Video hjælper svage familier

To oplevelser i 1994 fik mig til at reflektere over kommunikationen med trængte familier.

En mor var gravid med det tredje barn. Barn nr. to havde lige været indlagt på børneafdelingen pga. forsinket udvikling, som imidlertid skyldtes, at barnet var understimuleret fysisk og psykisk. Derfor tilbød man sundhedsplejerske og hjemme hos-pædagog til familien under graviditeten. Da barn nr. tre var seks måneder, konstaterede sundhedsplejersken, at det nye barn havde de samme symptomer som barn nr. to. Støtten til familien havde ikke forhindret den skæve udvikling.

De rigtige mål og intentioner var til stede, men moderen kunne ikke følge eller forstå de professionelles vejledning. Måske havde de professionelle ikke været i stand til at omsætte deres viden, så moderen kunne bruge den.

Den anden oplevelse handlede om en mor, der fortalte, at børnehavepædagogen flere gange havde sagt, at hun skulle vise nogle flere følelser og sætte flere grænser for børnene. Moderen, der var meget autoritetstro, sagde hver gang, at det skulle hun nok, men hver gang tænkte hun, ''hvordan gør man det?'' Moderen vidste ikke, hvordan hun skulle vise følelser eller sætte grænser.

Pædagogen havde lavet den rigtige analyse af, hvad der skulle til for at hjælpe børnene, så målet var rigtigt, men pædagogen hjalp ikke moderen med at nå målet. I virkeligheden bad pædagogen moderen om at gøre det, som moderen med al tydelighed viste, at hun ikke kunne. Pædagogens oplevelse var, at moderen ikke ændrede sig, selvom pædagogen blev ved med at sige, at moderen skulle vise følelser og sætte grænser.

Disse oplevelser inspirerede mig til at lede efter en metode, der kunne omsætte den professionelles viden, så den blev brugbar for familierne. Den metode, jeg fandt, var Marte Meo-metoden, der er udviklet af hollænderen Maria Aarts gennem de sidste 20 år (1).

Udtrykket Marte Meo kommer fra et fast latinsk udtryk, mars martis, der er brugt i mytologien til at udtrykke ''ved egen kraft.'' Det er netop det centrale i Marte Meo, der på alle niveauer tilskynder forældre eller professionelle til at bruge deres egen kraft til at gøre fremskridt og stimulere udviklingsprocesser hos f.eks. børn, så de lærer at bruge deres evner bedst muligt.

Praktisk model

Marte Meo-programmet er en praktisk model til udvikling af nye færdigheder i det daglige samspil. Det er udviklet til professionelle, som helt eller delvist overtager forældreomsorgen i institutioner og til professionelle, der vejleder forældre i, hvordan de understøtter børnenes udvikling.

Tanken bag Marte Meo-programmet er, at alle mennesker, på trods af vanskelige betingelser og omfattende problemer, har nogle ressourcer, som kan findes frem. Marte Meo-programmet indeholder både en forståelsesramme, hvor fokus lægges på det, mennesker kan, og en praktisk metode til analyse af interaktionen mellem mennesker, samt hvordan denne information overføres til forældre eller professionelle.

Man bruger video til analysen af samspillet og til opbygning af udviklingsstøttende processer. Det væsentlige i Marte Meo-programmet er at kunne identificere, aktivere og udvikle færdigheder, som sætter en i stand til at forstærke samspil og udvikling på en konstruktiv måde.

Metoden falder i tråd med den nyeste spædbarnsforskning (2), hvor barnet i samspillet med omsorgsgiverne udnytter de fysiske forudsætninger, det

Side 29

har for at opnå en psykosocial udvikling. Igennem de sidste 30 år har tidlig stimulering været et meget væsentligt element i f.eks. sundhedsplejerskens vejledning. Der har været sat fokus på, hvad barnet skulle kunne, og hvad det skulle lære.

I dag er det i samspillet, udviklingen foregår. Metoden understøtter samspillet og kan gøre den nyeste forskning forståelig og handlingsrettet for almindelige forældre og professionelle.

