Boganmeldelser

Vi arbejder for at finde identitet og lykke

Karen Schultz

Eksistens i arbejdslivet

At skabe mening for virksomhed og medarbejder
København: Hans Reitzels Forlag 2000
188 sider, 225 kr.

Eksistentiel forståelse bygger ifølge Karen Schultz på den antagelse, at mennesket livet igennem må forholde sig til nogle dilemmaer og livsvilkår for at blive sig selv, for at kunne træde i eksistens. Eksistens i arbejdslivet er en filosofisk forståelse, der hidtil kun er brugt inden for psykologien i terapeutisk øjemed. Ved at bruge den forståelse i arbejdslivet kan ledere og medarbejdere skabe mening for hinanden, være hinandens mening. ''Eksistens i arbejdslivet'' anviser en ny måde at forstå sammenhængen mellem virksomheden og dens medarbejdere på. En sådan fælles referenceramme har hidtil kun været forsøgt i værdibaseret ledelse, hvor der er tale om en form for byttehandel mellem leder og medarbejder om engagement til gengæld for værdier og udvikling.

Arbejdsliv er lige så afgørende for vor eksistens som resten af tilværelsen. Jo mere arbejdet fylder i tid, i indhold og i engagement, des større krav stiller det til lederne om at være eksistentielt til stede for medarbejderne. Ledere og medarbejdere vil selv være de bedste til at vide, hvad der kan virke i deres dagligdag. Her er tale om raske mennesker, som magter at arbejde og virke i en bestemt retning. De store spørgsmål skal derfor i fremtiden kunne stilles, diskuteres og måske endda besvares på arbejdspladsen. Mennesker arbejder ikke længere blot for føden, men for at finde identitet og lykke, grunden til at være til.

Det bliver afgørende, at lederen tør bruge sin eksistens til at kere sig om medarbejdernes eksistens. Temaer som frihed, mening, alene

væren og død introduceres på arbejdspladsen som begreber i den enkeltes eksistens og i virksomheden. Arbejdslivet kræver så meget af os, at vores åndelige side ofte lider under det og måske tillægger vi den heller ikke så stor betydning. Det gør det så særlig svært for ledere, når de rammes af offentlige skandaler, fyring eller økonomisk krise. Da mærker de, at deres ydrestyrede arbejde ikke rækker til, og at de ikke længere kan mærke deres indre liv og sammenhæng. Anvendes den eksistentielle tilgang, består belønningen i dybere tilfredshed og en tættere tilknytning mellem medarbejdere og virksomhed. En byttehandel, der har vist sig bedre end ''Human Resource Management,'' som er for ydrestyret og kun har haft bundlinjen og karrieren i fokus. Med større tilknytning til arbejdspladsen bliver personaleflowet mindre og loyalitet og motivation større. De traditionelle måder at bedømme kvalifikationer på ændres ikke, men medarbejdernes kompetence bliver højere, og virksomheden vil få lettere ved at tiltrække arbejdskraft og ''etisk kapital.'' Eksternt er belønningen bedre udført arbejde. Det eksistentielle perspektiv er at stole på den indrestyrede kompetence frem for på den traditionelt ydrestyrede byttehandel. Ledere, der kender meningen med deres eget liv, med virksomhedens og med tilværelsen som helhed, er bedre ledere end de, der lader hverdagen og travlheden være styrende hele tiden. Ikke uinteressant i sygeplejerskers travle hverdag.

Karen Schultz inddrager den personlige, den fysiske, den sociale og den idemæssige livsverden og analyserer dem med udgangspunkt i sit eget liv. Hun lægger op til, at læseren udarbejder sit eget personlige regnskab ud fra de fire livsverdener.

Af Bente Everdahl, sygeplejerske, MPA, virksomhedsrådgiver i TIC, Erhvervsfremme Styrelsen.

Børns behov svinger med konjunkturerne

Ole Schouenborg

Velfærdsyngel

Omsorg for småbørn og småbørnsfamilier
København: Fremad 2001
118 sider, 168 kr. 

Med velfærdssamfundet kom kvinderne ud på arbejdsmarkedet, og børnene skulle passes uden for hjemmet mange timer hver dag. Resultatet af denne påvirkning er ikke kun positiv. Forfatteren, som er psykolog, mener, det er forkasteligt, at vi lader vore børn passe af andre end deres mor i deres første to leveår, og relaterer denne opfattelse til, hvordan det er i naturen, hvor en abe aldrig overlader sin unge til en anden, da det ofte vil føre til ungens død.

Vore børn og unge har overlevet at blive passet ude, men mange har det dårligt, fordi velfærdssamfundet ikke har prioriteret deres behov højt nok. Disse unge benævnes velfærdsyngel. Forfatteren mener, det er at svigte børnene

at lade dem passe ude, før de er to år, og gør opmærksom på det paradoksale i, at børns behov for pasning svinger med konjunkturerne. Når der er behov for arbejdskraft, har små børn godt af at blive passet ude for at udvikle sig optimalt, og når der er arbejdsløshed, har børn behov for at være hjemme hos forældrene. Det får forfatteren megen moro ud af, og igen refererer hun til dyrepsykologien.

