Verdenssygeplejersken

 Side 12

Side 13

"Det ligger snublende nær at vælge care som slagord, men ingen har gjort det i ICNs 102-årige historie," siger organisationens nye formand, englænderen Christine Hancock med et underfundigt smil.

ICNs formænd har op gennem historien valgt et slagord som motto for deres arbejde, og for Christine Hancock var valget af care ikke spor svært. Omsorg og pleje har været centrale størrelser i hendes liv, lige siden hun som purung fik job som ufaglært arbejdskraft på et sygehus i London.

"Jeg havde ganske enkelt brug for at tjene nogle penge. Men endnu bedre: Jeg stiftede bekendtskab med sygeplejen og bestemte mig til at blive sygeplejerske," fortæller hun.

Sygeplejersken har talt med Christine Hancock inden repræsentantskabets formelle valg af hende til ICNs formand. Hun var eneste kandidat til posten, og det fortæller, at samtlige fem verdensdele støttede hendes kandidatur.

Med munterhed og glæde fortæller hun om sit kommende job de næste fire år. Der er ingen synlige tegn på hverken beklemthed eller spekulationer over posten som talskvinde, ambassadør og lobbyist for næsten halvanden million sygeplejersker over hele verden - fra Skagen til Capetown, fra små øsamfund i Stillehavet til mastodontlande som Canada og Australien.

Hendes forgænger, Dansk Sygeplejeråds tidligere formand Kirsten Stallknecht, har fået en kompetent efterfølger, der er vant til at begå sig overalt - på de bonede gulve i EU og de mere ydmyge steder hos mindre privilegerede kolleger i det gamle \30steuropa og tredje verdenslande. Den beskedne start som sygehjælper og servicemedarbejder var blot begyndelsen på en forrygende sygeplejekarriere, der har gjort hende til et kendt ansigt og en respekteret fagperson både i hjemlig og international sammenhæng.

En af milepælene undervejs har været udnævnelsen i 1985 til administrerende direktør for Waltham Forest Health Authority - et område i det nordøstlige London med sygehuse og primær service til områdets 200.000 beboere.

Når det kan være vigtigt at fremhæve lige netop denne post, hænger det sammen med, at først på det tidspunkt var de engelske kvinders lange vej til ligeberettigelse og selvstændighed ved at give resultater. Det var nemlig første gang, at en kvinde og sygeplejerske opnåede så høj en post i Storbritannien.

Christine Hancock svarer ikke direkte på spørgsmålet, om hun er kvindesagskvinde.

"Dengang var de fleste topchefer i Storbritannien mænd, så det var meget usædvanligt, at en kvinde fik sådan en chefstilling. Det var også på den tid, hvor vores National Health Service skiftede ud i rækkerne af ledere. Ud af 2-300 chefstillinger blev der kun seks poster til kvinderne. Seks sygeplejersker i alt fik chefstillinger. De tre var mandlige sygeplejersker."

Stærkere end tidligere

Christine Hancock har i 12 år været generalsekretær for den engelske sygeplejerskeorganisation Royal College of Nursing (RCN) med over 320.000 medlemmer. Posten som generalsekretær i RCN er en kombination af formandskab og direktørstatus og indebærer vidtrækkende beføjelser.

Kilder tæt på Christine Hancock fortæller, at hun har været et frisk pust i den hæderkronede gamle organisation. At hun har bragt megen fornyelse med sig. Men der er såmænd ingen grund til selvros, mener hun:

"RCN har så mange gode folk, så det er svært at sige helt præcist, hvad jeg har udrettet," siger hun.

Men taget under \51t er hun godt tilfreds med, at hendes og kollegernes arbejde har ført til, at sygeplejen for alvor er blevet synlig i Storbritannien:

"Vi taler med en stærkere stemme end nogensinde tidligere i historien. Før hørte man aldrig noget om os. Det var altid lægerne og "deres" hospitaler, der var fremme. Nu er vi med på banen, og det nyeste initiativ er vores landsdækkende telefonservice National Health Direct, hvor man med det samme landsdækkende telefonnummer kan få forbindelse til en sygeplejerske, man kan rådføre sig med. Det er så sygeplejersken, der afgør, hvad der skal ske - om man selv kan klare lille Peters skrammer, eller om der skal tilkaldes en ambulance.

Et andet fremskridt, der har været med til at markere sygeplejerskerne i Storbritannien, er etableringen af sygeplejerskekonsultationerne:

I dag må vi kalde os consultants i modsætning til tidligere, hvor det var forbeholdt lægerne. Nu starter sygeplejerskerne konsultationer, hvor de også har mulighed for at ansætte læger."

De britiske sygeplejersker har også en god mand i premierminister Tony Blair, der mere end én gang har talt sygeplejerskernes sag. Kort sagt, de britiske sygeplejersker markerer sig, men det betyder ikke, at alt er godt.

Både løn og arbejdsforhold kan blive meget bedre, fastslår Christine Hancock.

