på, at jeg ikke udskrev fru Berg før om fredagen.

I så fald ville det hele falde til jorden, for pointen var jo, at datteren kunne være hjemme hele torsdagen. Hvor var jeg ærgerlig. Jeg lavede en ekstraordinær aftale med fru Berg og datteren, men hvor var jeg flov på mit fags vegne. Jeg ved godt, at det ikke skyldes uvillighed fra hjemmesygeplejen, for jeg har aldrig talt med en usympatisk hjemmesygeplejerske. Men jeg mener at kunne mærke, at også de er klemt økonomisk og normeringsmæssigt og dermed er blevet mere strikse med, hvad der er tilladeligt, og især hvad der ikke er. Og det føler jeg af og til går ud over de patienter, som er afhængige af hjælp.

Til gengæld har jeg også oplevet det helt modsatte - et helt igennem flot engagement i at skabe de allerbedste rammer for en patient. Vi oplevede sågar en hjemmepleje tage imod en terminalpatient med under en times varsel på en lørdag aften. Det var familiens ønske - og det blev opfyldt på helt ubeskrivelig vis. Det var bare så flot, at vi stadig snakker om det.

Selvfølgelighederne

Det er ikke nogen uvant situation, at der sker et dødsfald lige før vagtskifte. Af hensyn til kollegaerne og den berørte familie vælger man at blive og få afsluttet forløbet på en måde, som man også selv har det godt med. Kommer for sent i Fakta. Render ind i ugens længste kø ved kassen. Har i forvejen ikke for meget tid pga. overarbejdet. Skynder sig hjem og får adviseret gæsterne om at komme en time senere end planlagt til spisning.

Det hele når at gå op i en højere enhed, men når jeg møder mandag morgen, er der ingen, der siger tak, fordi jeg blev længere i fredags. Nogle gange savnede jeg skulderklappet - især når jeg skulle lægge øre til omgangskredsens enorme frynsegoder som privatansatte i erhvervslivet. Selvfølgelig er der de intense øjeblikke, som ikke kan gøres op i penge, og selvfølgelig er der de dejlige, livsbekræftende takkekort for god og kærlig pleje i kaffestuen, men de kan trods alt ikke sættes ind på kontoen.

Nogle gange kunne sådan en lille ting som at læse i avisen, at SAS havde fået nyt uniformsdesign, få mig til at sukke højt. I næste linje stod nemlig, at hele medarbejderstaben havde fået nye uniformer i SAS - blot fordi der var en, som havde fået en god idé om at skifte en farve eller stribe i designet. Så synes jeg, det er utroligt at tænke på, at vi mange steder stadigvæk render rundt i de upraktiske, syntetiske, tyndslidte, gennemsigtige hvide kitler.

Det er også frustrerende, at dét, der fylder mest i mit hoved, når glasdøren glider i bag mig, og jeg er på vej ned ad trapperne, er diskussionen med patienten, der forlangte en hjemtransport og blev meget opkørt over ikke at være berettiget til den. Eller journalen, som ingen kunne finde. Eller lægen, som opererede hele formiddagen, og som jeg kaldte igen og igen, fordi vi havde aftalt en lægesamtale på afdelingen med en familie af udenlandsk herkomst - og tolken der ind til videre havde ventet i over en time.

Eller bækkenkogeren, som var gået i stykker, og teknikafdelingen der åbenbart havde glemt at komme og reparere. Computeren, som gik i sort, og som vi brugte uanet tid på at få på højkant igen. Edb-eksperten fra IT-afdelingen var gået hjem for i dag, så dér kunne vi ikke hente hjælp. Eller de fire patienter, som vi måtte flytte fra den ene stue og til en anden for at få puslespillet om fordelingen af stuerne til at gå op i en højere enhed, når vi manglede enten herre- eller damepladser til de nyankomne akutte patienter. Hvad vi nogle gange bruger af tid på den slags opgaver...

Tænk hvis vi altid havde et par ledige stuer i et hjørne til den slags situationer.

Fremtiden

Jeg tror, at vores fag har en svær fremtid. Jeg har ingen løsning, men det handler vel om at få skabt nogle bedre vilkår, så faget i sig selv bliver mere attraktivt. Det prøver vi jo i øvrigt også gang på gang at kæmpe for. Men i et fag, der kalder på os døgnet rundt hver eneste dag hele året rundt, hvad enten det er jul eller påske, er det vel svært at blive mere fleksibel selv.

Fra mine kollegaer ved jeg, at det i forvejen er svært nok at få jobbet til at gå op i en højere enhed i kombination med ægtefællens arbejdstider og børnepasning på skæve tidspunkter. For slet ikke at tale om ferierne. Til gengæld er en fleksibel leder, der har fingeren på pulsen og stor fornemmelse for, hvad der sker på afdelingen i mere end én forstand, altafgørende og medvirkende til, at arbejdsgangen for alle parter bliver langt mere smidig.