Det er en provokerende debatbog, men forfatteren siger meget, jeg som sundhedsplejerske kun kan give ham ret i bl.a., at den bedste investe

ring, et samfund kan gøre, er at give børnefamilier optimale vilkår. Det er vist ingen uenig i, men problemet er: Hvordan? Selvom moderen er barnets primære omsorgsperson de første år, taler forfatteren på ingen måde for, at kvinderne skal ''hjem til kødgryderne.'' Kvinder har deres berettigelse på arbejdsmarkedet, blot skal de prioritere yngelplejen de år, hvor det er så vigtigt. Faderen er også vigtig for det lille barn, og der skal være plads til prægningsprocessen mellem far og barn, men han kan ikke erstatte moderen.Forfatterens visioner for fremtidens yngel

pleje indeholder mange interessante forslag: Gode orlovsmuligheder, forældreuddannelse og fremtidens vuggestuer som ''småbørnsuniversiteter.'' Her kan barnet lære verden at kende sammen med sin mor, og moderen kan få dækket nogle af sine behov for fællesskab med andre kvinder, rådgivning og vejledning og vedligeholde arbejdsmæssige kompetencer. Der tages også hensyn til kvinder, som vælger at arbejde, selvom deres børn er små, og her satses på kvalificerede, veluddannede dagplejemødre, såkaldte ''universitetsdagplejere,'' som kun

skal passe få børn. Fremtidens børnehaver fortsætter, hvor vuggestuen slap med kvalificeret pasning højst fem timer om dagen. Et spændende forslag, men der mangler forslag til finansiering. Selvom det ikke altid er veldokumenterede kendsgerninger, som præger bogen, men snarere forfatterens subjektive meninger, er der mange gode forslag til, hvordan vi kan gøre det lidt bedre for småbørn og deres mødre.

Af Anne Marie Detlefsen, sundhedsplejerske i Sønderborg Kommune.

Udokumenteret kur mod kolik

Bodil Beier, Line Nødskov Aguirre

Når spædbarnet græder

En håndbog om kolik og urolige børn
København: P. Haase & Søns Forlag 2000
144 sider, 175 kr. 

Kolikbørn og urolige børn er temperamentsfulde og intelligente, og gråden er et signal til omgivelserne om, at de ikke får stimuleret sanser og motorik tilstrækkeligt. Babygymnastik, stimulerende indretning af hjemmet og oplevelser er vejen ud af kolikken og uroen. Det er kort fortalt hovedbudskabet i denne bog, som giver praktiske og detaljerede anvisninger på gymnastiske øvelser og stimulation af babyens sanser.

Forfatterne er henholdsvis sundhedsplejerske og mor til et kolikbarn. Bogen bygger på begges personlige erfaringer, og det er bogens svaghed. Udsagnene fremstår unuancerede og udokumenterede. Kolik og uro anskues fra samme vinkel trods forskellen i alvoren af de to tilstande. Den generelle definition på kolik er, at barnet græder utrøsteligt i mere end tre timer om dagen, tre gange om ugen i mindst tre uger.

Kolik er en stor belastning for både barn og forældre. Heldigvis optræder kolik langtfra så hyppigt, som hos den fjerdedel af alle spædbørn, som forfatterne angiver. Praktiserende læge Kirsten Lykke fandt i 1986 en forekomst på en pct. hos en fødselsårgang i en middelstor kommune. Korrekt er det, at der er stor usikkerhed med hensyn til årsag og dermed diagnostik og behandling af kolik. Der er dog undersøgelser, som beskriver en kompleks årsagssammenhæng, temperamentsmæssig prædisposition, lav sensorisk tærskel og manglende modning af filtret, som beskytter mod bombardement af uvedkommende indtryk. Ifølge denne teori må kolikbarnet beskyttes mod for mange indtryk.

Bogens udgangspunkt må siges at være et helt andet. Her er behandlingsforslaget intensiv opmærksomhed, gymnastik af en til to timers varighed, bondegårdsbesøg, svømmehalsture, børnefodboldkampe, besøg hos gederne i zoologisk have etc. Jeg vil i den forbindelse pointere, at kolik og uro primært optræder i 0-3-måneders-alderen. Målgruppen er forældre. Enhver, som har mødt et kolikbarn og dets forældre, vil vide, at det er en familie, som er spændt hårdt for. Ovenstående program vil efter min mening være at føje spot til skade.

Bredden i forfatternes syn på uro er mangelfuld. Selv om årsagssammenhængene som sagt er uklare, er der dog i fagkredse almindelig enighed om, at billedet er mangefarvet. Dermed ikke sagt, at babygymnastik ikke af og til er virksomt på urolige maver, men med bogens ensidige og unuancerede syn vil den kun være brugbar for en snæver kreds af forældre med urolige børn. Forældre med kolikbørn vil, efter min bedste overbevisning, være bedst tjent med at søge støtte og hjælp i andre kilder.