Tyveri af sygeplejersker

Når Christine Hancock tiltræder sin formandspost i ICN, skal hun samtidig varetage sin formandspost i Comit\51 Permanent Infirmieres de l'EU (PCN), som er det permanente udvalg af sygeplejersker i EU. Her udløber hendes periode til november efter seks år på posten:

"Jeg havde håbet, at PCN kunne nå at vælge en ny formand inden min tiltrædelse som ICN-formand, men det var ikke

Side 14

muligt, så nu må jeg varetage begge organisationers interesser samtidigt," siger hun.

ICN og PCN er to forskellige størrelser, men alligevel tæt forbundne - som storesøster og lillesøster. I begge organisationer handler det om at tale sygeplejerskernes og sygeplejens sag, og ligesom ICN er PCN en uafhængig organisation, hvor medlemmerne er de samme nationale sygeplejerskeorganisationer, som også er medlem af ICN.

PCN repræsenterer mere end 750.000 sygeplejersker i Europa. Dertil kommer de mange tusinde sygeplejersker i de østeuropæiske lande, der er associerede medlemmer af PCN.

Vigtigste aktuelle sag på dagsordenen i PCN er sygeplejerskemanglen og visse landes jagt på hinandens arbejdskraft. Seneste grelle eksempel er et norsk sygeplejebureau, som hyrer sygeplejersker i et af de baltiske lande, hvor netop den norske sygeplejerskeorganisation har støttet etableringen af videreuddannelse i universitetsregi for det pågældende lands sygeplejersker. Lige så snart de er færdige, står bureauet klar med et godt tilbud:

"Det er jo ikke på den måde, vi skal "hjælpe" sygeplejen i \30steuropa," siger Christine Hancock, der ligefrem taler om tyveri af de østeuropæiske sygeplejersker. Men fænomenet er ikke noget, der er begrænset til Europa. Det sker også på verdensplan. Hendes eget land har i flere år importeret sygeplejersker fra Sydafrika og Filippinerne, for ikke at tale om alle de irske sygeplejersker, der arbejder i Storbritannien, men som nu er på vej hjem til bedre forhold.

"Alle stjæler fra alle. Sydafrika fra Gambia, Jamaica fra Trinidad for bare at nævne nogle få eksempler. På længere sigt er det ikke holdbart. I PCN har vi lavet en udredning, som vi nu vil bruge i EU-sammenhæng for at presse de enkelte medlemslandes regeringer til at sætte en stopper for den trafik. Problemet er bare, hvordan man lovligt kan forhindre de kommercielle bureauer i at dræne visse lande for deres sygeplejersker," siger hun.

Også i ICN er man opmærksom på problemet, som man har bragt op i Verdenssundhedsorganisationen WHO.

Vi har indflydelse

Når Christine Hancock siger farvel til RCN i London for at tiltræde posten som formand for ICN, skal medlemmerne ikke vente nogen revolution:

"Jeg skal fortsætte det meget konstruktive arbejde, som allerede er i gang

med henblik på at samle information og dokumentation, som kan ruste de nationale sygeplejerskeorganisationer i deres kamp for at forbedre sygeplejen og sygeplejerskernes forhold i de enkelte lande," siger hun og tilføjer:

"ICN er i virkeligheden en meget lille organisation med få midler og en lille stab, men efterhånden har vi fået stor indlflydelse overalt, hvor sygeplejerskers sag bliver talt - i FN, i WHO, i EU og i Verdensbanken. Det sidste er af lidt nyere dato, men her kan vi skubbe på projekter, som er til gavn for de fattige landes befolkninger, og hvor sygeplejen gør en forskel.

Et eksempel: Da man ville gøre noget effektivt for at forebygge de mange tilfælde af mundcancer på Sri Lanka, fandt man ud af, at det både var bedre og billigere at bruge sygeplejersker i stedet for dyre eksperter og et større teknisk udstyr. Et lille mundspejl var nemlig nok til, at sygeplejerskerne kunne stille en førstehåndsdiagnose."

Nøgleordet i Kirsten Stallknechts afskedstale til ICN var solidaritet. Solidaritet mellem sygeplejersker indbyrdes, med befolkningerne og mellem rige og fattige. Det bliver også nøgleordet for Christine Hancock i hendes kommende arbejde for ICN:

"Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at udjævne de store skel, der er mellem rig og fattig - også når det drejer sig om liv og helbred. Et grelt eksempel er hele postyret om behandlingen af aids. For første gang i verdenshistorien er der tale om en sygdom, som der findes behandling for, men kun for de rige. De fattige lande har ikke råd. Den situation er dybt uetisk - og i virkeligheden destabiliserende på længere sigt. De fattige i udviklingslandene har også tv og kan se den overflod, vi lever i her i Vesten. I Europa prøver de vestlige lande at hjælpe det gamle Østeuropa på fode. Nordamerika synes, at Sydamerika er deres ansvarsområde, og østpå er det bl.a. Japan og Australien, der rækker hånden ud til deres naboer. Men hvem hjælper Afrika? Gid Afrika havde en rig nabo. For mig er det oplagt, hvor vi skal være lidt mere solidariske!"