De seje stille nætter

Medarbejderne på afsnit 301 på Aalborg Sygehus udfyldte en vigtig rolle i forberedelserne til det forsøgsprojekt, der er omtalt i forrige artikel, ''Nattevagterne.'' De skulle tage stilling til, hvad de kunne og ville gennemføre af ændringer med det formål at forebygge belastningerne ved at have skiftende vagter.

De to forskere, som stod for projektet, læge Henrik Bøggild og psykolog Hans-Jeppe Jeppesen fra Arbejdsmedicinsk Klinik på Aalborg Sygehus, gav medarbejderne forskellige muligheder som diskussionsoplæg. Én af mulighederne var at indføre en ret til at gå fra til pause under nattevagter, hvis arbejdet og bemandingssituationen tillod det.

Muligheden blev ikke ført ud i praksis. Det ville være for svært at administrere en sådan regel, mente mange. Hvis man en nat var meget træt og faldt i søvn, kunne det skabe en masse problemer, både medarbejdere imellem og medarbejdere og ledelse imellem. Personalegruppen valgte nogle andre muligheder. Bl.a. en opsplitning af nattevagterne i mindre ''klumper,'' der gør det lettere for kroppen at vende tilbage til dag-orientering.

Men møderne med de to forskere satte tanker i gang på afsnit 301, bl.a. hos Birthe Hansen, som på det tidspunkt var souschef på afdelingen og meget involveret i forskningsprojektet. I dag er hun 57 år og afdelingssygeplejerske, og hun kan se tilbage på en lang karriere som sygeplejerske med skiftende arbejdstider. Hun synes, det er vigtigt at holde fast i diskussionen om nattevagters arbejdsmiljø.

''Mange sygeplejersker gør, hvad de kan, for at undgå nattevagter. Det kan vi se, når vi opslår stillinger hos os. De ''rene'' nattevagter er bestemt ikke attraktive, og ansøgere er generelt meget opmærksomme på, hvor mange nattevagter stillingen indeholder. Når der samtidig tales om et personalepolitisk mål, der fritager seniorer og gravide for alle deres nattevagter eller for nogle af dem, så bliver det svært. Det vil give flere nattevagter til de øvrige medarbejdere, og det gør det endnu mere påkrævet at forsøge at forbedre arbejdsmiljøet under nattevagter. Hvis vi ikke gør det, risikerer vi, at det bliver endnu sværere at få personale til en akut modtageafdeling som vores, der i forvejen pålægger hver medarbejder 6-7 nattevagter pr. måned.''

Det psykiske pres

Birthe Hansen har selv haft mange nattevagter ­ både som ung mor med tre små børn og som midaldrende sygeplejerske. Hun tror, at hendes egne erfaringer er meget typiske.

''Da jeg var helt ung, regnede jeg det ikke for noget at have syv nattevagter i træk. Faktisk syntes jeg, at natarbejdet var en fordel, mens børnene var små. Jeg havde fri hver anden uge og kunne passe dem meget selv. Men set i bakspejlet var det måske begrænset, hvad jeg i virkeligheden havde ud af friugen. De første par dage gik med at komme til sig selv, så var der en 2-3 normale dage, inden jeg igen skulle begynde at indstille mig på en vagtuge. De sidste par dage var præget af, at nu nærmede vagtugen sig. Det var få dage, at jeg rigtigt levede. Det fandt jeg ud af efter nogle år.''

Birthe Hansen ved fra sig selv og fra kolleger, at de stille nætter er de værste. Hvis man af en eller anden grund er træt, når man møder i nattevagt ­ måske fordi man har sovet dårligt om dagen, er det strengt at

Side 13

komme igennem en nat, hvor der ikke er ret meget at lave. Det kan opleves som et psykisk pres at vide, at man skal holde sig vågen en hel nat, uanset hvor stille der bliver på afdelingen.

''Jeg tror, at noget af det pres kunne lettes, hvis det var lovligt på skift at gå fra til pause efter samme retningslinier, som vi gør i dagvagter. Her har vi ret til at gå fra til pause i 29 minutter, hvis arbejdet tillader det. Hvis vi havde samme mulighed om natten, tror jeg, at noget af det psykiske pres ville forsvinde. Det er ikke sikkert, at muligheden for at gå fra ville blive benyttet, men bare det at vide, at muligheden eksisterede, kunne fjerne noget af presset. Jeg taler ikke om at ligge ned eller om at sove. Jeg taler om at kunne sidde i 10 minutter eller et kvarter i et andet rum end vagtstuen, i en god stol og med mulighed for at lukke øjnene uden at have dårlig samvittighed. Det kunne gøre, at de stille nætter blev mindre belastende.''