Grundelementerne

Den måde, større børn og voksne optræder på i relation til et spædbarn, viser sig at være meget udviklende for spædbarnets potentialer for kommunikation og samspil (3). Samspillet får stor betydning for barnets selvudvikling og dets måde at være sammen med andre mennesker på. De elementer, der indgår i kommunikationen med spædbarnet, kan bruges til at analysere, om et samspil er udviklingsstøttende eller uhensigtsmæssigt (4).

Grundelementerne i et udviklende og støttende samspil mellem barnet og omsorgsgiveren er i store træk at kunne

• se barnets initiativer på handlingsplan, følelsesplan og det verbale plan,
• bekræfte barnets initiativer,
• benævne egne og barnets handlinger,
• tage tur/skiftes,
• inddrage en tredje person eller emne,
• tage positiv ledelse og sige, hvad barnet kan gøre,
• lave klare begyndelser og slutninger.

De basale elementer i kommunikationen bruges af alle, der er i en god dialog med omgivelserne. Vi lærer dem lige fra fødslen gennem dagligdags handlinger som f.eks. at komme i bad, at få mad, at få tøj på og at blive skiftet. Det er netop de handlinger, der gentages, der er vigtige, fordi børnene gennem gentagelsen får tilstrækkelig mulighed for at opbygge kompetence i brugen af de forskellige elementer.

En udviklingsstøttende kommunikation finder f.eks. sted, når barnet skal i bad:

Moderen begynder med at sige, at nu skal barnet i bad, og markerer derved en klar begyndelse. På den måde lærer barnet noget om struktur. I belastede familier er der ofte mangel på struktur. Det kan være vanskeligt at se, hvornår noget begynder og slutter, hvilket er med til at forvirre familien selv, men det kan også forvirre de professionelle, der kommer i familien.

Samtidig opbygger moderen en god stemning ved at have blide toner, bruge mange ja'er samt et smilende ansigt, og på den måde gør hun barnet trygt, så det selv tør tage initiativer. Barnet siger f.eks. en lyd, og moderen bekræfter barnets initiativ ved at gentage lyden og venter på, at barnet siger noget tilbage, hvorefter moderen atter gentager barnets lyd. Derved oplever barnet, at det, der kommer inde fra det selv, er værd at høre på, og moderen er med til at opbygge selvværd hos barnet. Ved samme lejlighed lærer barnet noget om rytmen i en samtale.

Moderen putter nu barnet ned i vandet, samtidig med at hun i blide toner siger, ''nu kommer du ned i vandet, ja, det er dejligt'' og fortsætter med at sige, hvad der sker. Barnet kigger på moderen, for i og med at hun siger, hvad der sker, giver hun barnet et orienteringspunkt, så barnet ved, hvad det skal rette sit blik imod. Oplevelsen bliver forudsigelig, ved at moderen siger, hvad hun gør, og barnet lærer lige så langsomt, hvad tingene hedder. Sprog læres nemmest, når der sættes ord på, samtidig med at handlingen sker.

Barnet plasker med benet, og straks siger moderen ''du plasker med benet.'' Dermed opbygges barnets bevidsthed om sig selv. Børn, som f.eks. er motorisk lidt tilbage, uden der er nogen fysisk grund, har ofte

Side 30

en manglende selvregistrering, fordi ingen har sat ord på deres handlinger.

Når moderen sætter ord på det, barnet gør, begynder barnet senere selv at sige, hvad det gør, hvilket har betydning, når det skal lege med andre børn. Børn, der ikke kan sige, hvad de selv gør, får svært ved at lege med andre, fordi de ikke bliver forudsigelige for de andre børn.

Som voksen kan det være vanskeligt at arbejde sammen med en, der ikke er forudsigelig og bare gør tingene uden at sige noget.

Da faderen kommer ind i badeværelset, inddrager moderen straks faderen ved at sige: ''Der kommer far, se hvor han smiler til dig.'' Moderen udvider derved barnets bevidsthed ved at inddrage en tredje person.

Barnet begynder at blive utålmodigt, og moderen tager positiv ledelse og siger: ''Du er færdig lige om lidt, jeg skal bare lige skylle sæben af.'' Moderen bliver ikke smittet af barnets uro og begynder at tage det ud af badet, men bevarer overblikket og siger, hvad der skal ske i en ledelsestone, så barnet fornemmer, at sådan bliver det.