Af Hanne Lindhardt, sundhedsplejerske i Farum Kommune. 

At se med hjertets øje

Kari Martinsen

Øyet og kallet

Oslo: Fagbokforlaget 2000
173 sider, 320 kr. 

Bogens fire artikler udgør en helhed med grundige analyser af sygeplejens grundlæggende filosofiske spørgsmål, hvor etikken har en vigtig betydning. Sproget er smukt poetisk og fremstår som en modkraft til omsorgsfjendtlige kræfter.

I ''\05 se med hjertets øye'' kommer Kari Martinsen ind på forskellige måder at se på. Klassificeringskundskab bygger på en kikkertmetode: Se uden at blive set. Patienten registreres kun med forskellige se-teknikker, og sygeplejersken alene har initiativet. Den personorienterede sygepleje har et seende og deltagende øje, og man forsøger at begribe, hvad dvs. at være en patient med en lidelse. Mesterskabet består i at være opmærksom på magten i det blik, man kommer patienten i møde med.

Sygeplejen bliver åben for indtryk og bygger på kundskab, der kan se mennesket og patienten i \51n og samme person.

I artiklen ''Etikken, kulturen og kroppens sårbarhet'' drøftes forholdet mellem etik og kultur og de etiske fordringer til omsorgsarbejde, når man møder et menneske fra en anden kultur.

I fortællingen om den barmhjertige samaritan, en grundfortælling for sygepleje og etik, kom samaritaneren den lidende i møde, selv om han ikke vidste, hvilken kultur den lidende kom fra.

Det centrale er, at mennesker ved, hvad det gode er, uafhængigt af kultur. I samme artikel behandles etikken, skamløsheden, det hellige og krop

pens sårbarhed. I vestens rationelle teknologi er alt muligt, og det hellige er blevet fremmed. Kroppen er ingen levende sjæl, jeg har et forhold til, men er reduceret til en ting, vi kan behandle, som vi vil.

Sygeplejersken har ansvar for at sætte grænser, når lægerne med indgreb overskrider den samaritanske pligt og krænker patientens krop. At erfare den andens menneskelighed er et værn mod krænkende og skamløse indgreb mod kroppen.

Der er brug for forskning i kvinders erfaringer med omsorg. Også til egen krop får vi et udvendigt forhold bestemt af en kropsdyrkende forbrugerkultur.

I ''Kallet - kan vi være det foruten?'' analyseres kaldsforståelsen ud fra Max Webers udlægning af den protestantiske kaldsetik, hvor forholdet mellem religiøs livsmåde og praktisk liv er centralt. I den yngre Luthers lære opfattes kaldet som et arbejde, en livsstilling, en næstekærlig handling. Senere ændrer Luther sin opfattelse af kaldet til at betyde en pligt til at underordne sig øvrigheden i sit arbejde. Med udgangspunkt i Webers analyse af pietismen beskrives forskellige kaldsopfattelser i sygeplejens og særligt diakonissernes historie med de konflikter og modsætninger, der har været til stede. På den ene side lydighed over for institutionen og dens mandlige ledere og på den anden side en social forpligtelse over for omsorgsarbejdet. Den norske diakonisse Rikke Nissen havde en dobbelt forståelse af kaldet: Religiøs alvor og inderlighed, sammenholdt med praktisk handlekraft i forhold til fattigdom og epidemier. Hun fastholdt egenskaber som lydig

hed og ydmyghed, men målet var ikke at underkaste sig kirkens mænd, men derimod en social forpligtelse i osorgsarbejdet. Kari Martinsen kommer ind på kaldet som et grundmenneskeligt fænomen, der findes i alle kulturer som et suverænt kald.

Den fjerde artikel ''Kjærlighetsgjerningen og kallet'' betragter over Rikke Nissens lærebog i sygepleje for diakonisser fra 1877. Rikke Nissen slog til lyd for, at diakonisseembedet skulle være ligeværdigt med præsters og lægers embeder. Rikke Nissen stod i en konflikt, fordi hendes tro på den ene side betød, at sygeplejen skulle være et selvstændigt fag.

På den anden side stod kravet om lydighed i tjenesten formuleret af de teologer, som styrede diakonissebevægelsen. Diakonissernes kald var underordnet mænds myndighed, fordi de som Luther tolkede kaldet som praktisk husmoderarbejde. I den praktiske sygepleje var Nissen påvirket af Florence Nightingale. Hun beskriver nødvendigheden af erfaringskundskab, som må udvikles til at være opmærksomt til stede med kærlig omtanke for patienten. I det gode rum - sygeværelset - skulle der være plads til den rummelige sygepleje. Erfaringskundskaber kræver tid, det er en anden type kundskab end klassificeringskundskaber, som er hurtige og bygger på metoden om at se uden at blive set.

Den, som bliver set, betyder ikke noget for den, som ser. Man bliver ikke set med kærlig omtanke, men reduceres til sin sygdom.

Af Vibeke Frimodt, afdelingslærer på Danmarks Sygeplejerskehøjskole, afdelingen i København.