Gammel før tiden

Birthe Hansen synes, det er rigtigt at arbejde på fritagelse eller færre nattevagter for seniorer og gravide. Hun har på egen krop mærket, at nattevagter slider, når man har rundet det halve århundrede.

''Jeg har selv afløst om natten, efter jeg var fyldt 50 ­ jeg havde jo aldrig før regnet de vagter for noget, og nu havde jeg ikke engang børn at tage mig af. Men det påvirkede mig psykisk på en anden måde, end da jeg var yngre. Jeg oplevede det som mere belastende at tænke på vagterne, når de nærmede sig. Så jeg synes, det vil være en rigtig personalepolitik at skåne os, der er fyldt 50. Men når de tilbageværende også synes, det er en belastning at have nattevagter, så er det ikke et nemt mål at nå. Derfor må vi gøre os tanker om, hvordan vi evt. kan gøre nattevagterne mindre belastende. Det er her, jeg synes, at en ret til pause efter samme regler som om dagen kunne være en mulighed.''

Der kan rejses mange indvendinger mod pausemuligheden. En af dem er, at den kun kan bruges på afdelinger, der har mere end én sygeplejerske i nattevagt. En anden er, at den kan være svær at administrere. For hvornår er det forsvarligt at skiftes til at gå fra om natten og sætte sig i et andet rum end vagtstuen? Til det svarer Birthe Hansen:

''Jeg tror ikke, at en ret til at gå fra til pause, hvis arbejdet tillader det, vil blive misbrugt. Måske vil den slet ikke blive brugt, men det ville betyde noget psykologisk, at den var der. Og jeg er godt klar over, at pause-muligheden ikke er en patentløsning på belastningerne ved nattevagter. Den løser bestemt ikke alt, men den er en mulighed, der kunne overvejes på arbejdspladser, der har mere end én sygeplejerske i nattevagt.''

Paratheden manglede

Psykolog Hans-Jeppe Jeppesen, som har fulgt processen og diskussionerne på afsnit 301, understreger, at muligheden for at holde pause under nattevagterne kun var et blandt flere forslag til en forbedring af arbejdsmiljøet.

''Vi oplistede en række muligheder, og den med at indføre en mulighed for at gå fra til pause under en nattevagt, hvis arbejdet tillod det, vakte ikke tilstrækkelig genklang, hverken blandt medarbejdere eller ledelse. Derfor var der ingen grund til at arbejde videre med den. Ændringer af den karakter kræver en parathed i hele sygehusets organisation. Ellers bliver det for svært at omsætte dem til konkret handling. Og den parathed var der ikke, da vi forberedte forsøgsprojektet. Men vi havde nogle spændende diskussioner, bl.a. om hvorfor retten til at gå fra til pause, når arbejdet tillader det, kun gælder om dagen. Kunne den ikke administreres på samme ansvarlige måde om natten, som den nu bliver om dagen? Det snakkede vi en del om.''

Hans kollega i forskningsprojektet, læge Henrik Bøggild, er enig i, at et forslag om pauseret til nattevagter kun skal afprøves, hvis der er opbakning blandt såvel medarbejdere som ledelse. Men set fra en arbejdsmiljøvinkel ville det være en klar fordel for nattevagter at kunne tage et hvil.

''Et hvil vil betyde særligt meget, hvis man har få nattevagter i træk. Et hvil vil nemlig støtte bestræbelserne på at bevare en dagorientering i kroppens døgnrytmer, og det vil gøre det lettere for kroppen at vende tilbage til dagorientering,'' siger Henrik Bøggild.

Birthe Hansens oplevelse af, at natarbejde slider hårdere med alderen, bekræftes af forskningen.

''Både fra litteraturen og fra den kliniske hverdag er det velkendt, at nattevagter bliver mere belastende med alderen. Godt nok falder søvnbehovet hos de fleste, men samtidig bliver søvnen mere overfladisk, og man bliver mere ''morgenmenneske,'' og det gør det sværere at sove om dagen. Mange nattevagter oplever derfor problemer, når de kommer op i 40'erne.''

Der eksisterer ingen generelle regler for pauser og hviletid for sygeplejersker, som arbejder i nattevagt.