Faglig kommentar: Karius og Baktus på plejehjem

Hvordan gik det egentlig med Karius og Baktus, da Jens havde været hos tandlægen og lært at børste tænder? Thorbjørn Egner slutter sin historie med, at de to små fyre bliver skubbet ud med tandbørsten og skyllet ud gennem et langt rør, langt ud på havet, hvor de sejler omkring og leder efter et andet tandhul at krybe ind i. Siden Egner for 43 år siden skrev om Karius og Baktus, har de to småfyre været berygtede i Norge og Danmark, og truslen om invasion af Karius og Baktus har været effektiv tandbørstepædagogik i tusindvis af hjem. Nogle børn synes, det er synd for Karius og Baktus. For dem er der trøst at hente. Thorbjørn Egner kunne have fortalt om deres videre skæbne i et femte kapitel.

Karius og Baktus, kapitel fem

"Det er dårlige tider, Baktus!"

"Ja, det har du ret i - det er dårlige tider."

"Ingen søde sager, og ingen steder at bo."

"Jeg har en idé," sagde Baktus. Hans røde hår strittede endnu mere, end det plejede. "Vi flytter på plejehjem."

"Så gamle er vi da ikke endnu," mukkede Karius.

"Hvor er du dum," sagde Baktus. "Der er masser af mad og husly til os. Vi finder nogle gode tænder og begynder forfra. Op med humøret."

"Jeg vil altså ikke bo i en tandløs gumme."

"Du følger ikke med tiden, Karius. De fleste gamle har deres egne tænder i dag. De har børstet tænder og brugt tusindvis af kroner på at beholde deres tænder. Vi kan flytte ind i renoverede huse, nogle af dem med broer imellem. Masser af sød saftevand hver dag. Mums for et par raske fyre."

"Jeg er ikke glad for det med tandbørsten."

"Den skal du ikke være bange for. De gamle glemmer at børste, eller også har de ikke kræfter nok til at nå ind i krogene. Nogle af dem kan ikke en gang selv gå hen til vandhanen. Det bedste er, at de gamle ikke rigtigt kan mærke, når der sidder en godbid mellem tænderne, så tungen skal vi heller ikke være bange for. De har heller ikke så meget spyt, så vi kan sidde tørt og godt og banke huller."

Karius var begyndt at blive interesseret. Det lød næsten for godt til at være sandt. "Jamen kommer deres mor så ikke og børster tænderne på dem?"

"Du er et fjols, Karius. Deres mor er død for lang tid siden. Nu er det unge mennesker, der passer dem."

"Det lyder ikke betryggende, Baktus. Alle børn og unge har jo læst om os. De er advaret. De børster tænder flere gange om dagen."

"Det er kun deres egne tænder, de børster," sagde Baktus. "Der kan godt gå 14 dage, uden at der kommer nogen og børster de gamles tænder."

"Hvor ved du alt det fra, Baktus? Man skulle næsten tro, du læste bøger."

"Jeg ved det tilfældigvis fra en tandlæge. En emsig person, der går og ser efter, om de gamle får børstet tænder og hvor tit. Men vi skal skynde os, for hun siger, at alle vore fætre og kusiner og onkler og tanter er i fuld gang med at besætte tænderne og lave dem om til huse."

Karius og Baktus skyndte sig hen til det nærmeste plejehjem og fandt hurtigt en gammel dame, der slet ikke lagde mærke til, at de hoppede ind og gemte sig bag minus seks og minus syv. Her lå minsandten et stort lækkert stykke wienerbrød med syltetøj, som fyldte godt op i maven.

"Shhh, der kommer nogen," hviskede Karius. "Det er nok en af dem, der skal børste tænder." De to småfyre sad helt stille, mens de lyttede efter den fremmedes stemme:

"Hej, fru Tut. Nu kommer jeg og skifter ble. Vil du også have børstet tænder?" Karius og Baktus holdt vejret med bankende hjerte, indtil de hørte fru Tut svare: "Nej tak, det skal jeg nok selv klare."

"Fint," lød det fra den fremmede. "Så må du sove godt. Jeg stiller et glas saft på bordet til i nat. Husk, at du skal drikke rigeligt."