Side 43

I en svær periode, hvor jeg selv havde et meget nært og helt uventet dødsfald inde på livet, var det forbløffende hårdt at være sygeplejerske. Pludselig gik det op for mig, hvor mange ressourcer, vi dagligt viderebringer til andre i vores arbejde. Men man opdager det først på det tidspunkt, hvor man virkelig ingen ressourcer har selv. Så har man ikke noget at give af.

I den tid tænkte jeg meget på, hvor meget vi egentlig kan kapere som sygeplejersker? Selv med en professionel tilgang til patienterne er der ikke nogen, der skal komme og fortælle mig, at 20 dødsfald over en i forvejen travl sommerperiode med ferieafvikling ikke gør indtryk.

I den periode havde jeg uendelig svært ved at kapere de nogle gange meget komplekse modsætningsforhold, der ofte er til stede på en hospitalsgang. På den ene stue er en yngre kræftsyg kvinde ved at tage afsked med livet med sin mand og små børn omkring sig. På stuen ved siden af, er jeg ikke engang nået helt ind på stuen, før jeg bliver overfuset af en vred mand. Han har overhovedet ikke nogen forståelse for, at hans lille operation for en harmløs byld er blevet udsat en times tid, fordi operationsgangen er blevet optaget af et alvorligt trafikuheld. Måtte han ikke få større problemer i sit liv, tænkte jeg ved mig selv og klamrede mig til min egen sorg i hjertet over at have mistet. Han ville dog komme levende ud herfra.

Hele tiden nye roller, hver gang man træder ind eller ud ad en dør.

Og på gangen kamuflerer du alle dine stemninger. Dér er du neutral. Denne konstante omskiftelighed ved hele tiden at skulle træde ind i fuldstændig forskellige situationer og hver gang handle korrekt er både charmen ved jobbet, men også en af de meget opslidende facetter i sygeplejen.

Det er ingen sag, når man er på toppen - så tænker man slet ikke over det. Manden med bylden ville jeg uden videre have givet en venlig og diplomatisk forklaring, hvis jeg havde været mig selv, men netop fordi jeg ikke havde noget mentalt overskud på det tidspunkt, blev jeg både vred og ulykkelig - og orkede slet ikke at kommentere noget.

Han jokkede over min tolerancegrænse, og den dag blev jeg opmærksom på, hvordan sygeplejersker konstant forventes at dele ud af omsorg og overskud. Derfor er det nogle gange hårdt at være sygeplejerske.

Hvor blev omsorgen af?

Jeg prøvede altså selv at være pårørende og totalt i hænderne på et plejepersonale efter en forfærdelig opringning midt om natten. Ingen tilbød os en lægesamtale. Ingen tilbød os noget at drikke, til trods for at adrenalinen pumpede rundt i kroppen og gjorde os usikre til bens. Ingen tilbød os en stol, så vi i det mindste kunne tale om forløbet. Hvordan en harmløs indlæggelse kunne ende så fatalt.

Det er forkasteligt, at dødsfald kan blive så meget rutine for et personale. For den sygeplejerske, der var i nattevagt på den afdeling, var det blot en nat ud af mange - men for os blev det en nat, som vil blive husket resten af livet. I lang, lang tid derefter, var det faktisk plejepersonalets manglende omsorg, som fyldte mig lige så meget som selve dødsfaldet. Til gengæld lærte det mig en hel del om, hvordan jeg selv i højere grad kunne være noget for pårørende i en svær tid. Men det var dyre lærepenge.

Jeg ved ikke, hvad det er, der sker med folk, når man mister en pårørende. De fleste trækker følehornene til sig: Ved ikke, hvilket ben de skal stå på, og ignorerer. Og det gør bare så ondt at opleve, at dét, der knuser din verden, for andre åbenbart ikke foranlediger til meget andet end et træk på skuldrene. Selvom det måske ikke er tænkt sådan, så kan det i hvert fald nemt opleves sådan.

At man kan skrive til en bekendt om dét, der har ændret hele ens liv, uden at det på nogen måde bliver kommenteret bagefter. Det gør ondt. Det gør de nogle gange totalt malplacerede ting, folk får sagt, også selvom de formentlig er velmente.

Jeg taler i den forbindelse om mennesker, der ligesom jeg hører hjemme i plejesektoren. Vi har ligefrem studeret omsorg. I nødens stund oplevede jeg til gengæld, at især mine kollegaer udviste en forståelse og en omsorg, som jeg vil huske resten af livet med beundring og meget stor taknemmelighed.