Badet er ved at være færdigt, og moderen laver en klar slutning ved at sige ''nu er vi færdige, og nu skal du op. Nu skal du have tøj på...,'' og en ny sekvens begynder, hvor nogle af de samme basale elementer indgår.

Under et bad på fem minutter og i mange andre lignende situationer får barnet mulighed for at øve sig i nogle basale kommunikationselementer og lære noget om sig selv og andre ved 

• at blive fulgt i egne initiativer 
• at blive bekræftet 
• at få ord på egne og andres handling 
• at skiftes/turtagning 
• inddragelse af en tredje person 
• positiv ledelse, 
• klar begyndelse og slutning. 

Alle elementerne er med til at udvikle barnets kompetencer inden for kommunikation, relation, sproglig og social udvikling.

Analyse af videooptagelse

Marte Meo-metoden bygger på interaktionsanalysen af en videooptagelse fra en dagligdags situation. Der optages kun i 5-10 minutter, da elementerne i samspillet derefter gentager sig. Ofte er det givende at optage en struktureret og en ustruktureret situation, så man kan se, hvordan kommunikationen og samspillet er i begge situationer. Man tager altid udgangspunkt i det, forældrene siger, de ønsker hjælp til.

I interaktionsanalysen ser man efter, hvad det er, barnet, omsorgsgiveren eller den professionelle magter, og hvad de mangler at lære i en udviklingsstøttende kommunikation. Derefter ser man, hvor i processen, det er nødvendigt at begynde. Hvis forældrene f.eks. tager næsten alle initiativer, så barnet ikke lærer at være en del af samspillet, mangler forældrene at lære at vente mere på barnets initiativer. I videooptagelsen ser man efter, om der er situationer, hvor forældrene venter, og hvad der sker med barnet, når de venter. Disse billeder vises til forældrene, så de kan se, at de godt kan vente, og derefter ser de, hvordan barnet reagerer, når de venter. Til næste gang beder man dem om at øve sig i at vente på barnets reaktion på den måde, som de allerede har vist, at de har ressourcer til.

Forældrene får kun et element at arbejde med ad gangen, selv om der kunne være flere elementer, de mangler at lære. I den følgende optagelse ser man efter, om forældrene er i stand til at vente flere gange end i den første film. Når forældrene venter i over 60 pct. af de tilfælde, hvor det er muligt, kan man gå videre med det næste element. Derved understøtter man forældrenes ressourcer og lader forældrene være deres egen rollemodel. Man sikrer sig gennem opfølgningsfilmene, at de har forstået det, man har talt om, og følger den, der skal støttes i hans/hendes eget tempo.

Sikrer og udvikler kvaliteten

Metoden er i sig selv kvalitetssikrende og kvalitetsudviklende, og man kan hele tiden dokumentere, hvor i processen udviklingen er. Når vejledningen både understreges i billede og ord, er der en større chance for, at budskabet opfattes. Begge parter forholder sig til den samme situation på videooptagelsen. Ved kun at bruge ord kan begge parter danne hver deres billeder

Side 31

ud fra ordene, der bliver sagt, men de behøver ikke at være ens, da de har hver deres erfaringsverden. Gennem videoen bliver processen konkret både for familien og den professionelle. Det kan f.eks. være vanskeligt at tale om, at det er vigtigt at have øjenkontakt, hvis moderen ikke forstår, hvad der ligger i ordet. Som moderen med en manglende mor-barn-kontakt, der sagde til sønnen ''vi skal se hinanden ind i øjnene.''

Rådet havde hun fået på familieværkstedet, men hun vidste ikke, hvad det betød (se eksempel 1).

Begreber som barnets signaler og mor-barn-samspillet bliver ofte brugt som noget meget fast defineret, men hvad dækker de helt præcist? Når de skal omsættes til handling over for andre, kan de ofte blive upræcise, derfor bliver det vanskeligt at opnå synlige ændringer. Marte Meo-metoden kan gøre disse begreber synlige, så støtten til forældre, børn og professionelle kan udmønte sig i konkrete handlinger, der fremmer samspillet.

Marte Meo i sygeplejen

I sygeplejen er Marte Meo-metoden umiddelbart anvendelig inden for sundhedsplejen, på barselsafdelingen, neonatalafdelingen, børneafdelingen og børnepsykiatrisk afdeling. Desuden kan den også anvendes over for udviklingshæmmede og senildemente.

