Faglig kommentar: Et svært spørgsmål

Da den mishandlede kalvesteg var uddebatteret, var tiden inde til de mere personlige spørgsmål mellem herren på min højre side og mig. Vi havde ikke mødt hinanden før, så vi skulle i gang med at finde fælles berøringsflader, der kunne danne basis for fortsat konversation. Han havde forstand på skovdrift, og det har jeg ikke megen mening om, ud over at jeg synes, træer er pæne. Da jeg havde meldt ud om mit levebrød, lød hans første spørgsmål: ''Hvad mener du så om sundhedsvæsenet?''

Øh. Havde stegen ikke været tør før, så blev den det nu. Underkæben faldt ned, mens jeg prøvede at formulere et begavet svar. Hvorfor kunne han dog ikke have spurgt om noget mere enkelt, f.eks. om hvordan jeg mente, de mellemøstlige konflikter skulle løses? Skovmanden undskyldte hurtigt. Nej, selvfølgelig kunne jeg ikke svare på så upræcist et spørgsmål. Vi vendte kalvestegen en gang til, var omkring skole-forældre-samarbejde og havnede så ved sygeplejen. Jeg havde vist sagt noget om, at jeg ikke nødvendigvis var enig i alt, hvad der stod i Sygeplejersken, men at det ikke var en hindring for at hjælpe en artikel på vej. Skovmanden lignede et spørgsmålstegn. Hvad jeg mente med det. Var det da ikke sygepleje, det handlede om? Hvordan kunne der opstå uenighed om sygepleje?

Intet kendskab til sygepleje

Havde vi dog bare holdt os til at diskutere tilberedning af kalvesteg. For hvor skal man dog begynde, hvis man skal forklare en person uden det fjerneste kendskab til sygepleje, hvad der internt optager fagets udøvere. Sygeplejens filosofiske grundlag? Sundheds- og sygdomsopfattelser? Kerneområder for forskning? Teori-praksis-forholdet? Evidens? Sygeplejemodeller? Akademisering eller ej?

''Akademisering? Hvordan hænger det sammen med sygepleje,'' spurgte skovmanden. Han havde aldrig hørt om, at sygeplejersker havde mulighed for at tage en kandidatgrad eller uddanne sig til forskere. En mangel på viden, man også kan støde på blandt sygeplejersker. Men bortset fra at sygepleje åbenbart ikke skulle vise sig egnet som konversationsemne under denne middag, kan det vel også være lige meget. Eller kan det?

For det er vel et problem, når selv en veluddannet, samfundsengageret og politisk aktiv person ­ for det var min bordherre ­ har en opfattelse af sygepleje, som ligger på niveau med min viden om skovdrift. Jeg kan nøjes med at nyde skoven for dens æstetiske kvaliteter, mens alle samfundsborgere med stor sandsynlighed vil blive mere eller mindre afhængige af sygepleje i kortere eller længere tid, før eller siden. Og er det så nok kun at hæfte sig ved sygeplejens bløde kvaliteter som imødekommenhed, omsorgsfuld service og varme smil? Uden at gøre mig til talsmand for, at verdens frelse ligger i sygeplejen, tror jeg nok, det vil være til gavn for nuværende og kommende patienter at være bedre orienteret om sygeplejens muligheder.

Er tilfredshed nok?

Alle har i dag en mening om, at det er forkasteligt at vende våde tissebleer på plejehjemsbeboere. Det er ligefrem blevet et brugbart billede på dårlig omsorg i politiske taler. Den dag bleerne kun bruges på den ene side, vil det give høj score i en tilfredshedsundersøgelse. Men er det nok? Hvem fortæller befolkningen, at målet kan sættes højere, at mange helt ville kunne undgå bleer, sygeplejen omfattede kontinensudredning og blæretræning?

Når stereotaksisk strålebehandling, Betainferon, apopleksibehandling, brystbevarende operationer og andre nye behandlingsformer er på dagsordenen i pressen og politiske kredse, kan vi være sikre på, at en eller flere eksperter inden for området ret hurtigt skriver et fagligt indlæg til aviserne, henvendt til lægfolk. Det giver viden og mulighed for at justere vore umiddelbare holdninger til medicinske fremskridt. Når sygeplejersker skriver avisindlæg, er det enten for at forsvare sig eller for at beklage sig. Der er meget langt mellem faglige indlæg fra eksperter inden for sygeplejen, der fortæller folk, hvad de kan forvente af nyeste, dokumenterede viden på netop deres område.

I sin nytårstale stillede statsministeren os i udsigt, at alle skulle have lige adgang til dokumenteret behandling. Hvad med lige adgang til den bedste, dokumenterede pleje? Det kommer næppe på dagsordenen som et krav, før sygeplejersker selv gør rede for, hvilke konkrete muligheder der ligger i sygeplejen. Der er mere end varm imødekommenhed og omsorg til forskel på god og dårlig sygepleje, og det er kun sygeplejersker, der kan informere om fremskridtene inden for sygeplejen.•