De mange facetter

Da jeg i sin tid blev færdig med min uddannelse, skræmte det mig at høre, hvor mange af os - dengang helt nybagte sygeplejersker - jeg hørte udtale, at de i hvert fald ikke ville være sygeplejersker resten af livet. Efter et par år som sygeplejerske i det virkelige liv, kan jeg godt se, at sygeplejen på mange punkter har det svært.

Når man i kaffepausen må lægge øre til, at social- og

Side 44

sundhedsassistenteleverne til forskel fra de sygeplejestuderende får både elevløn under uddannelse og kørselsgodtgørelse i deres praktikker, kan jeg godt se, at sygeplejeuddannelsen allerede dér har vanskelige kår. Men også på flere andre punkter.

Det ændrer man ikke på med en charmerende hvervekampagne, hvor alle de unge piger - i hvide kitler - smiler sødt. Flotte layouts i brochurerne. Lutter glade mennesker - ja, selv hende i sengen smiler: ''Personlige udfordringer og afvekslende job,'' ''Mulighed for videreuddannelse,'' ''Praktikker i udlandet.''

Men der står ikke noget om, at du skal arbejde hver anden weekend og være parat til at rumme alle dine patienters frustrationer. Eller for den sags skyld følge en døende i døden og trøste den knuste familie et par timer før, at du selv skal til familiefest om aftenen. Men selvom nogle fristes af de farverige billeder i kampagnen, er det stadig ikke nok til at fylde bænkene op på sygeplejeskolerne - eller forhindre, at mange falder fra undervejs.

Situationsfornemmelse

Det handler om at få de rigtige til at søge ind. De, som har lige netop dét i sig, der gør, at man kan blive sygeplejerske. Det teoretiske, praktiske og faglige skal man nok få lært på skolen og i praktikkerne. Men man skal også have en udadvendt personlighed og et overskud til andre - ellers tror jeg, man får det svært som sygeplejerske. Hvis man overhovedet når så langt.

Jeg har alle dage anset situationsfornemmelse som noget af det vigtigste overhovedet i sygeplejen. Derfor undrer det mig, at man i et fag, der i så udpræget grad har med mennesker at gøre, kan optages på sygeplejeuddannelsen på sine glatte papirer. Uden en samtale eller et personligt møde.

Når jeg tager på arbejde, ved jeg ikke, om jeg skal tage imod akutte patienter, pleje en døende, tage mig af de pårørende, der lige har mistet deres kære. Eller deltage ved en lægesamtale, hvor en helt ung skal have at vide, at hun er alvorligt syg og ikke kan helbredes. Hvis vi gør eller siger noget uhensigtsmæssigt, kan vi ikke bare krølle et stykke papir sammen. Måske får vores handlinger fatale konsekvenser.

Det kræver en speciel støbning, men for den rette er det til gengæld den perfekte uddannelse. Den indeholder alt det, som virkelig får én til at udvikle sig. Både fagligt, men nok allermest menneskeligt. Sygeplejen spiller på alle tangenter, og der er så uendelig mange smukke facetter i sygeplejen, som gør denne uddannelse til noget helt specielt. Det kan man godt profilere uddannelsen med.

Omsorg er en fantastisk smuk ting, som kombineret med faglig viden får det inderste frem i dig som fagperson.

Sygepleje handler også om at være dig selv - det fornemmeste i sygeplejen går nemlig tabt, hvis vi udelukkende arbejder bag en skal af professionalisme.

Sygeplejen er så forskellig fra mange andre uddannelser. Få det frem i lyset, for det er da absolut et ansvar og en udfordring at arbejde med mennesker på den måde - for de rigtige vel at mærke.

Tilvalg eller fravalg

Hvad så med kvinden, der fravalgte sygeplejen? Bedre løn som ufaglært receptionist. Mere attraktive arbejdstider. Jeg kommer herved til at tænke på det formidable tillæg for at være ansvarshavende i en vagt af den nette sum a kr. 8,89. Og det er vel at mærke før skat. Så er der ca. til fem skiver ekstra rugbrød.

Såfremt man var så uheldig at ramle ind i en vagt, hvor der blev ringet to sygemeldinger ind til næste vagt, og dermed har brugt det meste af en eftermiddag på at ringe rundt for at finde afløsere, så er de penge vel rimelig veltjente... En privatansat i erhvervslivet ville slå sig selv på lårene af grin, hvis han hørte det.

Der er måske flere, som forstår kvinden, der trods knap fire års videregående uddannelse skipper det hele, men jeg synes, at det er en falliterklæring for vores fag. Og så kæmper vi en indædt kamp for at hverve flere unge til vores fag. Det er umådeligt svært, når vi unge, som vel stadig skulle have de gode intentioner i allerbedste behold og være nogle af de største fortalere for sygeplejeuddannelsen, åbenbart har svært ved helhjertet at anbefale den.

Randi Dam Nielsen studerer for øjeblikket ved Danmarks Sygeplejerskehøjskole, afdelingen i Århus.