Marte Meo-metoden kan bruges af alle professionelle, der arbejder med relationer. Ved at se og analysere forskellige optagelser af samspil trænes den enkeltes evne til at se, hvad der sker i samspilssituationer. Det er ligesom at få en forklaring til et stykke musik eller et maleri, hvor man bagefter bliver i stand til at høre eller se flere nuancer og detaljer. Metoden kan bruges både med og uden video, når man har lært at se samspillet.

I mindre problematiske situationer kan man nøjes med at sige, hvad forældrene kan gøre på baggrund af det samspil, man umiddelbart kan se i situationen. Eksempelvis kan sygeplejersker på barselsafdelingen eller neonatalafdelingen blive bedre til at vejlede forældrene i her og nu-situationen ved at beskrive, hvad netop deres barn viser, det gerne vil have, forældrene skal gøre. Sygeplejerskerne kan blive bedre til at se, hvad forældrene magter, og hvor de har brug for støtte til at forstå barnets signaler.

Når forældrene konkret beder sundhedsplejersken om hjælp til at få barnet til at sove eller spise, kan man filme barnet for at se, hvad det er, det vil fortælle med sin måde at være på. Børn viser altid med deres handlinger, hvad de ønsker fra de voksne. Når der tages udgangspunkt i barnet, bliver det mindre problematisk for de fleste at blive filmet. Der er ingen, der vil filmes, hvis man siger ''nu skal vi lige se, hvad du gør.'' Det handler om at finde ud af, hvad det er, barnet viser forældrene, de skal gøre for at understøtte samspillet.

Ønsker man at anvende Marte Meo-metoden, er det ikke nok at læse om metoden. Det kræver træning at se udviklingspotentialer frem for problemer, og det kræver træning at formidle viden på en udviklingsstøttende måde. Der er to Marte Meo-træningsniveauer (5), det praktiske og eksamensniveauet. På det praktiske niveau kan forskellige fagpersoner tage specielle kurser, der er specifikke for deres arbejdsområde. Undervisningen baseres altid på deltagernes egne optagelser, hvorigennem de lærer at analysere og tilbagemelde til de implicerede, og dels gennem andres videooptagelser.

På eksamensniveau kan man blive uddannet til Marte Meo Terapeut, Marte Meo Supervisor og Marte Meo Licenced Supervisor.

Metodiske vanskeligheder

Metoden kan være vanskelig, fordi der skal bruges teknik, men det er en øvelsessag, og den tekniske udvikling gør tingene nemmere.

Juridisk betragtes videobånd på lige fod med journaler, men der ligger en fare i, at personer, der ikke er trænet i metoden, selv begynder at tolke på filmene, da de oftest vil være opmærksom på alle fejlene frem for ressourcerne. Videooptagelserne skal derfor betragtes som et arbejdsmateriale mellem f.eks. familien og den professionelle, og forløbet beskrives derefter med ord i journalen. Efter et endt forløb får familien selv videobåndet. På den måde bliver familien selv ansvarlig for, hvem båndet vises til.

Utroligt mange problemer udspringer af kommunikations- og relationsproblemer både for børn og

Side 32

voksne. Problemerne er blokerende for den enkeltes mulighed for at komme ind i livet. Her er Marte Meo-metoden et konkret bud på, hvordan udvikling af samspillet kan blive håndterligt for forældre og professionelle, så de bliver i stand til at understøtte samspillet i en positiv retning. 

Lone Bakke er sundhedsplejerske og licenseret Marte Meo-supervisor.

Litteratur

1. Rye H. Tidlig hjælp til bedre samspil. København: Munksgaard; 1997.
2. Stern DN. Moderskabskonstellationen. København: Hans Reitzels Forlag; 1997.
3. Birk Sørensen J. Ser man det, Marte Meo Metoden i et udviklingspsykologisk perspektiv. Frederikshavn: Dafolo Forlag; 1998.
4. Øvreide H, Hafstad R. Marte Meo ­ Marte Meo metoden og udviklingsfremmende dialoger. Århus: Systime; 1998.
5. Aarts M. Marte Meo Grundbog. Harderweijk, Holland: Aarts Productions; 2000.

 Side 33